Klumme

Så længe vi ikke selv gider bo i størstedelen af vores land, overlader vi magttomrummet til Esben Lunde Larsen

Danmark har samme problem som en af verdens grimmeste storbyer: Ringeagten for det åbne land. Men landet må være fremtiden. Kom, hvem vil ud på landet? Måske tager jeg med!
Sønderjylland set fra luften. 

Sønderjylland set fra luften. 

Joachim Adrian

6. juli 2017

Mennesker er som sådan fede nok som art, men vores sans for pladsudnyttelse er underudviklet.

To eksempler:

Houston er USA’s fjerdestørste by. Den breder sig som spildt saftevand i et gulvtæppe over et fladt hjørne af Texas. Jeg boede for nylig en tid i denne visuelt uskønne by, hvis areal er større end enorme Los Angeles, der ellers har dobbelt så mange indbyggere.

Hvis nogen kastede en grydefuld spaghetti op på et kort over Fyn og lod det sidde fast, ville det ligne Houston-områdets vejnet. Man kan køre en time ind i byzonen, forbi boligområder, erhvervszoner, butikscentre, flere butikscentre og yderligere butikscentre og pludselig støde på en kornsilo fra midten af 1900-tallet.

Alt er langt fra alt, og houstonianerne er dømt til at køre i bil dagen lang og betragte resultaterne af utøjlet kapitalisme.

Eksempel to er Danmark, hvor tendensen både er omvendt og den samme. Vi breder os ikke og smadrer skalaen for et levedygtigt byfællesskab, i stedet klumper vi os sammen om et lille antal bykerner, mens husene forvitrer på landet. Men som i Houston er grundproblemet en skødesløs brug af verden.

Houston er blevet en endeløs udgave af Roskildevej og er måske fortabt, mens vi i Danmark – hvor intet er langt fra noget – har valgt at lade en stor del af vores areal forgå i fattigdom, bristede togforbindelser og industrielt landbrug. Politikerne flytter halvhjertet nogle djøffer ud i randzonerne. De græder og vånder sig. Vi får se, om de klarer den.

København er dejlig med yndefulde facader og rent vand, pizzaslices og Knud Romer på cykel, men fortætningen er et paradoks, for bymenneskene kan jo godt lide natur. De køber øko. De slås mod Frank Jensen for at bevare en lille grøn og alligevel snart havoverskyllet plet med ridder-gøgeurt ved Ørestaden.

De forbander regeringen og landbrugslobbyens arealforvaltning. Men så længe vi ikke selv gider bo i størstedelen af vores land, har vi valgt at overlade magttomrummet til Esben Lunde Larsen.

Jeg er en del af problemet, så dette er skrevet i afmagt og længsel. Hvis min familie boede på landet, kunne jeg få mig et stort rum med lysindfald til tegnebord og trykpresse, stjernekikkert, trommesæt og synthesizere; alt, hvad mennesket skal bruge til at udføre sine overspringshandlinger.

Mine børn skulle have et værelse magen til. Det ville næsten kun koste hvid maling. Vi kunne købe en ged. Få dyr er så charmerende som geden.

Det er bare usikkert, om vi kunne omgøre beslutningen og forlade naturen igen. Prognosen er yderligere urbanisering. Ifølge KL vil udbuddet af ejerboliger på landet stige med 2.500 om året i de kommende år, alene fordi de nuværende beboere er gamle. De efterlader huse, som unge familier ikke vil købe. Der er ikke engang ordentligt råd til at rive dem ned.

Danmarks Radio synliggør problemet i de foreløbig fem sæsoner af den gode tv-serie I hus til halsen, hvor en designer og en ejendomsmægler hjælper mennesker, der har forvildet sig væk fra byerne, med at sælge et usælgeligt hjem og ’komme videre’. Det lykkes som regel, katastrofen og den økonomiske trældom bliver afværget, kun en permanent sørgmodighed efterlades.

Tjenerindens fortælling var god, men Danmarks Radio leverer med I hus til halsen tidens mest påtrængende dystopi. Programmet giver os et billede af et mærkeligt fortabt land. Jeg ser det med vantro. Hvordan kan det være så billigt at leve så smukt?

DR viser os, hvor sårbare mennesker er over for markedsudsving, som vi hverken evner at forudsige eller tage kontrollen over; at vores beslutningshorisont er rædselsvækkende kort.

Men konstateringen af vores forkortede forestillingsevne giver også grund til håb. Som i alle andre sager sætter jeg min lid til teknologien.

Hvis enhver om en håndfuld år kan lade sig fragte næsten køresygefrit i en selvkørende boble mellem hjem og arbejde, skole, gedeflok osv. Med ro til musik og arbejde, med udsigt til den landskabelige skønhed, bliver byboblen da ikke med ét prik punkteret? Jo! Mine børns generation vil tale om, hvor absurd lave kvadratmeterpriserne var i Odsherred og på Anholt.

Jeg skal i hvert fald ud at købe op nu, mens jeg kan.

Måske.

Christoffer Zieler er tegner og journalist. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Slettet Bruger
  • odd bjertnes
Slettet Bruger og odd bjertnes anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Altså, at ønske sig et hus på landet, og straks opgive tanken igen, med den begrundelse, at man nok ikke kan komme væk fra naturen igen, fordi priserne ikke går op derude, men snarere ned, - det efter min mening ikke seriøs kærlighed til landet og naturen, det er ren ejendomsspekulation..

Alan Strandbygaard, Bjarne Bisgaard Jensen, Allan Stampe Kristiansen, Christel Gruner-Olesen, Anne Eriksen, Helene Kristensen, Torben Skov, Jens Illum, Flemming Berger, Jens Falkenberg, Tue Romanow, Ib Christensen og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Anne Mette Jørgensen

Enighed her fra en københavner.
Træt af Frank Jensens drenge smil hvergang han ser en snor han skal klippe over.
Træt af hans uvidenhed om, hvordan de dårligst stillede københavnere har det.
Træt af hans prestige byggerier, som kun få har råde til at betale
Træt af hans totale neglisering af borgerindsigelser
Træt af, at han ikke forsøger, at skaffe skæve boliger til de hjemløse
Træt af hans bænke med lys til en mill, som efter kort tid ikke kan lyse
Træt af, at kan ikke kan lade et stykke natur vedblive med at være natur.
Hvem i himlen stemmer på ham?

Alan Strandbygaard, Bjarne Bisgaard Jensen, Per Torbensen, Allan Stampe Kristiansen, Torben Skov, John Poulsen, Kim Houmøller og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Men Anne Mette Jørgensen, du er måske heller ikke, ligesom Christoffer Zieler, træt af de stigende ejendomspriser i (Frank Jensens) København.

Michael Kongstad Nielsen

Bortset fra ejendomsspekulationen så er pladsudnyttelsen i Danmark ganske fremragende. Det skyldes, at vi i modsætning til Houston, USA, og mange mange andre byer og lande i verden har 'planlægning'. Vi har haft købstadsforordninger siden middelalderen, udskiftning og sogneråd siden 1700-tallet, Den første byplanlov kom i 1938. Danmark er gennem planlagt og areal reguleret.

I 1970 kom by- og landzoneloven, der i dag er indbagt i planloven. Loven adskilte land og by, samt sommerhusområder. Den blev til under VKR-regeringen. Den største kritiker var Glistrups Fremskridtsparti (fra 1973), for de syntes, at folk skulle have lov til at bygge og bo hvor de ville. Altså ligesom i Housten. I nogen grad også som Venstre vil det i dag.

Men gud ske lov har vi stadig en planlov med rimeligt gode regler. Der er forskel på land og by, kyst og bagland, skov, natur og landbrug, Der må ikke skiltes med reklamer ude på landet. Tænk hvilken frelse. I Italien og Spanien kan man ikke se andet end reklamer, når man kører på landevejene. Hvordan med Houston?

I Danmark har vi rastepladser med papirkurve, men sydpå ligger affaldet spredt vidt omkring.
Vi kan dog ikke hamle op med Sveits, der er så rent, at nogen må have gået rundt og børstet i bjergene. Eller som de siger på norske reklamer: "men kast ikke papiret i naturen"

Janus Agerbo, Vivi Rindom, John Poulsen, Flemming Berger og Jens Falkenberg anbefalede denne kommentar

Husene på landet kan ikke sælges, fordi ingen vil købe dem, fordi de risikerer ikke at kunne komme af med dem igen, fordi de ikke kan sælges, fordi...

Vist er der mange, der forlader udkanten i disse år. Lars Steffensen har ret i, at der lugter på landet, i hvert fald et par gange om året. Måske er det derfor? Jeg tvivler, for i byen lugter der jo hele året rundt. Kan det så skyldes de mange pædofile? Jeg er ikke sikker på, der er flere pædofile her end i de store byer; det skulle da lige være af de dummere af slagsen, for i byerne er der da en hel del flere børn at forulempe. Det er næppe heller pga. de mange bønder, for bønder er her faktisk slet ikke så mange af længere. Landbrugene bliver større og større, men måske der fortsat er for mange til nogens smag?

Det kan være en del flytter, fordi de tiltrækkes af kulturtilbuddene i bycentrene. Andre gør det muligvis af kærlighed til etagebyggeri og mylder, asfalt og cykelstier. Man kan tænke sig mangfoldige grunde til, at så mange flytter til byerne, men sikkert er det, at en pæn del gør det af simpel nødvendighed. Således er masser af unge hvert år tvunget til at flytte fra landet for at studere. Ikke så få af disse ønsker senere at vende tilbage til hjemegnen, men mange når aldrig så langt som til at blive skræmt ved udsigten til stavnsbinding; for dem med uddannelse er her ofte slet ikke job at få.

Der må arbejdspladser til udkanten, hvis udviklingen skal vendes. Marianne Jelveds ide om at begynde med kulturen levner jeg ikke mange chancer. Måske vi med en ordentlig udligning skulle satse på sociale klienter fra de store byer og omegnskommunerne? Den halvhjertede udflytning af nogle tusinde statslige arbejdspladser gør i hvert fald ikke den store forskel. Til gengæld har strukturreformen har til overmål demonstreret effekten af seriøs politisk prioritering, blot den gale vej. Lars Kolind blev i sin tid grundigt til grin for sit forslag om lavere skat på Fyn, men ideen om begunstigelser i en eller anden form er måske slet ikke så tosset.

Alan Strandbygaard, Per Torbensen, Michael Kongstad Nielsen og Helle Bovenius anbefalede denne kommentar
Kim Øllgaard

Jens Illum.
Du skriver, at mange forlader udkanten. Som jeg ser det her fra Vardeeegnen, hvor jeg bor, er det København, der er udkanten - landets hovedstad orienterer sig mere mod en by i udlandet (Malmø) end mod resten af Danmark.

Kim Øllgaard

Og påstanden om de mange unge, som gerne vil tilbage til hjemegnen holder vist ikke vand. Se på den mangel, der er f.eks. på læger og advokater. Det er jo ikke fordi der ikke er arbejde til dem , at de fravælger provinsen udenfor de større byer.

Christoffer Pedersen

Der er sikkert mange individuelle årsager til flere og flere søger mod byerne og væk fra udkantsdanmark.Der tales så meget om at vende udviklingen, give støtte til udkantsdanmark som i forvejen koster ekstra i form af uforholdsmæssig dyr infrastruktur.
Men hvorfor så ikke bruge en masse ressourcer på at udbygge storbyerne når nu det er der flest vil bo?

Kim, læger der ønsker job i provinsen, kan selvfølgelig godt få job i provinsen. Med nedlæggelsen af mindre sygehuse er mulighederne dog også her blevet ringere. Tilbage er naturligvis almen praksis, som imidlertid er selvstændigt erhverv og kræver investering. Mht. advokater er jeg mindre sikker; her er langt hovedparten af jobbene at finde i de store byer, og en ikke ubetydelig del af advokaters arbejde vedrører erhvervsliv, som der bliver stadigt mindre af i udkanten. Af dem, der ønsker at flytte tilbage, og som har mulighed for det, vil jeg mene, at en del bliver skræmt af udsigten til stavnsbinding, ligesom det er en kendsgerning, at selvom man har en god økonomi, er det ikke nødvendigvis muligt at låne til fast ejendom på f.eks. Lolland, hvor jeg bor, og friværdi til istandsættelse er en by i Rusland.

Hvad der er centrum, og hvad der er periferi, defineres ikke af os i udkanten. Geografisk har du ellers ret i, at der fra København er en del længere i bil til Hamborg eller Paris, end der er her fra Søllested. Dog skal jeg køre et par timer for at nå en lufthavn.