Klumme

Man skal ikke sætte ’bare’ foran andres sorg

Man behøver ikke at forstå andres sorg. Man kan nøjes med at respektere, at den er der – og undlade at sætte ’bare’ foran. Sorg kan ikke være ’bare’, for så var det ikke sorg
Debat
11. juli 2017

Jeg blev vækket af franske stemmer, det var lyden af et navn og noget andet. Det var en bildør, der smækkede. Jeg kan ikke fransk, men jeg kan se havet og lister på toilettet. Ditte sover, døren står på klem, og hun er snoet uroligt om dynen med fødderne vippet ud over kanten.

Om lidt vågner hun og begynder at græde. Om lidt bliver hun vækket af varmen eller fuglene foran vinduet, og så husker hun, hvor hun er. Så husker hun de 30 timer på motorvejen og det, der gik forud. Det var i onsdags. Hun skulle have holdt afsked på arbejdet samme eftermiddag, hun skulle have drukket champagne, spist kager og pindemadder og sagt farvel og tak for et godt samarbejde. De skulle have sagt held og lykke med dit nye job, og vi kommer til at savne dig. Hun skulle sikkert have været lidt fuld.

Men hun sagde ikke farvel. Hun sad i sin gule sækkestol. Dén hun købte, da hun havde fået sin første rigtige løn. Hendes dyne lå på gulvet, og vinduerne trængte til at blive åbnet. Hun sad i den gule sækkestol med Houdini. Jeg har aldrig brudt mig om navnet, det forærer ligesom det hele væk på én gang: tagrendevandringerne, det stædige blik og dengang han pludselig stod lidt forslået og ret tilfreds foran hoveddøren og ville ind uden at være blevet lukket ud. De boede på tredje.

Ditte skulle bare passe Houdini en uge, mens hendes bror stod på ski i Alpe d’huez. Det er 12 år siden, Houdini aldrig blev hentet igen. Hun har passet ham i 12 år, og nu knuger hun ham ind til sig og prøver at forstå, at hun aldrig skal gøre det mere. At alt skal ske for første gang fra nu af.

Første gang hun skal komme hjem til en tom lejlighed. Første gang de ikke skal følges ned i elevatoren og ud. Første gang alting. Og stilheden. Den lede stilhed af lyde, der ikke længere er der. Bumpet, når han landede fra lænestolen. Det bløde løb, når en dåse blev åbnet. Kløerne mod det tunge fjernsynsmøbel. Hendes egen irettesættende stemme.

Der blev sendt en fællesmail ud. En annullering af begivenheden. Ditte var blevet forhindret. Vi prøver igen i august. Og man troede, hun havde byttet om på datoerne. Eller man troede noget andet.

Houdini blev ikke nævnt, den slags går man stille med. En afdød kat er utilstrækkelig. Det er bare en kat og en sjat medlidenhed, og så må man se at komme videre. Det er ikke grund nok til sorg.

Det er et par år siden, jeg mistede min hund. Det var lige efter, min far døde. Uffe var den, jeg fulgtes med i livet, vi havde sluttet os til hinanden, næsten ved en fejl. Jeg skulle slet ikke have en hund, det passede dårligt, men så kom jeg til at elske ham. Jeg kom aldrig til at elske min far.

Jeg greb ind i folks forestillinger. Jeg ødelagde deres forventning om min sorg. Anna var min veninde og blev frastødt af de tårer, jeg ikke græd. Af det tab, jeg ikke kunne mærke. Hun fortalte mig det nogle år senere, om afskyen ved det, jeg ikke følte. Jeg tror ikke, hun var den eneste, der havde det sådan.

Dittes øjne er ikke forgrædte, men hun lægger sig ind på sengen midt på dagen og lukker døren. Jeg sidder i altansolen og ved, at hun er ensom. At jeg ikke kan tage sorgen fra hende. At den skal være der.

Det er skammen, der ikke skal være der, skammen over at have elsket. At have lagt sit liv til et andet. Det er ikke bare en kat. Det var ikke bare en kat. Det var en, der fyldte i stolen ved vinduet, i fodenden om morgenen; en, der fyldte i livet, i Dittes liv. I andres liv er der noget andet, der fylder.

Man behøver ikke forstå andres sorg. Man kan nøjes med at respektere, at den er der – og undlade at sætte ’bare’ foran. Sorg kan ikke være ’bare’, for så var det ikke sorg.

Camilla Buch er cand.mag. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

Jeg genkender heldigvis ikke følelsen af 'bare'. Da jeg for år tilbage mistede min kære hund, blev min sorg taget alvorligt af både familie og venner. Men kollegaerne var ikke en del af det. Ubevidst har jeg nok anet, at her ville 'bare' komme til udtryk, og det ville jeg ikke have kunnet bære.
Når man elsker, sørger man når man mister. Visse dyr kan i øvrigt sørge sig helt ihjel, så der er gensidighed. Måske er følelserne i sidste ende de samme?

Følelser