Læserbrev

Skizofreni er ikke en kronisk lidelse

10. juli 2017

I sommeren 2014 skiftede jeg mit guldur ud med et hvidt armbånd af plastik. Jeg var indlagt i fire måneder med en psykose på en psykiatrisk afdeling, og her fik jeg diagnosen skizofreni.

På daværende tidspunkt var det et vendepunkt i mit liv. I dag kæmper jeg for retten til ikke længere at være syg.

Det tætteste, man i dag kan komme på at blive erklæret rask, er at få diagnosen skizofreni i remission. Det betyder ifølge Psykinfo, at der er sket forbedring i en grad, så alle de tilbageværende symptomer er under det niveau, som typisk berettiger til at blive diagnosticeret med skizofreni.

Alligevel figurerer skizofreni i remission som en skizofrenidiagnose. Det er selv om definitionen jo netop er, at symptomerne er for ubetydelige til, at patienten kan diagnosticeres med skizofreni. Det betyder, at man altid vil hænge på sin diagnose. Også selv om man er klinisk rask.

I sundhedssystemet bliver man i dag opfattet som rask, hvis man har diagnosen skizofreni i remission. Det gælder dog desværre ikke alle steder i det offentlige system, hvor man stadig bliver opfattet som syg.

Det er på trods af, at alle nyere undersøgelser viser, at op mod 20-25 procent af de skizofreniramte på et tidspunkt bliver raske og lever helt almindelige liv.

Det er diskrimination.

Det er vigtigt for min selvforståelse og et stort ønske ikke bare at føle mig rask, men at være det officielt. Det burde være en menneskeret at få fjernet en så alvorlig og invaliderende sygdom fra ens papirer, når man ikke længere fejler noget.

Og det burde også være simpelt at ændre denne teknikalitet, således at raske mennesker kan blive anerkendt for det, de er, og ikke låst fast i det, de var.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Pia Colère Lenau
  • Trond Meiring
  • Peter Jensen
  • Eva Schwanenflügel
  • David Zennaro
Pia Colère Lenau, Trond Meiring, Peter Jensen, Eva Schwanenflügel og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Helt enig. Tak for din påmindelse af denne problemstilling!

Dette er endnu en af grundende til at psykiatrien er et risikabelt sted at søge hjælp.
Hvis man har de økonomiske midler til selv at betale for psykologhjælp (eks. hos Olga Runciman i København som har specialiseret sig i at behandle mennesker med det vi betegner som psykoser), kan man undgå denne form for stigmatisering, som desværre er en del af psykiatrien.

Her er en video hvor Olga Runciman fortæller om sit arbejde:
https://www.youtube.com/watch?v=-2HwfOf0dR4

Venlig hilsen

Pia Colère Lenau

Diagnosen skulle afskaffes totalt. I den nye ICD11 som udkommer 2018 er mange skizofreni "underarter" udgået. Ikke en eneste dansker, hverken bruger eller professionel, har interesseret sig for at være med til udarbejdelsen i beta versionen, undtagen UT. Jeg er virkelig skuffet.