Kommentar

Sociale medier redder socialismen

Glem alt om, at Twitter og Facebook er dårligt for demokratiet. Bobler er nyttige og hjælper spirende bevægelser til at stå sammen mod eliterne
Debat
22. juli 2017

Socialismen er stædig. Efter årtier i dvale, nær døden, rejser den sig igen i Vesten. I Storbritannien har Jeremy Corbyn lige ført Labour til det højeste stemmetal siden 1945 på baggrund af det mest radikale manifest i årtier.

I Frankrig var den venstreorienterede Jean-Luc Melenchon for nylig to procentpoint fra at bryde ind i præsidentvalgets anden valgrunde. Og i USA er landets mest kendte socialist — Bernie Sanders — i dag den mest populære politiker.

Årsagerne til socialismens genrejsning er indlysende. Arbejderne i Vesten har set deres levestandard falde i løbet af de seneste årtier. Unge mennesker bliver proletariserede i hobetal. De kæmper for at finde et anstændigt job, et sted at bo, der er til at betale, eller et minimum af tryghed under barsel. I mellemtiden sluger eliten en stigende del af samfundets ressourcer.

Klager alene producerer ikke politiske bevægelser. En stabel tørt træ er ikke nok til at tænde bål. Det har brug for en gnist — eller flere.

Sociale medier er afgørende for den venstreorienterede bevægelses genopstandelse. Siden oprørene i 2011 — året for Det Arabiske Forår, Occupy Wall Street, og spanske Ignados — har vi set, hvordan sociale medier hurtigt kan samle folk i gaderne. Men sociale medier er ikke kun et redskab til at mobilisere mennesker. Det er også et redskab til at politisere dem.

Sociale medier har givet socialister et uvurderligt aktiv: Byggestenene til en alternativ offentlig sfære. De giver plads til et udklække nye måde at tænke politik og nye politiske identiteter, der er uacceptable i de etablerede kanaler.

Demokratiets petriskål

Enhver bevægelse har brug for en petriskål til at dyrke den virus, som bevægelsen håber, kan sprede sig i samfundet. Reformationen havde trykpressen. Den Franske Revolution havde cafeerne. I dag har nye venstreorienterede Twitter og Facebook.

Det britiske valg i sidste måned illustrerede denne dynamik. De fleste britiske medier angreb konstant Corbyn i ugerne op til valget. Tidligere kunne sådanne angreb være fatale. Heldigvis gav sociale medier Corbyns tilhængere et magtfuldt våben.

De brugte ikke bare sociale medier — de dominerede dem. Pro-Labour memes, slagord, videoer og artikler prægede internettet. Nogle var sjove. Andre var seriøse. Tilsammen fik de millioner til at føle sig som en del af et fælles projekt.

Det afgørende var, at dette fællesskab ikke kun fandtes på nettet. Modsat den gamle klagesang om, at internettet ikke har noget med det virkelige liv at gøre, så gav den digitale begejstring analoge afkast. Unge mennesker — de flittigste brugere af digitale medier — mødte frem i større antal end normalt og stemte med overvældende flertal på Labour.

Alternativernes drivhus

Det forfriskende ved det britiske valg er, hvor mange af elitens sandheder det omstødte. Blandt andet overbevisningen om, at sociale medier er dårligt for demokratiet.

Argumentet er velkendt: Platforme på nettet øger polariseringen ved at lukke os inde i ekkokamre, hvor vi kun bliver eksponeret for synspunkter, vi allerede er enige i. Partiskheden blomstrer. Kompromis bliver umuligt.

Denne analyse har fat i noget, men i det store hele rammer den ved siden af. Der er ingen tvivl om, at sociale medier kan være en skraldespand. De kan sprede forkerte oplysninger, misbrug og alle former for ekstremt had. Når alt kommer til alt, så er det særlige ved sociale medier, at de forbinder ligesindede.

Netop det aspekt af sociale medier er også det, der gør det brugbart for nutidens socialister. Bobler kan være nyttige. De kan give en fremspirende bevægelse en grad af sammenhold og en følelse af fælles identitet, der hjælper bevægelsen med at konsolidere sig.

Bevægelser kan selvfølgelig ikke forblive bobler, hvis de vil vinde. De er nødt til at rykke fra det yderligtgående til det konventionelle. Men sociale medier er den jord, hvor de kan begynde at slå rod, hvor de kan opdyrke en gruppe af ligesindede.

Det er godt for demokratiet, fordi det giver mulighed for, at populære politiske alternativer kan opstå. Det svækker elitens magt til at vogte grænserne for, hvad der er politisk muligt, og forstærker stemmer, der ellers ikke ville blive hørt.

Da Labour indledte sin kampagne, haltede de efter de konservative med mere end 20 procent. På bare syv uger formåede partiets aktivister at lave den største kovending i britisk historie. Hvis polariseringen var så absolut, som mange konventionelle observatører tror, så ville sådan en omvæltning være umulig.

Muligheden for at vinde ved at øge valgdeltagelsen er endnu større i USA. Kun 55,7 procent af vælgerne stemte ved sidste præsidentvalg. Set i det lys er forklaringen om, at vælgerne er delt på midten og lukket inde i hvert sit Facebook-feed misledende. Befolkningen kan ikke være delt på midten, når halvdelen af befolkningen ikke stemmer.

Det er de mennesker, som den voksende amerikanske venstrefløj skal overbevise, hvis de skal gentage deres britiske kammeraters succes. Sofavælgere udgør allerede en naturlig vælgergruppe for progressiv politik: De er ofte yngre og fattigere og støtter generelt omfordelingspolitikker.

Lunken midtersøgende politik vil ikke få folk, som i forvejen tror, at politik ikke kan tilbyde dem noget, til at interessere sig for politik. Det kræver et stærkt defineret alternativ.

Tweets alene kan ikke give socialisterne magten. Men i lyset af venstrefløjens ambitioner og de forhindringer, der er opstillet for dem, er det ikke et dårligt sted at begynde.

© The Guardian og Dagbladet Information. Oversat af Laura Dombernowsky

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Og i næste måned tager Corbyn på tur til Skotland for at vinde noget af det tabte tilbage:

https://www.morningstaronline.co.uk/a-fa14-Corbyn-launches-fight-to-win-...

Ja, når nu socialisterne ikke formår ... ;-)