Klumme

Spoiler! Jesus dør. Dobbeltspoiler! Jesus genopstår

Jeg ved godt, at det er barnligt, og det er mig, der er spoilersvinet. Men indimellem føler jeg, at spoilerfoberne tager samtalen som gidsel. For hvem bestemmer egentlig, hvad der er spoilers, og hvad der er almen viden?
Hvem af de fem gentlemen fra Bryan Singers ’The Usual Suspects’ er forbryderen Keyser Söze? Hvsi du ikke ved det, så...

Hvem af de fem gentlemen fra Bryan Singers ’The Usual Suspects’ er forbryderen Keyser Söze? Hvsi du ikke ved det, så...

Foto fra filmen

3. juli 2017

Advarsel: Denne klumme indeholder spoilers for hele verdenshistorien til og med dette sekund. Så er jeg vist dækket ind.

Jeg ved godt, at det er mig, der er skurken. Det er mig, aldrig har haft selvdisciplin til at holde hverken nallerne eller gluggerne fra bøgernes sidste sider. Mig, der har spolet gennem de kedelige filmscener, og læst slutningen på Wikipedia, før jeg besluttede mig for, om jeg gad se tv-serien til ende.

Det skal jo ikke gå ud over dem, som foretrækker at være ubesmittede i deres møde med kunsten. Der findes et særligt sted i helvede reserveret til spoilersvin. 

Kan du huske dengang, hele verden samledes ved boghandleren, når Harry Potter-bøgerne skulle udgives ved midnat? Så gik der sport i at afsløre de vigtigste dele af handlingen. Og jeg ville gerne nævne eksempler, men af hensyn til spoilerfoberne kan jeg kun opfordre til at google spoiler + Harry Potter + billboard.

Ja, du læste rigtigt. Nogen havde simpelthen købt sig reklameplads på et billboard for at spoile Harry Potter.

Hvorfor? Måske som en kommentar til massehysteriet. Måske fordi der er en særlig berusende magtfølelse i at kunne ødelægge noget, der er så vigtigt for andre. Svinsk, helt bestemt. Men også lidt sjovt? Måske? 

Nuvel, det er en anden diskussion. Der er forskel på at skrive med fede typer på et vejsideskilt eller på avisens spiseseddel, at man godt kan glæde sig til, at hovedpersonen i et chokerende twist viser sig at være en kvinde, personlighedsspaltet eller død, og så at nævne det i en samtale med en ven. På en café, hvor andre kan overhøre det. På internettet, hvor andre risikerer at læse det. Hvor meget hensyn skal man tage? 

For indimellem føler jeg, at spoilerfoberne tager samtalen som gidsel. Nej, skru ned for den kollektive jubel over slutningen på Game of Thrones. Så må I gå udenfor, hvis I skal larme herinde. Jeg kunne på et tidspunkt godt tænke mig at se den film eller læse den bog, I taler om, så sshh.

’Spoiler alert’-kulturen taler delvist ind i ’safe space’-kulturen og ’trigger warning’-kulturen. Et krav om, at de mange giver plads til de få. De privilegerede (her personificeret som dem, der har set filmen) holder tilbage for de mindre privilegerede (der ikke har set filmen).

Og jeg er ikke imod safe spaces og trigger warnings i princippet. Ligesom jeg heller ikke er imod spoiler alerts. I princippet. Men der er principper, og så er der praksis.

For hvem bestemmer, hvad der er spoilers, og hvad der efterhånden er almen viden? Forleden så jeg en dame harcelere over, at nogen havde spoilet Matador. Efter 40 år og omtrent lige så mange genudsendelser var det åbenbart stadig alt for tidligt at afsløre, at Agnes Jensen ikke forbliver stuepige for evigt (spoiler!). 

Spoiler! Jesus dør. Dobbeltspoiler! Jesus genopstår (ganske som en anden litterær figur af tvivlsom herkomst). Spoiler! Titanic synker, Struensee skulle have holdt javertussen i bukserne, og der bliver sgu ingen lykkelig slutning for Kleopatra og Cæsar.

Det er barnligt. Jeg ved det. Det er jo ikke fordi, jeg ikke forstår irritationen over det minefelt af spoilers, internettet er blevet. Vil man blive oprigtigt overrasket over en ny storfilm, er man nødt til at holde sig fra podcasts, netaviser og Facebook i et halvt år før premieren. Trailers rører man naturligvis ikke; anmeldelser, ha! 

Så slap dog af. Får jeg lyst til at sige. Men hver sin lyst. Og det er noget med torne i andres øjne og bjælker i eget, og jeg husker da stadig den date, som henkastet spoilede sci-fi-storfilmen Arrival for mig.

Noget, jeg ikke bed mærke i, før jeg skulle se den hjemme i sofaen, og blev mere og mere ærgerlig, da jeg måtte sande, at jeg ikke blev overrasket en eneste gang (det blev min medseer godt nok heller ikke, og han anede intet på forhånd, så måske er det bare Arrival, der er en forudsigelig film. Spoiler!) 

Jeg savner en karensperiode for spoilers. Skal vi sige to år? 40? 400? Hvor længe skal der gå, før der ikke længere er nogen, der vil føle sig krænket over at læse, at Darth Vader er Luke Skywalkers far, at Romeo og Julie dør til sidst, at Rosebud er en kælk, og at Keyser Soze – gisp, tør man skrive det?

Mikka Tecza er publikumsudvikler på information.dk. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Christian Mondrup
Christian Mondrup anbefalede denne artikel

Kommentarer

Christian Mondrup

Mikka, jeg glæder mig over dine finurlige klummer. Men siden du tituleres publikumsudvikler, vil jeg derudover så grumme gerne vide, hvordan/hvorhen/hvorfor ... jeg som "publikum" skal udvikles?