Læserbrev

Stop fangemishandling med torturkonvention

5. juli 2017

Kun to dage efter, at Danmark med rungende tavshed fortiede FN’s internationale dag mod tortur den 26. juni – i øvrigt indstiftet på dansk initiativ – kunne Information onsdag den 28. juni gennem en aktindsigt dokumentere, at danske soldater de seneste måneder har haft begrundet mistanke om systematisk tortur af fanger på al Asad-basen i Irak, og at Forsvaret ikke reelt har undersøgt mistanken.

Tværtimod forsikrede forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) på et samråd 13. juni, at danske soldater gør alt, hvad de kan, for at gribe ind, hvis de bliver bekendt med overgreb, fange-mishandling eller anden tortur.

26. juni blev valgt som antitorturdag, fordi FN’s konvention mod tortur trådte i kraft den dag i 1987 for 30 år siden. Konventionen var i årtier en mærkesag i dansk udenrigspolitik, men synes nu desværre at været blevet glemt.

Som SF’s forsvarsordfører, Holger K. Nielsen, udtalte i Information den 29. juni: »Danmark har lukket øjnene for tortur og fangemishandling, lige siden vi første gang satte fod i Irak i 2003.«

Konventionen, som Irak under internationalt pres ratificerede i 2011, understreger ikke alene et totalforbud mod tortur. Den giver også en stat mulighed for dels at gøre en anden deltagerstat opmærksom på, at den ikke efterlever torturkonventionen, dels for eventuelt siden at indbringe sagen for FN’s komité mod tortur.

Danmark bør snarest gøre begge dele, ligesom regeringen aktivt bør undersøge enhver formodning om tortur. Tillige bør konventionen blive inkorporeret i dansk ret, herunder den militære straffelov.

Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen besøgte i marts den danske del af Asad-basen i Irak. Det er på denne base, at de danske soldater har fået mistanke om, at irakerne bruger tortur.
Læs også

Enhedslistens forsvarsordfører, Nikolaj Villumsen, har bebudet at kalde forsvarsministeren i samråd. Det er godt, hvis forsvarsudvalget og Folketinget tager skridt til at få klarlagt, hvad der konkret er sket, om forsvaret aktivt har gjort alt for at få undersøgt de alvorlige mistanker om tortur, og om Danmark har efterlevet FN’s konvention mod tortur og vil gøre det i fremtiden.

Det er vigtigt at få sat fokus på den fortsatte tortur og fangemishandling i Irak, særligt i lyset af lukningen af Irak-kommissionen samt Forsvarsministeriets og kammeradvokatens ihærdige forsøg på at forhale en domstolsafgørelse af ansvaret for tortur i den retssag, der starter i Østre Landsret 7. november.

Danmark kandiderer som bekendt til en plads i FN’s menneskerettighedsråd. Hvis regeringen mener kandidaturet alvorligt, må Danmark i langt højere grad gøre indsatsen mod tortur til et aktivt pejlemærke for sin nationale og internationale indsats for menneskerettighederne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Tortur skal aldrig tolereres, punktum.
At vores udenrigsminister går i rette med Donald Trump for en ulækker video han har lagt på sin Twitter bliver meget debatteret i øjeblikket. Men ikke at Danmark ser igennem fingre med tortur, hvilket er langt mere alvorligt.
Hvor er medierne henne i disse sager?