Læserbrev

​​​​​​​Syge skal behandles ordentligt

22. juli 2017

Mandag fortalte Information om Vladimira Kristensen, der trods brækket ryg, lungecancer, tarmsygdom, leddegigt og leverbetændelse har kæmpet en urimelig kamp med Københavns Kommune for at få førtidspension.

Historien er ikke enestående. I 2012 vedtog alle partier undtagen Enhedslisten og Dansk Folkeparti en reform, der har gjort det næsten umuligt at få førtidspension. I stedet fastholdes svært syge borgere i årelange afklaringsforløb med minimal indtægt og stor usikkerhed om fremtiden.

Det er ikke overraskende, at reformens effekt er ringe: Syge er ikke – som reformpolitikerne påstod – kommet tættere på arbejdsmarkedet. Ganske få har fået beskæftigelse. En meget stor gruppe har fået det værre.

Den konsekvens var politikerne på forhånd advaret om. For os er der ingen tvivl om, at reformen var et angreb på selve ideen om, at vores velfærdssamfund skal tage sig af udsatte borgere. Selv i dag fastholder alle forligspartier på nær SF imidlertid, at historier som Vladimiras ikke var tilsigtede, og at kommunerne slet og ret administrerer loven forkert.

Det passer bare ikke. Ankestyrelsen og de civile domstole har tværtimod fastslået, at kommunerne er for lempelige med at tildele førtidspension. Det er altså politikernes arbejde på Christiansborg, den er gal med, og derfor må politikerne på Christiansborg lave loven om.

Det fritager selvfølgelig ikke kommunerne for alt ansvar. Fortolkningen af inhuman lovgivning behøver ikke tage årevis. I Københavns Kommune er en del af problemet uden tvivl urimelige arbejdsvilkår. Information beskrev i onsdags, at sagsbehandlerne på Lærkevej har 220 sager hver – anbefalingen lyder på højst 55. Medarbejderne har ikke har en jordisk chance for at sætte sig ind i fire gange så mange sager. Det medfører forsinkelser og fejl, som kommunerne kunne undgå.

Fra Enhedslistens side arbejder vi fortsat på at få ændret reformen af førtidspension og fleksjob. Men vi vil samtidig bruge vores pladser i Borgerrepræsentationen i København og i landets øvrige byråd til at kæmpe for, at man også lokalt gør sit yderste for at behandle syge ordentligt.

Derfor foreslår Enhedslisten igen i år færre sager pr. sagsbehandler og investering i flere hænder, som en del af løsningen ved året budgetforhandlinger i København.

Stine Brix er medlem af Folketinget for Enhedslisten og Ninna Hedeager Olsen er medlem af borgerrepræsentationen København for Enhedslisten

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Alvin Jensen
  • ingemaje lange
  • Eva Schwanenflügel
  • John Hansen
  • ulla enevoldsen
Alvin Jensen, ingemaje lange, Eva Schwanenflügel, John Hansen og ulla enevoldsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lise Lotte Rahbek

Mennesker skal behandles ordentligt.
Punktum.

Alvin Jensen, Ebbe Overbye, Søren Andersen, Eva Schwanenflügel og Heidi Larsen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Det er rigtig positivt, at Enhedslisten nu er begyndt at trække røde linjer til gengæld for en opbakning til Socialdemokratiet ved et kommende folketingsvalg. Disse morderiske reformer må simpelthen laves helt om, for de har udelukkende bevirket, at syge borgere bliver sygere, og i sidste ende dræbt af den endeløse tortur.
Heldigvis tegner det til, at Enhedslisten vil gå meget frem i København, og måske erobre overborgmester posten.

Slettet Bruger

Det fremgår desværre ikke hvilke partier det er i København, som synes 220 sager (4 gange gennemsnittet) pr. medarbejder er i orden.

Eva Schwanenflügel

Henrik Wagner, det er alle de partier, der har været med til at vedtage 'reformerne' om førtidspension og fleksjob. Dvs. alle mua. Enhedslisten, Alternativet og Dansk Folkeparti. Men lur mig, om ikke DF egentlig er enige med de vedtagende partier, de har jo været med til at vedtage kontanthjælpsloftet, for at gøre livet surt for indvandrere. Alt handler om at gøre livet forfærdeligt for invandrere og flygtninge, så er det lige meget, hvor mange der rammes.

Alvin Jensen, Hans Larsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Slettet Bruger

Eva Schwanenflügel, Det er vel to forskellige ting. Den ene er vedtagelsen af reformer i folketinget. Den anden er hvordan reglerne administreres, herunder arbejdsforhold for sagsbehandlerne, og forleden påstod borgmesteren fra de radikale, at hun kæmpede imod et flertal i Københavns kommune. Så hvem er de og hvorfor forsvarer de ikke deres beslutninger?

Birthe Christensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Henrik Wagner, du har ret. Jeg lod mig rive med af min forargelse. Du stiller faktisk et godt spørgsmål.
Mit gæt er dog stadig, at det er de partier jeg har oplistet, som ikke synes det er nødvendigt med en mindre sagsbyrde, men det må jo stå for min egen regning :-)

lone bording

Når syge i Norddjurs kan få en førtidspension eller et fleksjob kan syge i København vel også??? Eller er loven anderledes for jyder end for københavnere??? Noget tyder på at det der mangler i København er politisk ansvar og vilje til at sætte en faglig forsvarlig linie der bruger de muligheder lovgivningen på trods alt stadig giver- og skal de mange tusinde syge på kontanthjælp i København vente til Enhedslisten har flertal på Christiansborg??? Så er der ikke udsigt til forbedringer foreløbig

Alvin Jensen, Eva Schwanenflügel og Birthe Christensen anbefalede denne kommentar
Peter Sterling

Vi skal have genindført en anstændig behandling af sociale nødstedte, det er grusomt at sårbare mennesker fastholdes i en uværdig livssituation og får det tiltagende psykisk dårligt.

På trods af at mange medier har fremvist ufattelig mishandling af syge, handicappede og "På arbejde med sygeseng", siger politikerne og lederne af de sociale institutioner; vi fortsætter i samme spor, og til efteråret, hvor loven skal til revurdering, har den hærget i 5 år.

Vi opfordrer alle til at samles på de sociale medier, det er på tide at danskerne siger fra overfor den stigende ulighed, underskriv en social kontrakt, og deltag aktivt i genopbygningen af landet, vi skal have kommunernes økonomi ud at reformhelvedet. Politikerne smadrer vores eksistensgrundlag af ideologiske årsager.

Kampen for velfærden er nu overladt de sidste partier på venstrefløjen og til de sociale medier; intensiver kampen for et anstændigt Danmark, for miljøet og for fremtiden. Oprøret mod de fattigdomsskabende politikere starter fra bunden, det handler om at skabe sociale alliancer, vi ses på de sociale medier.