Kommentar

Jeg har taget en uddannelse, men bliver aldrig færdigdannet

Alle har vældig travlt med at dømme mig på baggrund af mit arbejde. Det, jeg laver på jobbet, afgør, om andre synes, jeg er spændende. Det giver præstationsangst
15. juli 2017

»Hvad laver du,« bliver jeg spurgt, lige efter jeg har givet hende hånden og sagt mit navn. Er jeg brugtvognsforhandler, vuggestuepædagog, jurastuderende eller andet, der kan gøre hende klogere på, hvem jeg er?

Jeg står med en cigaret i hånden og tager et hvæs, for at give mig selv tid. Det bliver en lang forklaring, tænker jeg.

»Jeg er tv-fotograf, men arbejder også som producerassistent på dokumentarfilm og laver noget socialt arbejde med unge udsatte drenge fra Nørrebro. Og nogle gange drømmer jeg om, at jeg er kok og laver mad. Mest for sjov. Og så skriver jeg ... Primært prosa.«

Jeg har ikke defineret, om jeg er tv-fotograf, producerassistent, på vej over i noget socialpædagogisk, eller måske en dag skal være kok eller forfatter. Hun kigger forvirret på mig, og jeg tænker over, om det gav mening, det jeg forklarede.

I den sociale verden ville det være så nemt, hvis jeg definerede mit erhverv. Ikke for min egen skyld, men for at jeg i mødet med andre hurtigere og nemmere kan aflæses og forstås.

Hun spørger, hvor jeg er uddannet, og jeg tænker over, om udgangspunktet for mødet med mig er mit arbejde, eller hvem jeg er. Vores fokus på at eksistere ud fra vores erhverv er blevet så stort, at vi har mere travlt med at blive til noget end at blive til os selv. Det store fokus på det prætentiøse i vores arbejde og skabelsen af identitet på det grundlag betyder, at vi glemmer os selv i jagten på, hvem vi er.

Men jeg er meget mere end mit erhverv, og jeg synes ikke, at erhvervet skal være udgangspunktet for, hvem jeg er. Jeg får præstationsangst, fordi erhvervet bliver grundlaget for hele eksistensen i stedet for omvendt. Jeg skal vælge det rigtige, det storladne, og det skal være succesfuldt. Det, der gør, at du synes, jeg er spændende.

Cigaretter med grøn te

Hun spørger, om jeg vil smage den naturvin, hendes kæreste har importeret fra Sicilien, fordi han interesserer sig rigtig meget for gode smagsoplevelser. Jeg smager på vinen og konstaterer, at jeg hellere vil drikke et glas vand, imens jeg tænker over, hvad jeg er.

Jeg skal vælge at være én ting, og jeg skal vide præcis, hvad jeg drømmer om at være. Men jeg er mere end én ting. Det ene øjeblik er jeg modig, og i det næste øjeblik er jeg bange. Jeg kan være enormt meget i tvivl, men også være stensikker. Jeg kan drikke udrensende grøn te og samtidig ryge cigaretter. Jeg kan føle mig fin og stærk, selv om jeg fik knust mit hjerte, fordi han var »for stresset på arbejdet til at rumme kærlighed«.

Vores vinter kan være både lys af sne og mørk af korte dage, og der er ikke noget af det, der er rigtigt eller forkert. Det er i modsætningerne, i kontrasten og i anerkendelsen af, at alt og alle kan meget mere end blot en enkelt ting, at vi finder ud af, hvor vi kan bedst. Men hvorfor skal mit erhverv så være så ensrettet? Og især min vej dertil, hvorfor skal den være snorlige og målrettet?

Aldrig færdiguddannet

Det mest rigtige, jeg har gjort, har været at tage en uddannelse og derefter anerkende, at jeg ikke er færdiguddannet. Jeg er ikke færdig med at lære, blot fordi jeg har taget en uddannelse. Jeg vil gerne lære mere, jeg vil lære andre ting, og jeg vil gerne have, at der er plads til, at jeg skal lære resten af livet.

Men så bliver jeg også nødt til at være åben over for, at jeg er i tvivl; på vej et sted hen; i gang med en proces. Der findes en dårlig dag, en dårlig uge eller et dårligt år, og det hele behøver ikke at være en lang målrettet dans på roser. Det er dér, dannelsen opstår. I forelskelsen, i de knuste hjerter, identitetssøgningen, desperationen og livslysten til at undersøge mere.

Jeg kigger op fra mit glas vand og ser min lillebror, som lige er blevet smidt ud af skolen, komme gående hen imod mig. »Vi har stoppet samarbejdet,« forklarede han det.

Det er en sårbar balance imellem liv, erhverv og identitet – i en verden fyldt med succes. Men det føles mest naturligt, at vi skaber vores identitet ud fra os selv – ikke ud fra vores arbejde.

Jeg synes dog, at det er svært at forklare et fremmed menneske, at jeg er ved at finde ud af, hvem jeg er, og at jeg i bund og grund ikke ved, hvad jeg laver. Men det er alligevel sjovere at tale om sårbarheden og de svære problematikker, end at vi alle sammen bare instagrammer vores arbejdsopgaver på designskolen.

Jeg er interesseret i mødet med dig, uanset om du er møbelsnedkeruddannet, naturvinsimportør eller på kontanthjælp.

Jeg slukker min cigaret, og hun spørger, om jeg er festryger eller bare almindelig ryger. Jeg fortæller hende, at jeg ikke har defineret det.

Emilie Adelina Monies er mange forskellige ting.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Gunilla Funder Brockdorff
  • Eva Schwanenflügel
Gunilla Funder Brockdorff og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

En god kommentar om hvordan vi mere eller mindre bevidst hele tiden søger efter kasser at putte hinanden i. Kan erindre engang hvor jeg skrev noveller til et lille blad ganske gratis, fordi jeg syntes det var sjovt at dele mine tanker med andre, der responderede direkte tilbage til mig. Reaktionen fra omgivelserne var gerne, at det var spild af tid, og lutter spørgsmålstegn i øjnene over at jeg ikke skrev for at tjene penge.