Læsetid 4 min.

Tak for livet, fremmede

For nylig donerede du en nyre til min mand. Det har givet os et helt nyt liv og en mulighed for en fremtid sammen. Det har givet vores barn mulighed for at beholde sin far i mange år. Vi kendte dig ikke, men vi er dig evigt taknemmelige for det valg, du tog, mens du stadig var i live
18. juli 2017

Kære fremmede, som mistede livet og reddede min mand: Tak. Vi ved ikke, hvem du er, men du fik en afgørende betydning for vores liv. Lægerne måtte værne om din anonymitet. Men dine handlinger afslører alligevel, hvem du er.

Du er sikkert en ganske almindelig person med fejl, mangler, styrker og positive sider. Men du er også noget helt særlig. Du tænkte på andre og gjorde dig overvejelser om, hvilke bidrag du kunne yde.

Ikke bare imens du levede, men også efter din død. Du traf en beslutning, mange tøver med, finder unødigt altruistisk eller har eksistentielle, evolutionistiske eller religiøse argumenter imod. Men du skrællede alt det overflødige bort, gik direkte til kernen og valgte med hjertet. Du valgte at donere dine organer og lade dem være til nytte for andre, når du selv var ’færdig’ med at bruge dem.

Dialyse på dialyse

Tillad mig at fortælle dig, hvad dit valg har gjort for min familie.

I knap to år har min mand været nyresyg, og han har måttet gå i dialyse i over et år. Forløbet har været kompliceret med en del indlæggelser og infektioner. Han måtte oveni gå igennem et kræftpakkeforløb grundet forstørrede lymfeknuder i brystet. Det viste sig heldigvis, at han ikke havde kræft, men sarkoidose, og relevant behandling blev påbegyndt. Han fik det bedre. Fysisk. Psykisk har han hele tiden udvist overmenneskeligt overskud og optimisme.

Som pårørende var jeg ved hans side. Var med til stuegang, fulgte med i diverse undersøgelser og behandlinger, sendte klager, når sundhedssystemet svigtede og skrev i medierne om en urimelig behandling, forsikringsselskabet gav os i forbindelse med en aflyst dialyserejse. Jeg stod ofte alene med vores barn og daglige gøremål, samtidig med at jeg passede mit arbejde.

Min mand fik dialyse tre til fire gange ugentligt fem timer ad gangen. Når han kom hjem fra dialysen om eftermiddagen, kunne han være træt og sove flere timer. Dagen efter tog han på arbejde. Når han havde den mindste energidråbe i overskud, hjalp han til med alt det huslige og legede utrætteligt med vores datter. Han fandt altid styrken til at støtte op om mig, når jeg var udmattet. Han tog en dag ad gangen. Beklagede sig aldrig. Spiste et hav af piller morgen, middag og aften og bed den bitre medicin i sig.

Jeg forsøgte at koncentrere mig om chancerne for bedring og om at give hans optimisme et boost. Men jeg gik også med en bekymring for yderligere helbredssvækkelse og risikoen for, at han ikke kunne transplanteres. Og lægerne var ikke blege for at fortælle mig, at »diabetikere i dialyse har dårligere prognose«. En information, jeg gerne ville have været foruden, selv om jeg normalt vil have alt at vide.

Ventetiden på en ny nyre brugte vi, så godt vi kunne. Vi omprioriterede vores liv. Tilbragte mere tid sammen og koncentrerede os om vores lille familie, job og de nærmeste venner. Små problemer fyldte mindre, kærlighed og fokus på det vigtigste i livet fik mere plads. Det gav os styrke til at komme videre og udnytte hver eneste dag. Intet blev taget for givet.

Vi fik en fremtid

Så ringede telefonen, og min mand fik den længe ventede besked: »Der er et match; en nyre klar til dig.« Han fortalte mig nyheden. Jeg kyssede og krammede ham. Fik en uvirkelighedsfølelse, imens han gjorde sig klar til at tage på sygehuset. Han var fattet som sædvanligt og ved godt mod. Jeg fulgte intenst med i forberedelserne og opdaterede familie og venner om udviklingen. Hjertet og sindet var fyldt med tiltro til, at det ville gå godt, selv om nervøsiteten og spændingen var på sit højeste.

Nyretransplantationen gik efter bogen, takket være rutineret og dedikeret sundhedspersonale. Efterforløbet var vellykket. Den nye nyre rensede effektivt, og en uge efter blev han udskrevet. Nu kunne vi vinke farvel til mange langtrukne timer ved rensningsanlægget, manglende mulighed for at tage af sted på spontane ture og rejser og usikkerheden om fremtiden. Det var som et mirakel.

Og den overvældende oplevelse er endnu ikke helt sunket ind. Der er ingen garantier i livet. Men nu har vi et godt udgangspunkt. Min mand er selvkørende, tager et begrænset antal piller og kan se frem til mere energi og frihed. Og vi kan se frem til forhåbentligt mange år sammen med ham.

Jeg ville ønske, du kunne få at vide, hvad det valg, du foretog, mens du levede, gjorde efter din død. Dit organ lever videre i min mand, arbejder energisk og har givet min familie livskvalitet og håb.

Tak, fordi du fandtes. Tak, fordi du efterlod dine spor. Og tak, fordi du gav livet videre.

Abir Al-kalemji er læge, ph.d. og blogger

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Bo Stefan Nielsen
    Bo Stefan Nielsen
  • Brugerbillede for Ea Movang
    Ea Movang
  • Brugerbillede for Mette Poulsen
    Mette Poulsen
  • Brugerbillede for Eva Schwanenflügel
    Eva Schwanenflügel
  • Brugerbillede for Allan Jacobsen
    Allan Jacobsen
Bo Stefan Nielsen, Ea Movang, Mette Poulsen, Eva Schwanenflügel og Allan Jacobsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Bo Stefan Nielsen
Bo Stefan Nielsen

Og tak til dig, Abir, og til din mand for at dele denne oplevelse med os andre. Bedre anbefaling af at blive organdonor kunne behøves ikke.

Hvad vi gør for (og imod) hinanden, gør vi for (og imod) os selv. Længe leve altruisme og medmenneskelighed!