Kommentar

Tiden er inde til radikal social omfordeling

Uden en mere retfærdig global fordeling af velstand og ressourcer går vi mod en fremtid med større frustration, flere konflikter og mere had. Alligevel er vi ikke i nærheden af at udvikle institutioner og instrumenter, der kan skabe udligning
Debat
4. juli 2017

I Bibelen er social retfærdighed en vigtig sag. Eller for at tale vor tids sprog: En retfærdig fordeling af velstand og ressourcer er en vigtig sag.

En mere radikal formulering end Tredje Mosebogs 25. kapitel lader sig næppe finde: Hvert halvtredsindstyvende år skal al ejendom omfordeles, al gæld afskrives, og alle slaver sættes på fri fod – og »når det går dårligt for din broder hos dig, og han lader sig sælge til dig, må du ikke pålægge ham trællearbejde; han skal have det som en daglejer eller tilflytter hos dig«.

Nogle vil sige, at Bibelens forskrifter er urealistiske og utopiske. Og det er de velsagtens også, men snarere end at se på skriftstedernes bogstav er det værd at se på ånden i de bagvedliggende tanker.

Jeg vil mene, at tanken bag det bibelske såkaldte jubelår, der skulle oprinde hvert halve århundrede, er den, at vi ikke bør tillade, at magt og privilegier bliver samlet i hænderne på nogle få – og at vi ikke bør tillade, at uretfærdighederne i samfundet får mulighed for at vokse sig for store og slå for solide rødder.

Det er ikke kun er en smuk tanke, men tillige en klog tanke.

Et samfund, hvor en uretfærdig fordeling af magt, rigdom og livsmuligheder vokser og befæstes, er et samfund, som vil avle frustration, had og konflikter.

Hvad mennesker opfatter som uretfærdigt, kan naturligvis variere fra epoke til epoke og fra samfund til samfund. Således kan vi i dag blive dybt oprørte over magt- og ejendomsforhold, som i andre samfund eller til andre tider ville blive opfattet som om ikke ligefrem retfærdige, så i det mindste forklarlige og rimelige.

Meritokrati

Forskelle i magt og rigdom er dog ikke nødvendigvis uretfærdige. Også i dag er det en fremherskende opfattelse, at så længe vi kan føle en grad af tillid til, at visse mennesker har gjort sig mere fortjent til magt og rigdom end andre – fordi de arbejder hårdere, påtager sig større risici og er mere foretagsomme, eller ja, fordi de er bedre begavede og dygtigere – kan disse forskelle være legitime.

Uretfærdigt opfatter vi først samfundet, når sammenhængen mellem evner og fortjeneste bliver brudt, når både rigdom og fattigdom går i arv, og når den sociale mobilitet går i stå – eller som det hedder i et andet berømt bibelsk tekststed: Når den, som har meget, skal mere gives, og han skal få til overflod, mens den, som kun har lidet, endog skal miste dette.

Det er netop en form for ubalance eller uretfærdighed, som har det med igen og igen at opstå i et samfund, simpelthen fordi fristelsen for de stærke til at misbruge deres overlegne position til yderligere at befæste deres magt over de svage er for stor – hvilket igen er, hvad selve ideen om det bibelske jubelår skal anspore os til at råde bod på, når tiden igen er blevet moden til at udligne.

Spørgsmålet er, om det tidspunkt ikke netop er oprindet nu, i vor tid. En tid, hvor de økonomiske og sociale kløfter i samfundet vokser dramatisk; hvor koblingen mellem penge og magt forstærkes og befæstes, og hvor sammenhængen mellem arbejdsindsats og belønning svækkes – og hvor en uoverskuelig kløft udvider sig mellem de globale økonomiske vindere og tabere, og forskellene imellem dem ikke længere fremstår som rimelige og forklarlige.

Sølvske i munden

Vi har forsømt at udvikle et fungerende retfærdighedssystem. Det system, vi indtil for nylig havde – den nationale velfærdsstat med dens solidarisk finansierede institutioner, der skulle udligne de ujævne startvilkår mellem dem, som bliver født med en sølvske i munden, og dem, som fødes med to tomme hænder, bliver i stadig flere henseender mere og mere dysfunktionelt.

I hvert fald kommer lønarbejde ikke til at spille samme rolle som tidligere. I en stadig mere digitaliseret og robotiseret økonomi vil enorme værdier og profitter på global skala kunne produceres af stadig færre mennesker, hvilket betyder, at globaliseringens gevinster tenderer imod at kun komme en mindre og mindre andel af befolkningen direkte til gode i form af lønninger, privilegier, profitter og formuer.

Heller ikke de nationale skattesystemer, som blandt meget andet havde til opgave at tage en smule fra de rige og overføre den til de fattige, vil være i stand til at klare den opgave ret meget længere.

I en verden, hvor de rige frit kan vælge, i hvilken nation de helst vil beskattes, er dét det nye grundvilkår.

De få konkrete forslag, der har været fremsat, til løsninger på vor tids voksende uretfærdighedsproblem, kan virke utopiske – ja, lige så utopiske, faktisk, som Bibelens jubelår: en skat på globale finanstransaktioner, en skat på robotter, indførelse af borgerløn, globale skattekonventioner, globale velfærdskontrakter.

Men er løsningerne utopiske, er problemet til gengæld højest virkeligt, og de politiske og sociale konsekvenser af ikke at kunne eller ikke at ville gøre noget ved det, bliver stadig mere mærkbare og kritiske.

© Göran Rosenberg og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Simon Larsen

Atter bliver borgerløn nævnt i en meningsfuld sammenhæng og ikke isoleret. Borgerløn har noget med en nødvendig omfordeling at gøre.