Kommentar

Trump og Kim Jong-un minder om to provokerende dummernikker

I stedet for dumhedens diplomati, der benytter sig af sabelraslen og sanktioner, bør Kim Jong-un lokkes til fred ved, at omverdenen spiller på hans rene og skære grådighed
Et billede udsendt af nordkoreanske myndigheder, der angiveligt viser Kim Jong-un fejre affyringen af et interkontinentalt balistisk masil.

Et billede udsendt af nordkoreanske myndigheder, der angiveligt viser Kim Jong-un fejre affyringen af et interkontinentalt balistisk masil.

Associated Press

Debat
11. juli 2017

Se, mit missil er større end dit. Jeg tør vædde på, at det kan nå længere end dit og lave en større eksplosion. Alt hvad du gør, kan jeg gøre bedre. Provokér mig ikke, for så risikerer du bare, at jeg går amok.

Striden om Nordkoreas seneste testmissil markerer, at dumhedens diplomati er tilbage. Denne uges nyhed om, at den kommunistiske eremit-stats infantile leder, Kim Jong-un, har affyret et langdistancemissil, der »potentielt kan nå mål i Alaska«, har ifølge en ikke-navngiven analytiker »traumatiseret Amerika«. Tænk engang, at der ikke skal mere til.

Det er tvivlsomt, om et nordkoreansk langdistancemissil i nogen nær fremtid vil kunne bestykkes med et nukleart sprænghoved, og om det ikke bare vil brænde op ved neddyk i atmosfæren. Og selv hvis det duede til noget, hvad så?

Ville nordkoreanske tropper i millionvis storme hen over Beringhavet og tage Sarah Palin som gidsel med krav om at få udleveret nøglerne til Det Hvide Hus? Som Islamisk Stat har demonstreret til overflod, kan man begå de blodigste ugerninger i fremmede stater. Men uden strategiske resultater er de kun det: ugerninger.

Den officielle linje i USA’s nordkoreapolitik før Trump var ’strategisk tålmodighed’ – ikke mindst fordi tålmodighed var til størst fordel for nabostaten og alliancepartneren Sydkorea, der havde travlt med at tjene penge.

Ifølge den amerikanske udenrigsminister Tillerson ophørte den politik i marts med Kims forrige »provokation«. Endnu et nordkoreansk missil fik vicepræsident Pence til at understrege: »Det er slut med strategisk tålmodighed«. Nu tweeter Trump om Kim Jong-un: »Har den fyr ikke noget bedre at tage sig til?« Luften er tyk af forgæves sabelraslen.

Magtesløs overmagt

Problemet ved et ultimatum er, at de indbyder modparter uden hæmninger til at afsløre, når det er bluff, og dermed får de deres afsender til at se dum ud. Men nu mødes aggressive positurer fra Kim med eskalerende retorik fra Washington. Alt, hvad Kim behøver, er at tage en sjov hat på og række tunge af Trump for at få verdens mest magtfulde mand til helt at smelte ned. Fristelsen må være uimodståelig for Pyongyang.

Sidst jeg deltog i et forskerseminar om den nordkoreanske udfordring, var der generel konsensus om, at Vesten dybest set er magtesløs. Selvfølgelig kan USA med sin knusende overmagt pulverisere Nordkorea, men den trussel er lige så meningsløs som Kims mod Alaska.

USA vil aldrig rode sig ud i en omfattende krig mod Nordkorea, der ville blive en blodig affære for Sydkorea. Alt hvad amerikanerne har tilbage, er symbolske militære skræmmemanøvrer uden troværdighed og opfordringer til endnu strammere FN-sanktioner.

Det er forbløffende, at økonomiske sanktioner har vedvarende appel for vestlige diplomater. Hvis de har nogen virkning, er det den modsatte af den tilsigtede: Økonomisk forarmelse styrker kun diktaturer, der kan udnytte belejringstilstanden til at stække al opposition. Dette er læren fra Cuba, Serbien, Irak, Libyen, Iran, Myanmar og Nordkorea.

Sanktioner er tomme moralske signaler, hvis primære rolle er at få det til at se ud, som om vestlige ledere besidder macho-handlekraft. Det nordkoreanske regimes tilsyneladende klippesolide selvforskansning i årtier er skolebogseksemplet på den fallit.

Kina og Rusland er de voksne

Strategisk forsigtighed udvises i dag kun af Kina og Rusland, der fremstår som voksne, der observerer to hysteriske småbørn skrige af hinanden på legepladsen. De ved begge, at Nordkorea ikke truer andre end Sydkorea, hvis nye regering da også gør, hvad den kan for at dæmpe spændingerne. Kina kunne, hvis det ville, trække stikket på Nordkorea, men føler ikke aktuelt et behov for det – især ikke så længe landet kan være en irriterende torn i øjet på Washington uden omkostninger for Beijing.

Dumhedens diplomati er kendetegnet ved retoriske overbud. Det taler om »trusler mod den nationale sikkerhed«, når der menes trusler mod menneskeliv og materielle værdier. Det kalder handlinger, som det må acceptere, for uacceptable. Det optegner røde linjer, som det ved, vil blive overskredet. Det nationaliserer risici og konverterer dem til frygt – det sikkerhedsindustrielle kompleks sætter musik til og profiterer på at udnytte samme frygt.

Dumhedens diplomati feticherer de fjerne trusler – som dem, vi fik at vide, kom fra Saddam Husseins Irak. Det tilskynder til ’at gøre noget’ mod disse oppustede trusler. Det indfører sanktioner, det ikke kan håndhæve. 

En af de bedste analyser af dumhedens diplomati er skrevet af den amerikanske veterandiplomat Richard Haas. I bogen A World in Disarray argumenterer han for, at vi skal anerkende Kinas magtsfære i Det Sydkinesiske Hav. Pyongyang har længe været en sten i skoen for Beijing, men Kinas strategi har altid været at spille på den lange bane.

Realiteten er da også, at det mest potente våben i Korea er Seouls blomstrende kapitalistiske økonomi, som Kina lever i stadig større symbiose med. Hvis afspænding og forhandlinger kan føre til, at denne økonomi hjælper og åbner Nordkorea, vil Pyongyang og Kim Jong-uns generaler kunne lokkes af ren og skær grådighed. Det er lige præcis en sådan åbning, der på sigt vil kunne fremtvinge regimeforandringer. Noget tilsvarende vil aldrig kunne opnås med sabelraslen.

Med andre ord: Den mest effektive sanktion imod Nordkorea – og imod et hvilket som helst land – er en økonomisk sanktion, men i stik modsat betydning af den gængse. Det er en sanktion, der skaber velstand snarere end forarmelse, men som vil kræve en ny form for diplomatisk sprogbrug. En sprogbrug, som er for subtil for vestlige regeringer, men ikke nødvendigvis er det for Kina og Sydkorea.

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Poul Anker Sørensen

Jeg tror ikke at situationen kan beskrives bedre end Simon Jenkins gør her.

Claus Schmidt, Jesper Eskelund, Torben Skov og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Sagt med et enkelt ord: Wargasme.

Michael Friis

Grundlæggende synes jeg, at det er en fejl at kalde en person, som man er uenig "dum". Der stopper enhver dialog.
Flere af Trumps holdninger er ikke populære hos magteliten og hos de venstreorienterede (som ellers ikke kan lide hinanden). Fælles fjende syndrom? :)
Nuvel jeg læste et indlæg med en anden vinkel om Trump i Telegraph forleden. Det kræver log-in men jeg fandt samme hos "The Sun"
https://www.thesun.co.uk/news/3972518/the-wicked-mr-trump-theme-continue...
Flere interessante, tankevækkende og farlige pointer.

Claus Schmidt

det militær industrien har brug for en trussel. men hvorfor skulle en fjende bruge en raket?var det ikke nemmere med en container?