Kommentar

Jeg vil ikke tvinges til at reflektere over, om det er værdigt, at jeg lever

Jeg har muskelsvind, sidder i kørestol og har stærkt nedsat lungekapacitet. Indfører man aktiv dødshjælp i Danmark, vil et dødsønske fra min side sikkert blive hørt. Men selv hvis jeg ikke ønsker aktiv dødshjælp, vil alene muligheden gribe ind i mit liv. For hvis samfundet mener, at mit liv er uværdigt, vil det uundgåeligt påvirke min opfattelse af mig selv
22. juli 2017

Som et menneske med et handicap og som medlem af gruppen Ikke Død Endnu er jeg nært berørt af spørgsmålet om, hvornår et liv er værd at leve.

Hvis man vil indføre aktiv dødshjælp, må man afklare, hvem tilbuddet rettes imod. Hvilke liv er ikke værdige at leve? Første skridt er selvfølgelig, at personen selv ønsker dødshjælp.

Men det, der tales for, er ikke et ’åbent tilbud’: Man skal både selv synes, at ens fortsatte liv er uværdigt, og samtidig have en kvalificerende lidelse, der så at sige gør ens liv ’potentielt uværdigt’ i samfundets øjne.

Min overbo ville ikke kunne få dødshjælp, uanset hvor pænt han bad om det. Han ville få at vide, at han har alle forudsætningerne for at leve lykkeligt, da han jo ikke fejler noget. Jeg har muskelsvind, er permanent kørestolsbruger og har 51 procent af den lungekapacitet, ’raske’ mænd som min overbo har.

Det gør mit liv potentielt uværdigt. Hvis jeg levede i Holland eller Belgien, hvor aktiv dødshjælp er lovligt, ville et dødsønske fra min side blive taget alvorligt.

Smal definition af værdighed

På et tidspunkt bliver min lungefunktion sandsynligvis så dårlig, at jeg skal kobles til en respirator, hvis jeg vil leve videre. Før man i 1980’erne begyndte at tilbyde respirationsbehandling til folk med muskelsvind, argumenterede man fra lægelig side for, at man ville gøre min slags en bjørnetjeneste ved at holde os i live.

Livet med respirator blev betragtet som uværdigt. Jeg er imidlertid ikke bekendt med, at der er nogen med muskelsvind, der ikke har takket ja, når de fik tilbuddet. Alligevel er det stadig normen i de fleste vestlige lande, at man betragter den død (typisk af lungebetændelse), der er alternativet, som mere værdig end et liv med respirator.

Historien om mennesker med handicap i Danmark handler ikke bare om at tage vare på velfærdstunge gøgeunger. Det er også en fortælling om, at vores fantasi slet ikke rækker til, at vi kan forestille os, under hvilke omstændigheder man kan have et meningsfuldt liv.

I debatten om aktiv dødshjælp er det ikke ualmindeligt at se kommentarer på Facebook som: »Hvis jeg ikke længere selv kan komme på toilettet, så vil jeg have hjælp til at komme herfra.«

Men livet og ens værdighed handler om mere end om at være i stand til at stå op, når man skal tisse. Hvad betyder holdninger som den ovenstående for blikket på de mennesker, som vælger et liv, der på afstand ses som uværdigt?

Og forandrer det blik sig, hvis de, der lever med handicaps – som oven i købet er en stor udgift for samfundet – havde mulighed for at vælge døden, som mange anser for mere værdig?

Og hvilke følger får det for mit blik på mig selv, at andre, der er i min situation, får hjælp til at dø, når de beder om det? Er mit liv ikke længere værdifuldt pr. definition? Muligheden for aktiv dødshjælp vil tvinge mig til at reflektere over, om det nu også er værdigt, at jeg lever videre.

Valg mellem to onder

På et dialogmøde i Etisk Råd, hvor jeg deltog i panelet, fortalte en mand om livet efter en ulykke, der havde kostet ham førligheden og medført, at han var afhængig af en respirator. Han beskrev, hvordan han skulle vænne sig til, at indholdet i tilværelsen ikke længere var triatlon, men noget helt andet.

Han lever i dag et liv, som jeg er sikker på, at han sætter pris på. Men hvad ville det have betydet for hans kamp for at finde et nyt indhold i tilværelsen, hvis det havde ligget i hans baghoved, at det liv, han nu havde udsigt til, var så begrænset, at samfundet var parat til at hjælpe ham af med det?

For mig er spørgsmålet om aktiv dødshjælp et valg imellem to onder:

1. Afslutningen på livet kan være lidelsesfuld. Uanset hvor meget vi kan gøre i forhold til smertelindring – meget tyder på, at vi ikke gør nok – vil der være en gruppe, som vi ikke kan hjælpe.

2. Hvis vi indfører en mulighed for aktiv dødshjælp, vil det ændre og indsnævre selve vores forståelse af hvilke liv, der er værdige.

Aktiv dødshjælp vil for mig at se føre til en brutalisering af synet på en selv og synet på medmennesket. Den fører til, at vi ikke bare ser den andens liv som værdifuldt i sig selv, men kommer til at overveje på den andens vegne, om det nu er det hele værd. Vi skal gøre alt, hvad vi kan for at hjælpe den, der lider – bortset fra at fjerne lidelsen ved at tage livet af den lidende.

Isak Kornerup Houe er cand.scient.pol. og AC-medarbejder

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
  • Grethe Preisler
  • David Zennaro
  • Lise Lotte Rahbek
ingemaje lange, Grethe Preisler, David Zennaro og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Helle Degnbol

Mange tak for dette vidnesbyrd og denne vigtige, rige og 'rigtige' artikel. Med alle dens spørgsmål. Jeg gemmer den. I sindet og til evt. diskussion med andre.

Godt at blive opmærksom på netværket Ikke Død Endnu.

Jeg husker nu igen Frej Prahls tænksomme og berigende artikel (som Information desværre forsynede med en dårlig overskrift og en umådelig kikset illustration; 8.7.2016).