Kronik

Den tyste invasion er begyndt. Sæt hegn op. Lad geværet!

De eneste, der forstår alvoren, er Dansk Folkeparti (og deres støttepartier Venstre og LA). De ved, at det Danmark, vi bor i nu, er en sla­­gmark. En hårdt tilkæmpet fredseng. De ved, at skadedyrene må udryddes for enhver pris, med giftgas og kugler, før de indhenter os, myrder vores børn på gaderne og tvinger os til at forskanse os og flygte i gråd
I Danmark har ulven kulturhistorisk været et symbol på det værste i mennesket. Det dyriske, det brutale og det nedbrydende. I 1813 lykkedes det os endelig at bemestre naturen og udrydde den danske ulv. Men nu er den tilbage! Og det er kun Dansk Folkeparti, der har forstået alvoren. Foto: Lassi Rautiainen / Ritzau Foto

I Danmark har ulven kulturhistorisk været et symbol på det værste i mennesket. Det dyriske, det brutale og det nedbrydende. I 1813 lykkedes det os endelig at bemestre naturen og udrydde den danske ulv. Men nu er den tilbage! Og det er kun Dansk Folkeparti, der har forstået alvoren. Foto: Lassi Rautiainen / Ritzau Foto

Lassi Rautiainen

12. juli 2017

Der er sket noget i Holger Danskes gamle, stolte land. Noget der ikke er sket i næsten 200 år, siden dengang, den 21. juni i 1813.

Dengang sad der en, for eftertiden, navnløs skytte og klamrede sig til sit gevær på Estvadgaard, sydvest for Skive. På marken foran ham, lige inden for synsvidde, lå hans lokkemad: det langsomt rådnende kadaver af et hesteføl.

I fem dage sad han sådan, i skjul, indtil den kom krybende frem i måneskæret. Den sidste danske ulv. Han løftede geværet, og satte det hårdt ind mod skulderen. Holdt begge øjne åbne. Lod sin finger strejfe aftrækkeren.

Så skød han den.

Han slæbte den med til retten i Holstebro, hvor en belønning blev ham udbetalt, og den store hanulvs skind blev hængt op til offentligt skue. Et heftigt symbol er det, at hænge ulven sådan op.

De er døde nu, ulvene, og vi har vundet, synes det at sige. Mennesket har endegyldigt sejret over naturens værste afskum. Fra nu af tusinder af års fred, fordragelighed og velstand. Menneskets epoke!

Vi lænede os mageligt tilbage.

Lidt for mageligt.

Krybende, snigende, dræbende

For den tyste invasion er begyndt. Stille nu, skjulte, glemte i skyggerne, men snart i hobetal, som en stormflod af pels og kløer, naturlige dræbere, dygtigere til vold end os, med gule, brutalt hadefulde øjne.

Glubske og rasende vil de støve hvert et husdyr, hver en grædende kvinde, hver en skælvende mand op. De vil med den største ligegyldighed og tilfældighed dræbe os, fortære os, udrydde os.

De har invaderet os.

Ulvene.

De eneste, der har set sandheden og forstår alvoren, og er klar med jægere og elektriske hegn og love og regler, er Dansk Folkeparti (og deres støttepartier Venstre og LA). De så det allerede i 2012, da vi så de første tegn på invasionen.

De ved, at det Danmark vi bor i nu, er en sla­­gmark. De husker skytten fra Estvadgaard. De ved at Danmark er en hårdt tilkæmpet fredseng og et smørhul. De ved, at skadedyrene med de skarpe hjørnetænder og de grå nuancer må udryddes for enhver pris, med giftgas og kugler, før de indhenter os, og myrder vores børn på gaderne, tvinger os til at forskanse os og flygte i gråd.

På overfladen kan det virke forvirrende, endda mærkeligt eller selvmodsigende, at Dansk Folkeparti ikke byder ulvene velkomne med åbne arme; de er det perfekte symbol.

Ulvene boede i landet længe før, det blev multikulturelt og mudret. Ulven er stærk og handlekraftig. Vores ulvebannere vejrede over de fjender, vi besejrede i bautastenenes skygger. Odins ulve, Gere og Freke, ilede over Jylland og åd alt, der blev smidt for Alfaderens fødder for tusinder af år siden.

Burde ulven ikke være et symbol på den stærke danemagt, det gamle land, Vikingernes Danmark, en nation vi kan være stolt af? Burde de nærmest ikke være i DF’s logo, som symbol på det Danmark ’der skal gives tilbage’? Hvorfor hader de ulven sådan?

Puste og pruste og puste!

Op til den, for ulven, skæbnesvangre dag dengang i 1813, blev dyrene også tildelt alverdens forunderlige dårligdomme. De blev betragtet som forbrydere, snarere end rovdyr, der skulle straffes, som var de mennesker. En fransk turist skrev: »I Danmark flår man ikke ulvene, men hænger dem i en jernkæde i galger eller træer, hvor de får lov at hænge, til de er rådnede op, og knoglerne falder ned af sig selv.«

Ifølge Saxo Grammaticus befalede Kong Frode Fredegod, at forbryderiske mennesker med jernsøm skulle hænges ved siden af ulve, så det stod til skue for alt og alle, at »de var Rovdyr begge to: og skulde derfor, som lige gode Brødre, også nyde ligegod Ret.«

Passende, at ulven blev slæbt til retten i Holstebro.

Der er en mærkelig tendens i disse historier, nemlig den idé, at mennesker og ulve er tæt forbundne – og i nogle tilfælde næsten ens.

Tænk bare på de tusinder af historier, vi har fortalt, og stadig fortæller, om varulve. Det var tilmed, i fordums danske tider, forbudt (som den eneste dag på året) at skyde en ulv juleaften, af frygt for, at der var tale om en skindskifter, et menneske i bogstavelige ulveklæder.

I vores eventyr kan ulven tale, den blæser de tre små grises huse omkuld, og æder dem hele.

I historien om Rødhætte repræsenterer ulven ikke bare det glubske rovdyr, den repræsenterer også en mørk seksualitet, en talende, skovens forfører, der leder den naive heltinde på afveje, narrer hende med stjålne klæder og fortærer to generationers kvinder med hud og hår.

Vi ser os selv i ulvens gule øjne, vi ser ødelæggeren og nedbryderen. Vi ser hensynsløsheden, vi ser den rå og dyriske drivkraft – og vi skræmmes fra vid og sans.

Derfor skød vi den sidste ulv sydvest for Skive, derfor fabler vi om hegn og jægere og forholdsregler – og tryghed. Vi ser alt det, som gør os angste spejlet i den grå pels og den lange hale, vi siger om de værste iblandt os, at de er får i ulveklæder, og vi bilder os ind, at vi kan tøjle den ustoppelige ødelæggelse, hvis blot vi stopper ulven, hvis bare vi råber, at den kommer – og nogen lytter.

Sæt hegn op, jamrer vi, sæt folk ved grænsen, giv jægerne frit lejde, lad dem for alt i verden, for Guds skyld, lad dem dræbe ulven, lad dem stoppe bølgen, så alt forbliver fredeligt og stille og trygt!

Vi forsøgte at fortrænge den.

Men alt man fortrænger vender tifold tilbage.

Dødelige kløer, evig fortabelse

I 1813 forviste vi ulven. Vi bildte os ind, at vi kunne undertrykke, dræbe og skyde det glubske rovdyr, og glemme den, og alt den stod for.

Vi tog fejl.

Mens verdenshavene stiger omkring os, mens flygtningestrømmene slår sig til blods på vores grænser, kommer ulven snigende ind, og bosætter sig de steder, vi har glemt, i hedens huler, i skovens dybe, fængslende og trykkende stille ro.

Den tager de steder, vi har glemt, tilbage. Den er det levende bevis på, at uanset hvor meget vi forestiller os, at vi er verdens herskere og naturens betvingere, så er vi her kun på lånt tid.

For Odins fødder sidder Gere og Freke (hvis navne betyder ærgerrig og grådig), men til Ragnarok æder helvedesulven Garm månen.

Og på Idasletten træder kæmpeulven Fenris hylende, glubsk og hungrig frem, og med sit meterhøje gab, sort som døden, vil den sluge Alfaderen, Odin, og udslette ham for evigt.

Engang vil vi være væk, kogt sammen med den stigende temperatur, måske, fordampet af radioaktivitet eller krig, men ulven vil forblive. Dens gule øjne vil afsondre virkeligheden, de vil yngle og jage og æde på de glemte, evige jagtmarker.

»Dansk Folkeparti mener ikke, de skal leve frit,« siger Jørn Dohrmann til Landbrugsavisen, mens hans tænder klaprer, og fremtidens ragnarok sniger sig ind på ham. Vilde ulve vil skabe utryghed, siger han, og beder til, at alverdens usikkerhed, at alt det, som gør ondt og er forfærdeligt, kan holdes nede ved at afskærme os.

Men der er intet at gøre.

Ulven respekterer ingen grænser, ingen kanoner, ingen jægere. De yngler og formerer sig som, hvad de er – menneskeagtige dyr.

Ulvene og deres gule øjne og deres brutalitet og deres flænsende tænder og radmagre glubskhed har altid været en del af os. De er en del af os, og vi er en del af dem, og før vores verden begyndte, og efter den slutter, vil de være tilbage.

Vi troede, vi kunne holde dem og vores egen ødelæggelse og dyrets ligegyldige dræbertrang for døren. Men vi har hele tiden taget fejl.

De har ikke, når alt kommer til alt, invaderet Danmark.

De er vendt hjem.

Jens Haag er blogger.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Peter Wulff
  • Viggo Okholm
  • Per Jongberg
  • Flemming Berger
  • Henrik Rude Hvid
  • Erik Feenstra
  • Niels Duus Nielsen
  • Palle Yndal-Olsen
  • Eva Schwanenflügel
  • Benno Hansen
  • Erik Karlsen
  • Dina Hald
  • Arne Lund
Peter Wulff, Viggo Okholm, Per Jongberg, Flemming Berger, Henrik Rude Hvid, Erik Feenstra, Niels Duus Nielsen, Palle Yndal-Olsen, Eva Schwanenflügel, Benno Hansen, Erik Karlsen, Dina Hald og Arne Lund anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jan Damskier

For den tyste invasion er begyndt. Stille nu, skjulte, glemte i skyggerne, men snart i hobetal, som en stormflod af pels og kløer, naturlige dræbere, dygtigere til vold end os, med gule, brutalt hadefulde øjne.

Jeg tror ikke det ulven Jens Haag er så bange for. Det er vist noget andet.

Holger Madsen

Det er de politiske ulve i Danmark vi skal beskytte os imod.!

Ole Frank, Flemming Berger, Niels Duus Nielsen, Hanne Ribens, Eva Schwanenflügel, Carsten Munk, Egon Stich og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Lige i øjet, tak. DF forsømmer ingen lejlighed til at gøre opmærksom på, hvor meget de ælsker den danske fnugfrie og ufarlige natur. Se blot partiets logo'er med små bindingsværkshuse, evig sol over Søren Espersens have i Sydsjælland, dannebrog der vejer stolt i det evige solskin. Men som alt andet ved det parti, så snyder facaden. For bag glansbillederne ulmer angsten og hadet for det irrationelle, til det man ikke kan kontrollere. Også her lever DF op til forne tiders frygt for hvad der gemmer sig i sindets løngange.

Ole Henriksen, Viggo Okholm, Per Jongberg, Flemming Berger, Rikke Nielsen, Niels Duus Nielsen, Hanne Ribens, Eva Schwanenflügel, Benno Hansen, Carsten Munk, Bjarne Bisgaard Jensen, Susanne Andersen, Mikkel Kristensen, Steffen Gliese, Vibeke Hansen og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Nike Forsander Lorentsen

Det er jo ulvetider vi lever i så der er vel intet mærkligt i at ulven viser sig, det er da tankevækkende.

Steffen Gliese

Sjovt at ingen har fundet på at tale Med Freddy Christiansen og Britta Rothausen, der har meget stor indsigt i ulve efter at have holdt og forsket i ganske mange.

Niels Duus Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Mikkel Kristensen

I en lille by i Norge er det en svane der huserer - børnene kan ikke engang gå i vandkanten uden, at være i druknefarer - sørgeligt som alting skal kontrolleres eller dræbes og indrette sig, som vi tænker - i samme åndedrag peger vi fingre af elefantjagt, løvejagt osv osv, som bevar mig vel også er til stor farer og gene hvor de er... jeg ser ingen børn lege langs vores motorveje, men skulle en ulykke ske - vil Dansk Folkeparti så udrydde biltrafikken?

Søren Kristensen

Er der nogen særlig, det kunne være forstmæssig eller biologisk, begrundelse for at vi skulle have ulvene tilbage - eller bidrager de kun ved den spænding deres blotte tilstedeværelse som rovdyr selvfølgelig medfører? Jeg mener, vi udrydder masser af andre arter på nærmest daglig basis, når vi indtager nye naturområder til fx. boliger eller anden infrastruktur, så hvorfor er ulven pludselig kommet i kridthuset?

odd bjertnes

Søren, her er det : Det er ikke 'natur' med de æ kjæwenhawneres ulve, udsætning af store rovdyr et 'teknisk fix' som man kan lave med uberørt natur for at hæve arts-diversiteten. Men tids-eller område-mæssigt klart afgrænset. Bag hegn helt konkret, og lige der - ikke 'i Danmark'. Om Danmark her globalt set repræsenterer uberørt natur overhovedet (udover vadehavsmodellen) er diskutabelt, men her i artiklen er der mest tale om by-økologisk 'natur'-teater i den sædvanlige skarpe optik, hvor DF naturligvis er verdens navle og samfundet en livsbekræftende 'savanne' i zoo. Men hov, hvor er løverne der ? .

Jeg havde lige læst om Messerschmith og EU - min underbevidsthed læste overskriften :
Den tyske invasion er begyndt. Sæt hegn op. Lad geværet!
EU`s leder er symbol for den langsomme invasion på den politiske slagmark af farlige, "unaturlige" begrænsninger af demokratiet .

Lars Schmidt

Søren Kristensen. Store dyr, nuttede dyr og rovdyr får det altid til at kildre lidt mere i maven. Det er agurketid og ulvetid (tidsrum, i hvilket ulve forekommer), og så har alle tid til at ha' ekspertmeninger (man kan næsten på forhånd gætte, hvilke politikere, der er hurtigst på aftrækkeren, når sådan en historie kommer ud), som ellers i det konkrete tilfælde varetages glimrende af naturstyrelsens forvaltning. Til kronikkens påstand om at det, vi udrydder, altid vender tilbage, skal jeg minde om, at ulven er et særtilfælde. Der er masser af dyrearter, som er udryddet uigenkaldeligt af mennesket. Et eksempel er den ulvelignende skabning, den tasmanske pungulv. Den kommer ikke tilbage. Vores ulve vandrer langt og kan formere sig hurtigt (8 unger er noget der vil noget!). Vi kommer næppe til at opleve bjørnens genindtog med det første.

En ellers god artikel skæmmes endnu engang af det omsiggribende "vi".
Det er nogle tumpede DF-typer, der vil skyde de stakkels ulve.
Det er sgu ikke os allesammen.

Jens Thaarup Nyberg

Søren Kristensen; - 09:43
Den kommer af sig selv, ulven, og der er vel ingen grund til, at ikke også den skal være i kridthuset, sammen med andre arter.

David Joelsen

Ved at skifte artiklens ulve ude med rotter foretages en tidsrejse på ca 80 år, hvor politikkere og andet godtfolk også blæste til skræk og varsel.

Thomas Rasmussen

Dejlig kronik. Fra en anden vinkel" Da Ikasts og Hernings fodboldhold blev lagt sammen til FC Midtjylland, tegnede de et nyt logo med en ulv, og spillere og fans glædes over at blive betegnet som "ulvene" i sportsmedier. Nu er der så endelig originale ulve på halvøen, og så er det sgu for galt!

Saxos tilnavn var i øvrigt ikke Grammaticus, bare til venlig oplysning. Det er vist et påhit fra Olriks gamle oversættelse. Efternavnet kendes ikke.

Henrik L Nielsen

Hunde, heste, køer og rådyr dræber flere mennesker per år end ulve. Hunde 25000 på et år på verdensplan. I Hele verden dræbte ulve under 30 mennesker fra 1952-2002, langt de fleste af disse fordi ulven var syg eller offeret opførte sig uhensigtsmæssigt.

Robert Ørsted-Jensen

Hmm – med fare for at blive anset for en forfærdelig kætter og tilhænger mord på dyr eller de ikke så stuerene DF, vil jeg sige følgende. Jeg synes det er fremragende at ulven nu er kommet tilbage. Men jeg deler stadig ikke den position der siger at mennesker ikke må på jagt, at ulve ikke må skydes og at ulve ikke spiser menneskekød.

Naivitet er ikke nogen hjælp til nogen eller noget. Ulve der er underernærede vil af naturen begynde at anskue spejderlejre og skovbørnehaver som en mulig ernæringskilde. Mennesker vil sgu gøre det samme hvis vi er sultne nok.

Selvfølgelig bør vi kunne bære ulve og andre vilde dyr der engang beboede Danmark. Men vi bør stadig huske på at dengang var skove ikke menneskeskabte, og Danmark ikke én stor forstad. Dengang havde det lille landområde der kaldes Danmark en befolkning på få hundrede tusind. Det var dækket af så tæt en skov at egern aldrig behøvede at røre jorden med deres små søde poter og mennesker blev af nød og transport behov så dygtige skibsbyggende og søfarende at de gik på jagt selv i Amerika. Det var nemlig ofte sværere og hårdere arbejde at drage til fods gennem det danske landskab på den tid end det var at sejle til England og plyndre et kloster.

Mit problem er at der er for mange moderne mennesker der mener at svinekød og bøffer er noget der vokser pæn plastikfilm i det lokale supermarkeds kølediske. Eller også, når de med behørig hjælp fra Disneys bambi og lignende har draget en mere realistisk konklusion –– drager den slutning at mennesker er onde når de skyder dyr og at alle mennesker derfor bør tvangsveganiseres.

Min holdning er den at genindførelse af vilde dyr bør betyde at pæne danske mennesker så også må være parate til at yde deres bidrag til den biologiske balance med jagtgevær i hænderne.

Her i Australien hvor jeg er havde vi også biologer der forsikrede os om at vilde Dingoer kan se forskel på menneskekød, kængurokød, svin mus, kvæg og får.

Ja mere end det - Dingoer kunne da ikke drømme om at angribe turister. Dingoer er jo kloge dyr der kan se forskel på turister og os andre. Næe Dingoer kender til valutabalancer og bruttonationalprodukter og de ved at turisme er en vigtig indtægtskilde for vort land.

For turister er Dingoer søde vovser, så uanset alle advarsler begyndte de at fodre dem. Velmenende mennesker af den slags der lukke søde indespærrede dyr ud om natten og lænker sig selv til træer og demonstrere mod al jagt og nedskydning har vi også mange af på disse breddegradder.

Resultater var så at antallet af sultne Dingoer der mente at camperende mennesker og besøgende turister er en fødemulighed voksede og voksede.

Pludselig, helt imod alle biologers visdom, hentede en dingo en månedgammelt spædbarn i et telt og spiste det, og i en anden situation bed an dingo halsen over på en sagesløs teenage turist.

Så brød hele helvede løs. Nu var det så ikke længere nytårsløjer, nu var det hærværk. Det siges endog at man her og der var vidne til enkelte omvendte dyrebeskyttelses antijagt typer af den slags der er gode vegetarer, veganere og ikke kan slå fluer og myg ihjel, måske endog en biolog eller to, pludselig gik på barrikaden for genindførelse ubegrænset jagt på alle dingoer. Nu skulle alle Dingoer udryddes.

Såen er der så meget – Velkommen til ulven - men lidt realisme og fødder på jorden er nu ikke helt ringe – altid!

Steffen Gliese, Christian De Thurah og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar
Bjørn Pedersen

Ja undskyld jeg ødelægger den bedrevidende stemning, men en romantisering af ulve er altså ligeså tåbelig som en romantisering af det at være dansk. Det er let at disneyficere ulve, hvis risikoen for at støde på en er ringe og mest et abstrakt tankeeksperiment.

Lidt som DF'eres romantisering af danskhed: De dyrker det de er usikre på om de overhovedet føler sig som del af. Glorificerer det, skaber myter om det, gør det mere og mere til religion.

Steffen Gliese, Robert Ørsted-Jensen og Noah Möller-Rasmussen anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

Lidt enig med Bjørn her, blot mener jeg ikke at man skal begynde et ulveeradikerings program. Men man skal lade være med at være tåbelig og naiv. Når vi ved at vilde hunde gerne tager menneskekød på menukortet hvis omstændighederne er der, så er det næppe forkert at ulve vil gøre det samme. Danmark har ikke et Yellowstone, vi har end ikke rigtige skove længere. Danmark af vor tid er én stor have med lidt landbrug, lidt mosejord, strande og nogle skovplantager ind imellem. Der bør være plads til at ulve her også, når de nu slev kommer, men der er ikke plads til blåøjet naivitet. En ulvebestand kræver at man er villig til at gøre sit til at den ikke bliver så stor at den ikke kan føde sig selv uden at ende med at tage et enkelt lille menneskedyr her og der. At de vil tage løse hunde og omstrejfende katte er sgu ikke så galt endda. Jeg er næppe den eneste der mener at der sgu er alt for mange hundelorte i dette lille land LOL

Noah Möller-Rasmussen

Når vi nu lever i en masseudrydelsestid af dyrearter og folkegrupper så skal man glæde sig oger den diversitet som viser sig på lidt uventede steder.

David Joelsen og Robert Ørsted-Jensen anbefalede denne kommentar
Kim Øllgaard

Det er jo altså ikke kun DF, der er kritisk over for ulve i DK - men det er jo lige op i Informations boldgade at dreje det derhen. Kan man ikke også få Trump flettet ind i fortællingen?
Jeg tror mange ville skifte holdning, hvis ulven var i deres baghave - eller f.eks. Dyrehaven ved København eller Nordsjælland, hvor de kunne mæske sig i nyfødte føl i de mange hestefolde.
Nu er det kun jyske får og bønderbørn, der er i farezonen.

Poul Sørensen

Det tager kun en intelligent ulv til, at forene et kobel gøre det farligt også for mennesker - der er gale hunde men der er også gale ulve. Vi tænker på ulven som værende lig os selv, fordi lige som når en gal hund har trængt os op i et hjørne og læser vores forsøg på at unslippe inden vi selv har tænkt det, så vi på bølgelængde med ulven når den trænger os op i et hjørne og det er bølgelængden imellem offer og predator - et rovdyr der kender dødangten fordi den har set det øjnene på alle dens ofre, alt dens middags mad har haft bedende øjne før de er blevet slået ihjel.
- På grund af kristendommen, der genneralisere alle dyr og fratager dem personlighed og sjæl, så tror vi ikke, at dyr er os ligeværdige eller og måske endda overlegne, men historien er fyldt med ekstra ordinære dyr nogen på grund af deres gode væsen andre fordi de har været udspekulere blodtørstige bæster og en sådan ulv vil også komme til Danmark før eller siden. Der er masser af eksempler på ulvekobler gone bad.
Rovdyr er brutale for dem de slår ihjel, det er offer og predator....

Christian De Thurah

Helt enig, Robert Ørsted-Jensen.
Dertil kommer, at hvis man vil ulven det godt, skal man måske ikke ønske for den, at den slår sig ned i DK. Man har set andre steder, hvor ulven har levet tæt på mennesker, at den bliver forhadt og efterstræbt med fælder, gift og krybskytteri. Er vi først nået dertil, hjælper fredning ikke meget.

Robert Ørsted-Jensen og Poul Sørensen anbefalede denne kommentar