Udlændingestyrelsen bør behandle barnets tarv som et etisk princip

I disse år har barnets tarv fået en dramatisk ny aktualitet i sager om asylsøgende børn og deres forældres ansøgning om opholdstilladelse i Danmark.

Her kan pressen berette om børn, der udvises af Danmark, selv om de har levet adskillige år her i landet, nogle endda hele livet og ikke taler sproget i det land, de udvises til. Hvis det er i overensstemmelse med barnets tarv, hvordan opfatter myndighederne så begrebet?

Det spørgsmål er vi blevet lidt klogere på, fordi Udlændingestyrelsen har udtalt sig i en række sager og her begrundet sin afgørelse. Det er oplysende læsning og rejser samtidig for os spørgsmålet, om vi i Danmark har brug for en politisk beslutning om kursen på dette område.

Børn er blevet individer

Barnets tarv er et centralt begreb i dansk sociallovgivning, men det har fået en styrket position i forbindelse med Danmarks ratificering af FN’s Børnekonvention (1991). Her anerkender vi en prioritering af børns behov og udviklingsmuligheder og kravet om, at vi som samfund gør vores bedste for at imødekomme begge dele. Det udtrykkes således: »I alle foranstaltninger vedrørende børn … skal barnets tarv komme i første række«.

Det er en ny og radikal opfattelse, der gør op med århundreders opfattelse af børn som nogen, der bare var en del af familien. Nu er børn individer, der har en selvstændig ret til at være mennesker og vokse op på deres egne betingelser.

Der udtrykkes her et etisk princip, begrundet i barnets særlige udsathed og krav på beskyttelse i selve udviklingsforløbet, hvor kritiske forhold kan få en irreversibel indflydelse på udviklingen. Derfor kræves særlig hensyntagen.

De kritiske forhold er især knyttet til spørgsmålet om forældretilknytning og til barnets egen selvstændige tilknytning til Danmark.

Barnets tilknytning til forældrene handler om trygheden, den karakterdannende relation og dermed den basale forankring.

Det udtrykkes af Udlændingestyrelsen på denne måde: »Barnets bedste interesse er primært at være hos sine forældre, og forældrene har det primære ansvar for barnets tarv« (Information 20. marts). Det er dog under forudsætning af, at forældrene har »evnen til at tage sig af deres børn også ved en hjemsendelse.«

Når den evne ikke er til stede, kan et hensyn til barnets tarv påvirke en afgørelse – og give en familie opholdstilladelse. Det skete f.eks. i Rokhsar-sagen, hvor en 16-årig pige fra Afghanistan fik lov at blive i Danmark.

11 år betød ingenting

Men når forældrene står til udvisning, kan hensynet til barnets tarv så nogensinde blive vægtet så højt, at barn og familie får opholdstilladelse?

Det er her, længden af barnets ophold kommer ind i billedet. Det handler om sprogtilegnelse, social tilknytning og identitetsdannelse, altså selve grundlaget for den fortsatte udvikling.

Udlændingestyrelsen oplyser, at 6-7 års ophold for et barn skaber en selvstændig tilknytning. Men så anføres undtagelsen: »Det er afgørende, at barnet har haft opholdstilladelse i hovedparten af tiden i Danmark« (Politiken 24. juni 2017).

Denne opfattelse medfører f.eks., at pigen Malak på 11 år udvises til Marokko sammen med sin mor, selv om hun har levet næsten alle 11 år i Danmark og ikke taler sproget i det land, hun udvises til.

Men spørgsmålet om lovlighed af opholdet er uden substantiel betydning for barnets selvstændige tilknytning og uden betydning for den afvejning af interesser, der skal finde sted omkring barnets tarv. Her handler det jo netop om det etiske princip, at barnets tarv skal komme i første række. Men et legalitetsprincip prioriteres tydeligvis højere end princippet om barnets tarv.

Derfor har vi brug for, at politikerne vedstår sig deres forpligtelser – og samtidig påtager sig deres ansvar for at definere det retsgrundlag, der skal gælde, så det lever op til Børnekonventionen. Som i Norge, der i 2014 indførte lempeligere regler med hensyn til tilkendelse af opholdstilladelse. Herefter skal opholdstiden tillægges større vægt.

Barnets tarv er for vigtigt et spørgsmål til at falde mellem stole. Vi har en Børnekonvention, som vi har forpligtet os på, og vi har børneskæbner, som vi har et ansvar for. Derfor skal vi tage spørgsmålet om barnets tarv mere alvorligt, end vi gør i dag.

Per Schultz Jørgensen er professor emeritus, dr. phil., Steen Andersen er generalsekretær for UNICEF, Niels Christian Barkholt er næstformand for Dansk Socialrådgiverforening, René Skau Björnsson er formand for Børnesagens Fællesråd, Per Larsen er formand for Børnerådet. Alle er medlemmer af Børnenetværket