Ugen som begyndt

Ugen begyndte med Trumps videoklip af præsidenten selv, hvilket næppe forbløffer. Mere opsigtsvækkende var Trumps labile gennemtævning af nedlagt mandsperson – symbolsk – iført CNN-logo. I betragtning af præsidentens hyppige tilskyndelser til vold skal scenen måske ikke opfattes helt så symbolsk.

Samme dag lancerede Folketingets formand et krav om udflytning af alle kommende statslige arbejdspladser og levede dermed op til sit falske løfte ved tiltrædelsen af den høje post. Dengang proklamerede hun, at folketingsformandskabets værdighed fremover bød hende at hæve sig over debatten og koncentrere sig om det neutrale formandskab.

Samme dag høvlede det som sædvanligt ned i vort miserable klimas stedsevarende postulat af sol og sommer. Det sidste: vejret kan, inden disse linjer læses, ændre sig. De to førstnævnte fænomener: en utilregnelig præsident i USA og Pia Kjærsgaard som formand for Folketinget kan være mere vedholdende. Den sidste afhængigt af DF’s nedtur, om Messerschmidt-sagens videre forløb, og om hele DF-ledelsen er fedtet ind i, hvad en sagkyndig i rene ord kaldte bedrag.

Indtil den dag et valg har fordelt kortene mere rimeligt, sidder madam Kjærsgaard tungt i sædet og kan i sin ophøjelse harmes over journalisterne, som i formandens optik drog elitært undrende ud i DF-land for at finde ud af: hvad det dog var for mennesker, der dog stemmer på et sådant parti.

De eksotiske indfødte

At fanden har skabt journalister, skal ikke anfægtes. Standen bør glæde sig, når meningsmålingerne sætter faget nederst på tillidslisten i skarp konkurrence med politikerne. To sundhedstegn. Det er det til gengæld ikke, når journalister udviser generelt diskriminerende udokumenteret mistillid til politikerne, eller politikere udviser det samme over for journalister.

Kjærsgaard glemte i sin generaliserende skynding, at DF’s fremgang i Sønderjylland næsten kom lige så meget bag på DF’erne som på journalisterne. Disse drog heller ikke kun af til landsdelen for at opleve de eksotiske indfødte, som formanden mente; journalisterne passede bare deres arbejde og rapporterede. Men hvad, den slags opstød som Kjærsgaards bliver sjældent korrigeret, blot de hævdes tilstrækkeligt mange gange, og lidt om snakken er der jo altid, osv. osv.

Og mens vi taler om typen:

Hvad angår Trump, er det – måske i ens hedeste drømme – tænkeligt, at manden ikke holder tiden ud. Hans overdådighed af roterende utilregnelig nederdrægtighed og upålidelig omgang med åbenbare fakta bygger op til kaos. Et halvt år inde i perioden har præsidenten tabt mere i tillid end samtlige præsidenter siden George Washington.

Trump er ganske enkelt ikke rigtig klog, som Danmarks udenrigsminister prisværdigt heller ikke lagde skjul på. Om Trump i givet fald finder på at tweete nogle øretæver om manden med de stålsatte øjne, er fortsat et åbent spørgsmål?

Hvordan lader det sig gøre?

En håndfuld hjemlige borgerlige meningspersoner, dem, der ifølge Berlingerens nye kulturredaktrice for fremtiden skal anmelde, hvad de ikke har forstand på, hopper rundt på tungen for at tilfile Trump i meningsmaskineriet. De erkender nødigt konsekvensen af højrepopulistisk retorik som demonstreret i den Trumpske katastrofe.

USA-kommentatoren, venstremand og leverandør til den fladpandede Berlinger-rubrik ’Groft Sagt’ Mads Fuglede var henrivende som gæst i Radio 24syv, da han midt i en byge af søgte nuancer, og nu endelig ikke hyle med på anti-Trump koret, som han kalder kritikken, citerede én af Trumps håndgangne, der beroligende forklarede, at præsidenten skam hørte efter i Situationsrummet og forstod. Så er alle jo rolige.

Fuglede glemte Trumps seneste kabinetsmøde, hvor milliardærministrene hyldede chefen. Turde næppe andet. Trump har nok vist dem sin håndtering af manden med CNN-masken.

USA-kender Fuglede skulle måske tage elitekasketten på og udrede, hvorfor det oprindeligt (for længe siden) beundringsværdige amerikanske politiske system efterhånden har udviklet sig til en stadig farligere undergravning af sig selv. Hvordan kan det lade sig gøre, at en så åndeligt smalsporet, primitiv, uvidende og kynisk person som den orangefarvede kan nå så højt på strå i et så storslået land?

Der er komplekse strukturelle forklaringer. Andre såsom et urgammelt amerikansk ærkekonservativt selvbedrag i ufordøjede forestillinger om statstyranni vs. absolut frihed, nu indfattet i hjernevaskede konspirationsteorier marineret i målrettet dumhed viderebefordret af præsidentens favoritmedier samt visse kommentatorer.

For den indsigtsfulde er det muligt at formidle komplicertheden i USA, uden at liberalistisk rettroende risikerer at bringe sig i selskab med den foragtede politiske korrekthed. Eller folk, der klare i mælet, kan deres historie og med dyb uro ser faresignalerne i Trumps øjne.

Fænomenet er også globalt og under udvikling. Måske afvikling. Frankrig og Tyskland viser vej. EU indgår nu frihandelsaftale med Japan. Kan hænde Trump milliardærministre en dag indser, at den mand, de nu spytslikkende hylder, kan koste dem dyrt i uacceptabelt mange tabte dollar.

Og mon Samuelsen i øvrigt næste gang, han opsigtsvækkende for en dansk udenrigsminister udtaler sig om utilregneligheden i Det Hvide Hus, graver dét spadestik dybere, der forklarer LA’s skeptiske vælgere, hvorfor Danmark i fremtiden bør bidrage til et styrket EU?

Begrundelsen skal søges i nyheden om Japan og i den video, som udenrigsministeren blev så forskrækket over, at han risikerede at lægge sig ud med Big Donald.

Ekstra Bladet gjorde siden opmærksom på, at Samuelsen er den til dato mest tweetende danske politiker.

En rettelse: Sidste uges Intermetzo fortalte, at to malerier af dronningen er ophængt i Statens Museum for Kunsts forhal. Museet korrigerer: malerierne er anbragt i magasin. Intermetzo beklager.

Fejlen.