Læsetid 6 min.

Det ultimative oprør er at flytte fra by til land

Min familie og jeg flyttede fra København for at komme på afstand af det konkurrencesamfund, som nok kan tage pusten fra de fleste. Min hverdag er ikke en idyllisering af fortiden, og den er ikke et forsøg på at gemme mig for udviklingen; den er snarere en slags levet kapitalismekritik
For syv år siden flyttede dagens kronikør med sin familie til Ærø. En stille, konfliktfri måde at sige nej tak til den herskende samfundsnorm, skriver hun. På billedet ses hendes mand og tre ud af fire børn. Foto: Privat

For syv år siden flyttede dagens kronikør med sin familie til Ærø. En stille, konfliktfri måde at sige nej tak til den herskende samfundsnorm, skriver hun. På billedet ses hendes mand og tre ud af fire børn. Foto: Privat

21. juli 2017

Da min familie og jeg for syv år siden flyttede væk fra storbyen, var det ikke i smertefuld accept af, at vi ikke kunne klare mosten i metropolen; tværtimod gik det ret fint med at leve af vores musik og journalistik.

Nej, sagen er den, at vi kedede os. Og nu må jeg hellere skynde mig at tilføje, at vi bestemt ikke flyttede, fordi vi har noget imod københavnere, ligesom jeg stadig holder af Kongens Have og de oplyste vinduer i Indre By. Der var bare efterhånden en del ved København, som ikke føltes rigtigt for os. Storbyen var kort sagt ikke den bedste ramme for det liv, vi havde lyst til at leve.

»Kan du sætte nogle ord på den lede, udkanten føler ved hovedstaden?« og: »Hvorfor er københavnerparnasset så upopulært i resten af Danmark?«

Sådan er jeg blevet spurgt af forskellige medier de seneste år, og hver gang har jeg måttet melde pas: Jeg kan ikke genkende den konflikt, de ønsker at trække op. Herude har vi det fint med hovedstaden og dens mere end én million indbyggere.

Maj My Midtgaard Humaidan med sine fire børn på Ærø. Fotograferet af ægtefællen Kristian Humaidan. 
Læs også

Men jeg vil gerne indrømme, at jeg ofte tænker, »det var godt, vi kom væk i tide«, når jeg står med fire larmende unger om benene og i det mindste har mulighed for at tage dem med ud på en mark.

Jeg ved godt, at det ikke er den historie, vi hører oftest, og derfor bliver det af nogle opfattet som en provokation, når jeg siger, at bylivet ikke er for alle. Men det er ikke anderledes, end at landlivet ikke er det.

Mange slags gode liv

Min familie og jeg flyttede fra København for at komme væk fra mange af de værdier, som er toneangivende i storbyen.

Her på Ærø er der en udtalt bevidsthed om, at der findes mange versioner af det gode liv, og at et højt ambitionsniveau ikke kun handler om karriere, efterspørgsel og penge. Når mine naboer og jeg taler om, hvorfor vi føler os tilfredse, er det med ord som fællesskab, nærvær og tid.

Min mand har levet af sin musik, siden han var 21 år, jeg selv er journalist, og set med de øjne var det ikke den mest oplagte bevægelse at vinke farvel til det kreative miljø omkring stenbroen. Men vi følte, at vi var vokset fra byen, og når man er kommet fra Aarhus til København, ja, hvad er så det næste? Bliver man der for evigt?

Vores oplevelse var, at vi havde suttet bybolsjet tyndt, og vi følte efterhånden, at løbet var kørt for det system, som vi stod midt i. Hvilken vækst kan man skabe, når man ikke gider skynde sig op ad den samme stige som alle andre?

Den kreative klasse bor i det urbane, det ved enhver, men jeg oplever alligevel en dyb, kunstnerisk inspiration i mit nuværende landskab. Her må man se ud, som man vil, og prioritere, som man har lyst.

Da min familie og jeg flyttede ud af byen, var det i håb om et mere frit liv. Vi ville på afstand af det konkurrencesamfund, som nok kan tage pusten fra de fleste. Hvis ikke jeg løb hurtigt for at tjene til huslejen i København, brugte jeg i stedet en stor del af min energi på at overbevise mig selv om, at det var okay ikke at være en af dem, der havde sikker kurs mod den absolutte top.

Malker ingen høns

Da jeg i maj havde en kronik i Information om det gode naboskab, kaldte en læser den en »banal omgang Alt For Damerne-hjemstavnsromantik«, og da jeg kan se, at vedkommende er bosat i Charlottenlund, får jeg lyst til at nuancere synspunktet fra mit ydmyge perspektiv herude på landet: Pointen er nemlig, at min familie og jeg ikke flyttede fra byen i et håb om at genskabe de gode, gamle dage. Tværtimod. Vi malker ingen høns her, og Ærø er ikke min hjemstavn.

Vi flyttede, fordi vi ser det som et nødvendigt oprør mod præstationssamfundet og deri også det, som jeg vil tillade mig at kalde det ’unaturlige liv’. Min hverdag er ikke en idyllisering af fortiden, og den er ikke et forsøg på at gemme mig for udviklingen. Det er snarere en slags levet kapitalismekritik i nogle rammer, som jeg mener, har ressourcerne til at skabe den nødvendige balance, som menneskeheden og vores klode desperat kalder på: nemlig menneskeligt fællesskab og natur.

Som jeg ser det, er normen i samfundet kommet så langt fra en bæredygtig måde at være menneske på, at vi bliver syge, og jorden bliver syg. Derfor er min afsked med motorvejskøer, jobbanker og lange arbejdsdage mest af alt et helhjertet forsøg på at finde et mere berigende sted at leve fra.

Klapjagt på mine værdier

Det er en del år siden, jeg sagde min kanalpakke op, men når jeg alligevel falder over en nyhedsudsendelse eller avisforside, føles mediernes fokus som en klapjagt på alle mine inderste værdier. Jeg får klamme håndflader ved tanken om stavetests i børnehaveklassen, politisk korruption og meningsløs udnyttelsen af vores fælles natur. Jeg kan ikke forstå, at mange stadig ikke har accepteret, at man ikke kan tælle sine penge, hvis man ikke også kan trække vejret.

Særligt tungt bliver mit hjerte, når jeg hører endnu et døende menneske midt i livet bekende til sine efterladte: »Jeg ville ønske, jeg havde fulgt mine drømme i stedet for at have så travlt.« Vi kan ikke gå fri af døden, men vi kan leve livet, så det giver mening. Hvorfor al den ensretning? Hvad er det, I producerer, som er så vigtigt?

Landlivet er ikke en løftet pegefinger over det enkelte menneske i byen. Snarere er det en levet kritik af den herskende samfundsmodel med effektivitet, produktivitet, konkurrence og ultimativt økonomisk vækst i højsædet. Det er måske derfor, landet virker så provokerende på byen? Den egentlige konflikt er ikke mellem by- og landlivet, men mellem et liv i mennesketempo versus effektivitetskrav uden mål.

Vi herude i periferien kan nok have svært ved at forstå, at vi som samfund stadig halser af sted efter en økonomisk vækst, der efterhånden har så meget lort på samvittigheden, at vi burde være klar til at give slip. Er vi virkelig stadig underlagt en sandhed om, at flere penge kan købe os frihed? Har vi endnu ikke forstået, at vi ikke bliver lykkelige af at have, skabe og tage mere? Jeg tror, vi er ved at være klar til en bæredygtig sandhed, hvor vækstformen kommer både os selv og planeten til gode. En sandhed, som kan udleves både i udkanten, provinsen og storbyen.

For min familie og jeg er det at bo i udkanten en stille, konfliktfri måde at sige nej tak til den herskende samfundsnorm. Herovre takker vi dagligt ja til noget andet, i fuld fordragelighed. Ja til tid, meningsfuldt arbejde og relationer.

Jeg kan næsten trække på smilebåndet af konklusionen, for faktisk ender flytningen til landet med at være det ultimative oprør, når det foregår i en tid, hvor byen har så travlt med at skamme landet ud som udkant. I en tid, hvor aviserne ikke magter at skrive om os, uden der foreligger en ’udkantsvinkel’ og et gråt filter over billederne, står vi her og vinker med et smil: »Kom bare, her er plads til alle!«

Maj My Midtgaard Humaidan er journalist og blogger

Hovedstaden set fra Danmark

Det sted, vi bor, er den mest afgørende faktor for, hvad vi stemmer ved folketingsvalg. Uddannelse, socialklasse, køn og alder betyder mindre, end om man bor i Jylland eller København, viser analyser af vælgeradfærd.

Hvorfor er det sådan? Hvad er de konkrete forskelle på hovedstaden og resten af landet, når det kommer til livssyn, kultur og værdier, i drømmen om det gode liv, forestillingerne om fællesskab?

Det sætter denne kronikserie fokus på i forsøget på at forstå, hvad det pt. mest afgørende opgør i dansk politik, handler om.

Seneste artikler

  • Forestillingen om et Udkantsdanmark er ikke et nyt fænomen

    1. august 2017
    Landdistrikterne bliver talt ned, og fordi Danmarks regioner er blevet til på et tegnebræt, rummer de ingen social sammenhængskraft, ingen regional stolthed, intet fælles ansvar. Blandt andet derfor vokser ’udkantiseringen’
  • Den virkelige udkant er Christiansborg

    28. juli 2017
    Jeg bor i Vrå, som betyder udkant eller afkrog, men jeg oplever dagligt et rigt liv med kultur, natur og masser af liv. Måske foregår centraliseringen og nedprioriteringen af kommunale og regionale budgetter i virkeligheden ved skrivebordene på Christiansborg
  • Det er politik – ikke naturkræfter – der tømmer landdistrikterne

    19. juli 2017
    Jeg køber ikke præmissen om, at urbaniseringen er en naturkraft. Når højtuddannede søger mod byerne, mens kontanthjælpsmodtagerne presses ud i provinsen, er det et resultat af politiske beslutninger
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Jørgen Wassmann
    Jørgen Wassmann
  • Brugerbillede for Dennis Laursen
    Dennis Laursen
  • Brugerbillede for Anker Nielsen
    Anker Nielsen
  • Brugerbillede for Olav Bo Hessellund
    Olav Bo Hessellund
  • Brugerbillede for Jeppe Lykke Møller
    Jeppe Lykke Møller
  • Brugerbillede for Flemming Berger
    Flemming Berger
  • Brugerbillede for ingemaje lange
    ingemaje lange
  • Brugerbillede for Niels-Simon Larsen
    Niels-Simon Larsen
  • Brugerbillede for Hans Larsen
    Hans Larsen
  • Brugerbillede for Kristen Carsten Munk
    Kristen Carsten Munk
  • Brugerbillede for Eva Schwanenflügel
    Eva Schwanenflügel
  • Brugerbillede for Randi Christiansen
    Randi Christiansen
  • Brugerbillede for Viggo Okholm
    Viggo Okholm
  • Brugerbillede for Anne Schøtt
    Anne Schøtt
  • Brugerbillede for Niels Nielsen
    Niels Nielsen
  • Brugerbillede for David Zennaro
    David Zennaro
  • Brugerbillede for Kurt Nielsen
    Kurt Nielsen
  • Brugerbillede for Peter Knap
    Peter Knap
  • Brugerbillede for Mikael Velschow-Rasmussen
    Mikael Velschow-Rasmussen
Jørgen Wassmann, Dennis Laursen, Anker Nielsen, Olav Bo Hessellund, Jeppe Lykke Møller, Flemming Berger, ingemaje lange, Niels-Simon Larsen, Hans Larsen, Kristen Carsten Munk, Eva Schwanenflügel, Randi Christiansen, Viggo Okholm, Anne Schøtt, Niels Nielsen, David Zennaro, Kurt Nielsen, Peter Knap og Mikael Velschow-Rasmussen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Peter Knap

Dejlige synspunkter. Det med den kreative klasse trives i det urbane kan give mig en grum tankerække om, at den kreative klasse er en af grundstenen i det grådige bysamfund med al dets menneskelige storhed og især menneskelige fornedrelse. Men det er kun tankespind og har intet som helst på sig.
God artikel uanset mine lidt afsporede tanker. Tror jeg vil kigge på din blog.

Niels-Simon Larsen, Agnete Stovgaard, Eva Schwanenflügel, Peter Hansen og Mona Blenstrup anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Martin Mørch
Martin Mørch

Det er lidt sjovt, at der skal en tilflyttende fra København til for at fortælle, hvordan det er at bor herude i/på landet. Er det for at Informations kernelæsere skal kunne identificere sig med det.

Dennis Laursen, Bjarne Bisgaard Jensen, Egon Stich, Christoffer Pedersen, Tue Romanow og Markus Lund anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bent Brandt

For en gammel københavner er det en tankevækkende artikel om et bevidst valg af liv, gjort i tide. Mit arbejde bringer mig til hovedstaden ad motorvejen et par gange om måneden, og hver gang ser jeg frem til hjemturen. At være flyttet fra byen er en god måde at dø på.

Einar Carstensen, Olav Bo Hessellund, Flemming Berger, Steffen Gliese, Agnete Stovgaard, Eva Schwanenflügel og Niels Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for niels astrup
niels astrup

"Da jeg i maj havde en kronik i Information .....kaldte en læser den en »banal omgang Alt For Damerne-hjemstavnsromantik«, og da jeg kan se, at vedkommende er bosat i Charlottenlund"

Bedste sætning i nogen avis i denne uge. Sådan.

Einar Carstensen, Olav Bo Hessellund, Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel, Peter Knap og Niels Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jens Thaarup Nyberg
Jens Thaarup Nyberg

Jamen det er da glædeligt at se, den kreative klasse også kan trives i landlige omgivelser; og ægtefødte københavnere, med udtalt bevidsthed om, at der findes mange versioner af det gode liv, kunne man ønske sig lidt flere af klassen samme trivsel.

Brugerbillede for Jens Thaarup Nyberg
Jens Thaarup Nyberg

Rettelse:
Jamen det er da glædeligt at se, den kreative klasse også kan trives i landlige omgivelser; og ægtefødte københavnere, med udtalt bevidsthed om, at der findes mange versioner af det gode liv, kunne ønske sig lidt flere af klassen samme trivsel.

Brugerbillede for Jens Thaarup Nyberg
Jens Thaarup Nyberg

Rettelse:
Jamen det er da glædeligt at se, den kreative klasse også kan trives i landlige omgivelser; og ægtefødte københavnere, med udtalt bevidsthed om, at der findes mange versioner af det gode liv, kunne ønske sig lidt flere af klassen samme trivsel.

Brugerbillede for Jesper Ansbæk
Jesper Ansbæk

Hej Maj My Midtgaard Humaidan. Velkommen her i VandkantsDK. Og stor respekt for din familie og din beslutning om at flytte hertil. Men hvorfor skal jeres flytning retfærdiggøres (overfor jeres vennekreds?) med vendinger som ”levet kapitalismekritik”, ”ikke et forsøg på at gemme mig for udviklingen” og ”stille, konfliktfri måde at sige nej tak til den herskende samfundsnorm”? Det oplever jeg som arrogant overfor os der lever (og lever godt) i VandkantsDK. Held og lykke med projektet, og jeg håber at I får tid og overskud til at være aktive i jeres lokalsamfund.

Christoffer Pedersen, Viggo Okholm og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jens Thaarup Nyberg
Jens Thaarup Nyberg

Og nu sætter de hastigheden op, her i København; vi skal have Formel 1 løb, for at tiltrække opmærksomheden fra resten af verden ;-)

Brugerbillede for Jens Thaarup Nyberg
Jens Thaarup Nyberg

Og nu sætter de hastigheden op, her i København; vi skal have Formel 1 løb, for at tiltrække opmærksomheden fra resten af verden ;-)

Brugerbillede for Poul Solrart Sørensen
Poul Solrart Sørensen

Ja vi må have gjort noget ved alt den hjernevask af folk i storbyen, der tydeligvis ikke er istand til at gennemskue deres tilværelse..... sjovt nok mener byboer det samme om de fjolser der har valgt at bo i vandkanten og stirre på solnedgange....Måske skulle vi lave revolution på en anden måde end, at mene at hinanden er hjernevasket på grund af det sted vi bor eller vi skulle gøre noget for, at det sted vi bor ikke hjernevasker os med fordomme, så ville der sikkert være flere der tog på landet...

Brugerbillede for Viggo Okholm
Viggo Okholm

Måske vi skulle lære at vi er mennesker med næsten samme drømme, begær og ønsker sådan grundlæggende fra Hjørring til Gedser samt vores ind imellem udskældte hovedstad. Vi får så forskellige betingelser og artiklen her betyder jo så at familien her skal være afhængig af andre materielle ting, sikkert en bil, bor man i København kan den undværes, men til gengæld kan huslejen være det tredobbelte. Livet er en rejse og intet varer ved og vores tilknytninger kan i den grad blænde for evnen til at erkende disse forandringer og bare leve lige nu. Men diskussionen og dialogen kan være nyttig, hvis vi vel at mærke lærer af den og glædes uden at stille forsvarsmekanismer og unødvendig kritik frem.

Kristen Carsten Munk, Niels Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Randi Christiansen
Randi Christiansen

Når stadig flere går ned med stress og tager på refugium i udkantsdanmark, hvor ansatte plejer dem, som var de babyer, er det et vink med en vognstang, om at noget trænger til at forandres.

De herlighedsværdier, som vand-og udkantsdanmark kan tilbyde, er helsebringende for krop og sjæl, hvis man ellers er parat til at tage imod. Hvis man derimod er fremmedgjort og ikke føler sig hjemme i sig selv men hele tiden skal fylde på, er det nemmere at fare rundt og finde midlertidig tilfredsstillelse i byen, hvilket i det lange løb giver forhøjet stressrisiko, depressioner og andre livsstilssygdomme.

''I skovens dybe stille ro, hvor sangerhære bo, der er idyllisk stille fred i skovens ensomhed'. Tid, ro og ren natur er ubetalelig og tidens største luksus.

Christoffer Pedersen, Kristen Carsten Munk, Viggo Okholm og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Agnete Stovgaard
Agnete Stovgaard

”Den egentlige konflikt er ikke mellem by- og landlivet, men mellem et liv i mennesketempo versus effektivitetskrav uden mål”. Tak for ordene, Mej My Midtgaard Humaidan.
Går også og venter på, at flere skal opdage forbrugets tyranni, var selv en del af det indtil 2003, hvor jeg solgte min ejerlejlighed i København og flyttede på landet. Har ikke været i København siden – og oplever ikke noget savn.
Synes i øvrigt der sker så mange fine, innovative tiltag på landet, hvor økologi og bæredygtighed spiller sammen med nye samværsformer.

ingemaje lange, Randi Christiansen og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Markus Lund

Det er ikke et oprør, når en københavner flygter til det sydfynske øhav for at få ro og rum til kreativ fordybelse. Det er i bedste fald en god investering, i værste fald prætentiøst, og I er langt fra de første, der har gjort dette. (Ærø er heller ikke Udkantsdanmark, når I har Svendborg nærmest lige ved siden af til at finde specialvarer og gøre større indkøb - det er nok den mest befærdede ø i regionen). I flytter blot den kreative klasse hen et andet sted og koloniserer det, I ankommer til.

Det bliver først et oprør når I begynder aktivt at identificere jer med arbejderklassen og produktionssektoren, så sig jeres kreative jobs op og begynd på fabrik eller som fisker i morgen. Så vil I komme til at opleve noget andet end "ihh, her er fred og ro". I vil opleve den samme mangel på tid og overskud, som dem i storbyen lider af. Og stille og roligt vil I affinde jer med hverdagens trummerum og ironi, sammen med jeres kollegaer.

Det virkelige oprør er at give københavnerne fingeren uden at sige det: bare være sig selv, holde op med at stemme på politikerne og blive oprigtigt uafhængig. Og ikke mindst at skabe og pleje lokale fællesskaber undervejs.

Annika Tiin Nielsen, Egon Stich, Peter Knap og Jeppe Lykke Møller anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Markus Lund

@Jens Thaarup Nyberg - JA, som om det ikke var nok med alle de falliske højhusprojekter! København er ikke længere hvad det har været.

Brugerbillede for Randi Christiansen
Randi Christiansen

Markus, frisk luft og fuglefløjt gør det naturligvis ikke alene. Vi har desværre et gevaldigt opgør foran os med en produktionssektor, som gør livet surt også for landboere. Hvad skal fundamentet for vores økonomi være? Hvilket samfund ønsker vi?

Agnete Stovgaard, Einar Carstensen, Jeppe Lykke Møller, Karsten Aaen, Flemming Berger og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Christoffer Pedersen
Christoffer Pedersen

Pragtfuldt at familien her har fundet lykken i det landlige. Mange ville nok tage samme valg og flytte på landet, hvor huse bliver kastet i nakken til spotpriser.
Men de fleste jobs findes i og omkring byerne og det er knap så nemt for at rykke på landet når der skal pendles hver dag.
Der bliver nok ikke trængsel på landet foreløbig.
De borgerlige som har jobs der kan udføres hjemmefra er for kedelige til at flytte sig.
Kystbanesocialisterne (underforstået de er i gode offentlige stillinger, hvor der også kan arbejdes hjemmefra) er for magelige til at flytte sig.
Så ud over de få som familien i artiklen er det mest pensionisterne og folk på overførselsindkomster der er potentielle nye landboerne.

Brugerbillede for Randi Christiansen
Randi Christiansen

Nå christoffer, i en anden tråd gjorde du dig ellers til talsmand for det uproblematiske ved at rykke teltpælene op og sågar flytte til et helt andet land, hvis forholdene er utilfredsstillende, hvor man er.

Brugerbillede for Christoffer Pedersen
Christoffer Pedersen

Randi
Andre læsere: egentlig til anden tråd.
Ja men det holder jeg da fast i.
I den her forbindelse er der tale om at flytte til landet og her nævner jeg de ting, som går mange bliver i byerne. Jeg nævner også de grupper som godt kan, men ikke har LYST at flytte.
Det er logik for burhøns at flytning til et andet land indebærer jobskifte. Men de var jo yngre så de kan nok finde et arbejde hvis de flytter til fx Sverige. Og jeg siger ikke det er umuligt, blot besværligt fordi der skal pendles. Men det ville jeg da også hellere end at føle mig omgivet af fjender.

Brugerbillede for Randi Christiansen
Randi Christiansen

Jaja christoffer, det er nemmere at fortælle de andre, hvad de bare kan gøre, end reelt at sætte sig i de andres sted.

Brugerbillede for Christoffer Pedersen
Christoffer Pedersen

Der er vi helt enige Randi - men jeg KAN simpelthen ikke se andre løsninger hvis man efter 3 generationer ser indbyggerne i det land man er opvokset i som fjender, som der skal kanøfles. Den tankegang der fik dem til at angribe dig/din forretning er jo helt uden for pædagogisk rækkevidde.

Brugerbillede for Leif Kajberg
Leif Kajberg

Sorry, der kommer lige en lidt vranten & vrissen gammelmandskommentar haltende bagefter i debattråden i forlængelse af Maj My Midtgaard Humaidans nr. 2-kronik om Ærø-tilflytterfamilien, som nu omfavner øen helhjertet. Og refleksionerne i forbindelse med omplantningen. Allerførst, god vind med projektet, også fremover. Det er en kronik, der sammen med den første kronik om Ærøs lyksaligheder føjer sig ind i en uendelig række af identitets-kronikker med klart jeg-fokus. Jeg mener også, som en anden herinde allerede har nævnt, at kronikken på en måde mere hjemme i et ugeblad eller livsstilsmagasin. For det er jo i høj grad livsstil, det handler om. Se mig, jeg har fundet noget originalt, et skønt ø-paradis, hvor umiddelbarheden, ægtheden, det gode naboskab, hjælpsomheden og de oprindelige mere ægte sociale relationer råder. Jeg har valgt noget til, er landet på en ø sammen med mine trivselsstruttende unger og min mand, og jeg tror, at en del af engagementet i klodens overlevelse og redning, artikuleringen af et kapitalismekritisk synspunkt og det med at få mening i tilværelsen kan kobles til den måde, som jeg og min familie har valgt at leve på --
Nu betyder omgivelserne, øens miljøer og lokalbefolkning måske ikke alverden, når en familie som den beskrevne har sit udkomme mere ”digitalt” via bl.a. skriverier, forfattervirksomhed, bloggeri, journalistiske aktiviteter m.m. Man er måske derigennem mere frigjort fra øens erhvervsmuligheder og jobvirkelighed. Men udkantstilværelsen og lokalsamfundene byder jo også på forfaldstendenser og grå hverdag med ”kedelige”, rutineprægede og mindre oplevelsesfyldte job. I nogle fastboende erhvervsudøveres optik er fx grågæs og andre forslugne fugle på græsmarkerne (frøavl) en pestilens, medens tilflyttere eller turister måske anlægger en mere oplevelsescentreret og naturromantisk vinkel. Og "hyperne" kan nogle gange gøre det lidt svært for dem, der lever mere jævnt, usofistikeret og ”forfaldent” ved at bidrage til, at priserne hæves plus den uudtalte "standard" for, hvor "hypede" ting skal være. Derved kommer der også et element af social ulighed ind. For der skal penge til den slags. Og tidens tand gnaver som bekendt løs derude, gamle mønstre falmer som årene går, gamle landsbyfællesskabers mennesker går i graven eller henslæber den sidste tid på plejehjem, eller hutler sig igennem som særlinge i forfaldne stuehuse eller villaer, de for længst burde have fraflyttet, nogle af dem ensomme, og måske ikke specielt hyppigt besøgte. Måske kigger en nabo ind, og en hjemmehjælper, eller hvis det går højt hjemmesygeplejersken. Åbenhed, gæstfrihed, hjælpsomhed og umiddelbarhed er nogle steder på retur. Og så er der klikerne, snakken i krogene og sladderen, som måske en dag også når den nytilflyttede forfatter, journalist, keramiker eller bistade-opretholdende, bærsyltnings-travle og husrenoverende tilflytter fra storbyen. Og på et tidspunkt forekommer kulissebyen, lilleputkøbestaden med synkende vinterindbyggertal måske de tilflyttede lidt triviel og ”affortryllet”. Og det kan måske ændre på billedet af en positiv, livsbekræftende og idyllisk omverden, som man ikke ønsker at se forstyrret, ramponeret eller nyvurderet.

Brugerbillede for Randi Christiansen
Randi Christiansen

Christoffer, pointen er jo netop, at de palæstinensiske flygtningeefterkommere ikke er velkomne i noget vestligt land. Det er lige meget, om de flytter til et andet eu land, deres position vil være nøjagtig ligeså skrøbelig og udsat som i danmark, sandsynligvis mere. De er mennesker, som har fået tyvstjålet deres hjemland pga jødeforfølgelser og en verdenskrig, som de ingen andel har i. Det er bare så helt ufattelig langt ude, at lige netop jøderne med deres grumme historie nu baserer deres stat på lignende behandling af palæstinenserne.

Brugerbillede for Christoffer Pedersen
Christoffer Pedersen

Randi
Helt ærligt, det er sku en gang sludder at palæstinensiske flygtningeefterkommere i 3. generation bliver udsat for speciel dårlig behandling eller er særligt udvalgt til at være uvelkomne.
Hvis nogen ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt og civiliseret som de fleste andre, er det klart at de ikke er velkommen nogen steder.
De er født og opvokset i Danmark, har præcis samme rettigheder og muligheder som alle andre danskere.
Hvad Jøderne foretager sig i Israel skal ikke hævnes af Danskere, med palæstinensiske bedsteforældre på Nørrebro. Der er helt enkelt ingen acceptable undskyldninger for dem, for ikke leve og opføre sig anstændigt.

Brugerbillede for Randi Christiansen
Randi Christiansen

Du forstår ganske enkelt ikke, at palæstinensere har al grund til at solidarisere sig med hinanden. At det så går ud over uskyldige, er en uheldig og ikke acceptabel sideeffekt, som man dog bør forstå hvem, der er de egl ansvarlige for.

Brugerbillede for Randi Christiansen
Randi Christiansen

Terror er lig med desperation. Og hvorfor er mennesker desperate? Når de har, hvad de skal bruge? Selv om man er veluddannet, kan man godt være omsorgssvigtet. Eller går vi ud fra, at mennesker kan fødes onde?

Brugerbillede for Christoffer Pedersen
Christoffer Pedersen

Randi.
Jeg forstår også godt den desperation som forklarer mange terrorhandlinger. Dog langt fra alle. Fx mener jeg ikke Anders Breivik´s terror var særlig forståelig, selv om han evt. også følte han var så alene med sin sag, at han greb til terrorisme. (Jeg tror han bare fejler noget jeg ikke aner hvad er).

Det kan da godt være palæstinensere har grund til at solidariserer sig med hinanden. Men hvis der er tale om 3. generation ville det måske være på tide at overveje om det ikke var bedre, at bruge energien positivt på nuværende hjemland i stedet for at omsætte det til had på grund af situationen i bedsteforældrenes hjemland.
Det ville da være mere fredsskabende end det andet.
Enig i alle kan ødelægges af omsorgssvigt og at det er ødelæggende.
Kan godt være i tvivl om alle mennesker fødes gode....

Brugerbillede for Randi Christiansen
Randi Christiansen

Christoffer, der er så meget, som ikke er særlig forståeligt, men alle er unikke, og ab's mentale konstitution er et sammenfald af meget uheldige forhold i arv og miljø. Han er et sygt menneske, som alligevel må stå til ansvar for sine handlinger. Måske indser han sin forbrydelse, måske vil han leve i fornægtelse.

Og selvfølgelig ville det være mest hensigtsmæssigt, hvis 2 og 3 g palæstinensere kunne finde sig til rette i deres nye hjemland, men traumer kan være meget vanskelige at slippe af med, især hvis årsagen til dem vedblivende er aktiv. Som sagt forstår jeg deres vrede og frustration, hvilket ikke er det samme som at acceptere voldshandlinger. Men man er nødt til at forstå og anerkende deres udspring, hvis der skal være chance for helbredelse, forsoning og fredelig sameksistens.

Brugerbillede for Christoffer Pedersen
Christoffer Pedersen

Randi
Smukke og kloge ord kom med der.
I og med de ikke selv er født og opvokset i Palæstina og de er danske statsborgere ser jeg det som om generationerne videregiver vrede og frustrationer som en meget dårlig gave til børnene?
Her bor jo mange andre palæstinensiske efterkommere, som kunne have samme følelser, men som er glade for Danmark, deres liv og klarer sig fint på alle måder. Så det er nok også noget med at se de positive muligheder som tit er lige for næsen af os alle?

Brugerbillede for Randi Christiansen
Randi Christiansen

Tak for din anerkendelse christoffer.

Det er klart, at jo sværere traumer familien har med sig, jo vanskeligere er det at slippe dem. Min historie er et sammenfald af omstændigheder : rødderne holdt til lige præcis, foran mit forretningsvindue. Den foregående ejerinde måtte fortrække pga deres chikane. De hævdede fuldstændig tragikomisk, at de havde 'stået der i generationer', og det skal nok passe. Sikkert som en følge af deres historie har de i deres traumedna et behov for at hævde territorium. Det blev pacificeret ifht mig ved en kombination af min tilkendegivelse af solidaritet med palæstina og deres respekt for kvarterets alfahan og en af fædrene, som en dag sad ved et cafebord ved siden af min forretning, hvor jeg så mit snit til at indlede en samtale. Jeg havde forsøgt mig med mødrene, med wahid petersen m.m., intet hjalp.

Jeg synes, det er et lærestykke i konflikthåndtering med en part, der har så anderledes normer end de danske, og som heldigvis lykkedes, fordi kvarterets alfahanner var i besiddelse af fornuft og havde respekt fra gadedrengene. De unge mennesker burde have haft deres eget sted. Det fik de senere, endda i min opgang, hvor der ved hjælp af en dansk kirkelig institution blev oprettet et velfungerende værested med forskellige tilbud til de unge drenge og med daglig ledelse af voksne indvandrere.

Den arabiske kulturs maskuline selvhævdelse ifht kvinder er noget af det, der kan få en gammel hippie og feminist i det røde felt, og min lyshårede søn lærte hurtigt gadens koder, hvis han ikke ville ryge ind i øretæver. Men jeg kan se, at det er et spørgsmål om tid, før disse unoder ved vores gode eksempel er byttet ud med mere funktionelle omgangsformer.