Kronik

En voldsom frygt for snyd er ved at undergrave velfærdssystemet

Mine egne erfaringer som sygedagpengemodtager har overbevist mig om, at hvis vi skal bevare solidariteten og tilliden til velfærdssystemet, skal systemet vise os tillid
De sygdomme, borgere i sygedagpengesystemet fejler, kræver vidt forskellig behandling. Det hensyn står dog langt under de paragraffer og regler, der ned til mindste detalje styrer sagsbehandlingen på et jobcenter, lyder det fra dagens kronikør.

De sygdomme, borgere i sygedagpengesystemet fejler, kræver vidt forskellig behandling. Det hensyn står dog langt under de paragraffer og regler, der ned til mindste detalje styrer sagsbehandlingen på et jobcenter, lyder det fra dagens kronikør.

Sille Veilmark

25. juli 2017

Min telefon ringer. På displayet står der Jobcenter København. Det er en mandag eftermiddag i april 2016, og mit hjerte begynder at hamre lidt hurtigere. Det gør det altid, når jobcenteret ringer, også selv om samtalen er planlagt som i dag. Med beklagelse kan jeg fortælle min sagsbehandler, at jeg stadigvæk har daglig hovedpine og lider af koncentrationsbesvær.

Der er gået knap to år, siden jeg på temmelig udramatisk vis slog hovedet. Det har de fleste nok prøvet, men hos mig forsvandt smerterne ikke, de blev værre. Efter godt et år var lægernes dom postcommotiosyndrom, PCS, eller på almindelig dansk: langvarig hjernerystelse.

Samtalen med sagsbehandleren forløber uden noget særligt at bemærke. Jeg er som altid opmærksom på at fremhæve, at det går lidt fremad, men understreger, at jeg stadig ikke kan arbejde. Balancegangen er nøje indøvet og fremføres ved hver samtale, også selv om det slet ikke går bedre.

Hvorfor tale usandt til sagsbehandleren? Fordi jeg ved, at man ikke kan blive på sygedagpenge, hvis ikke man er i bedring med en vis hastighed. Samtidig er alle sundhedsprofessionelle, jeg omgiver mig med, enige om, at det kræver fuldstændig ro at blive rask, og at arbejde selv få timer om ugen kan skabe tilbagegang. Det havde jeg prøvet.

Paragrafferne først

De sygdomme, borgere i sygedagpengesystemet fejler, er forskellige og kræver vidt forskellige forløb og behandling. Det hensyn står dog langt under de paragraffer og regler, der ned til mindste detalje styrer sagsbehandlingen på et jobcenter. Det skaber meget lidt rum til den korrekte behandling, og det stresser mange i en sådan grad, at det forlænger deres sygdom.

Samtalen med min sagsbehandler den mandag slutter med den velkendte information om ny opringningsdato. Jeg ånder lettet op, ingen krav om jobafklaringsforløb eller praktikker. Men efter ti minutter ringer hun igen. Denne gang meddeler hun, at mine sygedagpenge forresten udløber om fire dage. Det havde hun overset. Jeg må indstille mig på, at jeg skal på kontanthjælp og i arbejdsprøvning.

Efter et kvarters snak, hvor jeg igen og igen fremfører, at der må findes forlængelsesmuligheder, og at jeg skulle have været varslet lidt tidligere, giver hun efter. Jeg får halvandet døgn til selv at undersøge mulighederne for forlængelse af mine sygedagpenge samt skaffe opbakning fra min læge.

Min kæreste finder loven om sygedagpenge og gennemlæser den, mens jeg forsøger at få fat i min læge. Det lykkedes at få en forlængelse, men skal nok ses som undtagelsen, der bekræfter reglen om, at det er rigtig svært at forblive på sygedagpenge, selv om man er syg. Det er derfor, der er så mange syge mennesker på kontanthjælp.

Tilliden undergraves

Min gennemgang af forløbet illustrerer, hvordan regel- og kontroltyranniet undergraver tilliden til systemet.

Systemet har fået sit eget liv og sine egne mål. Det er vigtigere for sagsbehandleren, at interne procedure, måltal og bureaukratiske foranstaltninger overholdes, end at borgeren bliver rask og i stand til at forsørge sig selv. Der laves masser af korrekt sagsbehandling, uden at det gør en forskel for de mennesker, der sagsbehandles. Det egentlige formål med systemet fortaber sig i systemet, der er helt optaget af sig selv. Derfor mister flere og flere tilliden til systemet.

Sagsbehandlerne bruger en stor del af deres tid på at administrere diverse regler, og dermed overlades borgeren til selv at navigere i sygedagpengesystemet. Det kræver urimeligt mange ressourcer hos den enkelte. Det er en stor fordel at kende socialrådgivere, advokater, statskundskabere, sygeplejersker, læger, folk i forvaltningen og generelt personer med lang uddannelse og kendskab til systemet, for man har brug for hjælp til at læse og fortolke love og gennemskue, hvordan man åler sig igennem systemet.

Har man ikke et forstandigt netværk, ender man med at blive mere syg. Det skaber en fuldstændig urimelig ulighed i sundhed og adgangen til velfærd. Et velfærdssamfund, der kun fungerer for de privilegerede ressourcestærke borgere, vil med tiden miste opbakning.

I sagsbehandlerens vold

Som syg får man en følelse af vilkårlighed, når der sagsbehandles efter et ukendt hav af regler og kontrolforanstaltninger og ikke ud fra ens konkrete situation. De, der har læst Processen eller andre af Franz Kafkas værker, ved, at det kafkaske univers langt fra kun handler om uendeligt bureaukrati. Det er også dette bureaukratis uigennemskuelighed og vilkårlighed, der driver hovedpersonen K ud i desperation, vrede, had og afmagt.

Et stort bureaukrati forsvares ofte med, at det er nødvendigt for borgerens retssikkerhed. Men i beskæftigelsessystemet fortaber den teoretiske retssikkerhed sig i tågerne. Ligesom K får man fornemmelsen af, at man i virkeligheden er overladt til enkeltpersoners luner og præferencer. Derfor fremstår det også som helt afgørende at være på god fod med sin sagsbehandler. Man er fanget mellem en uigennemtrængelig mur af regler og en person, der med et enkelt enter på computeren kan ændre ens situation fuldkommen.

Da man i sin tid indførte sociale ydelser, var det bl.a. for, at fattige og syge borgere ikke længere skulle stå med hatten i hånden. Dengang var idealet, at menneskers skæbne ikke skulle afgøres af almisser, men af retfærdige regler og retssikkerhed. De smukke tanker har desværre meget lidt at gøre med den virkelighed, man møder i systemet i dag.

Frygten for Dovne Robert

Før jeg fik PCS, arbejdede jeg bl.a. med socialrådgivere, og det er min erfaring, at langt de fleste har et brændende samfundsengagement og stærkt ønske om at hjælpe de svageste. Socialdemokraten Jørgens S. Dichs gamle kritik af den offentlige sektors uhæmmede vækst og de offentligt ansatte velfærdsmedarbejdere som en herskende klasse, er i min optik helt forkert. Både borgere og sagsbehandlere rammes i vores nuværende system.

Min sag er langt fra enestående, og mit møde med jobcenteret efterlader et meget problematisk indtryk. Jeg er taknemmelig for de penge, jeg modtog, det skal der ikke herske tvivl om. Men hvis tilliden og opbakningen til velfærdssamfundet skal forblive intakt, er det nødvendigt, at der vises tillid og gives frihed til både sagsbehandlere og borgere. Det betyder færre regler og mindre kontrol.

Hverken min kritik eller løsning er ny. Politikere, erhvervsliv og fagbevægelse har været ude med lignende ting. Når det ikke forandrer noget, tror jeg, det handler om, at politikerne ikke er villige til at leve med de konsekvenser, en forandring af systemet vil kræve. Mindre kontrol øger risikoen for, at nogen udnytter systemet. Dovne Robert kan fede den, og en enlig mor kan hente et par tusind kroner mere, end hun er berettiget til. Det kan skabe dens slags enkeltsagsoverskrifter i medierne, som politikerne frygter allermest.

I mediernes og panikkens vold, kræver politikerne handling, hvilket betyder flere regler. I stedet burde de stå fast ved deres prioriteringer og nægte at lade sig dirigere af frygten for snyderi.

Naturligvis kan snyderi også undergrave tilliden til et system. Men næsten uanset hvordan systemet indrettes, vil der altid være mennesker, som udnytter det. Det er dog langt langt fra flertallet, og det skal politikerne holde fast i.

De skal stå ved, at det ikke er uden omkostninger at kontrollere mindre og give folk frihed, men også at det er helt nødvendigt for, at det sociale sikkerhedsnet forbliver intakt. Gør man omkostningerne op, kan der nok spares mere ved regelforenkling end det, som det lykkes diverse snydepelse at tilrane sig.

Kravet om afbureaukratisering og reformering af den offentlige sektor er fremført med fornyet styrke de seneste år, af stort set alle i det politiske spektrum. Men lige nu er det en gratis omgang at være antibureaukrat i Folketinget. Skal politikerne virkelig leve op til visionerne, står og falder det med, at de tør opgive kontrollen og erstatte den med tillid og frihed.

Pil Christensen er sociolog

Serie

Striden på Lærkevej

En kamp om reformer udspiller sig på et jobcenter på Lærkevej i København. Arbejdsløse borgere demonstrerer og protesterer, mens sagsbehandlere og lokalpolitikere tager sig til hovedet over den lovgivning, de er sat til at administrere. Antallet af førtidspensioner er faldet markant som følge af de seneste års reformer på beskæftigelsesområdet. Lærkevej er stedet, hvor de politiske hensigter møder virkeligheden.

I denne serie følger Information udviklingen med fokus på Lærkevej og forskellen på tildelingen af førtidspensioner i landets kommuner.

Seneste artikler

  • Socialrådgivere er ikke de udsattes advokater

    14. november 2017
    Kritikere af førtidspensionsreformen ønsker, at sagsbehandlerne gør oprør mod lovgivningens krav. Men som socialrådgiver er jeg ansat til at føre loven ud i virkeligheden. Alt andet ville være vejen til anarki
  • Rigide rammer og alt for mange sager gør det svært at hjælpe udsatte unge ledige

    10. november 2017
    Som socialrådgivere for unge ledige i Københavns Kommune oplever vi, at kvaliteten af samtaler og aktiviteter er underordnet hensynet til, at de unge indkaldes til det lovpligtige antal samtaler og får tilbudt de uddannelsesfremmende aktiviteter, de skal have ifølge loven. Hvornår får vi lov at fokusere på det, der virker?
  • Der er uendeligt langt fra Rådhuset til Københavns jobcentre

    16. oktober 2017
    Chefer i beskæftigelsesforvaltningen i Københavns Kommune har hævet stemmen for at forsvare deres medarbejdere på jobcentrene. Men forsvaret ender som et vidnesbyrd om en ledelse, der ikke kender den virkelighed, borgerne og medarbejderne befinder sig i
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Kvisgaard
  • Jakob Silberbrandt
  • ulla enevoldsen
  • Britta Hansen
  • June Pedersen
  • Olav Storm Jensen
  • Carsten Svendsen
  • Heidi Larsen
  • Kenneth Jacobsen
  • Søren Andersen
  • Dorte Sørensen
  • Bjarne Andersen
  • Vivi Rindom
  • Lau Dam Mortensen
  • Carsten Munk
  • Eva Schwanenflügel
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Anders Graae
  • Michael Friis
  • Randi Overgård
  • Slettet Bruger
  • Viggo Okholm
  • Bo Stefan Nielsen
  • Lars Bo Jensen
  • Jakob Trägårdh
  • Ole Christiansen
  • Christel Gruner-Olesen
  • Anne Eriksen
  • Niels Duus Nielsen
  • Ebbe Overbye
  • Torben K L Jensen
  • June Beltoft
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Ervin Lazar
  • Kim Øverup
  • Lise Lotte Rahbek
  • Jeppe Lykke Møller
  • David Zennaro
Hans Kvisgaard, Jakob Silberbrandt, ulla enevoldsen, Britta Hansen, June Pedersen, Olav Storm Jensen, Carsten Svendsen, Heidi Larsen, Kenneth Jacobsen, Søren Andersen, Dorte Sørensen, Bjarne Andersen, Vivi Rindom, Lau Dam Mortensen, Carsten Munk, Eva Schwanenflügel, Bjarne Bisgaard Jensen, Anders Graae, Michael Friis, Randi Overgård, Slettet Bruger, Viggo Okholm, Bo Stefan Nielsen, Lars Bo Jensen, Jakob Trägårdh, Ole Christiansen, Christel Gruner-Olesen, Anne Eriksen, Niels Duus Nielsen, Ebbe Overbye, Torben K L Jensen, June Beltoft, Maj-Britt Kent Hansen, Ervin Lazar, Kim Øverup, Lise Lotte Rahbek, Jeppe Lykke Møller og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Christoffer Pedersen

Niels Nielsen

Der hvor jeg satte tvivl om lysten til at arbejde for andre var i.f.b. med nedenstående:

"Mon ikke det også ville medføre en gevaldig omlægning af produktionsapparatet, hvis det var frivilligt, om man ville bytte kostbar tid for mammon".

Og det går jeg selvfølgelig ud fra der menes det skal være frivilligt for også raske, om de vil arbejde eller leve af andres penge (for det er det der er lagt op til her)

Jeg har aldrig og kommer aldrig til at mene syge, arbejdsløse osv, ikke skal have en indkomst, betalt af velfærdssamfundet. Men det andet - at ALLE skal have penge i stedet for at arbejde eller uddanne sig.
Den vigtigste grund til jeg ikke går ind for UBI - som det ville være - er at jeg mener det vil betyde mange liv vil leves isoleret, lallende og hele vejen igennem usundt fordi mange vil føle sig endnu mere betydningsløse end de går i forvejen.
Jeg skal være den første til at melde mig hvis vi fik UBI og den var til at leve af!

René Arestrup

@Christoffer Pedersen
'... arbejde gratis for andre, som ikke har lyst at arbejde?'
Lige præcis her ligger kimen til det absurde cirkus politikerne har skruet sammen. Rationalet synes at være, at en vis procentdel af befolkningen er en flok dovne nasserøve og selvsamme dovne nasserøve er en direkte trussel mod velfærdssamfundets beståen - næsten uanset hvor mange de er. Derfor sørger vi for, at gøre livet så surt som muligt for dem - og alle andre også.
Udgangspunktet er dybt paranoidt og vidner ikke blot om et temmelig indskrænket menneskesyn, men også om en nævenyttig mistænkeliggørelse, der spreder gift ud i hver en afkrog af samfundet.
Jeg vil påstå - og indrømmet, det er kun en påstand - at langt de fleste mennesker ønsker at bidrage og deltage i samfundslivet, herunder også arbejdslivet i det omfang de overhovedet har mulighed for det.
Javel, der findes uden tvivl mennesker, som ikke ønsker at arbejde, hvis de på nogen måde kan blive fri. De vælger så et liv i materiel armod – eller i hvert fald en meget beskeden levestandard – fordi de ikke ønsker at bidrage. Men skal hele systemet indrettes efter at lægge maksimalt pres på en minoritet?
Danmark er – heldigvis – ikke kun en forretning, men et samfund, der består af en broget flok af mennesker. Vi er, i princippet, alle eksponerede for risici. Arbejdsløshed, sygdom, skilsmisse, misbrug, hjemløshed osv. Hele meningen med et velfærdssamfund må være, at erkende, at de risici eksisterer og – så vidt det overhovedet er muligt – at afbøde konsekvenserne for den enkelte. Fordi det, dybest set, er i hele samfundets interesse.
Nina Schmidt og andre førende økonomer har allerede skåret det ud i pap: Politikerne har, som andre slavefogeder, pisket sig til et øget arbejdsudbud. Og nu er det slut. Uanset hvor meget de svinger krabasken, er der ikke mere at hente. Men de pisker fortsat!

Susanne Kaspersen, Hans Kvisgaard, Elisabeth Andersen, Carsten Wienholtz, Lise Lotte Rahbek, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese, Johnny Winther Ronnenberg, Anne Eriksen, Niels Duus Nielsen og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Christoffer Pedersen, ideen med UBI er, at den er for alle, også de raske og de rige. Men det behøver ikke nødvendigvis at betyde, at folk vil holde op med at arbejde. Blot vil det blive svært at finde folk, der gider de lavtlønnede skodjobs. De interessante jobs skal nok tiltrække den nødvendige arbejdskraft.

Det er helt legitimt ikke at gå ind for borgerløn, hvis man har gode argumenter. Og dit argument med, at vi bare risikerer at det bliver en ny måde at parkere folk på, så folk bliver endnu mere isolerede og betydningsløse, er et meget bedre argument end argumentet med, at folk er dovne.

Jeg har dog svært ved at se, at det på nogen måde er en hjælp til folk, at de bliver udnyttet som betydningsløse arbejdsslaver og tvangsaktiveringscirkusartister, således som de gør under det nuværende system. At have betydning hænger sammen med, at man selv får lov at vælge, hvem man er eller vil være. Og isolation kan sagtens være selvvalgt.

Susanne Kaspersen, Elisabeth Andersen, Carsten Wienholtz, Lise Lotte Rahbek, Eva Schwanenflügel og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Christoffer Pedersen

René Arestrup
.. arbejde gratis for andre, som ikke har lyst at arbejde?’ - du citerer det lidt som om der er noget odiøst i sætningen.
Jeg tror du tager fejl når du antager næsten alle automatisk drives af lyst til at bidrage til samfundet, og ønsker sig et liv som også indebærer arbejde. Der hvor faren for alvor lurer er i de miljøer hvor arbejde og uddannelse ikke er noget man får med i dnaén hjemmefra. Mange unge vil modtage arbejdsfri indkomst og ikke være føle sig motiveret til at ændre på det. Selv nu, hvor det IKKE er attraktivt at være på fx kontanthjælp er det det jo stadig meget arveligt betinget.
Og nej stod det til mig skal systemets fornemmeste opgave være, at hjælpe alle der har behov for hjælp.
Jeg mener bare ikke man skal kunne vælge at melde sig helt ud af samfundet og få en fast ydelse, hvis man ikke er syg.
Neils Nielsen
Hvad er et lavtlønnet skodjob? Altså det nytter jo ikke at tro alle, uanset formelle kvalifikationer og medfødte evner kan få et interessant job.
Men årsagen til jeg ikke går ind for UBI er nu mere hensyn til livskvalitet end at der skal være arbejdskraft til "skodjobs" Jo isolation kan måske nok være selvvalgt. Men et mennesker dr vælger isolation betragter jeg som et menneske der også skal hjælpes. Mennesker er sociale væsener, dog undtaget fx autister, men der er så en anden forklaring på de foretrækker isolation.
PS - En lov som fastsætter en minimumsløn ville være velkommen

Jesper Frimann Ljungberg

@René Arestrup
Nej, UBI kan ikke stå alene og vil ikke kunne implementeres fra dag til dag.

Det største problemer er nok inden i hovedet på folk. Jeg er også med på at man skal yde for at få, sådan er jeg opdraget.. og det sidder stadig i mig.
Det man skal huske på når man ser alle de der 'så sparede snyde indsats gruppen' kommunen for 10 millioner, er jo at de penge der ville 70+% ryge tilbage i offentlige kasser. Og de medarbejdere man sætter til at fange 'snydere', kunne jo arbejde i det private erhvervsliv, eller lave faktiske services til borgerne. Det skaber jo ikke specielt meget værdi at fange folk der snyder med tilskud.
Desuden vil behovet for at fange snydere og lave kontrol, jo basalt forsvinde ved UBI.

Jeg mener også at det er en rimelig elegant måde at øge arbejdsudbuddet ret kraftigt. Du vil jo over tid frigøre en masse 'kontrol og administrative' medarbejdere fra det offentlige.
Ud over det har jeg en tro på, at folk sådan rent af egen fri vilje, vil bidrage til samfundet.. sådan uden pisk.

// Jesper

Lise Lotte Rahbek, Eva Schwanenflügel og René Arestrup anbefalede denne kommentar
Jesper Frimann Ljungberg

@Eva Schwanenflügel
"Hvordan skal den enlige mor på UBI klare sig, hvis ikke der er støtte på anden vis?"
UBI vil ikke gi' dig et luksus liv. Men skal være nok til at du kan leve et ok liv. Hvis hele simplificeringen skal give mening skal meget af den brugerbetaling (penge frem og tilbage og så frem og tilbage igen mellem forskellige offentlige cigarkasser jo også afskaffes).
Det man kan sige er at den enlige mor (m/k) ikke vil blive stresset af at hun skal stille til møder på kommunen hele tiden og og og ... det giver en stabil basis.
Den enlige mor vil selvfølgelig også have råderum over sine ikke myndiges børns UBI.

Hvem bestemmer grundbeløbet for UBI? Og hvor lavt kan man gå?
Igen så skal en UBI kombineres med reformer af mange andre ting for at virke, f.eks. er det hul i hovedet at man betaler skat af offentlige ydelser. Det giver ikke mening. Så UBI skal IMHO være skattefri. At sætte et kr og øre på en ydelse nu.. giver ikke mening. Der er ikke nogen der har regnet det ordentligt igennem. Men ... det bliver ikke en luksus ydelse. Til gengæld er der ingen krav forbundet med ydelsen. Du bliver ikke skåret i den, hvis man skulle vælge at tage et 10 timers job eller et 37 timers job.

Hvis alle skal have UBI, gælder det så også de rige?
Ja. Alle få samme ydelse, efter samme formel, som f.eks. kunne være aldersbestemt og afhængig af om du f.eks. studerer. En simpel formel. Ideen er at den skal være solidarisk.

"Og hvordan administrerer man lige det?"
Nemt.. hvis du er Dansk statsborger bosidende i Danmark (forslag til en begrænsning) så overføres beløbet hvert måned til din nemkonto.

"Hvordan vil retssikkerheden være, dvs. skal man ALTID kunne regne med et beløb der stiger årligt, eller det vi nu er i, hvor overforselsindkomsterne for de fattige fastholdes på et lavt niveau for at fremme arbejdsudbuddet?"

Ideen er at sætte folk fri. Både kunstneren, iværksætteren og den der bare gerne vil tage et år fri for at få færdiggjort den uddannelse...

"Altså, stem for hvad l har kær, men politikerne lover det ene og det andet, til både højre og venstre.
At bede dem om at forfatte en retfærdig UBI vil være som at bede til den store haj-gud for at være mindre kødæder."
Måske.. men det er fantastisk hvad af few good (wo)men kan gøre.

Igen.. så er UBI efter min mening (var lige ved at skrive IMHO det ligger i fingrene) en basis ydelse, der lader dig betale for at du har mad, tøj på kroppen, et sted og bo, og andre basale fornødenheder. Hvis du vil have luksus.. må du arbejde..

UBI er ikke den eneste ydelse for folk der er syge, eller invalide eller trænger til gældssanering.

// Jesper

Niels Duus Nielsen

Christoffer Pedersen: "Hvad er et lavtlønnet skodjob?" - Det er nok individuelt, for mig er det fx at rense lokummer til 120 kr. i timen.

"...det nytter jo ikke at tro alle, uanset formelle kvalifikationer og medfødte evner kan få et interessant job." - nej, men så kan man kompensere for det uinteressante ved hjælp af en højere løn. Hvis du giver mig 400 kr. i timen gider jeg nok godt rense dit lokum. Men det skal være sort, for ellers trækker de bare i kontanthjælpen ;-).

"Men et mennesker dr vælger isolation betragter jeg som et menneske der også skal hjælpes." - her må jeg protestere. Jeg har kun ganske få rigtig gode venner, men til gengæld et utal af bekendte, og efter et langt liv, hvor jeg har været omgivet af alle disse enormt mange mennesker både på arbejde og i min fritid, er jeg gået mere eller mindre i kloster, fordi jeg ikke rigtig gider andre mennesker mere.

Hvorfor i alverden tror du, at jeg har behov for hjælp? Jeg nyder endelig at være alene og fri for de evindelige krav fra kærester og børn og kolleger og forbipasserende. Nu mangler jeg bare at blive fri for min offentlige sagsbehandler, så er mit liv perfekt. Jeg har aftjent min sociale værnepligt på arbejdsmarkedet, nu nyder jeg at være alene. Bemærk: Alene, ikke ensom, der er stor forskel.

Elisabeth Andersen, Allan Stampe Kristiansen, Carsten Wienholtz, Lise Lotte Rahbek, Eva Schwanenflügel, Jens Thaarup Nyberg, Steffen Gliese, Ebbe Overbye og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Føde, klæder, bolig - disse behov må være opfyldt for alle borgere, før samfundet roder sig ud i andre ressourceallokeringer.

Det nuværende produktionsapparat er i alt for stort omfang miljø-og socioøkonomisk ødelæggende. Hvis det nødvendige arbejde blev retfærdigt fordelt og betalt, og resten af produktionen ikke blev misbrugt, ville der være balance i regnskabet. Og alle ville leve lykkeligt til deres dages ende.

Carsten Wienholtz, Eva Schwanenflügel og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Med spørgsmålet om borgerløn undgås ikke at tage stilling til fællesejet, dets omfang og hvorledes et repræsentativt demokrati, som kan forvalte det tilfredsstillende, kan udvikles. Vort nuværende demokratisystem kan alt for nemt misbruges og bliver det, som fx da fogh med en enkelt stemmes flertal gjorde danmark til en krigsførende nation.

Det er enkle, grundlæggende spørgsmål, som jeg ofte har tilkendegivet mit syn på, og som ingen rigtig har svaret på. Nogen stiller sig ligefrem uforstående over for, hvorledes begrebet 'fælleseje' afgrænses. Så ligger bolden altså langt væk.

Men : fællesejet er naturligvis naturressourcerne. Den store perversion og fejltagelse er, at det tillades at privatkapitalisere på og konkurrere indbyrdes om disse overlevelsesressourcer. Med så intellektuelt ynkelige argumenter, at deres magt over folk er en gåde. For mig at se, er dumhed og frygt årsag til det manglende samarbejde og følgelig denne fatale, kollektive fejladministration af planetens ressourcer.

Det er en forudsætning for vores overlevelse på planeten, at et flertal indser dette, og påbegynder den bevidsthedsændring, som er en forudsætning for forandring. Denne nødvendighed indser stadig flere, men vi har brug for et kvantespring i det kollektive bevidsthedsniveau, hvis nuværende konfliktskabende katastrofekurs skal ændres til det nødvendige fredelige samarbejde. Så længe kikkerten af magten og co - follow the money - sættes for det blinde øje desangående, ligger den bold også ret langt væk. Men vi løber og løber og ....

Når disse fundamentale nødvendigheder er på plads, er indvendingerne mod borgerløn forduftet som dug for solen. Fordi vi da vil have skabt et samfund, som det er rart at leve i for alle, og hvor alle derfor som en selvfølge vil ønske at bidrage med det, de kan.

I stedet for som nu, hvor vi indiskutabelt har et produktionsapparat, som misbruger og ødelægger mennesker og miljø. Det er klart, at vi må gøre oprør mod det, og det er, hvad 'dovne' robert så heltemodigt forsøgte at gøre. Men som niels så rigtigt gør opmærksom på, overskuede han desværre ikke helt, hvorledes hans aktion kunne misforstås, fordrejes og misbruges.

René Arestrup

@Christoffer Pedersen
'Jeg mener bare ikke man skal kunne vælge at melde sig helt ud af samfundet og få en fast ydelse, hvis man ikke er syg.'
Hvad mener du med at vælge? Det er jo et notorisk faktum, at et samfund, til stadighed, rummer en population, som er enten syge eller arbejdsløse - uden i øvrigt at ønske det.
Din tankegang - som i øvrigt er den herskende på det politiske parnas - tager alene afsæt i det personlige ansvar - altså, det kan godt være du er syg eller er blevet fyret fra dit job, men så må du gøre en ekstraordinær indsats for at ændre på det forhold! Og vi skal nok sørge at gøre livet så tilstrækkelig surt for dig, at du indser det!
Det forekommer mig at være en lidt primitiv måde at anskue menneskelige vilkår på i et moderne, komplekst samfund, hvor det i høj grad er ydre faktorer, der dikterer præmisserne for menneskelig eksistens.
Og nej, vi kan selvfølgelig ikke diskutere hvad mennesker generelt er tilbøjelige til. Men jeg tillader mig fortsat at tvivle på, at et flertal ønsker at isolere sig inden for rammerne af et yderst begrænset økonomisk råderum.

Elisabeth Andersen, Vivi Rindom, Lise Lotte Rahbek, Carsten Munk, Eva Schwanenflügel, Niels Duus Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Christoffer Pedersen

@René Arestrup
Ja uenigheden er da ret stor hvis du IKKE mener man også selv har et ansvar for sin egen livssituation. Hvis man er syg giver det næsten sig selv de fleste vil gøre hvad de kan for at blive raske. De fleste arbejdsløse vil nok også forsøge at finde sig et job. Begge dele er da helt normal adfærd, som du så godt kan kalde "ekstraordinær"
Med at vælge, mener jeg bare at jeg synes det er en dårlig ide at ubetinget give raske mennesker tidsubegrænset fast indtægt.
Selvfølgelig kan vi diskutere hvad vi mennesker er tilbøjelige til. Jeg tror heller ikke et FLERTAL ville vælge passiv forsørgelse. Men jeg er helt sikker på mange ville tabes hvis de slet ikke motiveres til at selv komme i aktion. Alene de mange unge der helst vil sidde oppe om natten og deltage i computerspil udgør i sig selv en stor gruppe potentielle tabere, det samme gør de mange bandemedlemmer og andre der simpelthen tabes for evigt hvis vi er uansvarlige og giver dem valgmuligheden.
Det er altså lige så primitivt, at gå ud fra, at fordi man ikke går ind for UBI, så er det fordi man går ind for at jagte syge og arbejdsløse mhp at gøre livet surt for dem.

Britta Hansen

René Arestrup,

Bemærkede denne sætning i dit ellers sympatiske indlæg:
'Prisen bliver naturligvis, at vi er nødt til at acceptere en enhedsydelse, der ikke er påvirket af individuelle livssituationer.'

Jeg kan ikke forestille mig, at UBI kunne tænkes uden supplerende understøttelse til fx syge borgere. Jeg ser UBI som en ubetinget GRUNDydelse, som et nogenlunde gennemsnitsmenneske kan klare sig for, og som på ingen måde udelukker andre tiltag fra statens side.

Synes, det lyder logisk, når Leo Nygaard skriver: 'Sygdom hører under sundhedsvæsenet'.

Og ikke i et Jobcenter!

Allan Stampe Kristiansen, Jesper Frimann Ljungberg, Randi Christiansen, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Men, Christoffer Pedersen, det er jo kun ud fra begrænsede, gældende normer, at det overhovedet er et problem, at nogle unge mennesker sidder oppe hele natten og spiller computerspil. Ikke, at jeg ikke synes, det er en dårlig prioritering med så mange andre, mere inspirerede muligheder, men det skal jeg jo ikke gøre mig til dommer over.
Når man har oplevet et samfund, hvis væsentligste opgave var overhovedet at finde på noget, som ungdommen kunne tage sig til, når der nu ikke var plads til den på arbejdsmarkedet, har man opbygget et lidt mere pragmatisk billede af arbejdsmarkedet.

Christoffer Pedersen

Steffen Gliese
Ungdommen kan altid starte med at tage sig en uddannelse. Og de som ikke af sig selv kan komme på den tanke er der alt mulig god grund til at hjælpe.
De normer vi har kan der altid stilles spørgsmål om. Med helt samme argumentation kan man påstå det ikke er et problem mennesker dør i rendestenen, for det er også kun ud fra "begrænsede, gældende normer", at det overhovedet er et problem.
Men rent menneskeligt, så synes jeg altså det ER et problem hvis vi medvirker til at skabe mange meningsløse tilværelser ved at tilbyde passiv forsørgelse.
Og hvis vi så også kigger lidt på de mange integrationsproblemer vi har i forvejen, så vil UBI med sikkerhed betyde det bliver endnu sværere.
I den virkelighedens verden jeg færdes i hver dag græmmes jeg over samfundet her lader så mange forsumpe i druk, kriminalitet, modløshed, apatisk tilgang til livet fordi det hele virker ligegyldigt for dem. Hjælpen hedder ikke en "hold kæft" ydelse i form af UBI.
Det er ikke ud fra de økonomiske aspekter - måske ville det være billigere at lade stå til og give et overlevelsesbeløb - men samfundet og os alle hver især bør da ikke lade menneskeliv spildes fordi man selv skal "vælge"

René Arestrup

@Christoffer Pedersen
'Det er altså lige så primitivt, at gå ud fra, at fordi man ikke går ind for UBI, så er det fordi man går ind for at jagte syge og arbejdsløse mhp at gøre livet surt for dem.'
Men det er jo de facto det, der sker... Og det sker netop ud fra et fuldstændig ensidigt rationale om personligt ansvar, uagtet at vi alle godt ved, at konjunkturer, flaskehale, brancheglidninger, disruption, arv, miljø, genetik, alder, fysiologi og et hav af andre faktorer har direkte indflydelse på rammerne om menneskelig eksistens.
Derfor vil jeg fastholde, at det ER primitivt, at fremstille virkeligheden som om der er frit valg på alle hylder og at det hele derfor kun er et spørgsmål om personlig motivation og -ansvar. Det er rent ud sagt noget bavl og udtryk for en konkurrencestats-logik, som i sin essens er næret af et paranoidt, småligt og mistroisk menneskesyn.
Ja, gu har folk da et ansvar for at tage vare på sig selv og deres. Men hvis velfærdsstaten overhovedet skal give mening, må udgangspunktet være, at vi accepterer, at mennesker ikke altid er herrer i deres eget liv.

Elisabeth Andersen, Allan Stampe Kristiansen, Vivi Rindom, Ann Thomsen, Lise Lotte Rahbek, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Ungdommen kan starte med at tage en uddannelse. Enig! Men hvad så med dem, der er for dumme til at tage en uddannelse? Hvad gør vi med dem? Intelligens er normalfordelt, så på trods af, at det er politisk ukorrekt overhovedet at nævne det, er halvdelen af befolkningen dummere end den anden halvdel.

Så jeg gentager mit spørgsmål: Hvad skal vi stille op med dem, der er for dumme til at tage en uddannelse? Dem, der gerne vil, men ikke kan?

Lise Lotte Rahbek og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Niels Nielsen, det dér med intelligens er altså noget overvurderet. Især fordi vi jo ved, at hjernen udvikler sig konstant som følge af påvirkning - selvom vi er langt fra at kunne betragte det som en proces, der lader sig styre.
Nej, jeg vil ikke gøre Christoffer Pedersens normer for, hvad der meningsfuldt, til en almen regel. Det er individuelt, hvad der giver indhold og mening til den enkelte.

Randi Christiansen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Christoffer Pedersen

René Arestrup
Jeg ser ikke nogen anden uenighed end den med om UBI er en god ide. Og enige bliver vi nok ikke.
Men for at gøre det simpelt, så er de fleste enige om vi ikke skal give børn adgang til fuldstændige frie valg fordi de ikke selv kender konsekvenserne. For mange især utilpassede unge vil det være fedt at kunne leve af UBI, senere i livet vil de samme så sidde fx her og mene de blev fastholdt i elendighed på lavindkomst fordi ingen ville tage det ansvar de ikke selv gjorde. Og det ville de have helt ret i.
Når det er sagt, så skal alle der er i klemme selvfølgelig behandles helt anderledes ordentligt og menneskeligt end de bliver det i dag.
Niels Nielsen:
De meget, meget få som er så dumme at de ikke evner at tage de letteste uddannelser er så få at de ikke på nogen måde i sig selv kan begrunde UBI. Af frygt for at det virker nedgørende vil jeg ikke nævne hvilke uddannelser man skal være direkte debil for ikke kunne tage. Og hvis man så hjælpeløs at man ikke kan gennemføre en sådan, bør hjælpen være stor nok til der kan leves et rimeligt liv. For mig vil det være førtidspensionering der er det rigtige hvis man er invaliderende dum. Tror så der vil være en anden betegnelse end "dum", heldigvis

Niels Duus Nielsen

Ja, Steffen Gliese, intelligens er voldsomt overvurderet, men det ændrer ikke på, at folk faktisk har forskellige evner. At forsøge at skære alle til i den fælles prokrustesseng vil kun føre til gråd og tænders gnidsel. De ikke-boglige skal jo også have noget at rive i.

René Arestrup

@Britta Hansen
UBI handler, for mig at se, også om forenkling og afbureakratisering. Derfor en skattefri enhedsydelse. Men det er klart, at det åbner en hel ladeport af diskussioner om ret og rimelighed. Nogle vil hævde, at den arbejdsløse skal have mere end folkepensionisten og vice versa. Det er en endeløs diskussion, som uvægerligt vil føre til et nyt, detailstyrende bureaukrati og dermed også ødelægge de fritsættende perspektiver i UBI.
I øvrigt er jeg enig med Leo Nygaard i, at borgerløn ikke skal være en universel ydelse, men en ydelse til dem, der, af den ene eller anden årsag, er uden for arbejdsmarkedet.

René Arestrup

@Christoffer Pedersen
Ja, et venligt og omsorgsfuldt skub til de unge er sikkert en udmærket idé...

Christoffer Pedersen, Niels Duus Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Tak til alle jer, der har skrevet, hvad l mener om UBI. Jeg føler mig nu en kende mere oplyst, men har endnu ikke taget endelig stilling for eller imod. Det skyldes hovedsageligt min manglende tillid til, at de danske politikere vil kunne lave en retfærdig lov. Ikke at det nuværende system er retfærdigt, det er det milevidt fra at være. Men desværre har jeg på fornemmelsen, at det kunne blive endnu værre.

Elisabeth Andersen, Allan Stampe Kristiansen, Vivi Rindom, Lise Lotte Rahbek, Christoffer Pedersen, Niels Duus Nielsen og Heidi Larsen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Leo, det er jeg efterhånden klar over :-)
Det jeg vel egentlig mener, er at min tillid til politikernes evner ligger på en fingernegl. At tro, at de kan implementere en retfærdig UBI er at ligne ved troen på Det Store Spaghetti-Monster.
Hvis UBI kunne lade sig gøre i din og andre debattøres version, mener jeg vi havde forudsætningen for at skabe et meget bedre samfund, men somsagt, selvom nogle mener, at troen flytter bjerge, tror jeg ikke den evner at flytte de betondumme politikere vi har belemret os med.
Seneste forslag fra Venstre-manden Kristian Piil Lorentzen : send de unge ledige ud og vaske vejskilte!
Kan det efterhånden blive mere stupidt?

Elisabeth Andersen, Lise Lotte Rahbek, Heidi Larsen, Steffen Gliese, Christoffer Pedersen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

At vaske vejskilte og holde vore fælles byrum rene og ryddelige er da en ærværdig bekæftigelse - forudsat naturligvis, at løn-og arbejdsforhold er i orden. Og det er nok mere der, historien halter.

Eva Schwanenflügel, Britta Hansen, David Adam, Steffen Gliese, Niels Duus Nielsen og Christoffer Pedersen anbefalede denne kommentar
René Arestrup

@Eva Schwanenflügel
Retfærdighed opnår man aldrig - uanset hvor meget man bestræber sig. I mange henseender er det netop den politiske illusion om retfærdighed - millimeter-retfærdigheden - der skaber uretten, umyndig- og -fremmedgørelsen.

Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese og Christoffer Pedersen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Rene - retfærd(ighed) er et spørgsmål om at vide, hvad det er, og vilje til at efterleve sin viden.

Eva Schwanenflügel og Christoffer Pedersen anbefalede denne kommentar
René Arestrup

@Randi Christiansen
Min retfærdighed er ikke din og din er ikke min. Heraf konklusionen om at der ikke findes en højere retfærdighed.

Randi Christiansen

Rene, du lider af den moderne syge, en omsiggribende værdirelativisme 'hvad syns du selv, at klokken er'. Hvis ikke det var så tragisk, var det komisk.

Lad mig begynde med begyndelsen : fx fotosyntese - en smuk udveksling mellem arter og hinandens livsforudsætning. Er det så retfærdigt, såfremt nogen i kraft af deres styrke kolonialiserer, eksproprierer, tilgangen til den for mennesker så livsvigtige ilt. Nej, naturligvis ikke, men ikke desto mindre er det, hvad der sker pga karakteren af vort produktionsapparat. Som er tilladt af et repræsentativt demokrati, der misbruges til med selv det mindst mulige folketingsflertal at gennemtrumfe egen politik på bekostning af et tilsvarende stort mindretal. Det burde være indlysende, at det ikke er retfærdigt.

At det tilmed er så rygende uintelligent, at det bringer det globale kollektiv på miljø-og socioøkonomisk katastrofekurs - konkurrencestatsmodellen virker ikke - betyder, at det er på høje tid at klargøre hvilke værdier, der må være fundament for det uundgåelige fællesskab, vi deler med planeten og med hinanden men administrerer så skæbnesvangert uretfærdigt.

Niels Duus Nielsen

Jeg må støtte Rene Arestrup her. Retfærdighed er et relativt begreb, noget kan kun være retfærdigt i forhold til noget andet. Det gode spørgsmål, som altid skiller vandene, er "Retfærdigt i forhold til hvad?

Antonymet "uretfærdighed" er på helt samme måde et relativt begreb, men sjovt nok er det altid meget nemmere at blive enige om, at et eller andet er uretfærdigt, end det er at blive enige om at noget er retfærdigt. Hvorfor ved jeg ikke, jeg kan blot konstatere, at sådan er det.

Britta Hansen

René, så vidt jeg ved går Alternativet ind for den af dig foreslåede 'begrænsede' form for UBI (altså for kt-hjælpsmodtagere og nogle få andre grupper).

Jeg er naturligvis enig i, at det ville være et fantastisk skridt (omend kun et første i mine øjne).

René Arestrup

@Britta Hansen
Nu er jeg så gammeldags indrettet, at jeg tror på begrebet økonomisk holdbarhed. Derfor tror jeg også det er vigtigt - hvis der overhovedet skal være nogen form for fremkommelighed i diskussionen om UBI - at vi holder tungen lige i munden og anviser økonomisk bæredygtige veje til at realisere et system, der frigør mennesker og stat fra et håbløst, bureaukratisk tyranni.

Eva Schwanenflügel, Randi Christiansen og Jesper Frimann Ljungberg anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Netop niels, retfærdigt ifht hvad? At afvise, at konstanter findes, er ignorant. Hvilket ifht naturresourcerne selvfølgelig betyder, at det økologisk aftryk ifht føde, klæder, bolig, som den enkelte i en given biotop er nødt til at afsætte for at overleve, er en konstant. Biotopens bæredygtige output er en konstant.

Arbejdsevne, intelligens, udseende mv i populationen er en ikke forudsebar faktor men alligevel, hvad vi som kollektiv må tage ansvar for.

Igen, hvis vi ønsker et fredeligt samfund, må visse lovmæssigheder respekteres, herunder at populationen må understøtes af biotopens output, hvis vi skal undgå ballade. Nuværende overgreb på naturressourcerne, som er fælleseje, er ikke blot rygende uintelligent men også indlysende uretfærdigt.

Eva Schwanenflügel og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

"Biotopens bæredygtige output er en konstant." - naturligvis med forbehold for naturens omskiftelighed. Men det er et faktum, at der er nok til alle, hvis vi deler. Men som gandhi så rigtigt bemærkede, er der ikke nok til at tilfredsstille alles grådighed. Beskedenhed og ydmyghed er glemte dyder, og menneskeheden har ladet sig forføre af forbrugersamfundets bagmænd og profitmagere.

Det nuværende produktionsapparat er miljø-og socioøkonomisk destruktivt og må omstilles.

Eva Schwanenflügel og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Det er muligt det kan virke primitivt det jeg siger nu, men efter at LA er begyndt at interessere sig for borgerløn, og kan se et potentiale i det, så er der efter min mening, ugler i mosen. De voksne kan også være bange.

Eva Schwanenflügel, Britta Hansen og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
charlie white

borgerløn/ubi er en narresut så de rige kan fortsætte deres narrestreger.

Kapitalismen skal som det første erstattes af en reel økonomi og overskud skal recirkuleres til gavn for alle.

Eva Schwanenflügel og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Din sidste bemærkning charlie, vil i realiteten medføre den første ....

For det er selvfølgelig helt rigtigt, at ubi som lappeløsning og som de riges billet til at fortsætte deres narrestreger = overgreb på mennesker og natur, ikke er acceptabelt.

At undgå den fælde vil kræve en hidtil uset intelligens - argumentationen er ikke skarp og vedholdende nok - og årvågenhed fra socialisterne, som må understøttes af massiv mediedækning, for som vivi så rigtigt bemærker, vækker det mistænksomhed, når kapitalmagten, den ene procent og co, ser en fordel i at redesigne fattighjælpen i retning af ubetinget borgerløn. Men selv blind høne kan finde korn, så måske alligevel ....

I går sendtes, på tv 3 tror jeg, filmen 'hysteria', hvor den kvindelige hovedperson netop leverede den korte foklaring på, hvad socialisme er : evnen at være social, dvs at kunne drage omsorg for helheden ikke kun for sig selv. Det er denne helhedsbetragtning, som er så frygtelig fraværende, når det repræsentative demokrati forsøger sig med funktionelle løsninger. En afgørende årsag til denne sørgelige tilstand er den ene procent og co's ignorante jerngreb om magten.

Det er således min påstand, at diskussionen stadig ikke har fat om det essentielle spørgsmål : vil vi have en konkurrencestat, eller synes vi efterhånden, at en sådan til overmål har bevist sin dysfunktionalitet på de miljø-og socioøkonomiske parametre. Og forstår vi derfor, at vores samfund må omstilles med respekt for den cirkulære økonomi, vi befinder os i?

Som en følge heraf vil de nuværende magtstrukturer uundgåeligt skulle ændres og nærme sig den nødvendige økologiske balance, der er en absolut forudsætning for fortsat at kunne bebo denne planet. Iflg anerkendte forskere er vi nu der, hvor vi er heldige, hvis det lykkes os på titanics øverste dæk at flikke nogen redningsbåde sammen.

Lise Lotte Rahbek, Eva Schwanenflügel og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

@Eva Schwanenflügel 27. juli, 2017 - 17:55
Du har ikke taget stilling til UBI, "Det skyldes hovedsageligt min manglende tillid til, at de danske politikere vil kunne lave en retfærdig lov."
Eva Schwanenflügel.

Enig men det stikker meget dybere, politik handler ikke om retfærdighed i dag, man må har tabt sutten, hvis man tror noget regeringsbærende parti f.eks. vil indføre UBI, politik handler overhoved ikke om mennesker og retfærdighed netop fordi, at det handler om magtstrukturer, der regulere mennesker til markedet, det vi læser om i artiklen.

UBI er ikke styret af markedet og UBI er derfor helt irrelevant i denne debat, UBI er kun udenomssnak.

Spørgsmålet er derfor nærmere, hvorfor tale om UBI, hvad er det man ikke vil tale om, udenomssnak er udtryk for et forsøg på, at undgå et ubehageligt emne.

'Bæredygtig udvikling er svaret, for det er forbrugerisme der helt grundlæggende ikke fungere, den forbrugerisme der også vil være grundlaget under indførsel af UBI, hvis det sker i dag.'

Årsagen til mishandlingen af mennesker, vi i denne og hundredevis af andre lignende artikler dagligt læser, er helt grundlæggende, at der ikke er bæredygtig energi til rådighed for denne førte politik, hvilket fjerner alt legitimitet fra de regeringsbærende partier, det underminere fundamentalt hele grundlaget under de regeringsbærende partier, hele fundamentet under markedsfundamentalisme er væk, uden tilstrækkelig bæredygtig energi.

Terroristisk fundamentalisme er den politik, de regeringsbærende partier repræsentere, denne stærke tro på at laissez faire-økonomisk politik, hvor staten helt afholder sig fra at blande sig i markedsøkonomien, kan løse de fleste økonomiske og sociale problemer, uden bæredygtig energi til formålet, vel at mærke, hvilket artiklen grundlæggende handler om.

Kun et krav om løsning af sagens kerne, vil skabe fremtidig grundlag for tale om relevante UBI tanker.

Advarslerne har lydt i ethundrede år:

Fortællingen om kapitalisme drevet af den økonomisk forbrugsdrevet vækst, har ikke givet mening siden 1896, da Svante Arrhenius (1859-1927) beskrev den menneskeskabte globale opvarmning ved afbrænding af kul, olie og gas.
Read more: http://www.lenntech.com/greenhouse-effect/global-warming-history.htm#ixz...

Der har været gjort flere forsøg på regulering af den kapitalistiske vildfarelses, først en CO2 afgift regulering af økonomisk forbrugsdrevet vækst i 1920’erne, en afgift lagt på den enkelte vare for afbrænding af kul, olie og gas, men det blev opgivet (se link).

Alle senere forsøg på effektiv regulering af kapitalisme, er ligeledes blevet opgivet, nu senest i rækken FNs klimamål i Paris-aftalen.

Der er derfor tilsyneladende stadig, den dag i dag, kun en vej ud af overklassens og politikernes undertrygelse og løgne, en trist nedtælling med indbygget udløbsdato i form af menneskeskabte klimaforandringer.

Den nu afgåede FN’s generalsekretær Ban Ki-Moon 2011 om en bæredygtig udvikling:
"It is easy to mouth the words “sustainable development”, but to make it happen, we have to be prepared to make major changes in our lifestyles, our economic models, our social organization and our political life."

Link:
"First proposed by Arthur Pigou Arthur Pigou in 1920 is for the product in this case, CO2 emissions to be charged at a price equal to the monetary value of the damage caused by the emissions."
https://en.m.wikipedia.org/wiki/Carbon_price

UBI er udenomssnak.

Niels Duus Nielsen

Som Randi skriver, det hele kan koges ned til et enkelt spørgsmål: "vil vi have en konkurrencestat, eller synes vi efterhånden, at en sådan til overmål har bevist sin dysfunktionalitet".

Der er en legitim politisk uenighed her. Forskningen peger på begge muligheder: Konkurrencestaten vil sandsynligvis skabe vækst, men på bekostning af miljø og klima. At afmontere konkurrencestaten vil sandsynligvis redde planeten, men føre til økonomisk recession.

For mig er valget enkelt, men jeg har i forvejen ikke så mange penge, der kan recedere. Hvis jeg tilhørte den ene procent, der ejer størstedelen af alle værdierne, ville jeg nok se anderledes på det. Men det er jeg ikke, så det gør jeg ikke.

Lise Lotte Rahbek, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese, David Adam og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

BUI er udenomssnak, som en kommentar til artiklen, kun et krav om løsning af sagens kerne, vil skabe fremtidig grundlag for tale om relevante UBI tanker.

Det var det jeg skrev, Leo Nygaard's kommentar til mig er opgivende ligegyldig.

Hvis du og andre, har noget tilovers for de udsatte, burde i glemme BUI og addressere spørgsmålet, hvorfor de udsatte forfølges og derved belysning årsagen, så vi kan bekæmpe overgrebene.

Drømme giver jeg intet for, hvis man ikke har tænkt sig, at kæmpe for dem, du er pessimisten.

Randi Christiansen

Jeg synes faktisk ikke, at uenigheden er legitim niels, i og med vi vist efterhånden er ved at være enige om, at det ikke er ligegyldigt hvilken og hvor stor vækst, vi taler om.

Dernæst kan man ikke entydigt fastslå det rigtige i "at afmontere konkurrencestaten vil sandsynligvis redde planeten, men føre til økonomisk recession." Tværtimod kan (indikationerne på) samarbejdssamfundets miljø-og socioøkonomiske succes ikke afvises.

charlie white

Randi Christiansen

Det vil afhænge af hvordan man frembringer overskud og hvad det består af.

Det ville næppe være smart at afskaffe den kapitalistiske model for blot at lade produktionen forsætte uforandret, det skal foregå i samspil med naturen, og med den opfattelse er det nogle helt nye samtaler vi skal igang med, nye kontekster (hedder det vist herinde).

Det er ikke usansynligt at flertallet ville bakke en bevægelse op som ville gå efter magten i dk.

Niels Duus Nielsen

Randi, jeg skulle have kvalificeret mit udsagn: Uenigheden er politisk legitim, men derfor er den jo ikke nødvendigvis moralsk legitim.

Som Skaarup jo også taler om, er der en forskel her. Er fordelingspolitik retfærdig? Ja, efter min mening skal goderne fordeles mellem os allesammen. Men som du ved, er der mange, som mener, at der er uretfærdigt at fratage folk deres penge for at give dem til dem, der ingen penge har. Derimod er det helt okay at tage de fattiges penge for at give dem til de rige. Det e selvfølgelig ubehageligt for dem det går ud over, men det er desværre nødvendigt, for det er. hvad økonomerne har regnet sig frem til ved hjælp af deres modeller. Og i øvrigt er de fattige jo bare dovne.

Der er en grund til, at højrefløjen kalder de venstreorienterede dumme, mens venstrefløjen kalder de højreorienterede onde. Højrefløjen mener at de med deres dogmer om den private ejendomsret har nået en højere erkendelse, som ikke kan modsiges, da den er neutral. Mens venstrefløjen mener, at højrefløjens erkendelse overhovedet ikke er neutral, men er et indsnævret og falsk partsindlæg, og at højrefløjen i sidste ende blot er ude på at mele sin egen kage på fællesskabets bekostning.

Hvis man er realist, opererer man med en dobbelt moral: Visse ting er nødvendige, selvom de er moralsk forkastelige. Men folk flest er ikke realister. Venstrefløjen er i vore dage blevet demokratisk, hvorfor venstrefløjen ikke kan undgå at blande politik og moral sammen, netop fordi folk blander tingene sammen. Højrefløjen derimod er i sin dybeste grund udemokratisk, og har derfor ikke så mange problemer med at være realistiske. Altså realistiske i forhold til deres egne snævre erkendelsesinteresser. Op i røven med de fattiges erkendelsesinteresser, som de siger. De kan jo bare tage sig sammen.

Lise Lotte Rahbek, Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Niels, jeg synes, at du til fulde illustrerer den eksistentielle rådvildhed, som hærger, og som giver kleptokratkapitalen sit råderum. Hvis det politiske valg ikke er moralsk legitimt, er vi langt ude på skråplanet.

" ... som du ved, er der mange, som mener, at der er uretfærdigt at fratage folk deres penge for at give dem til dem, der ingen penge har."

En påstand, der burde være nem at udstille som det ynkelige intellektuelle vraggods, den er. 'Deres penge'? - hvis penge? Indtjening, som er erhvervet i et på alle måder illegitimt produktionsapparat, kan aldrig være andet end illegitim.

Det er, hvad vi er oppe imod og hvad, der må ændres. Og venstrefløjen er sq dumme, når de ikke med dette enkle ræsonnement formår at tilbagevise den 'onde' højrfløj. Som i virkeligheden også er dumme, fordi de ikke kan få ind i deres små, frygtbaserede hjerner og hjerter, at de med vækst-og konkurrencestatsideologien graver ikke blot de fattiges grav men også deres egen.

Et nøgternt blik på situationen er altid en god ide - hovedet koldt og hertet varmt - men den brutale virkelighed bør ikke få os til at miste overblikket og tabe visionen af syne.

Niels Duus Nielsen

Jeg er helt enig, Randi, blot føler (sic!) jeg trang til at gøre opmærksom på, at jeg selv er helt klar over, og prøver at gøre en dyd ud af at præcisere, at jeg altid taler ud fra en helt bestemt position - mine politiske synspunkter er ikke universelle, de gælder ikke for alle mennesker.

Og det er ikke et forsøg på at relativere sandheden som der et forsøg på at gøre sandheden klassespecifik. Hvad der er sandt for borgerskabet er ikke sandt for arbejderklassen. Men når flertallet objektivt set er blevet småborgere i kraft af deres ejerskab af deres boliger, som de så kan spekulere i og med, så er det, at jeg begynder at miste troen på, at demokratiet kan gøre noget for sådan nogen som mig. Folk stemmer både ud fra deres fornuft og ud fra deres følelser, men så sandelig ud fra deres interesser, objektive som subjektive.

I et demokrati som vores er det muligt at holde helt op til 49,9 procent af befolkningen uden for indflydelse, hvilket vi har set praktiseret i snart tyve år her i landet. Det er helt efter bogen, kan du ikke samle 90 mandater bag dine holdninger, er der intet du kan stille op. 58 procent af vælgerne ejer deres egen bolig, så det er boligejerne, der bestemmer. At tillade ejerboliger var med andre ord den største genistreg, en ellers bovlam højrefløj er kommet med nogensinde: Danskerne er i kraft af boligpolitikken blevet småborgere, som selvfølgelig stemmer småborgerligt.

Så fuck demokratiet. Det kan alligevel ikke bruges til noget i et samfund, der er splittet midt over mellem en besiddende klasse og en ikke-besiddende klasse. At socialdemokraterne i sin tid troede på en demokratisk vej til socialismen skyldtes, at flertallet tilhørte de besiddelsesløse klasser, men sådan er det ikke mere. Flertallet har sine egne interesser for øje, og har på grund af disse interessers snæverhed ikke udsynet til at tale hele samfundets sag.

DF er skoleeksemplet på, hvilke holdninger der nyder fremme, når mere end halvdelen af befolkningen er splittet mellem at føle sig magtesløs over for udviklingen, samtidig med at de desperat klamrer sig til deres ejendom.

Tillad mig et citat fra Det kommunistiske Manifest:

"Det bliver altså ganske
indlysende, at bourgeoisiet ikke er i stand til fortsat at være
samfundets herskende klasse og påtvinge samfundet sin klasses
livsvilkår som rådende lov. Det er ikke i stand til at herske, fordi
det ikke er i stand til at sikre sin slave hans eksistens som slave,
fordi det er nødt til at lade ham synke ned i en tilstand, hvor
det må underholde ham i stedet for at blive underholdt af ham.
Samfundet kan ikke mere leve under bourgeoisi, med andre ord:
dets eksistens er blevet uforeneligt med samfundet."

Burgøjseren og småborgeren er selvfølgelig uenige heri, hvilket er helt legitimt, men samtidig futilt. Hvad nytter det at være i flertal, hvis det eneste man evner er at bruge det til at køre både samfundet og naturen i sænk?

Eva Schwanenflügel, Lise Lotte Rahbek og Christoffer Pedersen anbefalede denne kommentar
Christoffer Pedersen

Især det med boligejerne har du fat i noget centralt. For det er jo både dem fra EL og DF der også gladeligt deltager i den skattefri gevinstfest for ejerboliger, på bekostning af os andre.
Boligejere er mindst lige så skadelige som socialbedragere, selskabstømmere og skattesnydere.
Men de har jo alle sammen undskyldninger for deres usolidariske, asociale, egoistiske, kystbanesocialistiske adfærd.

Steffen Gliese

Men boligejere deler jo ikke i et og alt vilkår - det er snarere fraværet af en boligpolitik, den er gal med, efter liberaliseringen af lejeboligmarkedet i 1992 OG den uansvarlige skattefriholdelse, der jo kun har tjent til at privatisere økonomien i alt for høj grad på fællesskabets bekostning.

Niels Duus Nielsen

Steffen Gliese, boligejere er ligesom de fleste andre grupper en meget blandet flok, men på et enkelt parameter er de alle ens: De ejer deres egen bolig - sammen med banken. Og da flere og flere af dem på grund af arbejdsmarkedspolitikken kommer i en prekær livssituation, vil de selvfølgelig bekymre sig om, hvor det næste afdrag på boliglånet skal komme fra. Derfor accepterer de dårlige arbejdsvilkår og korrupte politikere, så længe de korrupte politikere bestikker dem.

Det er selvfølgelig ikke folks boligsituation alene, der bestemmer deres politiske overbevisning, men det er efter min mening en af de centrale faktorer, når folk skal beslutte sig for, hvem de skal stemme på.

At politikerne nedbryder velfærdssystemet er således ikke noget, der spiller den store rolle for mange boligejere. De har jo deres på det tørre, officielt i hvert fald. At de i det skjulte går og bekymrer sig, er jo ikke noget man taler åbent om i disse Fakebook-tider, hvor alle overgår hinanden i at fremstille eget liv som succesfuldt.

Bekymringer, som ikke åbent kan diskuteres på grund af faren for prestigetab, fører ofte til ressentiment. Og er man først fedtet ind i dette småborgerlige mindset, er det nemt at lade sit ressentimentet gå ud over arbejdsløse, hjemløse, flygtninge, indvandrere etc. De kan jo bare tage sig sammen og gøre sådan, som ordentlige mennesker gør: Knokle røven ud af bukserne for at få det hele til at hænge sammen.

Tanken, at man selv en dag kan blive fattig, arbejdsløs, hjemløs, klimaflygtning osv. er simpelthen for uudholdelig til at den kan tænkes. Ergo må det være folks egen skyld, at fokusere på egen prekære livssituation er simpelthen for uhyggeligt. Så hellere sparke nedad.

Eva Schwanenflügel, Lise Lotte Rahbek og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Hvis man har en andelsbolig, som man ikke har råd til at blive i og sælger den for et beløb, som lige nøjagtig rækker til et lille hus i udkant, hvor huslejen er billigere, er man så en 'usolidarisk, asocial, egoistisk, kystbanesocialist' christoffer og niels?

Niels Duus Nielsen

Selvfølgelig ikke, Randi, vi skal jo alle have et sted at bo, og hvis ikke man kan finde en billig lejlighed, men godt kan finde et billigt hus på landet, og er parat til at flytte for at have tag over hovedet, kan jeg ikke se noget galt i det. Det er jo ikke dig og mig, der har besluttet, at boligmarkedet er en hellig ko.

At det er din objektive interesse at stemme på et parti, der vil forgylde boligejerne, betyder jo ikke, at det også er i din subjektive interesse. Måske har du andre objektive interesser, som vejer tungere end din boligsituation, når du skal beslutte dig?

Du er en af de få (men heldigvis stadig flere), der sætter klodens biologiske velfærd højere end din egen private økonomiske velfærd. Og jeg gætter på, at det ikke betyder så meget for dig, om du ejer eller bor til leje, blot du føler en rimelig sikkerhed for ikke at blive smidt ud af din bolig. Men du kommer ikke udenom, at visse politiske tiltag er mere fordelagtige for din økonomi nu, end dengang du var lejer.

Det er ikke alle, der har overskud til at se stort på egne umiddelbare materielle interesser for i stedet at fokusere på de mere overordnede trusler. Og det udnytter højrefløjen ved at piske en stemning op, hvor det er "de andre" (altså sådan nogen som mig), der er skyld i alle vore problemer. "Vi" vil bevare vore materielle privilegier, koste hvad det vil.

Jeg siger dette med stor sikkerhed, for jeg har selv en rem af huden: Det lidt, jeg har tilbage, skal de sgu ikke tage fra mig, og hvis de gør, går jeg over til væbnet kamp.

Eva Schwanenflügel og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Sider