Kronik

En voldsom frygt for snyd er ved at undergrave velfærdssystemet

Mine egne erfaringer som sygedagpengemodtager har overbevist mig om, at hvis vi skal bevare solidariteten og tilliden til velfærdssystemet, skal systemet vise os tillid
De sygdomme, borgere i sygedagpengesystemet fejler, kræver vidt forskellig behandling. Det hensyn står dog langt under de paragraffer og regler, der ned til mindste detalje styrer sagsbehandlingen på et jobcenter, lyder det fra dagens kronikør.

De sygdomme, borgere i sygedagpengesystemet fejler, kræver vidt forskellig behandling. Det hensyn står dog langt under de paragraffer og regler, der ned til mindste detalje styrer sagsbehandlingen på et jobcenter, lyder det fra dagens kronikør.

Sille Veilmark

25. juli 2017

Min telefon ringer. På displayet står der Jobcenter København. Det er en mandag eftermiddag i april 2016, og mit hjerte begynder at hamre lidt hurtigere. Det gør det altid, når jobcenteret ringer, også selv om samtalen er planlagt som i dag. Med beklagelse kan jeg fortælle min sagsbehandler, at jeg stadigvæk har daglig hovedpine og lider af koncentrationsbesvær.

Der er gået knap to år, siden jeg på temmelig udramatisk vis slog hovedet. Det har de fleste nok prøvet, men hos mig forsvandt smerterne ikke, de blev værre. Efter godt et år var lægernes dom postcommotiosyndrom, PCS, eller på almindelig dansk: langvarig hjernerystelse.

Samtalen med sagsbehandleren forløber uden noget særligt at bemærke. Jeg er som altid opmærksom på at fremhæve, at det går lidt fremad, men understreger, at jeg stadig ikke kan arbejde. Balancegangen er nøje indøvet og fremføres ved hver samtale, også selv om det slet ikke går bedre.

Hvorfor tale usandt til sagsbehandleren? Fordi jeg ved, at man ikke kan blive på sygedagpenge, hvis ikke man er i bedring med en vis hastighed. Samtidig er alle sundhedsprofessionelle, jeg omgiver mig med, enige om, at det kræver fuldstændig ro at blive rask, og at arbejde selv få timer om ugen kan skabe tilbagegang. Det havde jeg prøvet.

Paragrafferne først

De sygdomme, borgere i sygedagpengesystemet fejler, er forskellige og kræver vidt forskellige forløb og behandling. Det hensyn står dog langt under de paragraffer og regler, der ned til mindste detalje styrer sagsbehandlingen på et jobcenter. Det skaber meget lidt rum til den korrekte behandling, og det stresser mange i en sådan grad, at det forlænger deres sygdom.

Samtalen med min sagsbehandler den mandag slutter med den velkendte information om ny opringningsdato. Jeg ånder lettet op, ingen krav om jobafklaringsforløb eller praktikker. Men efter ti minutter ringer hun igen. Denne gang meddeler hun, at mine sygedagpenge forresten udløber om fire dage. Det havde hun overset. Jeg må indstille mig på, at jeg skal på kontanthjælp og i arbejdsprøvning.

Efter et kvarters snak, hvor jeg igen og igen fremfører, at der må findes forlængelsesmuligheder, og at jeg skulle have været varslet lidt tidligere, giver hun efter. Jeg får halvandet døgn til selv at undersøge mulighederne for forlængelse af mine sygedagpenge samt skaffe opbakning fra min læge.

Min kæreste finder loven om sygedagpenge og gennemlæser den, mens jeg forsøger at få fat i min læge. Det lykkedes at få en forlængelse, men skal nok ses som undtagelsen, der bekræfter reglen om, at det er rigtig svært at forblive på sygedagpenge, selv om man er syg. Det er derfor, der er så mange syge mennesker på kontanthjælp.

Tilliden undergraves

Min gennemgang af forløbet illustrerer, hvordan regel- og kontroltyranniet undergraver tilliden til systemet.

Systemet har fået sit eget liv og sine egne mål. Det er vigtigere for sagsbehandleren, at interne procedure, måltal og bureaukratiske foranstaltninger overholdes, end at borgeren bliver rask og i stand til at forsørge sig selv. Der laves masser af korrekt sagsbehandling, uden at det gør en forskel for de mennesker, der sagsbehandles. Det egentlige formål med systemet fortaber sig i systemet, der er helt optaget af sig selv. Derfor mister flere og flere tilliden til systemet.

Sagsbehandlerne bruger en stor del af deres tid på at administrere diverse regler, og dermed overlades borgeren til selv at navigere i sygedagpengesystemet. Det kræver urimeligt mange ressourcer hos den enkelte. Det er en stor fordel at kende socialrådgivere, advokater, statskundskabere, sygeplejersker, læger, folk i forvaltningen og generelt personer med lang uddannelse og kendskab til systemet, for man har brug for hjælp til at læse og fortolke love og gennemskue, hvordan man åler sig igennem systemet.

Har man ikke et forstandigt netværk, ender man med at blive mere syg. Det skaber en fuldstændig urimelig ulighed i sundhed og adgangen til velfærd. Et velfærdssamfund, der kun fungerer for de privilegerede ressourcestærke borgere, vil med tiden miste opbakning.

I sagsbehandlerens vold

Som syg får man en følelse af vilkårlighed, når der sagsbehandles efter et ukendt hav af regler og kontrolforanstaltninger og ikke ud fra ens konkrete situation. De, der har læst Processen eller andre af Franz Kafkas værker, ved, at det kafkaske univers langt fra kun handler om uendeligt bureaukrati. Det er også dette bureaukratis uigennemskuelighed og vilkårlighed, der driver hovedpersonen K ud i desperation, vrede, had og afmagt.

Et stort bureaukrati forsvares ofte med, at det er nødvendigt for borgerens retssikkerhed. Men i beskæftigelsessystemet fortaber den teoretiske retssikkerhed sig i tågerne. Ligesom K får man fornemmelsen af, at man i virkeligheden er overladt til enkeltpersoners luner og præferencer. Derfor fremstår det også som helt afgørende at være på god fod med sin sagsbehandler. Man er fanget mellem en uigennemtrængelig mur af regler og en person, der med et enkelt enter på computeren kan ændre ens situation fuldkommen.

Da man i sin tid indførte sociale ydelser, var det bl.a. for, at fattige og syge borgere ikke længere skulle stå med hatten i hånden. Dengang var idealet, at menneskers skæbne ikke skulle afgøres af almisser, men af retfærdige regler og retssikkerhed. De smukke tanker har desværre meget lidt at gøre med den virkelighed, man møder i systemet i dag.

Frygten for Dovne Robert

Før jeg fik PCS, arbejdede jeg bl.a. med socialrådgivere, og det er min erfaring, at langt de fleste har et brændende samfundsengagement og stærkt ønske om at hjælpe de svageste. Socialdemokraten Jørgens S. Dichs gamle kritik af den offentlige sektors uhæmmede vækst og de offentligt ansatte velfærdsmedarbejdere som en herskende klasse, er i min optik helt forkert. Både borgere og sagsbehandlere rammes i vores nuværende system.

Min sag er langt fra enestående, og mit møde med jobcenteret efterlader et meget problematisk indtryk. Jeg er taknemmelig for de penge, jeg modtog, det skal der ikke herske tvivl om. Men hvis tilliden og opbakningen til velfærdssamfundet skal forblive intakt, er det nødvendigt, at der vises tillid og gives frihed til både sagsbehandlere og borgere. Det betyder færre regler og mindre kontrol.

Hverken min kritik eller løsning er ny. Politikere, erhvervsliv og fagbevægelse har været ude med lignende ting. Når det ikke forandrer noget, tror jeg, det handler om, at politikerne ikke er villige til at leve med de konsekvenser, en forandring af systemet vil kræve. Mindre kontrol øger risikoen for, at nogen udnytter systemet. Dovne Robert kan fede den, og en enlig mor kan hente et par tusind kroner mere, end hun er berettiget til. Det kan skabe dens slags enkeltsagsoverskrifter i medierne, som politikerne frygter allermest.

I mediernes og panikkens vold, kræver politikerne handling, hvilket betyder flere regler. I stedet burde de stå fast ved deres prioriteringer og nægte at lade sig dirigere af frygten for snyderi.

Naturligvis kan snyderi også undergrave tilliden til et system. Men næsten uanset hvordan systemet indrettes, vil der altid være mennesker, som udnytter det. Det er dog langt langt fra flertallet, og det skal politikerne holde fast i.

De skal stå ved, at det ikke er uden omkostninger at kontrollere mindre og give folk frihed, men også at det er helt nødvendigt for, at det sociale sikkerhedsnet forbliver intakt. Gør man omkostningerne op, kan der nok spares mere ved regelforenkling end det, som det lykkes diverse snydepelse at tilrane sig.

Kravet om afbureaukratisering og reformering af den offentlige sektor er fremført med fornyet styrke de seneste år, af stort set alle i det politiske spektrum. Men lige nu er det en gratis omgang at være antibureaukrat i Folketinget. Skal politikerne virkelig leve op til visionerne, står og falder det med, at de tør opgive kontrollen og erstatte den med tillid og frihed.

Pil Christensen er sociolog

Serie

Striden på Lærkevej

En kamp om reformer udspiller sig på et jobcenter på Lærkevej i København. Arbejdsløse borgere demonstrerer og protesterer, mens sagsbehandlere og lokalpolitikere tager sig til hovedet over den lovgivning, de er sat til at administrere. Antallet af førtidspensioner er faldet markant som følge af de seneste års reformer på beskæftigelsesområdet. Lærkevej er stedet, hvor de politiske hensigter møder virkeligheden.

I denne serie følger Information udviklingen med fokus på Lærkevej og forskellen på tildelingen af førtidspensioner i landets kommuner.

Seneste artikler

  • Socialrådgivere er ikke de udsattes advokater

    14. november 2017
    Kritikere af førtidspensionsreformen ønsker, at sagsbehandlerne gør oprør mod lovgivningens krav. Men som socialrådgiver er jeg ansat til at føre loven ud i virkeligheden. Alt andet ville være vejen til anarki
  • Rigide rammer og alt for mange sager gør det svært at hjælpe udsatte unge ledige

    10. november 2017
    Som socialrådgivere for unge ledige i Københavns Kommune oplever vi, at kvaliteten af samtaler og aktiviteter er underordnet hensynet til, at de unge indkaldes til det lovpligtige antal samtaler og får tilbudt de uddannelsesfremmende aktiviteter, de skal have ifølge loven. Hvornår får vi lov at fokusere på det, der virker?
  • Der er uendeligt langt fra Rådhuset til Københavns jobcentre

    16. oktober 2017
    Chefer i beskæftigelsesforvaltningen i Københavns Kommune har hævet stemmen for at forsvare deres medarbejdere på jobcentrene. Men forsvaret ender som et vidnesbyrd om en ledelse, der ikke kender den virkelighed, borgerne og medarbejderne befinder sig i
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Kvisgaard
  • Jakob Silberbrandt
  • ulla enevoldsen
  • Britta Hansen
  • June Pedersen
  • Olav Storm Jensen
  • Carsten Svendsen
  • Heidi Larsen
  • Kenneth Jacobsen
  • Søren Andersen
  • Dorte Sørensen
  • Bjarne Andersen
  • Vivi Rindom
  • Lau Dam Mortensen
  • Carsten Munk
  • Eva Schwanenflügel
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Anders Graae
  • Michael Friis
  • Randi Overgård
  • Slettet Bruger
  • Viggo Okholm
  • Bo Stefan Nielsen
  • Lars Bo Jensen
  • Jakob Trägårdh
  • Ole Christiansen
  • Christel Gruner-Olesen
  • Anne Eriksen
  • Niels Duus Nielsen
  • Ebbe Overbye
  • Torben K L Jensen
  • June Beltoft
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Ervin Lazar
  • Kim Øverup
  • Lise Lotte Rahbek
  • Jeppe Lykke Møller
  • David Zennaro
Hans Kvisgaard, Jakob Silberbrandt, ulla enevoldsen, Britta Hansen, June Pedersen, Olav Storm Jensen, Carsten Svendsen, Heidi Larsen, Kenneth Jacobsen, Søren Andersen, Dorte Sørensen, Bjarne Andersen, Vivi Rindom, Lau Dam Mortensen, Carsten Munk, Eva Schwanenflügel, Bjarne Bisgaard Jensen, Anders Graae, Michael Friis, Randi Overgård, Slettet Bruger, Viggo Okholm, Bo Stefan Nielsen, Lars Bo Jensen, Jakob Trägårdh, Ole Christiansen, Christel Gruner-Olesen, Anne Eriksen, Niels Duus Nielsen, Ebbe Overbye, Torben K L Jensen, June Beltoft, Maj-Britt Kent Hansen, Ervin Lazar, Kim Øverup, Lise Lotte Rahbek, Jeppe Lykke Møller og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jesper Frimann Ljungberg

Jeg må indrømme, at jeg ikke er enig i og ikke forstår den her 'boligejerne er de dumme'. Det har altid været en 'arbejder drøm' at eje sin egen bolig. 'Være herre i ejet hus' og i stedet for at betale til en udlejer (som ofte var spekulanter) så 'betale til sig selv'.
Ja man har fra politisk side brugt stigende boligpriser til at pumpe værdi kunstigt ind i samfundet... ja..
Og jeg må sige at jeg som Leo Nygaard aldrig har brugt boligpolitikken, som guideline for hvordan jeg har stemt politisk.
Men jeg ville da føle mig godt og grundigt snydt, hvis den opsparing jeg har i min bolig ville blive 'taget fra mig'.

// Jesper

Steffen Gliese

Først og fremmest har den perverterede boligpolitik jo været med til at koncentrere og dermed presse priser op på boliger tæt ved de store byer. Det er faktisk ikke en selvfølge, og det er faktisk også sådan, at det i høj grad kan betale sig for f.eks. studerende at bosætte sig med en vis transporttid. De kan faktisk få råd til at købe en bolig mange steder i landet, hvis de accepterer en vis transporttid, som de jo kan få til en særpris. Arbejder man yderligere nogle dage om ugen i forbindelse med transporten, får man et fradrag, der langt overstiger den månedlige udgift.
Jeg må indrømme, at jeg personligt altid har været tiltalt af det behagelige ved at bo i almennyttigt byggeri, men alligevel stort set altid har boet i enten privat udlejning eller (nogen andres) ejerbolig. Og jeg synes, at det alt andet lige er selve boligudgiften, det kommer an på. Hvis man kan bo i en ejerbolig til en meget lavere udgift end i en lejet bolig, er det præcis ligeså frisættende i forhold til det politiske establishment, der jo også regulerer omkostninger i lejede boliger.

Eva Schwanenflügel

Sidste nyt fra lejer-fronten : det koster nu, målt på medianen, en lejer 13% mere at bo i almennyttige lejemål, end det koster at betale for en ejerbolig. Det skyldes jo ikke de enkelte boligejere, men den førte politik. Tankevækkende er det ihvertfald!

Steffen Gliese

Men, Leo Nygaard, ikke for byggeri opført efter 1992 - eller renoveret derefter. Dér er huslejen lagt an på markedsprisen.

Randi Christiansen

Havde ikke set dit indlæg inden jeg postede niels, men jeg forstår, at vi så kan tilføje 'idioter' til karaktermordet på de boligejere, som binder deres husleje op på fast indtjening?

Jeg er enig i, at boligspekulation er noget møgbeskidt snavs, og jeg mener, at enhver form for spekulation i føde, klæder, bolig - naturressourcerne som er fælleseje - er komplet illegitim. Tryghed ifht overlevelsesressourcer er afgørende, og det er stupidt og helt uantageligt, at den politiske ledelse ikke formår at friholde disse områder fra privatkapitalisering og indbyrdes konkurrence.

Jeg så engang en udsendelse om et spansk fællesskab, hvor beboerne i et fattigt område besatte et stykke land, som lå ubrugt hen. Det lykkedes dem at erhverve brugsret til stedet og at opbygge et arbejds-og bofællesskab. Fællesskabet byggede boliger, som borgerne lejede meget billigt, og der var altid arbejde at deltage i. Man så et blomstrende samfund med mangfoldige kreative aktiviteter.

Selvfølgelig kan det lade sig gøre at samarbejde om det nødvendige, hvorefter resten af tiden er frigjort til det personlige valg. På den måde vil blodsugerne, den ene procent og co, miste deres greb om magten og adgangen til at suge livet ud af deres omgivelser. Det er naturligvis er i deres egen interesse, men fordi de har hovedet så langt oppe i r**** på sig selv, kan de ikke få øje på denne gyldne - og eneste - mulighed for at blive lykkelige mennesker. Hvilket jo dybest set er formålet med livet.

For mig at se, er det et spørgsmål om, hvor vores bevidsthed er. Det er lykkedes magten at sprede en reel frygt for udkommet, og dermed fastholde verdens folk i et jerngreb af uvidenhed dette med fatale konsekvenser. Løsningen er enkel og ligefor, men forudsætter et højere socialt og intellektuelt udviklingsniveau end den nuværende almindelige ubevidsthed, som hærger og lægger øde i blandt os.

Vi er fckd og spejder i horisonten efter gandalf den hvide ....

Randi Christiansen

Leo, om man er 'spekulant' afhænger helt af forretningsmodellen. Hvis denne understøtter den privatkapitalistiske indbyrdes konkurrence om overlevelsesressourcer deltager man i spekulation, hvilket den ene procent og co med et monetærfascistisk jerngreb fastholder verdens befolkninger i.

Spørgsmålet er, hvordan vi frigør os fra det helvede. Marinaleda i spanien - http://modkraft.dk/artikel/i-marinaleda-lever-man-kommunismen - er et eksempel på, at det kan lade sig gøre at ændre de tilgrundliggende bevidsthedsstrukturer, som nu bestemmer over og tilsidesætter enhver fornuft.

Mit håb er, at eksponentialeffekten i bevidsthedsudvikling overhaler de ubevidste, primitive, grusomme livsytringer, vi nu tillader at være dominerende. Jeg klynger mig til forestillingen om, at det er en teoretisk mulighed, og hvis vi blot et kort øjeblik formår at flå hovedet ud af r**** på os selv, vil vi opdage, at vi befinder os midt i en større og mere eventyrlig historie end nogen af de film, som den ene procent hjernevasker med, kan komme i nærheden af.

Jesper Frimann Ljungberg

@Leo Nygaard

"Den rige betaler mest, fordi skatten følger det attraktive grundareal. Så vil grundværdierne falde, og den samfundsskabte værdistigning vil tilfalde fællesskabet gennem grundskatten/grundskylden/jordlejen. Kært barn har mange navne."

Joo, det lyder jo godt sådan rent teoretisk. Men fakta er jo, at du kan have et Gods i Jylland med kæmpe jorde og udsigt til havet. Og så betale en brøkdel i ejendomsskatter og bolig skatter, set i forhold til f.eks. en dum villa f.eks. i det område jeg bor i.
Simpelt hen fordi man bare får ejendommen klassificeret som et landbrug. Der er mange smuthuller, de gælder bare ikke for den almindelig lønmodtager eller lille erhvervsdrivende.

// Jesper

Jesper Frimann Ljungberg

@Leo Nygaard

Jo, men defacto er det som folk gør, jo at man køber en gård med minimum af jord til, som man så lejer ud. Man bruger så stuehuset, som en helt normal villa.
Jeg kender folk der har bygget huse til mange millioner og kun betaler 10% af, hvad jeg betaler i ejendomsskat og jeg har endda erhverv i min bolig.

Jeg synes ikke ejendomsværdi skat giver mening. Derimod ville beskatning af eventuelle gevinster ved salg, være relevant efter min mening.

// Jesper

Randi Christiansen

Leo, vi er i en situation, hvor det ikke giver mening at gradsbestemme hvor meget, man 'kan forlange af borgerne' - vi har brug for, at borgerne vågner op til dåd og virkelig indser, hvor groft de bliver manipuleret og snydt, så det driver.

Afhængighed af omverdenen er et grundvilkår, som det heller ikke giver mening at ville gøre sig fri af. Men man kan og bør arbejde med miljø-og socioøkonomisk omstilling - som i fx marinaleda, hvor borgerne har forbedret deres tidligere økonomisk undertrykte liv til noget langt bedre. At deres indtjening foregår ved handel med omgivelserne, kan jeg ikke se noget forkert i, med mindre produktionen foregår uforholdsmæssigt ubæredygtigt. Det har jeg dog ikke indtryk af er tilfældet. Og det er så nok heller ikke lige i den situation, at man skal gå ud med strenge krav om minimalt økologisk aftryk. De rige må gå forrest.

Randi Christiansen

Leo, kalder du det demokrati, at et folketingsflertal med blot een stemme kan gennemtrumfe fx krigsdeltagelse.

Og mht hvordan du skal anskue mine synspunkter, vil jeg foreslå 'ideudvikling''. De problemer menneskeheden står over for kræver intelligent og fordomsfri nytænkning ikke misantropisk mistrøst. På forhånd at udelukke muligheden af kollektiv bevidsthedsudvidelse, som når man fx historisk refererer til oplysningstiden, korresponderer ikke med vores viden om, at mennesker faktisk kan lære og blive klogere.

Randi Christiansen

Problemet er, at læringskurven ikke rigtig ser ud til at holde trit med andre betydningsfulde kurver ...

Randi Christiansen

Men leo, så må du og jeg og de andre interessenter jo gøre vores for at holde gryden i kog ved at fastholde fokus på de væsentlige udfordringer og insistere på en fordomsfri samtale om problemer og deres løsning. Mao fri leg, når vi går ind i ideudviklingsrummet.

Philip B. Johnsen

Der er ikke tilstrækkelig bæredygtig energi til rådighed for, at fortsætte kapitalisme ved forbrugsdrevet økonomisk vækst, uden at det resultere i 'ikke håndterbare' menneskeskabte klimaforandringer.

Arbejdes der på en løsning af denne udfordring?
Nej!

Vil det dette blive tydeligt for alle mennesker inden for få år?
Ja!

Sider