Klumme

Adressat ubekendt

Ny tendens til fordømmelse af dem der ikke fordømmer det fordømte
4. august 2017

En stadig mere fortissimo kampagne er under udvikling. Hvis man ellers er til sådan noget, kan det næsten ligne noget konspiratorisk. DF's tidligere propagandachef, næstformand Søren Espersen, lagde forleden i Politiken for, hvor han henvendte sig til de frisindede og (igen) tog PH til indtægt: De frisindede lægger ikke afstand til islam, som PH ville have gjort.

Næppe nogen, parentetisk sagt, ved, hvad PH ville have gjort, lysmesteren har været død i 50 år. Men når terroren viser sit fjæs, skrev Espersen, er de frisindede tavse. I falsk solidaritet med de fremmede undlader frisindet at fordømme terrorens årsag: Islam. Det var Espersens præmis.

Nu forudsætter det en optælling af terrorhandlinger og tilsvarende udebleven afstandtagen for at konstatere, om den slagkraftige DF'er har en pointe.

Uanset om Espersen instrumentelt set har ret eller ej, rejser hans krav om aktiv afstandtagen unægteligt et par spørgsmål, alene det nærliggende: Hvorfor og hvordan man skal tage afstand fra eller fordømme en verdensreligion på 1,3 milliarder mestendels sagesløse tilhængere, når få, men synlige terrorister, der i et eller andet omfang bekender sig til islam, sprænger bomber, stikker med kniv og kører folk over.

Nogen vil måske lige som Espersen sige, at det også er for galt. Her sidder den f…… frisindede elite på flæsket, og når så der sker noget, der ikke passer ind i de fine folks forestillinger om fred, fordragelighed og forståelse af mindretal og 'ned med Inger Støjberg', er de tavse som graven. Så lyder ikke ét protestens ord hen over den korrekte caffe latte.

Men hvad skal man sige og skrive for at tilfredsstille Søren Espersen? De færreste frisindede eller dem henne i eliten – skribenten tør her lægge hovedet på blokken – går ind for terror og er nærmest imod. Når terroren rammer i Berlin, London eller Nice, betror de frisindede utvivlsomt deres nære omgivelser denne holdning med fordømmende ord som frygteligt, forkasteligt, horribelt, modbydeligt.

At sparke åbne ladeporte ind

Hvem adresserer man en officiel afsky og afstandstagen til? Man kan jo ikke ringe på hos islam og brokke sig. Lige så lidt som kristne i sin tid generelt var hjemme for at modtage tilkendegiven afstandtagen til Breivik. Hvorfor skulle de også være det?

Massemorderens handling var udtryk for det modsatte af kristendom, akkurat som de morderiske chauffører på London Bridge og Promenade des Anglais forbrød sig mod barmhjertighedslæren i islam.

En enkelt borgerlig debattør i Berlingeren udtrykte dengang forståelse for Breivik – i den forstand at den ekstremt nationale massemorder var provokeret dertil af indvandringen og det dertil påståede fædrelandstab. Debattricen slap ikke kønt fra det.

Men se, her var der noget at tage afstand fra, nemlig den, der således i egen sags tjeneste fortolkede handlingen ifølge morderens forkrampede forståelsesunivers. Såfremt nogen ud over terroristernes egne kredse således udtrykker accept og forståelse for en eventuel islamistisk inspireret terrorhandling, vil Espersen se den frisindede skribent ved tasterne.

At fordømme terrorgerningen som sådan er at sparke åbne ladeporte ind. Terror er allergroveste forbrydelse og straffes selvfølgeligt strengt.

Landets statsminister udtrykker på sit folks vegne i sympati for ofrene afsky for udøvet terror, lige som myndighederne gør det reelt ved at skride til de foranstaltninger, der iværksættes ved forbrydelser af den art.

Et determineret yngre ægtepar, uden at gå nogen for nær på højrefløjens højrefløj, bebrejdede i Radio24syv skribenten, inviteret som gæst i ægteparrets sommergæsteprogram, at han ikke i klummevirksomheden i denne avis ved lejligheds givelse tager afstand fra (især etnisk betinget) voldtægt.

Nu var ægtefællerne ikke påfaldende interesseret i gæstens svar, som i al sin rørende enkelhed – samt nu i eftertankens sammenhæng med Espersens nævnte bebrejdelse af frisindets manglende afstandtagen til terror – drejede sig om relativitet i skyld, ansvar og medskyld. Især det sidste. Det er næppe uden videre udtryk for medskyld ikke at sige fra i udtalt afstand til det indlysende gale.

Sanktionerne mod gerningsmanden sker ved retssamfundets indgriben. Det har ikke megen mening som kommentator at tage afstand fra individuel vold, voldtægt eller mord som sådant, eller når endnu en hjerndød klaptorsk smutter over for rødt. Det ligger i luften, at den slags gør man ikke, det er strengt forbudt og forkert. Derimod: Hvis nogen i letbevægelige kredse stiller op til forsvar for voldtægt, mord og grove overtrædelser af færdselsloven, er det op med kanonportene og fingeren ud af fænghullet.

Uddeling af medskyld

Kravet om futil reaktion for reaktionen og Søren Espersen og det ekstreme ægtepars skyld falder i modviljen mod det politisk og moralske ordentlige sammen med vrælet om andres synd og pønitense.

I fordringen om selvpiskning bliver det de frisindedes skyld, når islamisterne kaster bomber, når nu de frisindede, de kulturradikale og eliten vil have ubegrænset indvandring og ikke har sagt fra i tide mod tørklæder og halal. Det er de frisindedes og 68'ernes skyld, hvis en anden- eller tredjegenerationsindvandrer voldtager vores (danske) kvinder.

Den ende af den nationalt fikserede kristendom, som lægger ord til disse dunkle uforsonlige instinkter, bærer brænde til bålet.

Dét er skræmmende.

De, der er så ivrige efter at uddele medskyld, burde for nærværende overveje det fortsat luftede velbehag i Trump.

Sandsynligvis vil kommende slægter spørge: Hvem var med, og hvem sagde fra i tide? Blot for at nævne en detalje fra endnu en svunden bevæget uge: En præsident, der opfordrer sit lands politi til at mishandle mistænkte, forbrødrer sig med terroristens usle mentalitet og næppe viger tilbage fra morderisk vold, og det der by the pussy er værre end døden.

Serie

Intermetzo

Den ugentlige klumme af Georg Metz

Seneste artikler

  • Så til kulturen

    7. juni 2019
    Det kunst- og finkulturfjendske som erklæret politisk parameter
  • Georg Metz: Tosse på tosse

    31. maj 2019
    Eller hvad en rigtig folketingsformand ikke burde gå rundt og sige
  • I vammel sovs

    24. maj 2019
    DF’s nedtur og fulde medansvar for deres egen onde parodi
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Tino Rozzo
  • Eva Schwanenflügel
  • Malan Helge
  • Niels Duus Nielsen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Christian Mondrup
  • Toke Andersen
  • Marianne Borgvardt
  • Torben K L Jensen
  • Lars Koch
  • Grethe Preisler
Tino Rozzo, Eva Schwanenflügel, Malan Helge, Niels Duus Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Christian Mondrup, Toke Andersen, Marianne Borgvardt, Torben K L Jensen, Lars Koch og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Forsøgte denne henvendelse til radio24.7, selvfølgelig uden at få noget svar:
"Selsing på 24.7 d. 18. juli 2017: En ganske forfærdelig udsendelse.
Et skrækeksempel på dobbeltværtprogrammer, hvor populistiske fordomme ødelægger en debat der ellers kunne have visse muligheder.
Teknikken: At læsse påstand på påstand op i dynger, og derefter drage konklusioner udelukkende ud fra sine egne generaliserende og udokumenterede påstande. Masser af eksempler i udsendelsen. Et par lavpunkter: 25.5 - 27.5 og 40.0 - 43.0 cirka.
Metz rundede rulleteksterne af med at sige at det var ganske forfærdeligt. Det havde han ubetinget ret i. Undervejs gjorde han forsigtige forsøg på at opfordre til en brugbar debatform. Det lykkedes ikke.
Jeg skal ikke høre mere selsing på 24.7.
Mvh
LK"

Hanne Ribens, Eva Schwanenflügel og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar