Læserbrev

Argumentets bløde magt

Debat
18. august 2017

I sin respons til mit indlæg vedrørende EU den 12. august overser Søren Rønhede flere basale problemer ved overstatslig politik.

Rønhede hævder, at da de store lande begyndte at afgive suverænitet til EU, »blev magtforskellen mellem store og små væsentligt mindre«. Dette skete ved, at de små lande set ud fra størrelse fik flere stemmer i Ministerrådet. EU’s absurditet er, at denne vinding er en ren abstraktion. Næppe for EU’s politikere, men for befolkningerne.

Et land kan nedstemmes i Rådet og dermed betvinges sådan, at fremtidige sammensætninger af landets parlament og regering har uhyre svært ved at ophæve eller ændre EU-love. Folkestyre er ellers, at befolkningen kan få sig en ny politik ved at vælge andre politikere, og i Folkebevægelsen mod EU tror vi på, at politik er mest effektiv, når lovgivningen støttes af deltagerne.

Dengang EU var altovervejende mellemstatslig, blev lovene vedtaget ved enstemmighed. En mere driftig form for mellemstatslighed er, hvis det kun er de lande, der stemmer for, der forpligtes af vedtagelsen. Så kan man med argumentets og eksemplets kraft få de andre med senere.

Det er derfor inkonsekvent, når tilhængerne af EU hævder, at opgaven er at være med i et forpligtende samarbejde, samtidig med at de ønsker medindflydelse. For et samarbejde udfolder sig blandt ligeberettigede parter. Har man et samarbejde mellem stater, må hver af disse stater have én stemme. Så når EU-fortalere siger, at vetoretten hindrer et effektivt samarbejde, siger de også, at i dette samarbejde skal et flertal udøve magt. Og magt er ikke samarbejde.

Alle medlemmer af Folkebevægelsen mod EU går dog ikke ind for nationalstaten. Selv støtter jeg eksempelvis Rudolf Steiners tanker om Dreigliederung, hvor penge nytænkes, og statsbegrebet ændres i et balancepunkt mellem nationalisme og føderalisme.

Magnus Falko fra Folkebevægelsen mod EU.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Rønhede

Jeg kan følge Magnus Falko fra Folkebevægelsen imod EU, når han i Information den 18. august interesserer sig for Rudolf Steiners tregrenede samfundsmodel. Han skriver, at den ikke harmonerer med nationalstaten, som han paradoksalt nok fortsætter med at idyllisere:»Befolkningen kan få sig en ny politik ved at vælge andre politikere«.

Reelt er der ikke sammenhæng mellem valg og den førte politik. Lovgivning bliver til i et svært gennemskueligt netværk af embedsmænd, politikere og andre interessenter.

EU dømmes udemokratisk på grund af brugen af kvalificeret flertal i ministerrådet, hvorved medlemsstater »betvinges«. Derfor skal kun de stater, der stemmer for, være omfattet af en EU-lovgivning. Den model ville betyde, at Danmark, Polen og Rumænien kunne unddrage sig EU’s nyligt besluttede indsats mod grænseoverskridende luftforurening. Danmark med flere skulle altså uhindret kunne fortsætte med at sende deres skidt ind over grænserne til de andre 25 EU-lande, som gør en indsats mod den farlige luftforurening.

Falko længes tilsyneladende mod de gode gamle dage, da alle beslutninger i EU skulle træffes enstemmigt. Så er vi tilbage før 1986. Dengang var Folkebevægelsen lige så ihærdige EU/EF-modstandere som nu.

Det er “betvingelse”, når nogle nedstemmes i EU. Hvad hedder det så, når nogle nedstemmes i folketinget?
Demokrati?

Information 25. august 2017 s. 16 + tilføjelse.