Kommentar

Har Bøsse-Bjarke en kjole, vi kan låne?

Hele min barndom var jeg anderledes og alene. Der blev råbt bøsse af mig i skolegården. Jeg var ham den mærkelige. Først da jeg deltog i priden som 17-årig, følte jeg, at jeg havde lov til at være den, jeg er. Derfor har vi fortsat brug for Copenhagen Pride
Når gay pride for den heteroseksuelle cismand kan virke unødvendig, handler det måske mere om, at han ikke ved, hvilke strukturelle, sociale og dermed psykiske udfordringer LGBTQIA’ere går igennem, skriver Bjarke Serritslev i dagens kommentar.

Når gay pride for den heteroseksuelle cismand kan virke unødvendig, handler det måske mere om, at han ikke ved, hvilke strukturelle, sociale og dermed psykiske udfordringer LGBTQIA’ere går igennem, skriver Bjarke Serritslev i dagens kommentar.

Stine Tidsvilde

19. august 2017

Det er ikke så sjældent, jeg hører – fra især heteroseksuelle cismænd – at Copenhagen Pride ikke er relevant. Og jo, vi er nået langt på LGBT-fronten i Danmark, men Copenhagen Pride er bestemt relevant for blandt andet mange unge mennesker, der først lige nu skal ud og kysse livet. Via priden kan de få en følelse af at høre til.

Den følelse er strengt nødvendig, når homofobi i almindelighed og ’hyggehomofobi’ i særdeleshed, fortsat præger LGBTQIA’eres liv og er medvirkende til, at LGBTQIA-personers psykiske helbred er markant dårligere end hos andre samfundsgrupper. Det oplevede jeg selv som ung LGBTQIA’er.

Gennem min barn- og ungdom er ordet ’bøsse’ – og en hel del varianter af det – blevet brugt som favoritmobbeordet. Jeg var også nem at få øje på. Jeg legede med pigerne og opførte mig feminint.

Første gang jeg hørte ordet, var vist i børnehaveklassen. Ordet i sig selv er jo ikke ondt, men det er det, når det bliver brugt som et maskulint undertrykkelsesredskab.

Da jeg afsluttede folkeskolen med et år på efterskole, var mit liv ikke just en dans på roser. Jeg var forvirret og følte mig alene, anderledes og forkert.

Siden den første gang i børnehaveklassen var favoritmobbeordet blevet brugt mod mig hundredvis af gange gennem min skoletid. På et tidspunkt via telefonterror, hvor en gruppe drenge i et års tid ringede til mine forældres telefon og spurgte: »Har Bøsse-Bjarke en kjole, vi kan låne?«

En 3’er på crazy-skalaen

De efterfølgende teenageår med pubertet var forfærdelige. Jeg havde ordet ’bøsse’ hængende over hovedet konstant. Oftest udtalt af frådende teenagedrenge og unge mænd.

At se alle min kammerater have forelskelser, de kunne gøre noget ved, fik mig til at føle mig endnu mere ensom og alene. For selv om jeg trods alt havde venner, var jeg stadigvæk alene.

De forvirrende tanker og følelser, min seksualitet førte med sig, kunne jeg ikke diskutere med andre. De kunne lytte, men sjældent forstå. Og jeg havde stadigvæk til gode at høre, at det var helt okay at være bøsse. At det ikke var forkert.

Da jeg var omkring 17 år, deltog jeg i den københavnske pride-parade, og det fik mit liv til at tage en drejning. For første gang nogensinde følte jeg mig ikke forkert. Jeg mener, på en crazy-skala fra 1-10 slog jeg normalt ud på 10, men i det her selskab var jeg max en kedelig 3’er.

Det var den mest fantastiske følelse. For første gang nogensinde kunne jeg bare være til, være mig selv. Paradoksalt nok. Pludselig var min seksualitet ikke noget, der gjorde ondt. Det føltes for første gang okay.

I dag er det ikke så vigtigt, om mine venner er hetero-, homo- eller biseksuelle, om de er transkønnede, queer eller interkønnede. Det er underordnet. Jeg hviler mere i mig selv, men priden var første skridt på vejen til, at jeg fik en opfattelse af ikke at være forkert.

Det har bidraget til, at tilråb fra fremmede mennesker ikke så let ryster mig længere. Jeg ved godt, at det ikke er mig, de råber ad. At det ikke er et personligt had til mig som menneske, der udløser ukvemsordene.

Nu tænker du måske, at det nok ikke er så slemt, eller at det ikke kan passe, at homofobi florerer i så høj grad. For vi skriver jo trods alt 2017, ikke? Er vi ikke kommet længere?

Mit svar er: Nej, desværre ikke langt nok. Jeg kan med hånden på hjertet fortælle, at jeg stadigvæk jævnligt oplever tilråb på gaden. Men jeg er nu engang, som jeg er, og hvis jeg har lyst til at trække en Tyra Banks-værdig catwalk kombineret med fuldskæg, når jeg galopperer gennem Københavns gader, så rager det på ingen måde andre.

Og da slet ikke i en grad, hvor tilråb nogensinde kan blive legitime. Jeg nægter at krybe langs byens mure. Det har priden lært mig, at jeg ikke behøver.

Kampene fortsætter

Ud over det helt åbenlyse og meget symbolske i priden, som altså handler om at give unge (og gamle) LGBTQIA’ere en følelse af at høre til og være, er der også nogle diskriminerende og til dels undertrykkende problemstillinger, som LGBTQIA’ere fortsat oplever.

Transkønnede bliver fortsat udsat for en horribel behandling i sundhedsvæsenet. Interkønnede bliver ved fødslen udsat for et decideret overgreb af lægerne, der vælger deres køn. Mænd, der har sex med mænd, kan ikke donere blod. Homoseksuelle mandlige par kan ikke på samme måde som kvinder få lov til at få børn.

Og så er der homofobien, som jeg har følt mig undertrykt i store dele af min ungdom. Som vel nærmere er en småborgerlig fobi for alt, der er anderledes. Også for dem, der udøver dette, kan priden have en gavnlig, oplysende effekt.

Så når priden for den heteroseksuelle cismand kan virke unødvendig, handler det måske mere om, at han ikke ved, hvilke strukturelle, sociale og dermed psykiske udfordringer LGBTQIA’ere går igennem. Det håber jeg, han gør nu. For der er fortsat så rigeligt at kæmpe for. Og vi skal gøre det sammen.

Bjarke Charlie Serritslev er studerende og kandidat til Borgerrepræsentationen i København for Alternativet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels-Simon Larsen
  • Steffen Gliese
  • David Zennaro
  • Eva Schwanenflügel
Niels-Simon Larsen, Steffen Gliese, David Zennaro og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Helle Walther

Bare mennesker dog kunne stoppe med mobning af andre, lade folk være som den de er, og bruge deres energi på de problemer verden er fyldt med i stedet for snæversyn og intolerence. Priden er vigtig.

Johnny Winther Ronnenberg

Jeg har altid haft det svært med priden, der efter efter min mening er lidt for meget "se på mig jeg er anderledes" hvilket er et lidt billigt trick. Men jeg ved godt hvorfor de gør det, de gør det fordi det er svært at få taletid i medierne, man er som seksualpolitiker lykkelig for enhver omtale, der udbreder kendskabet til hvad man egentlig er for et menneske og hvilke problemer der følger med. Jeg og min ex gik faktisk med i de første år af samme grund og vi kunne også godt finde på at lave en lille happening undervejs ;-) Men jeg syntes at den har overlevet sig selv.