Kommentar

Det demografiske tabu må brydes

Frankrigs præsident Emmanuel Macron gjorde ret i at rejse spørgsmålet om overbefolkning i Afrika og dens skadelige indflydelse på de afrikanske landes chancer for at nå 2030-målene om bæredygtighed
17. august 2017

På en pressekonference under sidste måneds G20-topmøde i Hamburg spurgte en journalist fra Elfenbenskysten Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, hvorfor verdens rige lande ikke har udviklet en plan om at hjælpe et forarmet Afrika på fode på samme måde, som da USA med sin Marshall-plan hjalp et forarmet Europa på fode efter Anden Verdenskrig.

Macrons svar var langt, og meget af det gav god mening. Han påpegede, at Afrika i modsætning til efterkrigstidens Europa ikke har brug for genopbygning. Dets problemer kræver mere sofistikerede løsninger. Han henviste også til Afrikas fejlslagne stater og vanskelige overgang til demokrati og bemærkede samtidig, at nogle afrikanske lande gør gode fremskridt og har opnået høje økonomiske vækstrater.

Men Macron sagde også to ting, der skabte forargelse på de sociale medier og førte til beskyldninger om racisme.

I sin beskrivelse af ​​Afrikas problemer kaldte Macron dem for »civilisatoriske«. Det var et uheldigt ordvalg, der lød som en genklang af 1800-tallets forestillinger om, at Frankrig og andre imperialistiske vestlige magter påtog sig en mission civilisatrice i Afrika og andre steder beboet af mennesker, der på det tidspunkt blev betragtet som værende af laverestående race.

Som andre kommentatorer har været inde på, var Macrons ’civilisatoriske’ forklaring samtidig en urimelig generalisering, der ikke tager højde for, at Afrika består af over 50 lande med ofte vidt forskellige problemer, der ikke kan sammenfattes med ét enkelt adjektiv. I al fairness må man give Macron, at den ivorianske journalist formulerede sit spørgsmål på en måde, der inviterede til denne brede og udifferentierede tilgang.

Ramaskrig

Den anden bemærkning fra Macron, der afstedkom fjendtlige reaktioner, var en henvisning til Afrikas hastige befolkningsvækst. Selv hvis vi skruer op for donationerne til afrikanske lande med milliarder af euro, sagde Macron, kan det ikke lade sig gøre at skabe stabilitet, »når der i nogle lande stadig fødes syv til otte børn pr. kvinde«.

Med disse ord gav Macron ganske vist et overdrevent indtryk af fertiliteten i Afrika. Ifølge 2017-udgaven af ​​FN’s World Population Prospects er der i verden ikke et eneste land, hvor kvinder gennemsnitligt føder otte børn.

Niger, en af ​​verdens fattigste stater, er det eneste land, hvor kvinder gennemsnitligt når mere end syv fødsler. Dernæst kommer Somalia, hvor gennemsnittet er 6,6. For Afrika som helhed er den nuværende fertilitetsrate 4,7.

Ramaskriget, som Macrons bemærkning udløste, synes imidlertid ikke at have så meget at gøre med dens unøjagtighed. Snarere overtrådte Macron et tabu, der har været gældende siden Den Internationale Konference om Befolkning og Udvikling, som blev afholdt under FN’s auspicier i Kairo i 1994.

Konferencen vedtog et handlingsprogram, der afviste en demografisk orienteret tilgang til befolkningspolitikker og i stedet fokuserede på at imødekomme individers reproduktive og sundhedsmæssige behov, især kvinders. Demografiske mål var out, mens rettigheder var in.

Samme tilgang har domineret ved de efterfølgende møder. Den influerede på resultatet af Millennium-topmødet, som satte de globale udviklingsmål for perioden 2000-2015, og afspejler sig i de aktuelle FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling (Sustainable Development Goals), som sætter dagsordenen frem til 2030. Blandt disse 17 overordnede og 169 specifikke mål henvises også til familieplanlægning og reproduktive rettigheder i forbindelse med kvinders sundhed og ligestilling.

Man leder imidlertid forgæves efter anvisninger om, at det kunne være hensigtsmæssigt eller tilrådeligt at søge at mindske antallet af de børn, kvinder vælger at få – eller bare overvejelser over, om en fortsat hurtig befolkningstilvækst i nogle regioner eventuelt kunne være uforenelig med målet om bæredygtig udvikling.

Forkert tabu

Siden Kairo-konferencen er den slags tankegang blevet affejet som kolonialistisk og patriarkalsk, hvis ikke ligefrem racistisk. Hvide mænd bør ikke fortælle sorte kvinder, at de ikke skal få babyer.

Vel er der ubehagelige aspekter af tidligere tvangspolitikker såsom Indiens massesteriliserings-programmer og Kinas etbarnspolitik. Men ikke desto mindre bør vi sætte spørgsmålstegn ved fornuften i at tabuisere folketalsdiskussioner.

Ifølge demografiske fremskrivninger forventes befolkningerne i Angola, Burundi, Niger, Somalia, Tanzania og Zambia samlet set at blive femdoblet frem mod 2100. Niger, der har 21 millioner indbyggere i dag, forventes at have et befolkningstal på 192 millioner ved århundredets udgang.

En så hurtig befolkningstilvækst vil næsten helt sikkert kun yderligere vanskeliggøre disse landes bestræbelser på at udrydde fattigdom og underernæring og på at sikre, at alle borgere får en god uddannelse og adgang til fundamental sundhedspleje.

Fattigdom, underernæring og mangel på undervisning har langt større negative konsekvenser for piger og kvinder i den tredje verden i dag end tvangsbefolkningspolitikker. Vi ved også, at de aktuelle bestræbelser på at give kvinderne adgang til effektiv prævention imødekommer disse kvinders egne erklærede ønsker om at føde færre børn.

Vi ved ganske vist ikke, hvilke nye teknologier eller sociale institutioner der eventuelt vil kunne åbne op for, at selv de mindst udviklede lande vil kunne tilbyde en passende levestandard for alle deres indbyggere. Ikke desto mindre gjorde Macron helt ret i at påpege, at udsigten til en hastig befolkningsforøgelse er meget relevant for spørgsmål om effektiviteten af ​​en samordnet indsats for at overvinde fattigdom i Afrika.

© Project Syndicate og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torsten Jacobsen
  • Peter Knap
Torsten Jacobsen og Peter Knap anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ikke rar læsning, men de problemer, vi står over for er ikke specielt rare og har ikke nødvendigvis en rar løsning. Måske skulle vi flytte opmærksomheden fra ret og pligt, der er menneske - menneske relationer, til en menneske - jordklode relation, hvor det er mulige konsekvenser af vores adfærd, der er bestemmende for vore handlinger.