Klumme

Dengang det var juli

Da jeg var barn, var juli behageligt fri for ugedage. Ingen mandage, ingen mødetider og ingen torsdag morgener fulde af gymnastik. I juli slap man for andre børn. I juli kunne jeg være mig selv i et træ med en bog bagest i haven
Debat
7. august 2017

August er kommet helt bag på mig i år, måske fordi juli var så svær at genkende. Engang duftede julimorgener af snigende varme og kaffe, som hostede sig træt gennem maskinen og blev skænket under birketræet. Mine tiårige arme gned mod de hvide plastikarmlæn, så hårene rejste sig som disciplinerede soldater. Der var havregrød og iskold mælk og to jyske brødre i nabohuset.

»Skal du ikke lege med dem,« spurgte mine forældre og forstod åbenbart ikke, at man i juli slap for andre børn.

I juli kunne jeg være mig selv i et træ med en bog bagest i haven ved siden af den rævegrav, der tvang hundene til altid at være i snor. Når jeg havde læst det tilladte antal sider (»du ødelægger dine øjne med al den læsning«), gik vi på stranden, bare hundene og mig. Badning var forbudt uden voksne, men det var tilladt at soppe. Jeg soppede til navlen, tørrede i solen og kunne se til Sverige.

Juli var behageligt fri for ugedage. Ingen mandage, ingen mødetider og ingen torsdag morgener fulde af gymnastik, lange reb, smidige børn med bodystocking og mig længst fra loftet. Juli var vægtløs og atletisk, spækket med svømmetag og boldkast. Jeg greb i timevis, det var skorstensmuren, der kastede tilbage i takt til de historier, jeg digtede imens.

»Folk på vejen tror, du er retarderet, når du står sådan.«

Men i juli gik jeg ikke op i, hvad andre folk tænkte.

Julieftermiddage var støvede og fulde af håndvarme tikroner til is. Som regel en tvillingeis, der klæbede sig til papiret og klistrede koldt til fingrene, når jeg delte den på midten. Det føltes udspekuleret at købe en og få to.

Det regnede også, trommende mod taget i dage fyldt med slumretæpper og ture ind til Gilleleje. Jeg var på smil og nik med marskandiseren og fortabte mig i hjørnet med bøger til ti kroner, blade til to kroner og undren over dem, der aldrig nåede længere end til petroleumslamper og årgangskrus.

Og der var Bakkefest. Man købte strandbakkerne fri, for stranden var alles og »ikke kun forbeholdt de rige svin«, og vi fik gris, der rullede rundt over glohede kul og blev langet op på paptallerkner til tonerne af Bamses Venner og messende tombolamænd – »tag en chance, vind en bamse«.

Lille Palle i teltet og syltetøjstunge æbleskiver ved siden af. Jeg kunne bedst lide Damernes Bod, for der var gevinst på hvert andet lod. Jeg slæbte mine skatte hjem. Broderede tændstikæsker, hæklede grydelapper og hjemmestrikkede babysweatre.

Jeg måtte gerne tage en veninde med i sommerhus. »Kunne det ikke være hyggeligt?« Det kunne det ikke. Hvad skulle hun lave, mens jeg kastede bold? Hvad skulle hun lave i min ferie, i mit sommerhus? 40 kvadratmeter slidt lykke, som hun måske ikke ville værdsætte, som hun måske slet ikke ville forstå.

Engang endte det alligevel med, at jeg måtte give fortabt og cykle ned og besøge Charlotte og Kristine, som jeg kendte fra skolen, og som vi tilfældigt var kørt forbi, da de legede i haven nogle veje væk. Så stod jeg der som en undskyldning i døråbningen og ærgrede mig over, at de havde hørt mig banke.

Jeg ville bare sige hej, sagde jeg. »Hej,« sagde de og havde undrende parallelklasseøjne. Kristines smil var mildt og nysgerrigt, da hun tøvende sagde »Nå men, var du på vej til stranden?« og gav mig en usand udvej. Jeg var lettet over at slippe så hurtigt. Det var de måske også.

De næste dage løj jeg deres hus tomt. Mine forældre syntes ellers, de havde set bilen. En åben, rød sportsvogn og irriterende genkendelig.

»Den har nok været en anden,« sagde jeg, og fandt min græsplet og lidt julifred inden august.

Camilla Buch er cand.mag. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her