Fald ikke i svime over den skjulte klimaslyngel, Justin Trudeau

Donald Trump er så spektakulært rædselsfuld, at det er svært at flytte blikket fra ham – især efter at han opdaget sit krigslegetøj.

Men præcis fordi så mange stirrer målløst i hans retning, stiger faren for, at andre verdensledere kan slippe afsted med næsten hvad som helst. Vi behøver ikke se længere væk end mod nord for at finde et grelt eksempel i Canadas Justin Trudeau.

Nok er Trudeau verdens ultimative liberale kæledægge på overfladen. Der findes ikke andre statschefer på verdensscenen, der ser ud til kun lige at være trådt ud af et boyband.

Og vel har han mestret den canadiske inklusionspolitik til perfektion. Han inddrager indvandrere, viser medfølelse med flygtninge og insisterer på at sikre en stærk kvindelig repræsentation på alle regeringsniveauer. Alt dette er anerkendelsesværdigt. På så mange måder er han Trumps diametrale modsætning, og derfor er noget af hypen omkring ham veltfortjent.

Men ser vi på tidens mest brændende, mest presserende spørgsmål – på klimaforandringer – så er han en åndelig tvilling til den gamle orange knark i Washington.

Ikke retorisk, ganske vist. Trudeau siger alle de rigtige ting, og han siger dem igen og igen. Det samme gør hele hans regering og alle, der arbejder for ham. Det var således canadiske diplomater og Canadas miljøminister, Catherine McKenna, som ved klimaforhandlingerne i Paris pressede ivrigst på for at få vedtaget den mere ambitiøse målsætning om at holde planetens temperaturstigninger på under 1,5 grader celcius.

Men ingen af disse fromme ord giver imidlertid den mindste mening, hvis man selv bliver ved med at udvinde stadig større mængder kulstofenergi og sælge dem til andre, der brænder dem af. Og det er præcis, hvad Trudeau gør.

Han presser således på for at få anlagt nye rørledninger fra Canada til USA, der skal lede stadig mere olie ud fra Albertas tjæresandlejer. Derved kan han bidrage til at forværre en af de største klimaskandaler i verden.

173 milliarder tønder olie

I sidste måned ved et større træf blandt olieindustrien i Houston, Texas, fik Justin Trudeau stående ovationer fra branchens storspillere, da han udtalte: »Der findes ikke et land i verden, som opdager 173 milliarder tønder olie i sin jord og så bare vil lade det blive der.«

Jovist, 173 milliarder tønder olie er vitterligt estimatet for, hvor megen olie der kan udvindes fra de kendte forekomster af canadisk tjæresand.

Hvis Canada udvinder al denne olie og sælger den til forbrugere, der brænder den af, så vil dette – ifølge de matematiske vidunderbørn hos aktivist- og forskergruppen Oil Change International – i sig selv bidrage med 30 procent af de kulstofudledninger, som skal til for at overskride det mål på 1,5 grader, som Canada var med til at få knæsat i Paris.

Det vil med andre ord sige, at Canada, som repræsenterer 0,5 procent af klodens befolkning, kræver retten til at sælge olie, der vil opbruge en tredjedel af jordens tilbageværende kulstofbudget.

Trump er nederdrægtig, indskrænket og har en hæslig udstråling. Men i det mindste er han ikke en hykler af et tilsvarende forbløffende format.

Denne forestilling om, at man kan beholde sin kage og spise den, er helt central for Canadas selvbillede samt klima- og energipolitik. Da den canadiske miljøaktivist David Suzuki gik i rette med miljøminister McKenna, svarede miljøministeren tørt:

»Vi har en fantastisk klimaplan, som også omfatter en afgiftsbelæggelse af kulstofforurening, altså en investering i ren innovation. Men vi er også nødt til at sælge vores naturressourcer på markedet, så vi gør begge dele.«

Ser man det. Men at gøre det sidste undergraver det første i overvældende grad.

Canada har fået selskab i dette svindelnummer. Australiens premierminister, Malcolm Turnbull, skulle forestille at være mere fornuftig end sin Trump-agtige, klimaforandringsbenægtende forgænger, Tony Abbott, og da han satte den australske underskrift på klimaftalen i Paris, udtalte han da også:

»Det står klart, at denne aftale er skelsættende. Den er et vendepunkt, der har mobiliseret det internationale samfund til global handling.«

Det er en fin ting at sige – eller rettere: det ville det have været, hvis hans regering ikke samtidig var langt fremme med planer om at anlægge verdens største kulmine. Vi taler om en enkelt kulmine i et land med 24 millioner indbyggere, der vil producere kulstofemissioner i så store mængder, at det overgår, hvad hele Filippinernes befolkning udleder på et år. Dette er indlysende absurd – moralsk som matematisk.

Trump er selvfølgelig i fuld gang med sine egne planer for at please den fossile brændstofsindustri. Han har for eksempel instrueret det amerikanske kontor for natur- og arealforvaltning, Bureau of Land Management, om, at de skal gøre det lettere at realisere nye olie- og gasprojekter. Og frackingindustrien behøver efter hans nye retningslinje heller ikke at bekymre sig alverden for, hvor meget de udleder. 

Så ja, Trump skænder planeten og menneskehedens fremtid. Men i det mindste foregiver han ikke at gøre noget andet.

Bill McKibben er prisbelønnet journalist og miljøaktivist.

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.