Læsetid 4 min.

Falske nyheder er slemme, men falsk historie er værre

Fra Tyrkiet til Kina forsøger en ny tids autoritære herskere at omskrive historien, så den tjener deres politiske mål. Men demokratierne er desværre heller ikke immune over for de revisionistiske tendenser
15. august 2017

I sidste måned talte Ungarns premierminister, Viktor Orbán, til universitetsstuderende om temaet ’Vil Europa tilhøre europæerne?’.

Hans tale var fuld af rablerier om, hvordan en »Soros-plan« er blevet sat i værk – en plan, der skal bringe »hundredtusindvis af migranter til EU hvert år – om muligt en million«. Målet skulle være at forvandle vores kontinent til »et nyt islamiseret Europa«. Dette, hævdede Orbán, var, hvad der i virkeligheden lå bag »Bruxelles’ vedvarende og snigløbende tilbagetrækning af magt fra nationalstaterne«.

Orbán har ikke selv hittet på denne paranoide vision. Han er en autoritær populist, som har gjort det til en vane at spille på fremmedhad og antimuslimske følelser. Derfor gør han gerne sig selv til talerør for udbredelse af højreradikale konspirationsteorier om, hvordan Europas kristne befolkningsflertal trues af demografisk »udskiftning«. Hans budskaber er imidlertid ikke bare fake news. De er også falske historiefortællinger.

»Ikke siden Trianon-traktaten,« tordnede han, »har vores nation været så tæt på at genvinde vitalitet og selvbevidsthed som i dag.« Her refererede Orbán til den traktat, der ved fredsindgåelsen efter Første Verdenskrig fratog Ungarn to tredjedele af dets territorium. Den besættelse, der driver Orbán, er, at Ungarn må søge oprejsning for sin historiske ydmygelse. Hvad han således underforstår, er, at hans regerings modstand over for EU’s planer om indvandrerkvoter i virkeligheden handler om at tage hævn for gamle forurettelser.

Orbán er langt fra den eneste, der tvister historien for at fremme politiske mål. I Erdoğans Tyrkiet skrives skolebøger om for at nedtone den sekulære republiks landsfader, Kemal Atatürks, historiske betydning. Alt dette er del af en større indsats for at rulle arven fra Atatürk tilbage og glorificere den osmanniske fortid, alt imens Erdoğan sikrer stadig flere magtbeføjelser til sig selv.

At kontrollere den historiske hukommelse er også et centralt indsatsområde for Putins regime. Ikke blot bliver Stalin rehabiliteret med nye monumenter, der opføres til hans ære, men de historikere og menneskerettighedsaktivister, som arbejder med at dokumentere den stalinistiske æras forbrydelser, udsættes for politisk pres.

Nogle af dem er endda dømt på opdigtede anklager. At fornægte forbrydelser begået af den sovjetiske besættelsesmagt i Østeuropa og at bortforklare Sovjets Molotov-Ribbentrop-pagt med Nazistyskland passer nemlig bedre ind i den fortælling, hvormed Moskva søger at legitimere sine krav på ’indflydelseszoner’.

Fortidskontrol

Det er fristende at tro, at sådanne omskrivninger og forfalskninger af historien kun finder sted i illiberale eller diktatoriske systemer. Men i stigende grad ser vi dem også vinde indpas i demokratier. Trumps tale i Warszawa i sidste måned, hvori han skildrede Polens historiske frihedskamp som en »civilisationskamp« for familieværdier, »traditionen« og »Gud« snarere end som en aspiration efter demokrati, er et eksempel.

Trumps fortælling udelod helt den sammensatte karakter i de bevægelser, der skabte solidaritet. I et bizart tvist trak Trump desuden en parallel mellem den trussel, som islamistisk terrorisme repræsenterer for Vesten, og den »fare«, »bureaukrati og regulering« hævdes at udgøre. Hans nativistiske vision af et Vesten som en belejret fæstning af kristne nationer i kulturel fare afspejler imidlertid ikke kun hans personlige overbevisning, men også en bredere bestræbelse på at omskrive de liberale demokratiers historie og de principper, de skal forestille at bygge på.

Og i Storbritannien har Brexit-tilhængerne tilsvarende udviklet deres helt egen version af historien. Nostalgien efter Imperiets dage og dens ’kampånd’ følges op af mantraet om, at det europæiske projekt var en tyrannisk spændetrøje fra starten af. Og af påstande om, at Storbritannien aldrig havde noget at skulle have sagt i et EU, hvor Bruxelles bestemte alt.

Skidt så med, at Storbritannien sad med ved bordet som fuldt, ligeværdigt og indflydelsesrigt medlem af en klub, som dets medborgere har profiteret enormt af. Fanatisme ændrer ikke bare perceptionen af nutiden, men tilpasser også fortiden til egne overbevisninger.

George Orwells 1984 indeholder en velkendt formulering om historien og dens betydning. »Den, som kontrollerer fortiden, kontrollerer også fremtiden. Og den, som kontrollerer nutiden, kontrollerer fortiden«.

Vi ængstes med god grund for påvirkningerne fra strømmen af fake news, men de nationalistiske lidenskaber i vores tid har rødder i en forvrænget version af historien, som borgere i mange lande labber i sig, skønt den er ren gift. Fortiden har altid været slagmark. Det 20. århundrede er fuld af skræmmeeksempler på, til hvilke yderligheder stater kan gå for at kontrollere den kollektive hukommelse. Primo Levi, som oplevede de nazistiske koncentrationslejres mareridt, skrev, at hele Det Tredje Riges historie »kan genlæses som en krig imod hukommelsen«.

En af velsignelserne ved at leve i et demokrati er, at forskere, studerende, journalister og borgere alle kan få adgang til fortiden uden først at skulle underkaste sig centraliseret censurkontrol. Filosoffen Tzvetan Todorov betegnede engang dette som en af de »vigtigste frihedsrettigheder ved siden af retten til at tænke og udtrykke sig frit«.

Ikke desto mindre er den historiske hukommelse i demokratiske samfund ikke så sikker, som vi tror. Også vi har politikere, der vil føre os ud på en march mod glemsel, der kun fører til bedrag. 

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Få adgang til hele artiklen og uafhængig kvalitetsjournalistik.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Toke Andersen
    Toke Andersen
  • Brugerbillede for Peter Knap
    Peter Knap
Toke Andersen og Peter Knap anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu