Læsetid 6 min.

Min far prioriterede elefantøl over alt andet

Vi er mange, som er vokset op i en familie, hvor barnet ikke havde førsteprioritet. Vi er mange om skammen. Forfatteren Karl Ove Knausgård blev mit spejl og den, som viste mig; du er ikke alene
Hvornår Katrine Wochners fars drikfældighed gik over i alkoholisme er svært at pege på. Derfor gjorde ingen det, skriver hun i dagens kronik, der handler om at være barn af en misbruger.

Hvornår Katrine Wochners fars drikfældighed gik over i alkoholisme er svært at pege på. Derfor gjorde ingen det, skriver hun i dagens kronik, der handler om at være barn af en misbruger.

Privatfoto
11. august 2017

»For hjertet er livet enkelt: Det slår så længe, det kan.«

Den sætning dukkede op i mit hoved, da jeg så mig omkring. Sikke et svineri! Huset havde stået tomt i mange måneder, mens min far havde været indlagt. Frem til han fik sin endelige dødsdom af en overlæge, havde han troet, at han ville blive rask, så huset var efterladt i den tro, at det kun var midlertidigt. På bordet lå en gul seddel med noget, han skulle huske.

Men min far kom aldrig hjem igen. I stedet stod jeg i den møgbeskidte stue med hans ting, jeg havde fået udleveret af en sygeplejerske, i hånden.

Sætningen, der den dag dukkede op i mit baghoved, indleder den norske forfatter Karl Ove Knausgårds roman Min kamp, som handler om den tungsindige forfatters svære kamp med livet, med at komme overens med sig selv og med sin alkoholiske far, der er død, ensom og vred.

Jeg er også vokset op med en alkoholiseret far. Han var på ingen måde en forsmået, ondsindet tyran som Karl Oves far. I stedet opløste han med sin bundløse tørst en hel familie på den mere stille og neddæmpede måde over mange år. Sådan så det ikke er til at finde ud af, hvornår det hele begyndte, og hvordan det endte.

Eller, hvordan det endte er egentligt enkelt nok: På Rigshospitalets 16. etage, hvor de leversyge bliver plejet, indtil de enten sendes raske hjem eller dør.

Min fars hjerte holdt op med at slå for 14 år siden.

I opløsning

Lige som Karl Oves far har været med til at gøre ham til den mand, han er i dag, trækker min far også stadig tråde ind i mit liv. Jeg vil for altid være præget af en barndom, hvor elefantøl med tiden blev prioriteret over alt andet.

Min mor, der selv er vokset op med en særdeles whiskyglad far, var konstant vred på ham og skældte ud, mens hun fortvivlet forsøgte at manøvrere sig selv og tre børn gennem deres stadig mere ulykkelige ægteskab.

Det lykkedes aldrig, og to uger før deres sølvbryllup, nogle år efter både min søster og jeg var flyttet hjemmefra, flyttede hun og min lillebror endegyldigt fra min far.

Derfra gik det, som man kun kunne forvente: ned ad bakke.

Gennem de næste mange år gik min far langsomt, men ubønhørligt i opløsning på sin nådesløse dødsdrukderoute, før hans hjerte til sidst standsede en lillejuleaften.

Utallige aktiveringsjob

Hvornår hans drikfældighed gik over i alkoholisme er svært at pege på. Derfor gjorde ingen det.

Det var vel engang i sluthalvfjerdserne eller de tidlige firsere. Som så mange på den tid drak min far og mor og deres venner rigeligt med rødvin til vilde middage, der varede til langt ud på natten. Men hvor de andre stoppede i tide, efterhånden som de fik ansvarsfulde job, formåede min far det aldrig.

I stedet blev han hægtet af.

De job, han havde, mistede han – efterhånden hurtigere og hurtigere. Til sidst ville ingen ansætte ham, og i stedet gik han fra det ene aktiveringsjob til det andet. Researcher i et kommunalt lokalarkiv og postbud er to af dem, jeg husker.

Den var ikke gået i dag, men dengang, i velfærdsstatens gavmilde halvfemsere, var det sådan, man anbragte dem, som ikke passede ind nogen steder. Der fik de lov til at befinde sig i årevis, så det gjorde min far.

Men som i dag var det også dengang flovt at være i aktiveringsjob, og allerværst var det, da han var i aktivering på det lokale gymnasium, hvor mange af mine venner gik.

Nej, hvor jeg skammede mig over ham.

En altoverskyggende skam

Skammen, den har jeg slet ikke nævnt. Så meget er sagt og skrevet om at være barn af en alkoholiker. Fælles for alle er skammen.

Karl Ove har som jeg også mærket den altoverskyggende skam over sin blotte eksistens, over at være den, han er. Skammen over at være valgt fra til fordel for alkohol af den, som burde, ja, vel er forpligtet til, at elske en ubetinget, fordi man er barnet. Den følelse har vi bragt med os ind i voksenlivet, sammen med skammen over, at den, vi elskede højst, bare lod sig flyde med og ikke kæmpede imod, heller ikke for vores skyld.

Som voksen er det nemt at efterrationalisere: Alkoholikeren vælger ikke selv, det er alkoholen og ikke personen selv, der taler, og så videre. Vi har alle hørt det før. Men barnet kender ikke til rationelle ræsonnementer, og derfor skammer det sig.

Det er en skam, der aldrig forsvinder, men som vi forsøger at komme overens med.

Først vrede, så tilgivelse

I mange år var jeg vred på min far over hans manglende selvkontrol. I dag forstår jeg ham langt bedre. Eller forstår er måske en overdrivelse; hvis man kan tale om, at han traf et valg, så begriber jeg ikke hans valg. Han tabte jo hele sin familie på gulvet. Men jeg har tilgivet ham, jeg kender ham jo, min far. Jeg kender hans historie, og i dag leder jeg efter årsager.

Han voksede op i skyggen af krigen med en far, der gik under jorden fra den ene dag til den anden og pludselig var væk i månedsvis. Og med en mor, der led af granatchok i mange år efter. Det sætter spor hos en lille dreng født under bomberegn i Bruxelles.

Eller måske klarede han bare ikke omstillingen fra tidligere tiders forudbestemte rammer for kønnene til en tid, hvor man skulle redefinere sig selv som mand med en stærk ægtefælle.

Måske var han et sårbart og følsomt menneske, som ikke blev forstået af sine omgivelser. Han følte sig udenfor. Hans venner fik fine karrierer. Selv havde han valgt helt forkert. Han blev sælger af ting, der forekom han ligegyldige. Men et stykke træ kunne han forvandle til det smukkeste. Det var det, han skulle have valgt, at blive tømrer eller snedker, men det var ikke fint nok efter hans forældres mening.

Så han så til, mens min mor og deres venner blev til noget og fandt en vej, der definerede dem.

Imens stod han udenfor og så på.

Udenfor

Som jeg er overbevist om, at min far gjorde det, har jeg også følt mig udenfor, altid ventende på, at nu, nu vil livet snart begynde.

Det samme gjorde Karl Ove, ved jeg.

I dag ved jeg også, at det kendetegner mange børn af misbrugere; de føler sig alle udenfor. Engang, som barn og ung, forsøgte jeg altid at komme væk fra følelsen, som jeg ikke kunne acceptere. I stedet trak jeg mig væk fra andre. Akkurat som Karl Ove havde jeg brug for at være meget alene, »for store flader af ensomhed«, som han skriver.

Før så jeg det som et tegn på svaghed. Intet af det, jeg genkendte i mig selv fra min far, ville jeg kendes ved.

Sådan har jeg det ikke længere, og det er Karl Oves fortjeneste. Han blev mit spejl. Han har givet mig et sprog for følelser, jeg ikke selv har ord for. Nogle havde jeg end ikke identificeret og adresseret, før han gav mig dem i form af ord og sætninger.

Min far formåede undervejs mod sin afgrund ikke at være den bedste udgave af en far, det ville være synd at sige. I stedet drak han sig ihjel og døde alt for ung. Et spildt liv kan man vel kalde det, selv om det gør ondt at tænke på, at et liv kan være forspildt.

Jeg selv trak mig tids nok til at passe på mig selv. Tidligt besluttede jeg mig for, at jeg ikke ville spilde mit eget liv. Så akkurat som Karl Ove forsøger jeg hver dag at leve efter hjertet, der slår.

Kronikken har vundet fjerdepladsen i Informations kronikkonkurrence 2017.

Kronikkonkurrence 2017

I årets kronikkonkurrence inviterer Information dig til at skrive om det menneske, der ændrede dit liv – på godt eller på ondt.

Læreren med den smittende passion. Ham, der nægtede at være din far, selv om han er den eneste, du har. Mesteren, der gav dig en chance, fordi han fornemmede, at der kunne blive en guttermand ud af hashhovedet. Eller ham, der kørte dig ned; hende, der mobbede, eller ham som gav dig selvtilliden tilbage, da du troede, den var tabt.

Nogle mennesker sætter sig uudslettelige spor. Hvem forandrede dit liv? Hvordan gjorde de det? Hvordan bidrog de til den, du er i dag?

1. præmie: Ni dages rejse i Iran med Viktors Farmor. Værdi 14.400

2. præmie: 2x2 biletter til Grand Teatret

3. præmie: Bogen ’De retsløse og de ydmygede’ af Hannah Arendt

Kronikken skal fylde mellem 7.200 og 7.500 tegn inkl. mellemrum. Send den til os senest torsdag den 13. juli. Vinderkronikkerne bringes i Information i løbet af sommeren. Send dit bidrag til kronik2017@information.dk

Vinderkronikkerne bringes i Information i løbet af sommeren.

Seneste artikler

  • På kun 23 dage lærte min søn mig om livet … og døden

    25. august 2017
    Jeg ville ønske, at nogen havde fortalt mig, at sorg er kompliceret, fyldt med normative forestillinger, og at vi alle gør den forskelligt. Det tog mig lang tid at forstå, at man kan være lige så dårlig en mor til et dødt som et levende barn, og at der i sorgens sårbarhed ikke er noget helle
  • Jeg blev Tvind-imperiets første dissident

    22. august 2017
    Jeg var opfyldt af drømme om solidaritet og fællesskab, da jeg rejste ud i verden på Den Rejsende Højskoles jomfrurejse. Turen blev en vaccination mod snæversyn. Den gav mig nyttig vagtsomhed over for karismatiske ledere og stærke, lukkede ideologier
  • Svend oversatte danskerne for mig

    16. august 2017
    Da jeg som teenager kom til Danmark fra Jugoslavien læste Svend ’Nudansk Ordbog’ med mig, som var den en roman, og han lærte mig, at man i Danmark ikke altid siger, hvad man mener. Uden ham havde mine første år her været komplet uudholdelige
Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Henrik Rude Hvid
    Henrik Rude Hvid
  • Brugerbillede for Poul Solrart Sørensen
    Poul Solrart Sørensen
  • Brugerbillede for Jakob Silberbrandt
    Jakob Silberbrandt
  • Brugerbillede for Jonathan Larsen
    Jonathan Larsen
  • Brugerbillede for Annika Hermansen
    Annika Hermansen
Henrik Rude Hvid, Poul Solrart Sørensen, Jakob Silberbrandt, Jonathan Larsen og Annika Hermansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Rædselsfuldt skrevet. Og forfærdeligt nedgørende over for Katrine Wochner egen familie.
Men det er blevet moderne.

Danny Ocean, Holger Madsen og Hans Ingolfsdottir anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Viggo Okholm

To forskellige opfattelser af en kronik og hvad ligger der i det? to forskellige "bagager og erfaring"?
Vi har alle et valg og et ansvar for det og der er årsager til de valg, men fratager aldrig ansvaret for valget. Det gælder så om ikke at bebrejde og hade det enkelte menneske for valget uanset de konsekvenser det har for de som kunne lide under det. Ja det er og bliver svært.

Brugerbillede for Jonathan Larsen
Jonathan Larsen

Den her historie/kronik handler som jeg ser det om arv og miljø. Jeg ser ikke faderen som skurk eller som et sølle menneske. Jeg ser en person der bryder en ond cirkel, som faderen ikke kunne og det er derfor jeg skriver 'godt kæmpet'. Ingen ved hvad faderen har skulle gå igennem, og derfor dømmer jeg ham ikke. Den her historie/kronik er fortalt fra fortællerens perspektiv og det er er ud fra det at, jeg synes, det er godt skrevet og godt kæmpet. Forsat god lørdag:)

Johnny Winther Ronnenberg og Poul Solrart Sørensen anbefalede denne kommentar