Lytter man til politikere og bankfolk, er finanskrisen noget, vi havde i gamle dage. Vi er kommet videre, reguleringen af bankerne har sikret os imod finansielle kriser, og økonomien er igen i fremgang.
Jeg er af en anden overbevisning.
De politiske tiltag, som blev gennemført i kølvandet på krisen i 2007, stabiliserede rigtig nok det finansielle system, men blot for at forstærke de underliggende årsager til krisen. Problemerne bag krisen i 2007 lever i den grad videre og gør i øjeblikket anløb til at ramme samfundet med fornyet styrke.
Gældsbyrden vokser stadig, boligpriserne er igen på himmelflugt i de større byer, og bankernes renter og gebyrer dræner husholdninger, virksomheder og stater for købekraft.
Fremfor at benytte krisen som springbræt til et demokratisk magtopgør med bankerne og som en anledning til at komme de underliggende årsager til krisen og dens konsekvenser til livs, valgte politikerne at skyde løsningen af de strukturelle problemer i den finansielle sektor ud i fremtiden.
Dels ved at lade bankerne konsolidere deres magtposition i samfundet, idet man gennemførte en finansiel regulering, som har sendt regningen for fremtidige kriser til bankernes kunder, frem for til bankernes ejere. Dels ved at acceptere en pengepolitik, som har skubbet de finansielle problemer fra 2007 ud i fremtiden og har fritaget bankene for at dække tab på de risikable forretninger, som de i årevis har profiteret af og selv har været med til at skabe.
Kunderne betaler
Politikernes umiddelbare reaktion på finanskrisen var at skærpe reguleringen af bankerne og stramme reglerne for bankvirksomhed, hvilket umiddelbart lyder fornuftigt i kølvandet på en af historiens største finansielle kriser. Et helt centralt element i den regulering var de såkaldte kapitalkrav, der pålagde bankerne at forøge deres egenkapital, eller ’polstre sig’, som det populært betegnes. Det kan ske på to måder: ved at få investorerne til at indskyde flere penge, eller ved at øge indtjeningen.
Ikke så overraskende har bankerne først og fremmest valgt den sidste løsning: At øge deres indtjening ved at sende regningen til kunderne.
Siden finanskrisen har de danske banker forøget deres egenkapital med ca. 300 milliarder kroner, men investorerne har kun bidraget med ca. 35-40 milliarder kroner. Den resterende regning er blevet betalt af bankernes kunder, som uden juridiske eller politiske begrænsninger er blevet pålagt stigende gebyrer og bidragssatser på deres boliglån.
Kapitalkravet har dermed rigtig nok ført til en kæmpe vækst i bankernes egenkapital, men kun fordi man har ladet dem, som i forvejen var tynget af en enorm gældsbyrde, dække omkostningerne.
Det overordnede formål med bankreguleringen har været at afskærme bankerne fra for store risici. Men det er selvfølgelig ikke det samme som, at risici fjernes – snarere er de flyttet over på andre.
I øjeblikket ses konsekvenserne af denne reguleringslogik ved, at bankerne stille og roligt hiver penge ud af de små virksomheder for i stedet at pumpe en tilsvarende mængde nye penge ind i boligmarkedet. Bankerne mindsker selvfølgelig på denne måde deres risiko. Men kun for i stedet at føre den over på resten af økonomien, hvor vi igen oplever boligbobler i de større byer og ved, at det mildest talt er blevet umuligt for iværksættere og små og mellemstore virksomheder at opnå den nødvendige finansiering hos bankerne.
Risikoen for bankkrak er blevet mindsket, men risikoen for stigende ulighed og en langsigtet recession er blevet forstærket.
Gældsunderdrejet fremtid
Når bankerne har kunnet vælte regningen for bankreguleringen over på kunderne, hænger det sammen med, at man sideløbende med reguleringen har ført en pengepolitik, som har presset renterne på vores gæld helt i bund.
Motivet for at presse renterne ned efter krisen har først og fremmest været at stabilisere den eksisterende gældsbyrde i samfundet. Det er lykkedes. Mange danskere har fået mulighed for at omlægge deres lån til en lavere rente, og har således til trods for øgede gebyrer og bidragssatser forøget deres råderum, i forhold til før krisen indtraf. Men den lavere rente tilgodeser selvfølgelig kun de danskere, som optog gæld i perioden før finanskrisen. For unge boligkøbere er situationen en anden.
De mødes rigtig nok af en lavere rentesats end for 10 år siden, men samtidig er hovedstolen på det lån, de skal optage, og de gebyrer, som de skal betale i forbindelse med erhvervelsen af en bolig, vokset. For dem er situationen ikke forbedret, men snarere forværret, da de risikerer, at den gæld de står med bliver langt dyrere, hvis renterne pludselig hæves.
Rentesænkningerne har ikke løst gældsproblemerne, men derimod blot flyttet dem fra en generation til en anden.
Det paradoksale er dog, at de lave renter lader til at ramme de ældre generationer som en boomerang, fordi det er umådeligt svært for pensionsselskaberne at forrente kundernes formuer og dermed leve op til deres fremtidige forpligtelser.
Så mens bankreguleringen har sendt hele regningen for kommende kriser til bankernes nuværende kunder, har pengepolitikken flyttet hele byrden fra den sidste krise over på de yngre generationer og risikoen for likviditetsproblemer fra bankerne til pensionsselskaberne.
Gennemgående har reguleringen og krisehåndteringen vist sig at være den helt forkerte løsning på det helt forkerte problem. Det finansielle problem har aldrig været, at bankerne ikke var ’polstret’ nok til at tage tab i fremtiden, men derimod at der i forbindelse med finanskrisen blev skabt alt for megen gæld, som for længst burde være afskrevet.
Gælden blev skabt i forbindelse med finansieringen af spekulative og uproduktive formål og er dermed i sig selv uproduktiv. I dag ligger den som et tæppe over vores samfund. Bankerne tjener masser af penge på den, mens den dræner alle andre sektorer for købe- og skaberkraft. Gælden er problemet, som i dag hæmmer vores økonomi – ikke at bankerne evt. er dårligt polstret.
Konsekvensen af krisehåndteringen har været, at uligheden i samfundet er stigende, risikoen for en ny krise er blevet forstærket, og den endelige regning – for den sidste såvel som den næste krise – ligger nu hos almindelige lønmodtagere, førstegangsboligkøbere og pensionister.
Arven fra finanskrisen
I dag pumper bankerne igen masser af gæld ud i økonomien, og langt størstedelen af den går stadig til spekulation. I stedet for regulering, som forsøger at frigøre bankerne fra risiko – og dermed også deres samfundsmæssige ansvar – er der brug for er en handlingsplan for, hvordan vi stabiliserer boligmarkedet og får afviklet den enorme gældsbyrde blandt private husholdninger.
Det indebærer bl.a., at man i stedet for at pålægge bankene at øge deres egenkapital, snarere bør afskrive på den som et element i afviklingen af den gæld, som blev ophobet før 2007.
I kølvandet på finanskrisen har man heller ikke taget det nødvendige magtopgør med bankerne, som bl.a. involverer en revision af deres mere fundamentale privilegier til at kunne skabe penge gennem deres udlån og mod pant i faste aktiver.
Uden et opgør med dette privilegium fungerer den nuværende regulering, som at sige til bankerne at de endelig må blive ved med at udlåne masser af penge, de ikke har, hvis blot de tjener styrtende med penge og løber minimal risiko i processen.
Rasmus Hougaard Nielsen er cand.polit. og formand for foreningen Gode Penge
Ti år i finanskrisens skygge
Den 9. august 2007 er blevet kaldt begyndelsesdatoen for den finanskrise, der udviklede sig til den alvorligste krise for verdensøkonomien i 80 år. Ti år efter krisens begyndelse er det officielle budskab, at det hele er overstået.
I en ny serie ser Information på, hvad der skete i 2007, hvem der havde ansvaret, hvad krisen har kostet, hvad der er lært eller ikke lært – og om det virkelig er sandt, at det går mod lyse tider for økonomien.
Seneste artikler
Økonomi er mere religion end videnskab. Hvis vi erkender det, vil vi klare os bedre
9. september 2017Før finanskrisen var økonomi som en religion. Vi lyttede pænt til ’ypperstepræsterne’ og gjorde, hvad der blev sagt. Med den uforudsete finanskrise kom en ydmygelse, der tvang økonomernes arbejde ind under et kritisk spotlys. Og nu lever vi i en usikker, men intellektuelt frodig tid, mener John Rapley, politisk økonom ved University of CambridgeFinanskrisen kostede New Labour dens økonomiske troværdighed
29. august 2017Historien om finanskrisen handler ikke kun om enorme økonomiske tab. Der var også en politisk pris for flere regeringer, der sad ved magten, da krisen ramte. En af krisens ofre blev New Labour-regeringen i Storbritannien – det på trods af, at den blev hyldet som frelser internationaltSelv ikke med de skarpeste økonomer og den bedste vilje kan vi forudse krisen
26. august 2017Finanskrisen punkterede neoliberale økonomers illusion om, at opskriften på den krisefri kapitalisme var fundet. Nu handler det om at ruste økonomien, inden næste nedtur rammer, siger Danmarks økonomiske overvismand under kriseforløbet, Hans Jørgen Whitta-Jacobsen. Han frygter, at glemsel og grådighed vil bringe nye forsøg på at rulle de skærpede regler for finanssektoren tilbage
Fremragende artikel/analyse af Rasmus H. Nielsen - spot on.
Et demokratisk magtopgør med bankerne er umuligt, da de ejer landbruget, virksomhederne, kreditforeningerne, ja Danmark, de styrer politikerne og bestemmer reelt hvilke love som vedtages.
Der skrives spalter op og spalter ned om klimaforandringerne, men de nødvendige omlægninger vil de, som har den reelle politiske magt, og derved de afgørende værktøjer, til at gå i en anden retning, ikke gå.
På samme måde som nu, blev der skrevet i aviserne op til 2008 om boligboblen, men ingen som deltog i festen kunne styre sig selv. Grådighedsstress forhindrer millionærerne og milliardærerne, samt især finansverdenen i at standse deres spekulationsadfærd, og det demokratiske system kan heller ikke stoppe dem.
Vi er stivnet i en destruktivt verden og dømt til at gentage samme fejl. Alle andre, som ikke spekulerer, er dømt til at deltage, og når kriserne igen rammer, er det os andre nedskæringerne går ud over.
Ved finanskrisen i 2008 gik de fattigste i verden fra 800 millioner mennesker, op til 1,4 milliarder, men de havde intet med spekulationerne at gøre.
Lad os sende kontrollen med hvor meget gæld der må skabes i et samfund tilbage til nationalbanken, som der i øvrigt står i grundloven.
Bankerne kan tydeligvis ikke håndtere det privilege når de kun tænker på kortsigtet profit.
læs mere om reform af vores pengesystem til et mere fornuftigt og ansvarligt på: www.godepenge.dk
Verdens mægtige gør ALT for at rede sig selv fra dommedag ved at skrabe flest mulige ressourcer til sig. Så simple er det.
1. Klimaændringer
2. Overbefolkning
3. Ressource overforbrug
4. En ikke bæredygtig realitet, som fornægtes til det sidste.
Er der lige en, som kan oplyse mig om en lykkelig udgang af den situation og rede min weekend? Jeg kan nemlig ikke selv lige få øje på den.
I 00'erne blev alle sluser åbnet. Herhjemme i vores egen andedam af slusemester Anders Fogh Rasmussen. Det hele endte med et, forudsigeligt, økonomisk brag, som flåede kasserne tomme hos mange almindelige mennesker, som du og jeg. Indholdet røg lige i lommen på den økonomiske magt elite - Som det altid gør i en dereguleret verden i moderne "frihed". En "frihed" som har to sider. En vinder side for de ganske få, som opnår total frihed og en taber side for resten, som opnår total slaveri. Jo, "frihed" begejstre. Det samme gjorde Hitlers nazisme - Indtil den ikke gjorde det mere. Men vi mennesker hopper på den igen og igen som nogle lallende idioter.
Søren,
Du spørger om en lykkelig udgang.
For mig at se handler det om, at så længe vi som mennesker hver især prøver at lægge beslag på flere ressourcer end andre, fx ved at søge til højtbetalte jobs eller stemme for en lavere skat end 100 %, så er vi en del af problemet.
Problemets kerne er, at vi vil have mere end andre. Vi vil gerne være rige.
Vi prøver på alle mulige måder at skrabe så meget som muligt sammen til os selv med så lille en indsats som muligt. Vi tager fx en uddannelse for at få højere løn med samme daglige indsats, eller måske endda med en lavere indsats end andre. Og vi ser ikke noget problem i, at vi bor i et dejligt hus, mens rengøringsassistenten må bo i en lejlighed. Selv om vi, hånden på hjertet, bestemt ikke har et hårdere job end rengøringsassistenten. Selv den arbejdsløse har det hårdere end dem der har de fede jobs, og vi ved det.
Det er problemet. Vi vil have mere end andre.
Det afspejler sig hele vejen "op" gennem systemet. Og selvfølgelig især, når systemet ikke reguleres demokratisk eller når skatterne er lave.
Men vi tager altså selv del i det, når vi kæmper for højere løn til netop os selv eller vores egen faggruppe, eller ligefrem stemmer for lavere skatter, hvilket jo kun forstærker problemet.
Så længe vi bliver ved med at insistere på, at netop vi bør have flere af samfundets ressourcer end andre, så er vi en del af problemet. Eller når vi insisterer på, at visse, fx direktøren, af forskellige mærkværdige grunde fortjener mere end andre, selv om hun ikke arbejder specielt meget hårdere.
En vej ud? Demokratisk styring af alle midler. En lige mængde lommepenge til alle, uanset hvad man bidrager med. Der skal simpelthen ikke være nogen som helst ressourcemæssig *personlig* vinding ved at arbejde, andet end glæden ved at bidrage til fællesskabet. Med andre ord: Det skal *ikke* kunne betale sig at arbejde – altså penge- eller ressourcemæssigt til sig selv.
Hvornår vil det ske? Næppe de første par årtusinder, hvis mennesket overlever så længe. Demokratiet startede for kun 2.500 år siden, forsvandt så igen i meget lang tid, er vokset lidt op igen de sidste par hundrede år, men det har stadig ikke særlig godt fodfæste og bliver i disse år stærkt svækket, bestemt også her i Danmark, og er næsten væk i USA. Og der er langt til at demokratiet dækker hele samfundet. P.t. dækker det jo kun det offentlige, dvs. de ressourcer, der kommer ind via skatter og afgifter.
Så der er en vej ud. Men det kommer nok til at tage meget lang tid, før vi som menneskehed er klar til det. For vi vil bare så gerne være rige.
Per,
Det har du da fuldstændig ret i. Og et land som Danmark har jo forlængst bevist at en rimelig fordeling kan fungere. Men så kom Reagan, Thatcher, Fogh, Guzzi Helle og Den-Lille-Svindler og ødelagde den gode stemning med deres tåbeligheder.
Jeg har altid arbejdet med glæde og jeg har altid betalt min skat med glæde. For jeg ved udemærket godt hvilket fantastisk samfund det giver tilbage. Ikke bare til mig selv, men til os alle sammen.
Vi kommer nok til at sprænge verden i luften gang på gang de næste tusinde af år. Men som den kloge mand Steve Hawkins først sagde det for nogle år siden, så har mennesket højst 1.000 år tilbage på planten jorden - I 2017 har Hawkins afkortet det til sølle 100 år. Så vi for travlt med at vende vores skæbne på kloden.
Forhåbentlig kan vi nå det før den næste finanskrise.
Tilbage i 90'er kunne du få dagpenge i 7 år uden nævneværdig kontrol. Men folk holdt ikke op med at arbejde af den grund. Tvært i mod. Grundlæggende vil alle gerne bidrage til fællesskabet mod en anstændig modydelse som det danske lønniveau og velfærd repræsenterer. Mennesket er et socialt flokdyr.
Det er med finanskriserne som med klimaet: af og til kommer der en orkan og mod en orkan kæmper selv socialdemokrater forgæves. Altså gælder det om at flyde med strømmen og det er præcis det vi gør. En finger i luften, hvilken vej blæser vinden? Way to go! Den filosofi har som regel (med enkelte undtagelser) tjent os bedst, både gennem rolige perioder og verdenskrige. Der er også skrevet sange om det på dansk: Stå aldrig til søs, lad de andre stå, så får du kors og bånd og stjerner på. Lige nu er trenden at rage til sig. So be it! (Belært af erfaring: ironi kan forekomme).
Pengeskabelsen er blevet privatiseret. 95 procent af de penge, som er i omløb i dag er skabt af bankerne i form af kreditter. Når så mange penge er kredit med renter, betyder det, at der er mere gæld i omløb, end der er penge. Hvis der er 1000 kr i omløb i samfundet til en rente på 10 procent, betyder det, at der er 100 kr mere i gæld, end der er penge i omløb. For at betale disse 100 kr er vi nødt til at have vækst - både på det private og på samfundsmæssigt niveau. Privatiseringen af pengeskabelsen er kun økonomisk bæredygtig, hvis vi presser udnytning af natur og mennesker frem.
På det personlige plan bliver denne enorme og allestedsnærværende gæld til en alles kamp mod alle - den perfekte grobund for individualisme, egoisme, kynisme og neoliberal ideologi. For at kunne betale min gæld er jeg nødt til at udnytte mine egne potentialer til det yderste - gennem lønarbejde, handel, investeringer, spekulation, fusk og kriminalitet. Hvis det lykkes mig på denne måde at få fat på andre menneskers penge i form af gæld, reducerer jeg dermed andres muligheder for at betale af på deres gæld og dække deres leveomkostninger. Resultat er en permanent konkurrencesituation hvor nation kæmper mod nation, virksomhed mod virksomhed og lønarbejder mod lønarbejder for at få fat på de andres kreditpenge. Pga. stigende gæld sidder den enkelte lønarbejder fast hamsterhjulet, hvor han eller hun er nødt at løbe stærkere og stærkere mens gælden vokser - måske fra de nuværende 95 procent af pengemængden til 100 procent. Og i øvrigt er mulighederne for inde i hamstehjulet at kunne protestere over urimelige løn- og arbejdsforhold stærkt reducerede. Jeg skal jo kunne betale min gæld
Spillet kan bedst sammenlignes med en børneleg, hvor f.eks. 6 personer går i en rundkreds rundt om 5 stole. På et givet signal skal de 6 deltagere sætte sig på en stol - en deltager ryger ud og spillet fortsætter nu med 4 stole. Sådan fungerer 'financialization' af økonomien i praksis.
Mennesker som 'de blå Bjarner' er ikke neoliberale, fordi de er dumme eller ondskabsfulde, men fordi den neoliberale ideologi passer bedst til det, de oplever i deres dagligdag - nemlig at enhver er sin egen lykkes smed. Når man nu, som Rasmus Hougaard Nielsen så præcist beskriver, ikke kan regne med at skiftende regeringer griber ind for at stoppe dette destruktive ræs, er der kun en ting at gøre: At vi kollektivt nægter at betale gælden.
Bankerne har ikke opfundet penge, men penge er det 'ilt' som får samfundshjulet til at løbe rundt. At privatisere pengeskabelsen svarer til at privatisere atmosfærens ilt - eller lade en eller anden privatkapitalist tage patent på ilt. Det er fuldstændig hul i hovedet, at lade bankerne råde over 95 af pengene, uden at de skal betale royalties. Som om at bankerne har opfundet og taget patent på penge. Privatiseringen af dette samfundsmæssige gode - penge - kom nærmest snigende uden hverken en folkafstemning endsige en forudgående debat. En stor del af befolkningen har ikke engang opdaget at denne privatisering har fundet sted. Det svarer til, at vi vågnede op i morgen og opdagede, at regeringen i løbet af natten vederlagsfrit har overgivet ejerskabet af 95 procent af vandet i den danske undergrund til en privat virksomhed.