Klumme

I et fint øjeblik blev regeringens spinmaskine sat ud af spillet

Regeringens kommende finanslovsforslag skulle have været offentliggjort efter den vanlige spinmodel, hvor småbidder deles ud til forskellige medier, som så kaster sig over diskussioner af små detaljer og glemmer helheden. Sådan gik det ikke denne gang. Og tak for det!
Debat
30. august 2017

Dagbladet Politikens journalister Anders Bæksgaard og Carl Emil Arnfred offentliggjorde i torsdags lækkede papirer, der afslørede, at Lars Løkke Rasmussens trekløverregering i det kommende finanslovsudspil har til hensigt at lette skatter og afgifter med 22 milliarder kroner.

Ud over at papirerne syntes at afsløre, at Anders Samuelsens kuldsejlede topskattelettelse er smuglet ind i skattepolitikken i en ny skikkelse, har lækken i sig selv været genstand for en interessant – og sigende – debat: Hvem lækkede? (Ingen synes umiddelbart at kunne høste en direkte fordel af det). Og ikke mindst: Hvorfor og hvordan blev et ellers etableret og ofte effektivt normalt spin af den slags politiske initiativer kvalt i starten?

Den normale fremgangsmåde er, at små dele af et stort udspil skæres i skiver, der så præsenteres stykvis i nøje afmålte portioner til forskellige medier. De opleves derfor af mediet som en solohistorie og de øvrige medier vil derfor delvist miste interessen. Eller koncentrere sig om den soloskive, som de hver især har fået foræret. Dermed går den eventuelt store sammenhæng tabt, og det er jo netop formålet med den snedige spinproces.

Metoden kaldes slicing og benyttes efterhånden rutinemæssigt af partiers, organisationers og erhvervslivets højtbetalte kommunikationsrådgivere. Faktisk havde regeringen allerede begyndt skiveskæringen dagen før Politikens forsidehistorie, da transportminister Ole Birk Olesen (LA), erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) og finansminister Kristian Jensen (V) på Facebook offentliggjorde en trestemmig video, hvor de fortalte, at regeringen i sin godhed over for bilisterne ville reducere broafgiften over Storebælt med en fjerdedel.

Tidligere samme dag havde Birk Olesen skåret en endnu tyndere skive ud af finanslovsudspillet ved allerede kl 07:41 om morgen triumferende at meddele på Facebook, at nødsporet på motorvejen over Vestfyn ville blive åbnet for kørsel i myldretiden!

Det gode ved Facebook er, at her er ingen kritiske eller skeptiske fagjournalister, og når nyheden først er ude, tilhører den alle og vil derfor rykke lidt ned på den kritiske prioriteringsskala i alle nyhedsmedier. Det begyndte altså lige efter bogen, indtil Politiken offentliggjorde hele planen. Det var tydeligvis ikke en del af regeringens spinplan, der nærmest blev kvalt i starten. Hele finanslovspølsen lå på forsiden af en avis …

Det særegne i den situation stod skærende klart, da den tidligere Venstre-spindoktor, nu erhvervskommunikator Rulle Grabow og Føljetons redaktør Lars Trier Mogensen i DR2’s sene debatprogram Jersild minus spin, helt usædvanligt nærmest faldt hinanden om halsen i enighed om, at der nu er langt flere spindoktorer, end der er politiske fagjournalister, og at den politiske journalistiks slagkraft er blevet betydeligt svækket i forhold til den store spinmaskine.

De to debattører fastslog det som en kendsgerning, og Trier Mogensen betegnede det som et problem for den såkaldte fjerde statsmagt. Rulle Grabow nikkede samstemmende, mens hun – med sit udgangspunkt i kommunikationsbranchen »lidt børne-tv-agtigt«, som hun udtrykte det, præcist forklarede, hvordan skiveskæringen af lidt større udspil – hvad enten det var en ny type cornflakes eller et finanslovsudspil – slipper meget lettere igennem efterhånden langt mindre kritiske medier.

Ikke fordi journalister er mindre kritiske nu end tidligere, men fordi konkurrencen og økonomien i medierne simpelthen har ændret vilkårene. Med andre ord: Medierne har skåret så mange skiver af sig selv, at skiveskærerne i kommunikationsbranchen kan snige deres egne budskaber næsten uskadte igennem mediernes mere og mere bredmaskede journalistiske filter.

Der er derfor god grund til at være tilfreds med, at hele pakken kom på forsiden af en avis. Ikke mindst fordi Politikens historie satte en midlertidig stopper for regeringens spin-slicing af finanslovsudspillet. Hvem der så lækkede det er en anden historie.

Det vigtigste er, at det kom offentligt frem i sin helhed og dermed fremprovokerede en vigtig debat om helheden i den økonomiske politik i stedet for en sædvanlig hidsig debat om dele af den.

Lasse Jensen er mediejournalist. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Fuld offentlighed i forvaltningen nu. Hvorfor skal en politik svindles igennem? Stå frem og sig hvad i mener og lad os stemme om det.

Michael Kongstad Nielsen

Ah hvor jeg længes tilbage til agurketiden.