Flere tal på kagen

Regeringen er opfindsom. Forleden besluttede integrationsministeren, at asylansøgere ikke må lyve. Gælder dette for befolkningen som helhed, krymper indbyggertallet.

Men supplikanter i asylsager må i særklasse ikke lyve, så fortabes enhver mulighed for at blive dansk.

Opdager myndighederne, at kandidaten ikke som hævdet var kasserer i en syrisk frimærkeforening, men bombeekspert i IS, er det ud! Det må selv ihærdige venligboere kunne acceptere.

Men i gråzonen kan løgn, usikkerhed, mangel på præcision, dårlig tolkning samt svigtende hukommelse løbe ud i ét. Siden seniliteten først begyndte at melde sig, har skribenten frygtet den dag, politiet banker på døren: Hr. Skribent, De er anholdt mistænkt på mordet for otte dage siden på en pantelånerske i Skt. Petersborg. Alt, hvad De siger, vil blive brugt imod dem, og lyv ikke for os, og følg med!

Herefter forhøret:

– Hvor var De for otte dage siden, og hvad lavede de dér?

Allerede nu overvejer skribenten at tilstå. Blottet for Raskolnikov’ske overmenneskeambitioner om at myrde pantelånersker i Petersborg synes år i spjældet for intet at regne mod at tvangserindre otte dage tilbage. Endog elementære tilsyneladende fastslåede detaljer om fortiden kan bedrage under pres:

– Hvor er De født?

På Frederiksberg.

– Eller var det i København?

Pludselig kommer den adspurgte i tvivl. Er Svineryggen København eller Frederiksberg? Og var á Rogvis avancerede fødeklinik, hvor fædre allerede dengang var med ved nedkomsten, selvom min far vist ikke var, i virkeligheden den klinik, hvor ens storebror blev født?

Men nu sidder de med stålsatte danske øjne og forlanger punktligt svar og sandhed.

– Hvad lavede Deres mor på fødselstidspunktet?

Ja, hun fødte jo… Nåh, De mener…

Tja, hvad lavede mor egentlig? Var hun holdt op i forsikringsselskabet det år, eller var det først bagefter, at hun endeligt blev hjemmegående, da min bror havde kolik, eller var det mig, og min bror, der til gengæld fik astma; og skete hans fødsel under flugten eller lige før eller længe efter i Sverige, det har jeg også glemt, så jeg siger den dato, som jeg tror mest på, for nu bliver de to bag skrivebordet utålmodige og har ingen forståelse for, hvad jeg har været igennem og så længe, og bare de nu ikke spørger, hvad jeg lavede for otte dage siden!

De sidder med alle oplysninger foran sig. De skal prøve dig af, finde ud af, om du taler sandt. For hvis du lyver, hvad du garanteret gør, når løgn opfattes i bredere forstand, er det ud, min fine ven, så ministeren kan bage en kage med nye tal i glasuren.

Hvad angår familiesammenføring, såfremt du klarer dig igennem dén prøvelse, kan du få familiesammenføring om tre år, og først fra ophold for dit eget vedkommende er bevilget, og det skal jo nok trække ud, det sørger vi for.

Og bare rolig: Martin Henriksen, Inger Støjbergs svar på menneskerettighederne, forlanger – snart ekkoet af Socialdemokratiet i konkurrencesvømning med den indre svinehund – at efter de tre års ventetid på familiesammenføringen bliver denne automatisk stillet i uendeligt bero, således at familiesammenføringen efter år kan foregå i eget hjemland. I øvrigt skal uledsagede børn selv betale for sammenføringen. Også når den ikke bliver til noget.

Bedrag bliver til sandhed

Den således skitserede uendelighed før gensynet med de kære er bogstaveligt ment, ikke som i fiskeriet en korrupt finurlig omskrivning af sendrægtig uigennemsigtig forvaltning.

Dansk fremmedlovgivning, ikke mindst praksis på området, ligner dag for dag, lagkage for lagkage mere og mere teknikken i Görings Nürnberglove. Dansk salamilovgivning har til hensigt at afskrække, nedbryde og eliminere et marginaliseret befolkningselement i en liturgisk politisk systemtænkning af konsekvent ansvarsforflygtigende nederdrægtighed.

Skulle nu det utænkelige ske, at et flertal af danskere vågner op til dåd med moralske tømmermænd over en skammelig flygtningepolitik, skal man ikke forvente, at politikerne står parate til at tage skraldet. Embedsværket bliver stillet for skud og retter derfor ind på forhånd og ved det mindste vink fra minister NN med bagland. Ikke at dét er nogen livsforsikring for embedsmændene, når lokummet først står i flammer.

Korrektion af ministeren er samtidig selvmord eller forflyttelse som forleden netop i Integrationsministeriet, hvor der røg en obsternasig afdelingschef. Flertallet er deponeret i svinestregerne eller omvendt.

I LTI om det totalitære sprog påviser Victor Klemperer nøgleords bevidste forfalskning ved konsekvent anvendelse af dem i betydningsdementerende sammenhæng.

Fake news om medier, der forsøger at afdække dem, der leverer forfalskningerne. Til sidst ophøjes bedraget til sandhed.

Den betydelige Washington Post-journalist Carl Bernstein, der sammen med Bob Woodward påviste Nixons forbryderiske uværdighed til præsidentembedet, opfordrede forleden sine fagfæller til at sætte kræfterne ind på at søge hint elementære spørgsmål besvaret: Hvorvidt Donald Trump i helt usædvanlig grad for amerikanske politikere er ukvalificeret og alarmerende uegnet til sit embede. Og i dén grad at sagen bør udforskes i bund og grund efter alle journalistikkens love og regler. Er svaret, som Bernstein parentetisk erkender, han forventer, stilles næste spørgsmål: Hvad gør man så?

De ting og sager, der foreslås og gennemføres i Danmark i disse år, har selvsagt ikke nær så vidtrækkende konsekvenser som Trumps ildevarslende og farlige regime. Kun konsekvenser for de mennesker, der i forvejen er udsatte, samt for nationens respekt og selvagtelse i et videre perspektiv.

Men hvem har sagt, at man ikke kan og bør opstille kriterier for en undersøgelse af udvalgte danske politikere både i og uden for fiskeriet, og om hvilke man kan stille lignende spørgsmål, som dem Bernstein vil stille om Trump?