Hashdrikkere
En øl med hashsmag har set lyset. Den nye hashøl, Supercritical, gør dog ifølge specialbryggeriet bag ikke folk høje, da den ikke indeholder det euforiserende stof fra cannabis, skriver bt.dk. Den øl skal der nok blive klaget over.
Øldrikkere I
Ny forskning viser ifølge bt.dk, at indtag af en halv liter fadøl gjorde forsøgspersoner mere kreative og bedre i stand til at overvinde mental blokering. Det resultat er der vist millioner af øldrikkere, der kan skrive under på med et ’skål’.
Øldrikkere II
Forskerne bag forklarer ifølge bt.dk, at de fleste opgaver løses bedst med høj mental kontrol, mens andre bliver sværere: »På den måde faciliterer alkohol en bredere associativ søgning og en effektiv håndtering af kreative opgaver.«
Øldrikkere III
70 frivillige fra 19-32 år indgik i den østrigske ølforskning fra Universitetet i Graz. Alkoholdrikkerne i forsøget klarede sig bedst i opgaver, der handlede om ord. Så man kan altså roligt kloge sig over fyraftensbajeren.