Folkekirken har stadig brug for præster som Sørine Gotfredsen
Markus Bank Lentz har skrevet en følsom hyldest til sin mor, Solveig Lentz, der var præst i København i 1980’erne et sted, hvor det ikke var »guddommelig glamour«, man forbandt med det embede. Hun gjorde, hvad andre præster ikke ville nedværdige sig til (»Når man tænker på en præst, skal man ikke se Sørine Gotfredsen for sig«, 12. august).
Hun viede sågar fraskilte, velsignede et par af samme køn i smug, rådgav unge om prævention, og – hold da op! – første dag som præst skulle hun skrive en begravelsestale. Det er da for meget, men hun gjorde det. Hvilken godhed og selvopofrelse, der blødgør hjertet!
Hun foretog sig så meget, mens hun uden at kny slentrede forbi røde pornobutiksvinduer (tænk, at hun gjorde det uden at moralisere), at hun ikke havde tid til at hvile på den syvende dag, hvilket nedtrykte mig meget at læse. Hun kunne ikke hvile, ak, da evangeliet jo også skulle forkyndes »i troens humanistiske bånd« (hvad så det end er).
Sammen med sin »regnbuebrobyggende« menighed opfandt hun kirkekaffen, der skulle »værne om mennesker«, så kirken langt om længe kunne få stablet det fællesskab på benene, som den havde savnet siden Jesu Kristi tid. Det er i dag kirkens »flagskib«. Mon dieu, tak, Solveig! Hun åbnede en genbrugsforretning, lærte muslimske børn fællessange og skjulte flygtninge i storslået civil ulydighed. Rørende, intet mindre. Da flygtningene lå i krypten, kunne de lytte til Savage Roses »trøstende støttesange«, hvilket er mere, end nogen har fortjent. Generøst, intet mindre.
Tag ved lære, præster! Det er sådan en socialt bevidst og politisk aktiv rummelighed, vi skal have ind i folkekirken.
Mere end dybe kaffekopper
Det efterhånden banale forbillede er præsten, der tør gå på »kompromis med teologien for at trøste og hjælpe« uden at forpligte. Hun (m/k) skal tilbedes, som med sin lysende menighed kan hjælpe dem, der vakler i mørket »uanset religion«. Kirken skal gøre sin tjeneste i verden gennem det karismatisk menneskelige, den fantastiske imødekommende følelsesfuldhed, der giver folk ret i, hvad de går og tumler med.
Men hvis ikke det er evangeliet, der skal være kirkens ærinde, og hvis det intet skal betyde, hvilken religion er der da tale om? Kunne man så ikke overveje at lukke lortet?
Kirken er ikke bare et vellykket fællesskab, der har opfundet nogle dybe kopper at drikke kaffe af. Evangeliet er ej heller blot fandens lalleglade, sociale fandango. Nej til den super-evangeliske afladshandel med en letbenet trøst, som overflødiggør evangeliet. Evangeliet er fordring, forpligtelse og frelse.
Ondskabsfulde præster
Men det kunne da være, at det ville hjælpe, hvis præsten til trøst begyndte at nikke hyggeligt med hovedet, og derfor blev jeg beklemt om hjertet, da jeg erfarede, at der i folkekirken findes de såkaldte tidehvervspræster. Det er nogle forbandede, ideologisk ondskabsfulde præster, der bilder sig ind at rykke ved den selvfølende selvgodhed, der bærer navn af tolerancens åbenhed.
Den åbenhed, der ender ved den politisk korrekte og hadefulde tale, der ikke kan acceptere fravigende holdninger. Men sådan ser Lentz heldigvis ikke på sagen, og derfor er det stærkt, at han i rummelighedens navn slår et slag for ekskluderingen. Han er ligeglad med det selvmodsigende i sådan en holdning.
Han foreslår Tidehverv at bygge en frikirke på alle de hjerter, som de har såret. Åh, hvor er det mange, alle de hjerter! Hvis man stiller sig et hvilket som helst sted i Danmark og lytter, kan man endnu høre nogen græde. Mon de såkaldt tidehvervske smilende står der om morgenen og lytter? Der ligger her en alvorlig journalistisk opgave.
Det var da Lentz skrev, at Sørine Gotfredsen hverken viste medfølelse med Emma Holten eller forståelse for Mary Consulata Namagambe, at det gik op for mig, hvor meget kirken er på afveje. Det kan da ikke være rigtigt, at folkekirken rummer præster i 2017, der hverken viser medfølelse eller forståelse, når alle skal gøre det.
Lad da alle vise mere medfølelse og forståelse, så verden kan blive trøstet en gang for alle. Derfor tjener det også et fremragende formål fordrejende at beskrive sine modstandere som nogle modbydelige sataner med en mørk, menneskefjendsk middelalderteologi.
Hvad der er sandt eller falsk, er bedøvende ligegyldigt, når man har den ligefremme godhed på sin side. Så er det lige ud ad landevejen at beskrive sine fjender med godhedens banale modsætning, fordi man er menneskekærlighedens galante ungersvend, der bekæmper farisæere uden tilnærmelsesvis at fatte, at man er manden; at man er den farisæer, der er så snæversynet, at det er overraskende, at han ikke vælter på dydens smalle sti.
Søren Krarup anbefalede engang en, der havde ophidset sig i de svulmende og selvgode ressentimenter, at tage en skefuld Nietzsche. En til stadighed god anbefaling, som hermed er videregivet: Al den hadefulde moralisme, der trænger sig frem i den lette godheds lumre gevandter, er lige så hyklerisk og ussel, som den altid har været.
Tag en skefuld Nietzsche. Og tag Jesus Kristus, for hvad han er: Guds søn.
Kresten Buur Melchiorsen er stud.theol
Ønsker du at kommentere artiklerne på information.dk?
Du skal være registreret bruger for at kommentere.
Log ind eller opret bruger »
Tak for denne understregning af Markus Bank Lentzs pointer.
Den selvsmagende og perfide måde at udtrykke sig på er meget karakteristisk for den tidehvervske sekt, så måske er her en kanditat som ny ypperstepræst i det system. Tilbage står så det store spørgsmål: Hvis Nietzsche er modgiften, hvad er så giften, og ville det ikke give mere mening at undgå den?
Gud antages vel at stå bag det Gamle Testamente, mens Jesus formodes at stå bag det ny, så kunne skribenten måske i sine næste bønner spørge, om Helligånden kunne være frisk på endnu en partenogenese, for det må da være på tide med et barnebarn m/k, der kan give os et postmoderne testamente, der kan sætte tingene på plads, så vi ikke skal bruge energi og menneskeliv på at være uenige om, hvad Treenigheden i virkeligheden mener?
Og da det ikke er videre sandsynligt, at lortet lukker, så privatiser det.
Men har Gud brug for det?
Har kirken ikke et medlemsblad/forum hvor den slags platte ligegyldigheder kan debateres blandt sektens medlemmer?
Hvorfor udstille sine fjollede fejlopfattelser, sit skamløst fordummende sprog og platte idiosynkrasier i en avis for normale tænkende mennesker?
Der findes endda en hel avis der udgives eksklusivt til disse forvirrede stakler og bizare fejlopfattelser og åndsvage idiosynkrasier, kunne vi andre ikke blive fri for det fordummende lort?
Gud fader bevar mig vel. Her er der da virkelig tale om fanden der læser biblen. Hvis Sørine Gotfredsen mener det hun skriver om andre, så er hun ondskabsfuld. Men det er også muligt hun skriver lige som denne unge mand, ikke af nød, men af lyst.
"selvgod medfølelse og forståelse", står der sgu. Er al medfølelse og forståelse "selvgod"? Hvis ikke, hvordan skelnes der så mellem den rigtige og den forkerte medfølelse?
Skribenten skal dog have ros for den selvindsigt, der - ganske vist som projektion men alligevel - kommer til udtryk i sætningen: "man er manden, [...] man er den farisæer, der er så snæversynet, at det er overraskende, at han ikke vælter på dydens smalle sti".
Jeg ser folkekirken, biblen og den hellige treenighed, som en slags Loke væsen, der har en sadistisk glæde ved at forvanske billdet af hvad det åndelige io virkeligheden er.
- Jeg forstår dog når der slåes til lyd for at arbejde for fællesskab og positive værdier, men biblen repræsentere ikke positive værdier og det kan man forvisse sig om ved at læse den.
Eller læse om biblen. : http://www.biblen.info/
Jeg ser folkekirken, biblen og den hellige treenighed, som en slags Loke væsen, der har en sadistisk glæde ved at forvanske billdet af hvad det åndelige io virkeligheden er.
- Jeg forstår dog når der slåes til lyd for at arbejde for fællesskab og positive værdier, men biblen repræsentere ikke positive værdier og det kan man forvisse sig om ved at læse den.
Eller læse om biblen. :
http://www.biblen.info/
Hvordan er sådan en omgang selvfed og hoven, hadefuld perfidi sluppet igennem Informations redaktion? Tydeligt nok et forsøg på at næme sig Søren Krarups såkaldte vid, men ikke engang det gør den. Krarup kunne i det mindste skrive ordentligt dansk.
kunne vi ikke bevilge Sørine fri et stykke tid, så kunne hun få tid til at passe sin kirke, og vi andre kunne slippe for at slippe for at høre konens mening om praktisk taget alt...
Har folkekirken nogensinde haft brug for præster som Sørine og har samfundet nogensinde haft brug for folkekirken?
Måske skulle Melchiorsen tage et kursus i Nietzsche og hans 'forhold' til kristendommen, inden han skriver sidste sætning. Og så venter vi stadig på svaret: hvis Jesus er Guds søn, hvem var så Guds kone?
Nej, evangeliet, ifølge Luther og den luthersk-evangeliske tro er aldeles ikke det her:
"Evangeliet er fordring, forpligtelse og frelse."
For det vil jo nemlig til syvende og sidst betyde en ting: at kristne i luthersk forstand skal gøre sig fortjent til frelsen, gennem de fordringer, og de forpligtelser, Kirken sætter op for at blive frelst:kort sagt: man skal gøre sig fortjent til frelsen gennem at gøre gode gerninger. Og det skal man aldeles ikke ift. luthersk-evangelisk kristendom!
Og må jeg så til sidst sige til denne stud.theol, at det aldeles ikke er præsten, der skal tilbedes, eller hendes handlinger, men at det hun gør det i den kontekst hun gør det: I det kristne fællesskab - som også Herren selv, Jesus Kristis, gjorde! Og den der med kirkekaffen har præsten der tales om her i det her indlæg altså ikke selv opfundet - der har været kirkekaffe på landet i flere årtier, hvis ikke flere hundrede år.
Våset slutter med denne pointe:
"Tag en skefuld Nietzsche. Og tag Jesus Kristus, for hvad han er: Guds søn."
Nietzsche konstaterede for længe siden, at Gud (gud) er død ...
Så; skulle vi ikke tage at komme videre ?
Jeg udgiver mig ikke for at være speciel kristen, men hvor er troen og sandheden i de mange, nærmest hånende ord?
Jeg kan ikke finde hverken det ene eller det andet i indlægget --- intet der tyder på kærlighed.
Kristendom er noget, man gør.
Jeg har stor respekt for de præster, som formår at omsætte evangeliet til handling og dermed er forbilleder for menighed og hvermand i en verden, hvor næstekærlighed og medfølelse næsten systematisk udryddes.
Ikke et øjeblik kommer Melchiorsen ind på, hvad evangeliet tilsiger mennesket. Og han går let hen over, at det faktisk er præstearbejde, Lentz's mor udførte på forbilledlig vis, sådan som kirkens historie beskriver det helt fra Oldkirken.
Det er og bliver en pervers form for kristendom, den tidehvervske, der i sit opgør med 'gerningsretfærdigheden' gør det kyniske til sakramente.
Men det er meget anderledes, når man analyserer kerneteksten til den forståelsen "farisæeren og tolderen": det handler om ikke at gøre godt for at opnå noget andet, det er, som overalt i evangelierne, opgøret med noget-for-noget-tankegangen, der jo er vor tids pest! Selvfølgelig skal man handle for andres bedste, men man skal gøre det for at handle godt for andres bedste, ikke for at få kryds i fedtebogen hos Gud.