’Friheden er altid kun for dem, der tænker anderledes’

Bolsjevikkerne blev tidligt advaret. I samtidens klogeste politiske analyse af den russiske revolution pegede Rosa Luxemburg præcist på de problemer, der efterhånden kom til at underminere og slutteligt ødelægge revolutionen og føre til et bureaukratisk, totalitært diktatur.

Rosa Luxemburg blev født i den russiske del af Polen i 1871. Hun var et aktivt medlem af både det polske og det tyske Socialdemokrati (SPD) og en af 2. Internationales mest fremragende marxistiske teoretikere. Hun brød dog med SPD, idet partiet støttede den tyske deltagelse i Første Verdenskrig, og oprettede sammen med Karl Liebknecht og andre Spartakusforbundet, som ved årsskiftet 1918-19 blev til Tysklands kommunistiske parti (KPD).

Under krigen sad hun i lange perioder fængslet pga. sin krigsmodstand. Efter sin løsladelse ved krigsafslutningen deltog hun i den såkaldte spartakusopstand i Berlin og blev lige som Liebknecht 15. januar 1919 myrdet af højtstående tyske officerer med SPD-lederne som vidner.

I efteråret 1918, mens hun sad fængslet i Breslau, skrev hun pamfletten Die Russische Revolution. Den blev først udgivet i 1922, tre år efter hendes død, under stor modstand fra det Moskva-tro KPD. Senere blev hun af Stalin klassificeret som ’spontanist’ og stort set afskrevet af alle kommunistpartier.

Rosa Luxemburg støttede grundlæggende Oktoberrevolutionen og dens forsøg på for første gang i verdenshistorien at indføre et socialistisk samfund. Og hun roste bolsjevikkernes ledere, Lenin og Trotskij, for deres mod til at gøre det, hendes eget parti (SPD) var veget tilbage for, nemlig at tage magten for at bryde krigens, kapitalismens og tsarismens åg. Revolutionen måtte imidlertid også kunne udsættes for kritik, ikke mindst fra dens sympatisører, og ikke blot affærdiges som ’opportunisme’ eller ’mensjevisme’.

Men med sit kritiske skrift havde hun bandet i kirken, og derfor måtte hun afvises af kommunisterne, som bolsjevikkerne snart kom til at hedde (af propagandamæssige grunde vedblev hun dog at blive dyrket som martyr i DDR og ligger – efter nazisternes forsøg på at udslette hendes gravsted – begravet ved Gedenkstätte der Sozialisten på Friedrichsfelde kirkegården i Berlin tæt ved ærkestalinisten Walter Ulbricht).

Brud med kapitalismen

Hendes formål med skriftet om revolutionen var at advare de europæiske socialistpartier mod kritikløst at overtage bolsjevikkernes model for en socialistisk revolution, samtidig med at hun i modsætning til SPD fastholdt nødvendigheden af et afgørende brud med kapitalismen i form af en international revolution, gerne med Tyskland som næste led efter Rusland.

Revolutionen kunne nemlig kun lykkes, hvis den bredte sig – og det var jo også bolsjevikkernes perspektiv indtil 1924 med Stalins tese om ’socialisme i ét land’ – og den skulle udmunde i et internationalt, socialistisk demokrati – ikke i et permanent diktatur, det være sig nok så ’proletarisk’.

Hvis ikke, så ville det for Rosa Luxembourg udarte sig til et partidiktatur, som kun repræsenterede en håndfuld politikere og deres bureaukrati.

Revolutionen var presset af kontrarevolutionen både indad- og udadtil, derfor måtte den, som hun så det, midlertidigt gribe til undertrykkelse, ja selv til (mod)terror. Men det måtte være absolutte undtagelser. Et længerevarende terrorvælde ville demoralisere befolkningen og ødelægge revolutionen. Og det ville være katastrofalt, hvis man ophøjede den fremtvungne, hårde politik til almengyldige principper for en socialistisk revolution (som det jo snart skete med den såkaldte marxisme-leninisme).

Set fra Rosa Luxembourgs fængselscelle, hvor hun fik indsmuglet dokumentation, var det en fejl, at bolsjevikkerne i januar 1918 havde opløst den grundlovgivende rigsforsamling. Hun kritiserede Lenin og Trotskij for at tilstoppe selve kilden til demokratiet og folkemassernes »aktive, uhindrede, energiske politiske liv«.

Den eneste måde, proletariatet kunne blive genfødt på, var gennem det offentlige livs skole: »Uden en fri, uhindret presse, uden uhindret forenings- og forsamlingsfrihed er de brede folkemassers herredømme fuldstændig utænkeligt.«

Og så følger den mest berømte af hendes sætninger: »En frihed, som kun er for regeringens tilhængere, kun for medlemmerne af et parti – de være sig nok så talrige – er ingen frihed. Friheden er altid kun for dem, der tænker anderledes.«

Det socialistiske samfundssystem kan kun være et produkt født af de erfaringer, som menneskene har gjort sig historisk, det kan aldrig trækkes ned over hovederne på folk »af et dusin intellektuelle, der kommer lige fra eksamensbordet«.

Klartseende profeti

Et socialistisk styre skulle bygge på både arbejderrådene (sovjetterne, som var oprettet i Rusland i februar 1917, og i november 1918 blev det i Tyskland) og af et parlament, som var valgt ved lige og almindelig valgret (under den tyske revolution i 1918-19 skiftede hun dog helt til tanken om rådene som statsbærende). Med brod mod bolsjevikkerne anførte hun, at »det er proletariatets historiske opgave, når det kommer til magten, at skabe et socialistisk demokrati i stedet for et borgerligt, ikke at afskaffe enhver form for demokrati«.

Socialismen med dens fælleseje af produktionsmidlerne måtte samtidig være udtryk for en højere form for demokrati med stor folkelig deltagelse, uden at hun dog nærmere konkretiserede formen for dette demokrati.

Rosa Luxemburgs kommentar til Den Russiske Revolution er utroligt klartseende og kan læses som en profeti – men ikke en selvopfyldende, for bolsjevikkerne nægtede jo at lytte, såvel i Rusland og det senere Sovjetunionen som i resten af Europa (og Kina, Vietnam, Cuba mv.). Hendes budskab står dog stadig centralt, ikke mindst hvad angår tankerne om demokrati og socialisme.

»Friheden er altid kun for dem, der tænker anderledes.«

Den Russiske Revolution er den hidtil sidste sociale revolution i Europa. Den fik på godt og ondt verdenshistorisk betydning. Det gode er de antiimperialistiske revolutioner og selvstændighedsbevægelser i Asien og andre steder. Men når det gælder Europa, må man desværre betone det sidste – revolutionen endte med at æde sine egne børn og indføre et rædselsvælde af næsten ubegribelig art.

Til sidst imploderede den. Hvor den engelske revolution i 1600-tallet indførte begyndelsen til de moderne parlamentariske demokratier – og hvor de amerikanske og franske i slutningen af 1700-tallet efter nogle tilbageslag fik altafgørende betydning for den demokratiske udvikling med borgerlige frihedsrettigheder og menneskerettigheder – så efterlod den russiske sig – ingenting.

Eller rettere sagt en masse knuste skæbner og så et minde om et dristigt, politisk spring, som skulle have være indledningen til en verdensrevolution, men ikke fik støtte fra arbejderklassen i Europa og bl.a. derfor endte som et nådesløst og afskrækkende diktatur.

Hos Rosa Luxemburg og andre uortodokse socialister som Antonio Gramsci, Karl Korsch m.fl. er der stadig inspiration at hente for nutidens socialister, men heller ikke de var i stand til at forestille sig det 21. århundredes problemer med truslen mod selve jordens økosystem. En ny socialisme må altså ikke kun være demokratisk, men også økologisk.

Claus Bryld er professor i historie