Klumme

Der går lang tid før klimabevægelsen kan danse i gaderne

Folk vrisser ad mig, når de hører, at jeg har tænkt mig at protestere mod kulminerne og slås med politiet. ’Hvorfor kan I ikke være civiliserede og hyggelige? Som Priden, der kæmper med glimmer og boaer?’ spørger de. Men før man kan danse, skal man kæmpe den blodige kamp til ende – det gjaldt også for de homoseksuelle
’Helst vil jeg iføre mig boafjer! Helst vil jeg danse! … men sådan er det bare ikke i min protestbevægelse. I min protestbevægelse er vi ikke nået dertil endnu. Vi har ingen sejre at fejre. Ingen. I min protestbevægelse fylder gummikuglerne, tåregassen og vandkanonerne stadig alt for meget.’

’Helst vil jeg iføre mig boafjer! Helst vil jeg danse! … men sådan er det bare ikke i min protestbevægelse. I min protestbevægelse er vi ikke nået dertil endnu. Vi har ingen sejre at fejre. Ingen. I min protestbevægelse fylder gummikuglerne, tåregassen og vandkanonerne stadig alt for meget.’

Associated Press

21. august 2017

Om lidt sætter jeg mig ind i bussen og kører til kulminerne i Tyskland for at protestere. Det er ikke første gang jeg protesterer. Faktisk har mit liv været én lang protest. Men det er først for nylig, jeg er begyndt at identificere mig selv med selve protestbevægelsen.

Det er først for nylig, jeg er begyndt at protestere sammen med andre. Det er først for nylig, jeg er begyndt at sætte mig ind i busserne.

Folk, der læser Information, er sikkert ikke fremmede over for protesten og dens dynamikker. Langt de fleste her har sikkert sat sig ind i en bus for at lade sig transportere hen til protesten, langt de fleste her kender vel følelsen af at være flok ... men jeg fik børn tidligt, det ene med det andet.

Jo, jo, et par demoer. Jo, jo, vi besatte da også instituttet engang. Jo, jo, nogle læserbreve. Men det var en let protest. Den kostede ikke så meget.

Et af mine tydeligste barndomsminder handler om protesten.

Min lillesøster fik lov til at sidde i barnevognen, og jeg synes, det var snyd, for jeg var udmattet, træt i benene. Og de voksne opførte sig underligt. De råbte og skreg og kastede slikhalskæder ud over os. Det var en protest imod medicinalindustrien. »Vi vil ikke have jeres piller,« skreg de. Jeg forstod ikke, hvorfor vi fik smidt slik i nakken, og desuden var jeg vildt bange for atomkrigen. Medicinalindustrien var fjern. Jeg husker ikke protesten som et særligt rart sted at være.

Demonstranters hærgen i Hamborg har fået meget opmærksomhed under G20-topmødet. Selvom mange af de lokale indbyggere støtter demonstranternes sag, er de kritiske over for volden. Som Rafael Timmerberg, der har taget en kniv med på gaden til at kunne forsvare sig mod demonstranter.

»Det her finder jeg mig ikke i. Forstå mig ret, jeg sympatiserer med demonstranterne, jeg er selv systemkritisk. Men det her er åndssvagt. Hvad løser de ved at smadre løs?« spørger han.
Læs også

Jeg forestiller mig egentlig heller ikke de der kulminer i Tyskland som et særlig rart sted at være. Det føles, som om jeg drager afsted mod Europas sorte hjerte. Dér hvor alt er lagt øde og dækket af støv.

Alligevel gør jeg det, og jeg kan forklare det med et eneste enkelt ord: moderbrølet. Kampen for en fremtid for mine børn.

Jeg har været til aktivisttræning. De sagde, jeg skulle forberede mig på at blive slået af politiet. Jeg går her og forbereder mig på at blive slået af politiet, mens Priden fylder alle steder, og jeg ser billederne af smilende danske politibetjente. Jeg husker humoren, føler frisindet; lad os iføre os de boafjer, lad os danse gennem gaderne, drys mig til med glitter, og glad vil jeg råbe: »Let me sprinkle you with fairydust«, kaste konfetti ud over folk. Eller slikhalskæder. Helst vil jeg iføre mig boafjer! Helst vil jeg danse!

… men sådan er det bare ikke i min protestbevægelse. I min protestbevægelse er vi ikke nået dertil endnu. Vi har ingen sejre at fejre. Ingen.

I min protestbevægelse fylder gummikuglerne, tåregassen og vandkanonerne stadig alt for meget.

G20, Hamborg, pigen med de blå diskobukser, hun står der på en tank, hun bliver oversprøjtet med tåregas.

Indianerne ved Standing Rock, kampklædt politi, oprør i gaderne.

I miljøbevægelsen krammer vi træerne dagen lang og chanter »save the planet« til vi dør – men ingen hører efter, de hører kun efter, når vi klæder os i sort og sætter os ind i busserne.

Ned i kulminerne med os.

Helst ville jeg pakke konfetti og glamour ned i min rygsæk, det er klart, men jeg ved også, at enhver protestbevægelse udspringer fra et andet sted. Priden udsprang også fra et andet sted. Det var en kamp for retten til at være der. Det var en frygt for udryddelsen.

Blodig alvor. Der skulle kæmpes længe, før homoseksuelle fik lov at bruge gaderne til fest.

Man sætter sig ind i busserne. Måske lidt sammenbidt. Måske lidt vred. Ude i samfundet synes de måske nok, det ville være bedst for den almindelige hygge, hvis man holdt sin kæft eller i det mindste demonstrerede på en anden og knap så provokerende måde.

»Er det nu også nødvendigt?« hvisker de til hinanden, og ja, det er det.

Andrea Hejlskov er journalist. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels-Simon Larsen
  • Ejvind Larsen
  • Hans Larsen
Niels-Simon Larsen, Ejvind Larsen og Hans Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Christina Stougaard Hansen

Desværre har Andrea en pointe. Der er intet at fejre, når det gælder beskyttelse af vand, luft, dyr og planter på denne planet.

Helt enig i at der er brug for aktivisme, men hvis det er som det vi så fra G20 mødet i Hamborg med brændende biler og knuste ruder, så har jeg svært ved at se, det vil føre til noget som helst positivt.

Niels-Simon Larsen

Andrea: Jeg har gået og tænkt i en måned på det, du har skrevet. Du er en god rollemodel, hvad enten du er alene eller ej. Der er ikke andet at gøre. Du er ikke voldelig, men udsætter dig for ordensmagtens vold, og det kan have store personlige konsekvenser. Jeg har også deltaget i mange demonstrationer ganske vist fredelige, men jeg tror, at det strammer til og kan blive voldsomt lige pludseligt her hos os.

Niels-Simon Larsen

Rettelse: Artiklen er fra d. 21/8, så det passer jo ikke, at jeg har gået og tænkt på den i en måned, nej, men jeg har i de senere måneder tænkt det samme, som du skriver om. Hvis man er pacifist, som jeg er, hvad skal jeg så gøre, når jeg ser, at det er umuligt at råbe folk op? Jeg vil ikke bruge vold, men jeg kan heller ikke se på, at mine børnebørns fremtid ser umulig ud. Den knude har jeg ikke løst endnu.