Kommentar

Højreradikalisterne har erklæret os kulturkrig

For mange amerikanere er borgerkrigen aldrig sluttet. Den vold, vi så i Charlottesville, Virginia, må være et signal til progressive verden over om at gøre modstand
19. august 2017

William Shermans memoirer er ubehagelig læsning. Mellem redegørelser for krigsstrategi og racistiske skildringer af frigivne slaver dukker der minder op fra årene efter Borgerkrigen. Om hyggelige middagsselskaber og kortspilsaftener med tidligere sydstatsfjender. Og da en af dem benægter at have stået bag massakrer på enheder med sorte soldater, tager Sherman det for gode varer. 

General Sherman var nok på Nordstaternes side, men han var imod slavernes frigivelse, saboterede sine troppers forsøg på befri dem og brugte selv slavearbejdskraft til at befæste sine stillinger.

Men ét gjorde han dog, som vi i lyset af fascistmarchen i Charlottesville kan tage ved lære af i dag: Han førte total krig imod sine fjender. Han gav sine tropper ordre til at flå kilometervis af jernbanespor op, stikke ild på slaveejernes plantager og lod hele Atlanta brænde ned. Som han sagde: Hvis krig er det remedium, Sydstaterne har valgt, »skal vi give dem alt, hvad de ønsker«.

Flere steder i USA presser racedebatten sig igen på. Mange ønsker sig en præsident, der tager afstand fra de højreekstreme grupper, men Donald Trumps reaktion viser, at han har bygget sin politiske bevægelse på en fortælling om, at den hvide mand er truede part - og her han henter sin popularitet og sine stemmer.
Læs også

Ingen, der så militser i parade med stormgeværer og skudsikre veste sidste weekend, ønsker sig en ny borgerkrig i USA. Men der kan drages paralleller mellem den lavintensive politiske vold og de alvorlige kulturkløfter i USA i dag til årene før Den Amerikanske Borgerkrig.

Som historikeren Allan Nevins bemærker, var USA i 1850’erne blevet en nation af »to folkeslag«, hvis radikalt forskellige kulturelle identiteter ikke længere kunne rummes inden for et og samme politiske fællesskab.

Dengang blev de ’to folkeslag’ formet af rivaliserende økonomiske modeller: industri og fri markedsøkonomi versus plantagedrift og slaveri. Men de begreber, Konføderationen tog med sig ind på krigsskuepladsen, har levet videre. De enkelte staters selvbestemmelse står over forbundsregeringen; hvidt overherredømme skal fremmes; nationer er etnisk defineret og deres skæbne bestemt af Gud.

Tid til kamp

At disse forestillinger lever, er ikke noget tilfælde. Statuen af sydstatsgeneral Robert E. Lee, som Charlottesvilles byråd besluttede sig for at rive ned, er kun en dråbe i et hav af monumenter, der er blevet modstandsikoner for den højreradikale kulturelle bevægelse, som Trumps valgsejr har givet fornyet energi. 

Nathan Bedford Forrest, en sydstats-kavalerikommandant, der massakrerede sorte soldater og grundlagde Ku Klux Klans, hyldes ikke blot med en officiel statue i Memphis, men også med en uofficiel af guld på en privat grund i Nashville. Den er i øvrigt omgivet af sydstatsfaner.

Nathan Bedford Forrest var et militært geni, hvis guerillataktik studeres på militærakademier den dag i dag. Men det samme gør værnemagts-feltmarskal Erwin Rommel. Begge kæmpede for folkemord og den hvide races overherredømme.

Borgmester i Baltimore, Catherine Pugh, gav i denne uge ordre til at nedtage fire monumenter til minde om sydstatstiden. Hun begrundede det med hensynet til offentlig orden og sikkerhed efter voldsudbruddet i Charlottesville. Ondag før daggry blev statuerne fjernet.
Læs også

Sydstatsflag og hagekorsfaner i Charlottesvilles gader bør få ikke kun progressive amerikanere, men progressive mennesker verden over til at spørge sig selv: Hvad er vi parate til at gøre for at besejre den racistiske højrefløj?

De har erklæret os kulturkrig.

»Hele lokalsamfundet er venstreekstremistisk,« sagde Jason Kessler, arrangøren af Unite the Right-marchen, og tilføjede, at borgerne i Charlottesville havde »indoptaget de kulturmarxistiske principper, som udbredes fra universitetsbyer over hele landet og giver hvide mennesker skylden for alting«.

Mere end teenagere i poloshirts

Vi har at gøre med mere end nogle få forvildede teenagere i poloshirts. Alle analyser af præsidentvalget viser, at Trumps vælgerkoalition fik fremdrift ved at tillade millioner af mennesker at udtrykke racisme og kvindehad. Ved at vælge Trump erklærede hans tilhængere kulturkrig imod det liberale progressive USA og lod Black Lives Matter-bevægelsen vide, at sorte liv ikke tæller.

Trumps indledende totale tavshed om Heather Heyer, der blev dræbt under angrebene i Charlottesville, er da heller ikke tilfældigt. Han har profilerede højreekstremister på sit eget hold, frem for alt Steve Bannon og Sebastian Gorka. Hele hans bevægelse hviler på en revitalisering af racisme, ikke på marginalisering af den. 

I Borgerkrigens sidste år indså Sherman, at kun fysisk ødelæggelse ville kunne få Sydstaternes befolkning til frivilligt at opgive den økonomiske model med slavehold og dens omgivende kultur.

I dag kunne det se ud til, at amerikansk racisme ikke har nogen fysisk infrastruktur, som kan ødelægges. Men den eksisterer. Se blot de politibetjente, der systematisk visiterer sorte mennesker i  hvide kvarterer, og den fortsatte segregering af det offentlige liv.

I Charlottesville i USA har hvide nationalister demonstreret mod flytningen af en General Lee-statue fra en park i byen. General Robert E. Lee var en prominent figur i Sydstaternes kamp mod Nordstaterne under Den Amerikanske Borgerkrig. En historisk figur, ja, men også en virkelig person, der kæmpede for retten til at slavegøre mennesker og fortaler for den antagelse, at hvide er hævet over andre.
Læs også

Og hvad med det ubønhørlige ekkokammer for racistiske attituder i højrepopulistiske medier, hvor Fox News er flagskibet, men hvor de giftigste kanaler er de lokale taleradioværter, hvis hadtale finder vej til din bilradio, når du skifter kanal efter at have passeret en bygrænse. 

I hele verden står liberale progressive over for plebejiske bevægelser, der vil tilbagerulle de seneste 50 års sociale fremskridt. Svaret har været, at det måtte dreje sig om at rette op på de økonomiske forhold, der skabte deres forurettelse, og at insistere på forfatningens og retsstatens universalisme.

Og på det mere mellemmenneskelige plan at ignorere de tanketomme udfald mod indvandrere, sorte og muslimer, man kunne høre blandt familiemedlemmer, taxichauffører og bargæsten ved siden af.

De strategier duer ikke længere. Charlottesville er et wakeup call for progressive overalt. Om du bor i en universitetsby eller i en forarmet multietnisk arbejderby, er Kessler og hans allierede kloden over i færd med at mobilisere for at straffe dit lokalsamfund for dets ’kulturmarxisme’. Hvis nogen fører kulturkrig imod dig, må du før eller siden begynde at slå tilbage.

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
  • Per Klüver
  • Benno Hansen
  • Peter Knap
  • Eva Schwanenflügel
ingemaje lange, Per Klüver, Benno Hansen, Peter Knap og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Er overordnet enig i, at det er på tide med et kæmpe wake-up call for venstrefløjen og alle andre progressive kræfter.
Bare en lille sidebemærkning; bidrog blandt andet General Shermans brutalitet ikke netop til det ulmende had, der lige siden har eksisteret i syd blandt de hvide? Tænker i samme moment på, hvad fredsaftalen efter 1. Verdenskrig betød for nazisternes fremgang. Er der nogen her, der har flere detaljer om det?

Henrik Plaschke

Tak til Paul Mason for et vigtigt bidrag – og endnu en lille sidebemærkning:

Det er vist en smule misvisende, når det hævdes om USA i 1850erne, at

”Dengang blev de ’to folkeslag’ formet af rivaliserende økonomiske modeller: industri og fri markedsøkonomi versus plantagedrift og slaveri.”

Sydstaternes økonomi var først og fremmest landbrugsbaseret og eksportorienteret (tobak og bomuld) og dermed afhængig af frihandel, mens nordstaterne var på vej ind i en industrialisering, der imidlertid hæmmedes af den overlegne britiske konkurrencekraft baseret på Storbritanniens tidligere industrielle gennembrud. Nordstaternes industri truedes derfor af billig importvarer, og nordstaterne havde brug for beskyttelse mod denne. Det er næppe en tilfældighed, at USA udadtil var meget protektionistisk i hvert fald op til den 1. Verdenskrig.

Nordstaterne var således politisk liberale i betydningen modstandere af slaveriet, men økonomisk set protektionistiske og hermed ikke tilhængere af den frie markedsøkonomi i international sammenhæng, hvorimod sydstaterne var frihandelstilhængere og tilhængere af slaveri.

Christian Larsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Et lille aberdabei :
Hørte forleden i forbindelse med optøjerne og terrorangrebet i Charlottesville, at General Lee var imod slaveriet, og var Lincolns første valg af general. Men at han valgte at kæmpe for Virginia, da staten gik ind for løsrivelse fra unionen, fordi det var hans egen stat. Faktisk ville han sikkert rotere i graven, hvis han anede, at højrefløjen brugte hans navn og status i deres propaganda.