Læsetid 3 min.

Hvem har retten til at fortolke slaveriet?

En sexet hippiefestival på Stevns er endt med rasende diskussioner mellem antiracistiske aktivister og sexpositivister. Årsag: et ’edgy slavemarked’ med lumre undertoner
8. august 2017

»Sælg dig selv, din partner, ven, elsker eller fjende som slave.«

Sådan lød opfordringen til »edgy slavemarked« på hippiefestivallen Borderland, der blev afholdt forrige uge i et kalkbrud på Stevns. Her kunne man byde på både slaver og slavinder og sikkert også adskillige andre køn.

Racistisk? Det mener en anonym skribent i det amerikanske tidsskrift Afropunk. Her beskyldes hvide mennesker – i dette tilfælde arrangørerne og deltagerne – for at fejre slaveriet »til trods for, at sorte børn fortsat dehumaniseres og kriminaliseres i en sådan grad, at de rutinemæssigt myrdes af politiet uden konsekvenser«.

Kritikken tager udgangspunkt i den amerikanske Black Lives Matter-bevægelse, der siden 2013 har kritiseret politibrutalitet og racisme vendt mod USA’s sorte befolkning. Her sammenkædes slavemarkedet på Borderland med den transatlantiske slavehandel i det 18. århundrede, hvor Danmark-Norge spillede en anseelig rolle.

Men hvorfor skal et rollespilsslavemarked i Danmark handle om Afrika, racisme og en amerikansk politisk dagsorden, når nu vi har vores egen trællehistorie, der går tusinder af år tilbage til dengang, før der fandtes racisme, eller nogen vidste, hvor Afrika lå?

Og er det da et stort problem, at sorte børn myrdes af politiet i Danmark? Det er bare nogle af modargumenterne på Borderlands facebookside, hvor rasende diskussioner udkæmpes mellem antiracistiske aktivister og sexpositivister.

Ja, sexpositivister. For den form for hersker-slave-lege, der er lagt op til, er almindelige i såkaldte sexpositive miljøer. Og nej, her taler vi ikke sådan nogle fifty shades of grey-rollespillere, der kilder hinanden i skødet med en gåsefjer. Der bliver gået til stålet. I al frivillighed forstås.

Anklagen om racisme blev ekstra kilden, fordi der var tale om en meget etnisk hvid festival. Det skyldes både, at minoriteter typisk ikke er særligt entusiastiske campister, men også fordi segmentet af kreative unge mennesker med hang til fri sex og euforiserende stoffer nu engang er parodisk ikkemangfoldigt.

Derved blev kontroversen endnu et kapitel i sommerens diskussioner om racisme og slaveri. Fra Negerjoke-gate, hvor P3-programmet LOL.DK lovede frit lejde for racistiske vittigheder, over isvaffeldrengen fra Ærø, der blev racismeanmeldt og til balladen i Bogense, hvor handelsstandsforeningen afholder afrikansk fest med Peter Pedal som tema. Komplet med blackface zulukonge.

Kritikken af sprog og symboler, der bærer præg af slavetiden, kommer fra en ny generation af venstrefløjsaktivister, der af den amerikanske feminist Angela Nagle er døbt ’tumblr-liberals’. Med bogen Kill All Normies havde Nagle egentligt sat sig for at afdække det nye alternative højre af racistiske internetmobbere og trolls, der spillede en væsentlig rolle i mobiliseringen bag Donald Trump.

Til sin overraskelse opdagede hun, at der parallelt med alt-right-bevægelsen er fremvokset en venstreorienteret subkultur af sociale retfærdighedskrigere og identitetspolitikerne.

Herhjemme kaldes tumblr-venstrefløjen også for det identitetspolitiske venstre, mens de selv fortrækker at blive kaldt intersektionalister. Ideologien står stærkt i studiemiljøerne på de humanistiske og samfundsfaglige fakulteter og i nichetidsskrifter som Marronage, Peculiar og Friktion.

Men hvor deres forgængere demonstrerede mod amerikansk kulturimperialisme, tager de unge venstrefløjsaktivister i dag udgangspunkt i USA’s historie og kultur. På den måde kommer hvide frivillige sexslaver på Stevns til at fremstå nedværdigende for sorte mennesker i USA.

Måske Borderland kunne have dæmpet kritikken ved at skrue op for de arabiske kulturmarkører. Sidste år blev der på Burning Man-festivalen i Nevada afholdt ’Uli Baba and the Horny Thieves’-slavemarked, uden at det affødte ballade.

Den arabiske slavehandel var i omfang ikke meget mindre end den transatlantiske og inkluderede også mere end en million hvide europæere. Det er imidlertid ikke et emne, der produceres hverken film om eller forskes synderligt i. Derfor optager det ikke rigtig særligt mange i dag.

Niels Jespersen er cand.mag. Klummen er udtryk for skribentens egne holdninger

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Niels Nielsen
    Niels Nielsen
  • Brugerbillede for Hans Aagaard
    Hans Aagaard
  • Brugerbillede for Eva Schwanenflügel
    Eva Schwanenflügel
Niels Nielsen, Hans Aagaard og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Peter Knap

Bevar mig vel for en besynderlig verden jeg lever i.
Kan disse slaver kun bruges til sex, eller kan man også købe en til at klippe hækken?

Niels Nielsen, Flemming Berger, Alvin Jensen, Hanne Ribens, Eva Schwanenflügel og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for odd bjertnes

.... næh, de der blev slæbt over Djibouti-Aden til emirater og kalifater er jo ikke blevet tilladt efterkommere som vil se film om sig eller gerne vil forskes i. jeg tror heller ikke stuepiger fra Fillipinerne skal komme for godt i gang med at sprede gener i Riyadh i dag heller.
'Burning Man' er en depraveret neoliberal parodi på 'hippie-camping', som selvfølgelig i Las Vegas' opland kan virke en smule 'anti-kapitalistisk', ok, men det der på Stevns er som 'queer' kørt i grøften på trehjulet cykel.

Brugerbillede for Johnny Winther Ronnenberg
Johnny Winther Ronnenberg

Jeg har tidligere været et ret fremtrædende medlem i danske SM kredse og jeg er sikker på de griner deres røv i laser over den slags i dag ;-)

Der er blevet sagt langt værre ting om os og vi red det af os uden skrammer i firserne og halvfemserne, som regel med et smil på læben ;-)

Politisk korrekthed har det med at ramme dem der peger fingre selv ;-)

Brugerbillede for Henrik L Nielsen
Henrik L Nielsen

Jeg forstår godt kritikken, selvom jeg ikke er helt enig, da det er to forskellige ting der er tale om. Her kan slaverne jo selv sige stop. Usmageligt, ganske givet, men det er jo ikke et reenactment af slaveriet som sådan.

Desværre går meget af kritikken på at slaver var 'People of Colour'. Jeg ønsker ikke at nedgøre denne gruppes erfaringer, de har været igennem et rent helvede der har stor indflydelse på deres liv i USA i dag, men de var ikke den største gruppe af slaver i historien. Der var slaver alle steder og mange gange fra egen etnisk gruppe og nabolande til alle tider.

Og langt de fleste der kritiserer dette stunt(?) taler om historisk slaveri. Også det er en skam, for i dag er der flere der lever i slaveri end der totalt blev fragtet over Atlanterhavet inden slaveriets ophør i USA.

Klaus Vink Slott, Henrik Leffers, Christian de Thurah, Hans Aagaard, Niels Nielsen, Flemming Berger, Jens Kofoed, Jens Thaarup Nyberg, Eva Schwanenflügel og David Zennaro anbefalede denne kommentar