For snart 15 år siden boede jeg i et helt år i Lexington, Virginia, og havde min daglige gang på byens universitet, Washington and Lee, opkaldt efter to berømte amerikanere, der havde meget lidt til fælles.
Ja, ret beset havde både universitet og by mest med Robert E. Lee at gøre – sydstatsgeneralen, som tabte Borgerkrigen, og hvis omstridte statuer nu pilles ned hist og her. Hans sidste bolig og grav findes på universitetets campus, ja, selv hans trofaste ganger, Traveller, ligger begravet her.
Jeg fik den tanke, at de altid friske og røde æbler på graven måtte betyde, at hesten var mere populær end generalen. Også Stonewall Jackson, en anden berømt sydstatsgeneral, boede her og blev begravet i Lexington, som kan ligne ét stort, hvidt og marmorskinnende mausoleum for nogle af historiens store tabere.
Mest af alt var Lexington dog en velstående, kompakt lille hvid provinsby omgivet af bondeland. Universitetet havde få sorte lærere og studerende. Flere hvide beklagede sig over denne underrepræsentation, som de så som et problem på længere sigt. Den eneste sorte, jeg mødte jævnligt, var min filosofiske frisør, hvis andre kunder var sorte eller såkaldt white trash, hvide mennesker, der på den ene eller anden måde var marginaliseret.
I Sams frisørsalon blev man klippet korthåret, og der var ingen drinks at få.
Efterhånden kom jeg til at synes bedre om sydstaten Virginia end om de amerikanske nordstater. Det tog mig et stykke tid at gennemskue hvorfor. Meget ved dette sted var jo temmelig afskrækkende: Den trykkende hede, den paralyserende langsommelighed, den lurende vold under hverdagens overflade, den faulknerske stemning af blodskam og alkoholisme i de dunkle baglokaler bag tilskoddede vinduer. Men pludselig indså jeg, hvad grunden var.
De hvide i sydstaterne er de eneste amerikanere, som ved noget om, hvordan det er at tabe – og som ikke er opfyldt af den på én gang oprigtige og højrøstede anstrengende amerikanske optimisme. Derved ligner de os europæere – de er provisoriske mennesker, melankolske og kyniske eksistenser.
I Virginia følte jeg mig som hjemme på mit eget kontinent.
Et opland af ’rednecks’
Var de så også racister?
Næppe så meget i Lexington, som var domineret af universitetet og af Virginias militærhøjskole, den ældste af sin slags i Amerika. Til os kom der venner fra Boston og Washington, der ønskede at gå i historiens fodspor på borgerkrigens slagsmarker, der for os ’indfødte’ fra byen var temmelige ligegyldige. Det var general Lee i øvrigt også.
Men vores by var nærmeste en isoleret akademisk ø i et opland af småbyer, hvor man snarere end professorernes bøger havde militærets skydevåben til fælles med os Lexington-borgere.
Universitetsfolket foragtede og frygtede dem. Om disse rednecks vidste vi ikke stort andet, end at der var mange flere af dem end af os. Sjældent kom de længere end til byens udkant for at handle i et eller andet butikscenter, overvægtige gutter i overalls og med kasketter, som talte fåmælt drævende og lastede deres pickups fulde af grillkul, gascylindre og enorme pakker hundemad, før de kørte hjem igen, altid meget langsomt, som om vores fælles highway tilhørte dem.
Ofte vajede sydstatsfanen fra en antennemast på bilen, og et automatvåben eller gevær lå på forsædet ved siden af den, der kørte.
Jeg var nysgerrig over for disse mennesker og overvejede at melde mig ind i National Rifle Association for at komme tættere på og hænge ud med dem på skydebanen eller over dåseøl. Mine akademiske venner frarådede mig at gøre forsøget.
Jeg ville måske nok blive modtaget med åbne arme, men fik de færten af, at jeg mere havde opsøgt dem af antropologiske motiver end ud fra overbevisning, ville det kunne ende helt galt. Jeg tænkte, at de nok overdrev, men da jeg med en amerikansk ven engang kørte vild, og vi havnede på en privat vej, som førte op til en afsidesliggende gård, måtte jeg revidere min opfattelse.
På verandaen kom en fyr med et stort skæg til syne. Han havde et gevær trykket mod sit bryst. Jeg ville køre frem for at spørge om vej, men min ven gav mig ordre til straks at bakke hurtigt derfra. I dag ved jeg, at han nok havde ret.
Ingen pis med generalen
I den seneste tid har jeg kunnet se sådanne Virginia-borgere på tv fra Charlottesville – en by, jeg af og til besøgte for at finde en italiensk restaurant, når amerikansk ’gastronomi’ stod mig ud af halsen.
De råbte ganske vist mod jøder, men hvad de mente, var sorte. En jøde har de formentlig kun sjældent eller aldrig truffet. Og om general Lee, hvis statue de for enhver pris vil bevare, ved de næppe heller stort mere, end at han tabte den borgerkrig, han burde have vundet. Men eftersom de ser sig selv om tabere, er der ingen, der skal lave pis med deres general.
Syden har mange lag, og hvad man tror, er fast bund, er ofte forræderisk kviksand. Min nabo, Bette, havde været enke i flere år, og var en meget elegant ældre dame, som i sin Cadillac altid var på vej til eller fra frisøren for at udskifte en stålblå toning med en sølvgrå. Altid hilste hun pænt på mig med sit hi, honey!, før hun på sine høje hæle lukkede sig selv ind med en ginflaske i en brun pose under armen. Jeg skulle bare selv tage isterninger med.
Bette var old money og så fin, man kan blive i Virginia. Sammen plejede vi at drikke en dry martini eller to, når dagen gik på hæld.
Engang spurgte jeg hende, hvorfor der aldrig var kommet nogen jernbane til Lexington. Bette rødmede. Det havde jeg aldrig set før, og det anede jeg ikke, hun kunne.
Hun tømte sit glas og sagde, at hendes farfar og hans venner omkring forrige århundredskifte bestemte alt her i Lexington, og havde besluttet, at her ville man ikke forbindes med nogen jernbane. Med den kunne hvem som helst jo komme til byen.
Hvem hun tænkte på her, behøvede hun ikke engang at sige.
© Richard Swartz og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen
Lad os tiljuble de mest fremmedfjenske DF vælgere. Lad os lovprise dem der tror på vold som det bedste opdragelsesmiddel.
Lad os glædes over de hvides drøm om at genvinde den tabte magt over andre folk med en anden hudfarve.
Jo, der blandt de mest fremmedfjenske genkender vi de sande sydstasværdier, der gør os så trygge.
Læg lige mærke til, hvad Peter gør her:
En kommentar om det amerikanske syden og borgerkrigens lange skygger, bliver gjort til - endnu et - bevis på, at DFerne er nogle bæster og udkanten er yt. Hvad fanden stiller man op med den her form for foragt for Udkantsdanmark og de folk, der bor der?
Jeg bor i udkantsDanmark, og jeg hverken fornemmer eller føler mig stødt af en foragt. Det er noget, der foregår i medierne - "På røven i Nakskov" er jo ikke andet end en dårlig 'feature' om vilkår, der gælder overalt i landet for de folk, som vi burde tage os langt mere kærligt og inkluderende af - almindelige mennesker ved bedre, og for tiden er lugten af penge i både Nakskov og på Als nok det mest udprægede.
Bevidst eller ubevidst. Peter Knap illusterer præcis den uforstående foragt der mere end noget andet har været benzinen på DF's og Trump's bål.
Niels astrup. Jeg nævner IKKE udkantsdanmark. Hvis du føler dig stødt over, at jeg konstaterer, at fremmedfjenskhed er og har været en stor del af DFs politik, har du et problem. Jeg har boet i 30 år i det udkantlige uden at opleve problemer, men jeg er også skrækkelig dansk. Men jeg har oplevet problemer. Det har jeg også i Aalborg kommune, hvor jeg bor nu. Det kan stadig være et stort problem for unge at gå i byen, hvis de kke er skrællet kartoffelfarvet.
Artiklen påstår i fuld alvor, at amerikanere af afrikansk afstamning ikke ved noget om at tabe. De latinamerikanske fattige ved ikke noget om at tabe.
Nej, den slags fine følelser er forbeholdt de stakkels hvide.
Sydens tabere uanset hudfarve har brug for hjælp, men at acceptere den hvide dels racistiske sindelag er en skamplet på menneskelig kultur.
I gårsdagens Deadline bragte man endnu et indslag i den uendelige række af indlæg og debatter om, hvorvidt det nu også er en god idé at amerikanerne fjerner de pågældende statuer eller ej. Forleden var det eksempelvis tre hvide, danske mænd fra den politiske højrefløj, der fik lov at udtrykke deres mening, og igår var det så Laurie Anderson. Endnu har man vist ikke inviteret en sort person, hverken amerikansk eller dansk, til at deltage i debatten?
Men egentlig er det da også langt vigtigere og har langt større betydning også for os, danskere – og dermed også noget vi helt legitimt kan tillade os at blande os i! – at debattere, hvad der ligger bag, nemlig den omsiggribende racisme i USA. Og være ærlige om, hvordan den får medvind takket være den nuværende amerikanske præsidents eget had og egen racisme. Med ham er det blevet legitimt, opfattes i hvert fald sådan af hans tilhængere, at være åbenlyst racistiske. Var det ikke et langt væsentligere emne for danske DR Deadline (og andre!) at beskæftige sig med, fremfor statuer, som det vel til syvende og sidst må være op til amerikanerne selv, hvad de vil gøre med.
Er der i øvrigt presse-etiske grunde til, at medier ikke kan kalde en spade for en spade, når spaden er USAs præsident? Eller er det virkelig endnu ikke gået op for diverse redaktioner – bl.a. på DR – hvad og hvem manden i virkeligheden er, og hvad han står for! Alle alarmklokker burde bimle højlydt. Så højlydt, at lyttere/læsere for længst burde have kunnet høre det.
@Vibeke
Ret beset er der vist ikke mange danske medier der ikke - direkte eller indirekte - har kategoriseret og omtalt Trump som den klovn han er....
Jeg går stadig og skumler over ideen om udkantsdanmark som DFs naturlige opland. Hovedparten af os i "udkanten" af den oplyste del af samfundet stemmer ikke på DF. Vi modtager flere flygtninge end fisefornemme københavnske omegnskommuner og har selvfølgelig problemer desangående, men ikke uoverkommelige.
Modsat er københavneriet en sand plage.
Hvordet dan pokker kan I uden problemer og overvejelser forbinde en kritik af DFs ubehagelige invandrepolitik med "udkants Danmark"? Hvad bilder i spidsborgere jer ind, når fremmedhadet har mindst lige så stor grobund i jeres kultiverede nabolag?
-En DFer og lidt fremmedfjendsk person. Det kan kun være en traktortype med slamsuger fra det mørkeste Jylland.
Og med hensyn til det hvide syden som de sande tabere. Jeg håber, der er en indianer blandt Informations læsere. Hvorfor er de hvide mere sande tabere end deres farvede naboer? Er det fordi en hvid familie har ret til at forvente en bedre skæbne på baggrund af deres race?
Og endelig, skal jeg i et demokrati gemme mine meninger og holdninger væk af hensyn til sarte sjæle.
Det gør jeg ikke, og jeg kan til skræk og rædsel for de frygtsomme slå fast, at jeg grundlæggende foragter racister og jeg vil have ret til åbenlyse og vedholdende kritisere politiske partier og bevægelser, der rummer disse afskyvækkende elementer inden for deres rammer.
Nu har jeg så set interviewet med Laurie Anderson og selvfølgelig … jeg mener selvfølgelig! er det ikke statuernes skæbne, der først og fremmest optager hende. Det er derimod bl.a. og især klimaforandringerne; og begrebet fake news; og hvordan vi hver ny dag præsenteres for nye "katastrofer".
Jeg skal ikke kunne sige, hvorfor Deadline-redaktionen er så nærmest besat af spørgsmålet om sydstatsmonumenternes bliven eller forsvinden, men det er slemt misvisende, når værten i introduktionen til det senere interview fremhæver, at Laurie Anderson "er kritisk over for idéen om, at statuer af krigshelte[!] fra sydstaterne skal sløjfes". I interviewet, hvor Laurie Anderson som sagt taler om så meget andet, prøver værten igen at pådutte hende meninger om statuerne, som Laurie Anderson meget venligt afviser med et: "Like, not like … I mean, I'm trying to be a good observer".
For at understrege i hvilken retning Deadline-redaktionen allerede på forhånd – som desværre så ofte før – har ønsket, at samtalen skal bevæge sig, viste man desuden på den store skærm bag de to samtalende et billede af … Robert E. Lee til hest!
Peter Knap, hvis alle var "oplyste" nok, ville alle så stemme på det samme parti?
Allan Petersen Skønt Peter Knap er fuldt ud i stand til at svare for sig,vil jeg alligevel sige noget om dit spørgsmål:
Var alle oplyste nok,ville ingen stemme mennesker med racistiske synspunkter ind i noget tillidshverv overhovedet.
Alle burde vide,hvor galt det gik i Hitlertyskland og dér var begyndelsen også racistisk tænkning og manipulation.
PS Prøv at læse romanen 'Frydenlund'. Den handler om 'pæne ' danskere med 'pæne' holdninger.
Allan Petersen. Jeg forstår ikke helt ideen i dit spørgsmål. Hvad mener du med "oplyste"? Og hvorfor skulle oplyste mennesker alle have samme mening? Jeg formoder du med oplyste mener vidende, og jeg har ikke erfaret at lærde med forskellige holdninger skulle være mindre stridslystne eller mindre tilbøjelig til at tilslutte sig forskellige politikker end andre.
Men jeg er, berettiget mener jeg, vred over, at Astrup giver mig en stråmand, og ud fra den udvikler nogle særdeles nedsætrende påstande om mig og befolkningen i de såkaldte yderområder.
Jeg vil sætte stor pris på, hvis Astrup eller en af dem, der anbefalde kommentaren vil fortælle mig præcis hvor jeg viser foragt for "udkantsdanmark".
Den eneste forklaring jeg finde er, at det i Astrup verden kun er i de mørke udkantsområder man finder fremmedfjenshred og tilbøjelighed til at stemme på DF.
Nej, hvis alle var oplyste ville de ikke stemme på de samme partier, men der ville omvendt være partier, ingen ville stemme på.
Apropos "oplyste" vælgere og hvor de menes at sætte deres kryds, kan eksempelvis Salman Rushdie, her i et interview i The Guardian, berette om, hvordan velsituerede, veluddannede, belæste, kort sagt oplyste! ældre amerikanere valgte at stemme på Donald Trump. Til trods for, at de umuligt under præsidentvalgkamp 2016 kan have undgået at indse, hvad Donald Trump stod for: Fremmedhad, racisme, sexisme … "Make America White Again":
"I had a lecture gig in a city called Vero Beach in Florida: big audience, older people, quite affluent, very well educated, and almost all Trump voters. Not at all the cliche of the ignorant blue-collar Trump voter. These were people with college degrees who’d had highly paid jobs, many retired, readers.”
@Vibeke
For en politisk og kulturel elite er faktorer som globalisering, indvandring, centralisering, digitalisering både naturlige og uundgåelige dele af den verden vi lever i, men for en stor (og stigende?) selv blandt ellers veluddannede, intelligente, velhavende og velfungerende mennesker repræsenterer det en trusler, som førstnævnte elite - på tværs af politiske ideologier - har umådeligt svært ved at forstå og acceptere. Og derfor bliver nødt til at kategorisere som "racisme", "nationalisme", "provinsionalisme" og så videre og så videre. Tror ikke den kløft bliver mindre de kommende år...
Pia Madsen.
Jeg kan se du er på tråden stadig væk.
HVAD er de præcis for en uforstående foragt, du mener jeg udstiller?