Kronik

Det er kommet dertil, at jeg finder det nødvendigt at blokere en kulmine

Klimabevægelsen ser ud til at have fået det bedre oven på depressionen efter COP15. I de seneste dage har vi blokeret togvogne med kul på vej til Tysklands forurenende kraftværker. Her er bannere, menneskekæder og kampråb. Der er også nogle, der har bagt kage
’Det er ikke længere kun Tordenskjolds soldater, der er aktivister. Nej, det er også mig for eksempel,’ skriver dagens kronikør, der er taget til massedemonstration ’Ende Gelände’ mod kul i Tyskland.

’Det er ikke længere kun Tordenskjolds soldater, der er aktivister. Nej, det er også mig for eksempel,’ skriver dagens kronikør, der er taget til massedemonstration ’Ende Gelände’ mod kul i Tyskland.

Jens Volle

29. august 2017

Mens du læser det her, deltager jeg i masseaktionerne ’Ende Gelände’ i Tyskland. Vi blokerer togskinner og veje, der betjener Europas største og enormt forurenende kulkraftværker. Jeg er sikkert blevet arresteret, for politiet har det med at møde massivt frem, når vi dukker op.

»Nul kul« og »keep it in the ground,« råber vi, mens vi forsøger at komme uden om deres spærringer og lave vores blokader.

Aktivisterne skal tælles i mange tusinder. Der er tale om kæmpemæssige civile ulydighedsaktioner.

Ende Gelände betyder noget i retning af: ’Nu er det kraftedeme nok, nu stopper det, hertil og ikke længere’, Jeg samtykker!

Veltrænet

Lignende aktioner har været i gang mange gange, de seneste år, men jeg er med for første gang, så jeg har forberedt mig godt. Tidligere på sommeren var jeg til aktivisttræning i en park i København, der var arrangeret af Klimakollektivet.


Jeg ankom i mit fineste sorte tøj og lærte alt muligt. For eksempel om at slås med politiet – eller hvordan man undgår at slås med politiet. Om hvordan man holder fast i sin sidekammerat under en fredelig demonstration. Om hvordan man stormer maskinerne. Jeg trænede mine løbeteknikker og mine undvigelsesmanøvrer. Jeg trænede mine kommunikationsevner og mine lederegenskaber.

Til min store ærgrelse viste det sig, at jeg var en herredårlig leder. Jeg råbte bare: »Kom så kammerater!« og løb direkte ind i dem, der skulle forestille at være politiet. Blodtørsten tog over, og jeg var ligeglad med de svageste. Fremad. Fremad. Det er godt lige at få realitetstestet sine lederegenskaber engang imellem.



Katastrofen i 2009

Det katastrofale klimatopmøde i København 2009 var ikke kun et politisk nederlag, men også et nederlag for mange i den danske klimaktivisme. Du husker dem måske. De sad bundet og lænket i timevis på asfalten.

En ven fortalte mig, hvordan de efter klimatopmødet skiftedes til at køre hinanden på den lukkede. Demotiverede, modløse og opgivende.

Jeg kan huske, at jeg så dem i avisen dengang, og måske var jeg lidt ligesom Fritz og Poul fra Rytteriet: »De fattige er sgu så kedelige.« Sådan havde jeg det med klimaktivisterne. Fuck, hvor var de alvorlige. Så fucking alvorlige. Nu er der så bare sket det, at jeg i mellemtiden selv er blevet klimaaktivist. Så her sidder jeg i mine sorte jeans og sveder, og jeg kan godt fortælle dig hvorfor; fordi jeg hellere vil dø i en kugleregn end med et champagneglas i hånden.


Jeg kan rapportere, at klimabevægelsen ser ud til at have fået det meget bedre. Her er bannere, menneskekæder og kampråb. Vi ser stærke ud, synes jeg. Der er også nogle, der har bagt kage.


Hvor langt vil du gå



»Det er vigtigt, at man ikke føler sig presset til noget,« sagde de til aktivisttræningen. At man finder sin rolle i aktionen.

Da vi skulle præsentere os selv, fik en ung fyr med blød kasket og bonderøvsbukser, en selvforsynertype, tårer i øjnene og talte om sin søn.

»At sætte børn i denne verden forpligtiger,« sagde han. Han deltager i aktionerne for sin søn.

»Eftertiden skal vide, at vi var nogle, der forsøgte at gøre noget. Vi var nogle, der prøvede at stoppe det. Han skal vide det.«

Folk nikkede og smilede forstående.

Vi diskuterede længe vores motivationer, ønsker og behov, vores ledelsesstil og den rolle, vi ofte selv synes, vi får i grupper.

»Hvor langt vil I hver især gå,« var også et spørgsmål, vi skulle svare på.


Civil ulydighed er et politisk virkemiddel, en måde fredeligt at markere sin modstand på, fint beskrevet af H.D. Thoreau, der udover at flytte ud i vildmarken også tog aktivt del i kampen mod slaveriet. Civil ulydighed er i sagens natur ulovlig, nogle vil blive arresteret, få bødestraf og vil ikke lige kunne komme med bussen hjem igen til vores normale liv i Danmark.

Dem fra Klimakollektivet mindede os hele tiden om, at der ikke kun er brug for folk til at gå forrest, der er også brug for folk til at gå bagerst. Med det mente de vel, at der er brug for mange forskellige former for aktivister og mange forskellige former for aktioner.

Flere end Tordenskjold

Det er ikke længere kun Tordenskjolds soldater, der er aktivister. Nej, det er også mig for eksempel. Og havde du set os den eftermiddag til aktionstræningen, ville du se en meget forskelligartet flok; autonome og folk i lærredsbukser, sejlersko, blomsterkjoler, unge og gamle.

Ser du billeder fra nu, hvor aktionerne er i gang, er massen lige så broget. Moderne aktivister kommer fra alle klasser, og begge køn deltager. Jeg kan godt fortælle dig hvorfor: Fordi tryk avler modtryk, det er en sandhed så gammel som menneskeheden selv – og nu er det altså kommet dertil, at jeg finder det nødvendigt at blokere en kulmine. Og jeg er ikke alene.



Flydende roller

De gamle i gårde lytter motiveret og spørger inkluderende, når jeg fortæller, at jeg er above ground-aktivist; jeg skriver og formidler. Der findes andre below ground. Det er dem, der stormer maskinerne. Men som sagt blander det hele sig lidt sammen for tiden, folk gør ting, de ikke har gjort før, situationen fordrer det af os. Hernede finder jeg mig selv siddende på jernbaneskinner. Jeg kravler igennem krat for at komme uden om politiet.

En af de andre – en ung mand med myggestik – fortæller, hvordan han og nogle venner har besat en skov, bygget huse i træerne og lænket sig til dem for at forhindre skovdriften. En anden kommer fra universitetet og er mere teoretisk interesseret. En tredje kommer fra de traditionelle politiske miljøer, men har brug for at gøre noget »mere«. 



Her puster vi ikke på løbebåndene, her spinner vi ikke, pump, pump, nej, her går vi ikke i cykelshorts. I stedet sidder vi en cirkel og taler om vores følelser, for alle skal kunne være her, og det er pudsigt; den moderne aktivisme er ikke hierarkisk, hver mand for sig selv – den moderne aktivisme er open source, vidensdeling, dialog og do it yourself. 
Guerillastyle. 
At organisere sig i mindre enheder. Arbejde med sin følelse af solidaritet, for sådan her fik de os ned med nakken; de fik os allesammen til at føle os alene.


Vi er sammenflettede

Allerede under træningen kunne jeg mærke, at aktivismen sidder i kroppen: formationsdannelse, sammenkoblingsteknikker, hvordan man beskytter sig mod tåregas, hvordan man træffer hurtige beslutninger i en cirkel og så videre.

Vi sad på græsset sammen, en gruppe fremmede, vi flettede os ind i hinanden, armene, benene, bandt vi om hinanden, til vi blev én krop, én muskel, vi råbte »keep it in the ground«.

Da de, der spillede politiet, kom og skulle flå os fra hinanden, råbte og skreg jeg som en gal, skilt på midten, og mit maveflæsk dirrede. Til sidst slæbte de mig væk, så stod jeg på sidelinjen og råbte til dem derinde: »Kæmp! Kæmp! Hold fast!«

Allerede under træningen var det en overvældende oplevelse at være aktivist. Jeg havde helt ærligt ikke regnet med, at jeg var mere aktivistisk end de rigtige aktivister. »Tag lige en slapper,« sagde de til mig og smilede overbærende. Det har jeg ikke tænkt mig. Det er lige nu, der skal kæmpes. For alvor!

Andrea Hejlskov er journalist og forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Arne Albatros Olsen
  • Holger Madsen
  • Bo Stefan Nielsen
  • Niels-Simon Larsen
Eva Schwanenflügel, Arne Albatros Olsen, Holger Madsen, Bo Stefan Nielsen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik L Nielsen

Det samme gjorde vi i Australien for en 7-8 år siden. Det gik fint indtil politiet begyndte at tæve os......
Det interessante var at de lokale, der levede af minen, i bund og grund ikke var uenige i vores mål.

Niels-Simon Larsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Australiens grønne fremtid
Måske kommer det bedst frem i lyset i det følgende.
http://www.world-nuclear-news.org/V-South-Australian-green-dream-or-its-...
South Australia’s green dream or its nightmare?
Priser både stiger og fluktuerer, helt op til 6.800 €/MWh
Samtidigt besværliggør den store andel af vind kontrol af spænding og frekvens.
Industri finder andre græsgange.
For at undgå “black outs” han man pludseligt (Marts 2016) fået travlt med at købe diesel-generatorer før det kommende valg.
Med fanfarer refererer BBC (2017) at Tesla vil opføre et batteri med 100 MW ydeevne og en kapacitet på 129 MWh
Det lyder imponerende og er næsten fem gange større end tidligere batterier fra Tesla.
Der findes intet om prisen, men fremtidige langvarige blackouts vil have en stor politisk pris for det grønne flertal.
En tilhænger af kernekraft vil naturligvis fremhæve at 129 MWh kun dækker en time og tyve minutter af 100 MW belastning.