Kronik

Kvinden, der bortadopterede mig, betød alt og intet

Min biologiske mor gav mig til nogle andre, og hun sagde nej til at møde mig som voksen. Frem for at opleve at blive valgt fra to gange opfatter jeg begge hendes valg som en måde at bekræfte, at min skæbne er den rette
»Jeg husker ikke en tid, hvor jeg ikke har kendt til fortællingen om, at min biologiske mor gav mig til nogle andre, frem for at hun skilte sig af med mig,« skriver Anna Sofie Slot, der har vundet femtepladsen i Informations kronikkonkurrence.

»Jeg husker ikke en tid, hvor jeg ikke har kendt til fortællingen om, at min biologiske mor gav mig til nogle andre, frem for at hun skilte sig af med mig,« skriver Anna Sofie Slot, der har vundet femtepladsen i Informations kronikkonkurrence.

Privatfoto

5. august 2017

Jeg husker det ikke, men det er sådan en historie, jeg har hørt så mange gange, at den føles virkelig. Derfor er det som om, jeg kan se mig selv stå på campingpladsens legeplads. Måske seks år gammel, måske yngre. En lidt ældre dreng kommer hen til mig. Jeg håber, han vil lege. Jeg vil gerne lege, men det vil han ikke. Han vil blot fortælle mig, at jeg ligner et kinakål. Jeg fnyser og fortæller ham, at han da selv kan være et hvidkål. 

Jeg tror ikke, jeg bevidst var sjov. Men det ramte helt sikkert noget i mig at blive kaldt et kinakål som seksårig. For jeg kom slet ikke fra Kina, men fra Korea, og jeg havde aldrig opfattet mig selv som anderledes end mine jævnaldrende.

Jeg er vokset op i en landsby i en ganske almindelig familie. Med en mor og en far, der begge havde faglært arbejde. Med en hund, en bil i indkørslen og rød salami i køleskabet.

Men ganske almindelig er måske alligevel så meget sagt. I hvert fald var ønskebarnet – altså mig – kommet med en flyvemaskine i stedet for med storken. Og det var alligevel ikke helt almindeligt i 1980’erne.

På en eller anden måde har jeg altid kendt min biologiske mor. Den kvinde, der valgte at give mig til nogle andre. Kvinden, jeg vidste, havde fødselsdag i marts. Kvinden med, forestillede jeg mig, det lange, sorte hår. Kvinden med de mørke, skæve øjne. På en måde virkede hun helt tydelig. Min mor. Min biologiske mor.

Hun gav mig livet og bestemte min skæbne. Hun betød selvklart alt for det liv, jeg havde fået.

Jeg har aldrig været hende taknemmelig. Ikke bevidst. Måske fordi jeg først mange år senere har overvejet hendes betydning for mit liv. Udover at have bestemt min skæbne i første omgang.

Et tidligere liv

Jeg har fået fortællingen om, at min biologiske mor valgte at give mig til nogle andre af kærlighed ind med modermælkserstatningen. Jeg husker ikke en tid, hvor jeg ikke har kendt til fortællingen om, at min biologiske mor gav mig til nogle andre, frem for at hun skilte sig af med mig.

Jeg ved ikke, om den sproglige finesse har betydet noget. Jeg har sjældent tænkt på det, og jeg har aldrig været ked af min skæbne. Det har bare været sådan.

På den måde betød hun intet for det liv, jeg havde. Hun havde ikke haft indflydelse på, hvordan jeg var. Hun havde ikke lært mig noget som helst. Hun var ikke en del af mit liv. At hun faktisk havde været det i kraft af at have båret mig under graviditet, have født mig og besluttet sig for at bortadoptere mig, anså jeg for at være en del af et tidligere liv. Det havde i hvert fald ikke noget med mig at gøre nu.

Som barn forstod jeg derfor heller ikke behovet for at opsøge ens biologiske forældre. Jeg husker nærmest at være blevet tvunget til at se tv-programmer, hvor adoptivbørn rejste til deres fødeland og blev genforenet med deres biologiske familie.

Jeg hadede det. Eller, hadede er måske et stort ord. Men meningsløst syntes jeg bestemt, det var. Det havde ikke noget med mig at gøre. Hvorfor være drevet af et behov for en biologisk familie, når jeg allerede havde en familie? Ovenikøbet når den biologiske familie selv havde valgt, at det skulle være sådan.

Nu kunne man godt tro, at min afvisning af det biologiske ophav skyldtes en vrede imod det. En måde at skabe en følelsesmæssig distance til noget, der var svært. Det er muligt, men jeg er dog ret sikker på, at det ikke var tilfældet. Jeg vælger at tro, at jeg altid har fundet en ro og tryghed i den måde, min tilværelse har artet sig på. Biologien hørte til ’et tidligere liv’, så det var ganske simpelt uden for rækkevidden af det, jeg var optaget af.

På den måde har min biologiske mor intet betydet. Indtil jeg blev voksen. Indtil jeg begyndte at læse psykologi. Indtil min viden blev udvidet, og jeg blev vidende om, at biologien måske kunne spille en større rolle, end jeg hidtil havde antaget, ikke mindst.

Jeg blev nysgerrig. Ligner jeg nogen fysisk? Ligner jeg nogen personlighedsmæssigt? Jeg oplevede stadig ikke den drivkraft ud fra et tomrum, som andre kan beskrive. Jeg havde ikke noget tomt rum, der manglede en genforening med blodsbeslægtede familiemedlemmer for at blive fyldt. Jeg havde en nysgerrighed.

Nysgerrigheden bragte mig til en tv-tilrettelægger, der gerne ville lave et program om mig. Ved koordineringen af de sidste praktiske detaljer viste det sig, at der var lavet en notits om min biologiske mor. Hun havde fået en ny familie, som ikke kendte til hendes ’tidligere liv’, og hun ønskede derfor ikke at blive kontaktet.

Man kunne fristes til at tænke, at det var en mavepuster for mig. At det kunne opleves, som om jeg nu blev valgt fra for anden gang. På sin vis forholder det sig jo også sådan. Og så alligevel ikke. Jeg forstår det som en understregning af, at min skæbne er den rette.

En understregning af, at min biologiske mor ikke har andel i mit liv, ud over det valg hun traf, da hun valgte min skæbne. Hun har betydet alverden, fordi hun traf det valg, hun gjorde – men hun har aldrig fået nogen betydning for det liv, det har ført med sig.

Et spejlbillede

Frem for at opleve at blive valgt fra to gange opfatter jeg derfor begge hendes valg som en måde at bekræfte, at min skæbne er den rette.

Til trods for at jeg er afklaret med, at min skæbne er den rigtige, er der stadig noget, der mangler. Jeg mangler at se, hvor mine rødder fører hen. Det skal ikke forstås som en rodløshed og derigennem en tomhed, for det er ikke noget, der har eller får betydning for min måde at leve mit liv på. Men for nysgerrighedens skyld kunne jeg have ønsket at se mit genetiske ophav. Jeg kunne have ønsket at se, om mine særheder deles af andre, eller om de er mine alene.

Men hvad ville jeg egentlig have fået ud af det? Jeg ved det ikke. Jeg finder aldrig ud af det. Men jeg ved, at jeg ikke vil bruge mit liv på at tænke på, hvordan det kunne have været. For det er ikke

Min forestilling om min biologiske mor har jeg stadig. Jeg skal tænke lidt længere tid, end jeg skulle som barn, men hun kan stadig dukke op. Hun er blevet ældre. Det sorte hår er ikke så skinnende længere, men er blevet blandet med nogle grå rundt omkring. Hendes ansigt er rundt, ligesom mit. Hendes mund er tilpas, ikke for stor, ikke for lille. Hun får lidt trækninger rundt om den, når hun tænker. Ligesom jeg gør.

Der er noget ved hendes øjne. De er rolige. Hendes øjenlåg ligner mine, ligger lidt ned over øjet, så det er svært at komme eyeliner på. Hendes er også begyndt at hænge lidt. Hendes øjne er mørke som mine, men der er noget mystisk ved dem. Jeg kan ikke fornemme hendes øjne. Ikke rigtigt. Lige dér er hun utydelig.

Jeg ser på spejlbilledet af mig selv og min søn. Jeg ser så ufattelig meget af mig selv i ham. De bløde ører, der stikker ud fra hovedet. Den lyd, der kommer, når vi funderer over noget. Måden vi kan blive helt særligt begejstrede over selv bittesmå ting.

Der er noget i hans øjne. De mørke øjne som alligevel på en eller anden finurlig måde indgydes af lys. Jeg kan kigge ind i dem og se den lange, snørklede vej helt ind i hans sjæl. Men for mig ser vejen ikke lang og snørklet ud. For mig er endestationen nem at finde. Jeg ser den tydeligt, når jeg ser ham dybt i øjnene og erfarer, at mine egne øjne også er der et sted. Lige dér giver alt mening.

Jeg er ked af, at min biologiske mor aldrig kommer til at opleve det sammen med mig. Ikke for min skyld. For hendes. For jeg har fundet meningen.

Anna Sofie Slot er psykolog. Hun har vundet femtepladsen i kronikkonkurrencen 2017.

Serie

Kronikkonkurrence 2017

I årets kronikkonkurrence inviterer Information dig til at skrive om det menneske, der ændrede dit liv – på godt eller på ondt.

Læreren med den smittende passion. Ham, der nægtede at være din far, selv om han er den eneste, du har. Mesteren, der gav dig en chance, fordi han fornemmede, at der kunne blive en guttermand ud af hashhovedet. Eller ham, der kørte dig ned; hende, der mobbede, eller ham som gav dig selvtilliden tilbage, da du troede, den var tabt.

Nogle mennesker sætter sig uudslettelige spor. Hvem forandrede dit liv? Hvordan gjorde de det? Hvordan bidrog de til den, du er i dag?

1. præmie: Ni dages rejse i Iran med Viktors Farmor. Værdi 14.400

2. præmie: 2x2 biletter til Grand Teatret

3. præmie: Bogen ’De retsløse og de ydmygede’ af Hannah Arendt

Kronikken skal fylde mellem 7.200 og 7.500 tegn inkl. mellemrum. Send den til os senest torsdag den 13. juli. Vinderkronikkerne bringes i Information i løbet af sommeren. Send dit bidrag til kronik2017@information.dk

Vinderkronikkerne bringes i Information i løbet af sommeren.

Seneste artikler

  • På kun 23 dage lærte min søn mig om livet … og døden

    25. august 2017
    Jeg ville ønske, at nogen havde fortalt mig, at sorg er kompliceret, fyldt med normative forestillinger, og at vi alle gør den forskelligt. Det tog mig lang tid at forstå, at man kan være lige så dårlig en mor til et dødt som et levende barn, og at der i sorgens sårbarhed ikke er noget helle
  • Jeg blev Tvind-imperiets første dissident

    22. august 2017
    Jeg var opfyldt af drømme om solidaritet og fællesskab, da jeg rejste ud i verden på Den Rejsende Højskoles jomfrurejse. Turen blev en vaccination mod snæversyn. Den gav mig nyttig vagtsomhed over for karismatiske ledere og stærke, lukkede ideologier
  • Svend oversatte danskerne for mig

    16. august 2017
    Da jeg som teenager kom til Danmark fra Jugoslavien læste Svend ’Nudansk Ordbog’ med mig, som var den en roman, og han lærte mig, at man i Danmark ikke altid siger, hvad man mener. Uden ham havde mine første år her været komplet uudholdelige
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mette Poulsen
  • Poul Sørensen
  • Eva Schwanenflügel
Mette Poulsen, Poul Sørensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Tak for en rigtig god kronik, Anna Sofie Slot.
Har fra en af mine bedste veninder, at det med at finde ud af hvorfor ens mor 'gav en op', er noget hun forsøgte at finde ud af i voksenalderen. Men at hun nu har affundet sig med at hun aldrig genfinder hende. Og at hun også fandt meningen i sine børns øjne, som du så smukt beskriver det..

Poul Sørensen

Hej Anna
Jeg tror du deler skæbne med mange flere børn end du umiddelbart tror. Der er masser af børn der har tabt deres forældre til druk, narko, religiøse sekter, forældrenes karriere ambitioner og skilsmisser hvor forældrene forsøger at ødelægge hinnanen.
Da jeg var barn og ung der havde jeg et bundt følelser, der var helt forskelligt for mine forældre og som har taget mig helt andre steder i livet end dem. Først her 40 år efter, så kan jeg ganske tydeligt genkende min mor i meget af det. Jeg tror måske det skyldes at jeg er blevet halvgammel og testoron og andre hormorner har sat farten lidt ned, at jeg tydeligt kan mærke, hvilke gener jeg kommer fra og den biologiske indflydelse fra mine forældre - indefra.