Kommentar

Lad os huske, at skolens kerne er faglig udvikling

Skolen er så optaget af at udvikle børnenes relationelle kompetencer, at det tager fokus fra den faglige udvikling. Eleverne risikerer at blive mere kompetente ud i, hvordan de taler og oplever, end i det de oplever og taler om
26. august 2017

I forbindelse med den aktuelle skolestart gengav TV 2 et meget rørende og velmenende velkomstbrev fra en lærer til en elev, som skulle begynde i 1. klasse. Det handlede om sammenhold, rummelighed, at det er okay at fejle, og at eleven allerede er en stjerne, der vil lyse klarere og klarere for hver dag, der går.

På et mere overordnet niveau blev velkomsten suppleret af en konstant politisk understrøm af tværgående temaer om etnicitet, trivsel, inklusion, køn, sociale medier, medborgerskab og dannelse. Et indtryk, der bestyrkes i samme ånd af folkeskolens læringskonsulenter med deres overvægt af tværfaglige profiler inden for hot topics som teamsamarbejde, undervisningsdifferentiering, kulturforståelse, skoleudvikling, klasseledelse, forældresamarbejde, forandringsledelse og strategisk kompetenceudvikling.

Men hvad med folkeskolens fag og det de i bund og grund handler om? Det bør være et lige så vigtigt fokuspunkt. Både fordi fagene er indgang til en interessant verden i sig selv, og fordi de kan skabe en forbindelseslinje mellem forældre, skole og elever.

Holdes fagene og deres indhold nogle gange i bevidst armslængde fra forældrene? Tænker man, at det er lærerens domæne, og at forældrene i øvrigt heller ikke synes, det er særligt interessant? Det er der ingen grund til.

Dannelsesnøglen

Fagene er netop punktet, som elever, lærere – og ideelt set forældre – cirkulerer om. Hvert enkelt fag er en unik linse med egen krumning og tykkelse, eleven kan tage op for øjet og se verden igennem.

Alexander von Oettingen fra University College Syd kalder på folkeskolen.dk fagene for dannelsesnøglen til verden: »Gennem fag og faglighed lærer elever at se på verden skrivende, regnende, dansende, læsende, diskuterende, kritiserende, fortolkende, eksperimenterende, kedende og drømmende«.

Stranden erfares vidt forskelligt, alt efter om eleverne medbringer fiskenet, badetøj eller skovle. Eller for den sags skyld læser En verdensomsejling under havet, kigger op og bestemt synes, de så noget, der lignede fangarmen fra en kæmpeblæksprutte.

Fagene forstås heller ikke, mens man er sig selv, men netop sammen med andre. Den ene elevs svar ville ikke være noget uden den anden elevs spørgsmål. Fagene er stærke og robuste. De bygger på flere hundrede års erfaring, men er ikke længere udenadslære og lærerautoritet.

De kan også godt tåle forandring. Madkundskab i 2017 er ikke det samme som hjemkundskab i 1980’erne. Men det handler grundlæggende om det samme – nemlig måltidet og alt det, der kommer før og efter. Fagene kan også tåle diskussion, tvivl og skældud, uden at man bør frygte for deres overlevelse. Også selv om eleverne ikke nødvendigvis scorer højt i internationale måltest.

Væk fra kamppladsen

Men hvis vi ikke når at dykke ned i fagene, vil relationen mellem skolen og den samvittighedsfulde forælder tippe over til udelukkende at handle om proces- og identitetsbegreber hen over hovedet på fagene.

En fagligt frakoblet dialog risikerer at kappe kølen af folkeskolen og føre den mod et hav af overbelastede identitets- og relationelle begreber, som konstant udfordres, modsiges og redefineres af eksperter, medier, forældre og skolen selv.

Skolen risikerer i for høj grad at blive en kamplads for definitionsretten og ejerskabet til begrebers betydning. For eksempel, hvordan Peter, hans forældre og deres omverden opfatter begreberne læring, trivsel og relation – for ikke at nævne den måde de påvirker hinanden på. Hvor alt oplevet er rigtigt, fordi det netop er oplevet, men intet derimod til sidst kan siges at være autoritativt.

Peter vil herefter blive kompetent i, hvordan han taler og oplever, men ikke i, hvad han oplever og taler om.

Det er ikke, fordi identitets- og relationsspørgsmål ikke er vigtige elementer. De er måske vigtigere end nogensinde. Det kan man også læse af folkeskolens formålsparagraf. Men hvis de står nøgne uden en stabiliserende genstand – der ikke kun beror på forældrenes og elevens helt legitime identitetsproces – begynder de at vakle i deres diffusitet.

Her er fagene i folkeskolen netop det fundament, vi kan opretholde balancen med. Men det kræver, at vi erkender, at fagene hverken er dit barn eller mit barn. Eller for den sags skyld deres relation.

Fagene er noget i deres egen ret. Et fælles tredje, der findes mellem eleverne, som sammen kan betragte, røre ved og snakke om dem, mens de glemmer sig selv. Og som netop derfor også understøtter relation, identitet og samhørighed mellem børn.

Lars Bo Henriksen er chefkonsulent i Uddannelses- og Forskningsministeriet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Peter Knap
Peter Knap anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bort set fra overskriften en fremragende artikel.
Folkeskolens kerne findes ikke. Folkeskolen er det fællesskabet beslutter den skal være og ikke andet.