Læsetid 6 min.

At lære fremmedsprog er at værne sig mod tidens løgne

John le Carré har dyrket et livslangt kærlighedsforhold til det tyske sprog og var selv tysklærer, før han blev romanforfatter. At lære sprog er en venskabsgestus og at lære sig selv bedre at kende, mener han. Det at værne om sprogets præcision, betydning og skønhed, er at være sandhedens vogtere i en farlig tidsalder
John le Carré har dyrket et livslangt kærlighedsforhold til det tyske sprog og var selv tysklærer, før han blev romanforfatter. At lære sprog er en venskabsgestus og at lære sig selv bedre at kende, mener han. Det at værne om sprogets præcision, betydning og skønhed, er at være sandhedens vogtere i en farlig tidsalder

Illustration: Johanne Sorgenfri/iBureauet

23. august 2017

Jeg var 13, da jeg begyndte at lære tysk, og på stedet forelskede mig i sprogets klangunivers af grunde, jeg selv ikke i dag forstår helt. At jeg fik en fremragende tysklærer var dog nok på mange måder udslagsgivende.

I en engelsk kostskole, der ikke ligefrem var kendt for at brillere med kulturel generøsitet i øvrigt, var Mr. King en sjælden undtagelse: en venlig og intelligent mand, der selv i Anden Verdenskrigs hektiske slutfase insisterede på at delagtiggøre os i sin kærlighed til det Tyskland, han vidste, stadig måtte befinde sig et eller andet sted under Det Tredje Riges mareridt.

I stedet for at skråle med i tidens antityske propagandakor foretrak han derfor med stor bestemthed at inspirere sin lille klasse med de eksempler på skønhed, som han fandt i Tysklands sprog, litteratur og kultur. Han sagde altid, at en dag ville det sande Tyskland rejse sig igen. Det havde han ret i, og det har det for længst gjort.

Men hvorfor var det, at jeg forelskede mig i de tyske sproglyde? Nuvel, dengang var der ikke mange sproglærere, som spillede grammofonplader for deres elever. Men det gjorde Mr. King. Hans plader var gamle og meget værdifulde for ham – og for os. Han opbevarede dem i brune papomslag, som han anbragte i sin cykelkurv, når han cyklede til skole.

På de kostelige grammofonplader var stemmerne fra klassiske tyske skuespillere, der reciterede tysk romantisk poesi. Pladerne var en kende ridsede, men det var en del af skønheden ved dem. Jeg genkalder mig endnu de hakkende lyde, der skanderede disse oplæsninger:

Du bist wie eine Blume – KRAK! – So hold und schön und … KRAK! (Heinrich Heine)

Bei Nacht im Dorf der Wächter rief – KRAK! – (Eduard Mörikes Elfenlied)

Hvor jeg elskede dem. Jeg lærte mig at efterligne disse lyde og selv at recitere med ’krak!’ og det hele. Og jeg kunne konstatere, at det sprog lå godt til mig. Det passede til min egen tunge. Og det behagede mit nordiske øre.

Gudernes sprog

Jeg elskede også tanken om, at disse digte og dette sprog, som jeg nu havde sat mig for at lære, var mit og ikke nogen andens, for tysk var ikke noget populært fag, og meget få af mine skolekammerater kendte andre tyske ord end det Achtung! og Hände Hoch!, de havde lært i tidens krigspropagandafilm.

Men takket være Mr. King vidste jeg bedre. Og da jeg en dag besluttede mig for, at nu kunne jeg ikke holde det engelske kostskolesystem ud én dag mere, blev det tyske sprog min flugtvej. Året var 1948, og Tyskland kunne jeg ikke tage til. I stedet tog jeg til Schweiz og lod mig i en alder af 16 indskrive på universitetet i Bern.

I Mr. Kings sted fik jeg i Schweiz en anden beundringsværdig lærer i Frau Karsten, en myndig nordtysk kvinde, der ganske som Mr. King kørte på cykel, rank og med den grå hestehale flagrende efter sig.

Derfor var der heller ikke noget underligt ved, at jeg senere kom til at aftjene min værnepligt som udstationeret i Østrig. Eller ved at jeg efter min militærtjeneste valgte at læse tysk på Oxford Universitet og siden blev tysklærer på Eton. Man kan have en mængde sjov med det tyske sprog, som det vil være mange bekendt. Man kan lege med det, fabulere på det, opfinde sine egne ord, som ikke desto mindre vil være fuldt gangbare ord, alene for morskabs skyld – på Google stødte jeg f.eks. på Donaudampfschiffsfahrtsgesellschaftskapitän.

Mark Twain bemærkede engang, at »nogle tyske ord er så lange, at de har et perspektiv«. Man kan konstruere sammensatte adjektiviske udtryk som ’den-for-nylig-af-min-tante-ud-af-vinduet-udsmidte Playstation’.

Og skulle man blive træt af at trumle rundt med sælsomme kombinationer af substantiver og participier, kan man jo altid vederkvæge sig selv med Hölderlins, Goethes eller Heines forfinede lette digte og ihukomme, at det tyske sprog også kan nå højder af enkelhed og skønhed, der for mange af os gør det til gudernes sprog. Og trods alle bombastiske prætentioner, elsker det tyske sprog også enstavelsesordenes simple kraft.

Udvidede horisonter

Beslutningen om at lære et fremmed sprog er for mig en venskabsgestus. Det er at række sin hånd ud. Det er ikke blot en muliggørelse af kommunikation. Det er også at lære sig selv bedre at kende, at komme tættere på sig selv, sin egen kultur, sociale etikette og tænkemåde. Og beslutningen om at undervise i et fremmed sprog er udtryk for et livsengagement, for mediation, for generøsitet.

Det er et løfte om at oplyse – og, ja, om at udvide horisonter. Men det er også et forsøg på at vække en flamme, man håber på, aldrig vil dø. Det er at lede sine studerende imod nye indsigter, tanker og erkendelser, som de aldrig ville have kunnet nå uden sproglærerens dedikation, tålmodighed og kompetence.

For at citere Karl den Store: »At kunne beherske et andet sprog er at besidde en anden sjæl.« Hertil kunne han have tilføjet: At undervise i et andet sprog er at indpode en anden sjæl i andre.

Selvfølgelig kræver selve arbejdet med at forene disse to sjæle på alle seriøse niveauer en betydelig mental adræthed. Det tvinger os til at være præcise, til at gå dybt ned i semantikken, til at tænke rationelt og kreativt og aldrig være tilfredse, før vi har ramt det ord, der dækker – eller, som det også sker: indtil vi må erkende, at jagten er forgæves, og at vi bliver nødt til at gribe til omskrivninger, der i det mindste kan gøre det ud for at være en tilnærmelse.

Det er ikke så underligt, at de mest samvittighedsfulde redaktører af mine romaner ikke er dem, for hvem engelsk er modersmål, men de udenlandske oversættere, der med ubarmhjertige blikke stiller skarpt på en tautologisk sætning her eller en faktuel ukorrekthed der – på de fejl, der er alt for mange af. Her må jeg sige, at min tyske oversætter er særligt irriterende.

Et værn mod løgne

I den ekstraordinære periode, vi lever i – og må denne æra blive kortvarig – er det umuligt ikke at undre sig over alle de selvmodsigende og uforståelige udsagn, der kommer fra den anden side af Atlanten. Og i denne vores undren bliver vi konfronteret med, hvordan sproget både kan bruges og misbruges.

Det klare sprog, det rationelle sprog, det sprog, der er forpligtet på sandhedskrav og begrundelser, vil altid være en eksistentiel trussel imod den krigeriske mand. For det klare sprog vil altid være et direkte angreb på hans forvirring, selvmodsigelser og løgne. For ham er det fjendens stemme. For ham er det falske nyheder. Fordi han – om så kun intuitivt – ved, hvad vi ved: Uanset hvad det må koste, har vi ikke nogen standarder for sandhed, hvis vi ikke har et klart sprog.

Det er dét, som sprog betyder for en professionel sprogarbejder, en sprogforsker, en oversætter, en sproglærer. De, som underviser i sprog og færdes mellem forskellige sprog – de, som værner om sprogets præcision, betydning, og skønhed – er sandhedens vogtere i en farlig tidsalder.

Og hvis de lærer tysk – og underviser i det i mit eget land i en Brexit-tid – vil de være desto mere værdsatte, for lige her er de en truet art. Hver gang jeg hører en britisk politiker udtale de fatale ord, 'lad mig sige det helt klart', spænder jeg hanen på min revolver.

Ved at undervise i tysk, ved at udbrede forståelse for tysk kultur og liv, vil dagens æresgæster og deres kolleger være med til at lægge en større vægt bag det europæiske argument, gøre det mere overbevisende og holde det civiliseret.

Og fremfor alt vil de tale direkte til mit lands værdifulde aktiv: dets oplyste ungdom, som – Brexit eller ikke Brexit – ser Europa som deres naturlige hjem, Tyskland som deres naturlige partner og et delt og fælles sprog som deres naturlige bånd.

Denne tekst var oprindelig del af den tale, som le Carré holdt ved en prisceremoni på den tyske ambassade for tysklærere 12. juni.

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Jørn Andersen
    Jørn Andersen
  • Brugerbillede for Christian  de Thurah
    Christian de Thurah
  • Brugerbillede for Thomas Rasmussen
    Thomas Rasmussen
  • Brugerbillede for Steffen Gliese
    Steffen Gliese
  • Brugerbillede for David Zennaro
    David Zennaro
  • Brugerbillede for jens peter hansen
    jens peter hansen
  • Brugerbillede for Jørgen Wassmann
    Jørgen Wassmann
  • Brugerbillede for Lone  Sæderup
    Lone Sæderup
  • Brugerbillede for Thomas  Olsen
    Thomas Olsen
  • Brugerbillede for Maj-Britt Kent Hansen
    Maj-Britt Kent Hansen
  • Brugerbillede for Torben Lindegaard
    Torben Lindegaard
Jørn Andersen, Christian de Thurah, Thomas Rasmussen, Steffen Gliese, David Zennaro, jens peter hansen, Jørgen Wassmann, Lone Sæderup, Thomas Olsen, Maj-Britt Kent Hansen og Torben Lindegaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for jens peter hansen
jens peter hansen

God og oplivende artikel. Nu er englændere også (formentlig) de dårligste til at lære fremmede sprog. Vi andre har de sidste mange år været pisket til det. Mærkeligt er det dog at gymnasiet de sidste år i den grad har skruet ned og Uni efterhånden heller ikke kan afsætte fransk-, tysk- og spansklærere. En indsnævring der er tåbelig i en global verden.

Jørn Andersen, Christel Gruner-Olesen, Jan Damskier og Niels Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steen Sohn

Donaudampfschiffsfahrtsgesellschaftskapitän. Ja, det er et pænt langt ord.
Et andet, jeg så i en avis for nogle år siden, var et ord for et rengøringsfirma, der gjorde de måtter - Schmutzfangmatten - , der ligger ved døren i butikker, rene.

Firmaet måtte derfor hedde: Schmutzfangmattenreinigungsdienst.

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Vi blev sat til at lære remsen af de forholdsord, der styrer dativ, Allerede det tog ligesom pynten af Sankt Gertrud.
Tysk klinger heller ikke så vel i mine ører, og så skal man helt hen i enden af en 100 km lang sætning, før man får udsagnsordet på plads. Næh, må jeg så bede om noget fransk. Det er sød musik og fonetisk akrobatik, så man næsten ikke behøver at forstå, hvad de siger.

Hvorom alting er, så bliver der løjet på alle sprog nu om dage, sprogkundskaber eller ej.