Læserbrev

Livet er for kort til homofobiske chefer

19. august 2017

I maj begyndte jeg på et nyt job i et telemarketingsfirma. Ikke ligefrem mit drømmejob, men regningerne skulle betales. Jeg var forberedt på branchens hårde ry, men alligevel gippede det i mig, da min chef den første gang råbte: »Lad nu være med at være sådan nogle bøsserøve og få solgt noget drenge!«

Selv om det tilsyneladende ikke var mig, han råbte af, så kunne jeg som homoseksuel ikke lade være med at blive påvirket. Jeg følte mig bestemt ikke velkommen. Sætningen blev gentaget flere gange på kontoret, og hvad der i begyndelsen havde såret mig, gjorde mig nu virkelig vred.

Min chefs homofobiske udbrud gjorde det ikke ligefrem nemmere at springe ud over for mine kolleger. Selv om jeg havde tænkt, at jeg gerne ville gøre det så hurtigt som muligt og bare få det overstået, så holdt jeg det for mig selv. Måske lyder det tosset. Men jeg var stadig kun på mit prøveforløb, og jeg ville for alt i verden ikke miste mit job og min indtægt på grund af min seksualitet.

På den første fredagsbar med arbejdet fik jeg luftet mine frustrationer over de homofobiske udtalelser fra min chef til et par af mine kolleger. De forstod mig vist ikke. Kiggede bare på mig og sagde: »Det er jo bare sådan noget, man siger.«

Senere skulle vi have taget et fællesbillede. Alle stillede op, med hænderne om skuldrene på hinanden. »Lad være med at være sådan nogle homoer,« lød det fra min chef.

Et par af drengene holdt åbenbart for tæt om hinanden.

For mig er det altså ikke bare noget, man siger. For mig sidestiller den slags udtalelser homoseksualitet med noget, der er dårligt, noget, der ikke er godt nok og bestemt ikke noget, man har lyst til at være.

På en tur i byen efter fredagsbaren tog jeg mig sammen, konfronterede min chef og spurgte, om han nogensinde havde overvejet, hvad det egentlig var, han sagde. Hvad det egentlig betyder for andre mennesker. Men han mente jo ikke noget ondt med det, og jeg måtte forstå, at sådan var sproget jo bare på en arbejdsplads som vores. Det var tydeligt, at jeg nu blev anset som følsom og nok også en smule sippet.

Men helt ærligt. Er det følsomt ikke at ville finde sig i et homofobisk sprog på sin arbejdsplads? Er det sippet ikke at ville have ondt i maven på vej til arbejde? Jeg har grædt og bandet så meget over det job, men til sidst måtte jeg tage konsekvensen og sige op. Jeg kunne ikke mere, og én ting er sikkert: Livet er for kort til homofobiske chefer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
  • Ejvind Larsen
  • Peter Ussing
  • Hans Larsen
  • Eva Schwanenflügel
  • David Zennaro
ingemaje lange, Ejvind Larsen, Peter Ussing, Hans Larsen, Eva Schwanenflügel og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Karoline Vind, nej, du har bestemt ikke overreageret! Det er den slags, man kalder chikane og mobning, så forstår så udmærket din vrede. Det er tonen blandt rigtig mange danskere, der gør en noget så forstemt, man får en følelse af at intet i virkeligheden har flyttet sig, når den slags uacceptable udtalelser florerer frit alle vide vegne. Det psykiske arbejdsmiljø er totalt underprioriteret på mange arbejdspladser. Det er let nok at mene, at dem får det dårligt er sarte, når det ikke er en selv der er målet. Mange er selvfede og hykleriske, når de hævder, at Danmark er åh så frisindet og 'tolerant'. De mange der går ned med stress, angst og depression hver dag modbeviser dette.

Jan Damskier, ingemaje lange og Dorte Sørensen anbefalede denne kommentar