Læsetid 8 min.

Vi er ikke mandehadere – vi vil bare gerne have børn

Hvorfor vælger en lille andel af danske kvinder at få børn alene? Buddene har været mange og til tider bidske i de seneste ugers debat, men slående er det, hvor lidt de bekymrede debattører reelt ved om os – de selvvalgt enlige mødre
Ditte Degnbol med sine to døtre og vennen Torin Julius Bolvinkel. Han er far til hendes ældste datter, mens hun fik den yngste i 11. time som 41-årig med donorsæd.

Ditte Degnbol med sine to døtre og vennen Torin Julius Bolvinkel. Han er far til hendes ældste datter, mens hun fik den yngste i 11. time som 41-årig med donorsæd.

Sille Veilmark
4. august 2017
Delt 871 gange

Jeg er en såkaldt selvvalgt enlig mor, der har fået barn som enlig gennem insemination med donorsæd.

Min ældste datter fik jeg med en god ven. Vi ønskede os begge et barn, men ingen af os havde en kæreste. Det var fantastisk at kunne dele glæden med hinanden, men præcis som for mange andre nybagte forældre var det selvfølgelig også svært. Vi gik sågar i parterapi i nogle år for at få samarbejdet til at virke. Og det fungerer faktisk. Vi har fælles venner, holder ferie sammen, glædes sammen og deler bekymringerne, når der er nogen.

Men vi var ikke klar til at få et barn mere sammen. Vi ville ikke sætte alt det gode, vi havde opbygget, over styr med endnu en intens periode med for lidt søvn, kolik, og hvad der nu ellers plejer at skubbe småbørnsforældre og deres relation ud over kanten.

Og på trods af nogle indædte forsøg i datingverdenen lykkedes det mig heller ikke at finde en kæreste denne gang. Min yngste fik jeg derfor i 11. time som 41-årig med donorsæd. Hun er tre år i dag.

Den seneste tid er den offentlige debat flydt over med harme indlæg om selvvalgt enlige mødre. Debatten præges i høj grad af spekulationer om vores bevæggrunde, personligheder og måder at have familie på, men det er slående, hvor lidt de bekymrede debattører reelt ved om os.

Det har ansporet en voxpop i en facebookgruppe for selvvalgt enlige mødre: ’Hvad fik jer til at få børn alene?’ En lang tråd med historier, som jeg ville ønske, I alle sammen kunne læse.

Jeg vil gerne imødegå spekulationerne med lidt statistik og virkelige historier – blandt andet baseret på min egen historie og – i anonymiseret form – på dem, jeg er blevet præsenteret for i mit netværk af selvvalgt enlige mødre.

Lad os tage de mest dominerende spekulationer i debatten én for én:

Kvinder får børn alene, fordi de ikke vil have barn med en partner, eller fordi de ikke kan lide mænd

Der findes ganske rigtigt nogle få kvinder, som har fået barn alene, fordi de ikke vil have barn med en partner m/k. Af gode grunde. Nogle af dem er f.eks. aseksuelle – de forelsker sig ganske enkelt ikke og har ikke lyst til sex. Andre har været udsat for seksuelle overgreb og magter ikke at indgå i en intim relation med en mand.

Og endnu andre har haft nogle rigtig uheldige oplevelser i tidligere forhold, som har frataget dem lysten til endnu et forhold. I min verden er det et fantastisk fremskridt, at disse kvinder har fået mulighed for alligevel at få børn.

Ifølge et nyt europæisk studie af European Society of Human Reproduction and Embryology om selvvalgt enlige mødre – og ifølge voxpop’en i den danske Facebook-gruppe – er det for langt de fleste plan B at få barn alene. Og for nogle har det taget lang tid og været forbundet med stor sorg at skulle vinke farvel til plan A. Nogle har været i lange forhold med mænd, der ikke ville have børn, når det kom til stykket.

Andre har været i forhold, der gik i stykker, da de nærmede sig den kritiske deadline, og de turde ikke vente på at finde en ny kæreste. Nogle – som mig selv – har bare kæmpet til det sidste for at finde den rigtige, og på et tidspunkt var det altså nu, hvis de ville have et barn, inden det var for sent. Eller også havde æggestokkene bare larmet i så lang tid, at de ikke ville vente mere.

Langt de fleste af os har altså ikke valgt en partner fra, men valgt et barn til. Og eftersom der ikke lige stod en mand klar i horisonten, som var blevet far, hvis ikke vi havde fået barn alene (han var jo som sagt plan A), har vores valg ikke frataget nogen en farrolle.

De fleste af os har også stadig plads til en mand i vores liv. Skønne mænd i vores omgivelser, dating og drømmen om en partner er et meget varmt emne i vores facebookgrupper. Jo, vi kan skam godt lide mænd – og de er savnet!

Kvinder får børn alene, fordi de ikke orker at gå på kompromis med en anden og arbejde for at være noget for andre

Rasmus Ulstrup Larsen bekymrer sig i et debatindlæg i Berlingske over tendensen, fordi det at indgå i et forhold er vigtigt som led i at blive et menneske, som kan gå på kompromis, som andre kan holde ud, og som kan finde ud af at være noget for andre.

Jeg er fuldstændigt enig i, at det kan være utroligt udviklende at være i nære relationer og skulle kæmpe for at få dem til at fungere. Men for det første er det de færreste af os, som aldrig har været i et forhold, og mange har været i langvarige forhold. For det andet er det jo netop plan B at få barn alene – det er ikke et fravalg af en partner med alt, hvad det indebærer af hårdt relationsarbejde.

For det tredje findes der andre måder at indgå i nære relationer på end parforhold. For selvvalgt enlige mødre er netværk utrolig vigtigt, og mange flytter tættere på deres familie, når de får børn. Nogle flytter ligefrem i bofællesskab med deres forældre.

Endelig er der én relation, som er langt mere udfordrende og lærerig, når det gælder relationsarbejde og dét at tilsidesætte sig selv og være noget for andre. Det er relationen til ens børn.

Det er ikke i orden, at kvinder får børn alene, for mænd har ikke samme mulighed

Tjah, hvad kan jeg sige? Det er lidt det samme som at sige, at mænd ikke må springe toiletkøen over og pisse i buskene, fordi kvinder ikke har samme mulighed. Når det er sagt, så er min egen familie et eksempel på, at mænd faktisk har andre muligheder end at finde sig en kæreste at få børn med.

Min ældstes far og jeg fandt sammen om ønsket om at få et barn, fordi ingen af os havde en kæreste. Faktisk findes der en datingside til den slags – regnbuebarn.dk hedder den, og selv om navnet giver indtryk af, at den kun er for homoseksuelle, er der profiler af alle slags på siden.

Derudover kan mænd adoptere alene, sådan som også mange selvvalgt enlige mødre har gjort. Betingelserne er formelt set de samme som for kvindelige eneadoptanter. Men Adoption og Samfund oplyser, at meget få mænd henvender sig med ønsket om at adoptere som enlige. Rugemødre er også en mulighed – den mulighed er dog meget svær at forfølge, kan være dyr og har sine helt egne etiske problemstillinger, som det her indlæg ikke skal handle om.

Tendensen er bekymrende, fordi mænd mister deres rolle i familien

Lad os se lidt på statistikken. I 2016 blev der født 61.614 børn. Ifølge Dansk Fertilitetsselskabs årsrapport forventedes 580 børn at blive født af kvinder uden partner efter behandling på fertilitetsklinik i 2015. Det er 0,9 procent af alle fødsler. Det tal er dog i stigning og har været det, siden det blev lovligt. Måske er det den stigning, der vækker bekymring for, at det er en omsiggribende trend.

Men lad os tage udgangspunkt i, at der altid har været enlige kvinder, som ønskede sig børn. Det nye er, at de har mulighed for at få det. Antallet er vel først og fremmest i stigning, fordi det tager tid, før alle har kendskab til muligheden, og før der er skabt kulturelt albuerum til, at flere enlige kvinder tør tage springet. Men det vil finde sit leje.

Om det er ved 1,3 eller 2 procent ved jeg ikke, men det bliver på ingen måde en generel trussel mod mandens rolle i familien. Husk på, at det er plan B! Vi repræsenterer bare den andel i befolkningen, der før i tiden ikke fik børn.

Børn skal vokse op med en mor og en far

Den påstand hviler på en præmis om, at kernefamilien altid har dannet rammen om familien, og at dét at vokse op uden en nærværende far er noget spritnyt, som er kommet med de moderne familieformer. Men vi skal bare to generationer tilbage, før faderen spillede en meget lille rolle som omsorgsperson i mange familier.

Nogle debattører refererer til forskning, som viser, at børn af enlige forældre klarer sig dårligere end børn i kernefamilier. Problemet er, at disse studier ikke skelner mellem børn af selvvalgt enlige og børn, hvis forældre er blevet skilt, som har mistet en forælder eller af andre grunde aldrig har set deres ene forælder.

Nogle familier kommer godt igennem den slags kriser, men andre er meget udfordrede, og det kan på ingen måde sammenlignes med vilkårene for børn af selvvalgt enlige forældre.

I det europæiske studie, jeg henviste til først i artiklen, fandt man, at børn af selvvalgt enlige forældre trives fuldstændigt lige så godt som børn i kernefamilier, og at forældre-barn-relationen er lige velfungerende hos begge grupper.

For mit eget vedkommende ligger det så heldigt, at min ældstes far har forelsket sig hovedkulds i den yngste, henter hende i børnehaven mindst en gang om ugen og ellers passer alt det, han kan.

Derudover bor jeg i familiekollektiv med min søster, svoger og deres to drenge på fem år. Vi spiser jævnligt sammen, deles om opgaverne og passer ungerne på skift, og ungerne løber frem og tilbage mellem vores lejligheder.

I baghaven har vores bagboere, et pensioneret ægtepar, lavet et hul i plankeværket – her færdes ungerne også hjemmevant og bliver passet indimellem. Min far henter ungerne en gang om ugen. Alt i alt mangler mine unger hverken voksne m/k eller børn at relatere sig til, og jeg har masser af ressourcer omkring mig, som jeg kan trække på.

Offentligt stigmatisering

Der er mange vigtige emner omkring eneforældreskab, som vi godt kunne bruge en debat om. Men det ville være rigtig godt, hvis debatten var næret af indsigt i vores historier og bevæggrunde. Der er intet at bekymre sig for.

Vi er ikke en tendens, der vil brede sig som en steppebrand. Vores børn trives helt som andre børn. Og der vil altid være brug for mænd. Ikke bare som donorer, men som livspartnere, elskere, venner, fædre, kolleger og voksenvenner.

Hvis der er noget, vi bør bekymre os om, er det måske snarere, hvad offentlig stigmatisering af selvvalgt enlige mødre – og dermed konceptet selvvalgt enlige forældre i det hele taget – gør ved mænds albuerum til at blive selvvalgt enlige fædre. For jeg kunne da virkelig godt ønske mig, at flere mænd havde og greb den mulighed. Jeg ved, de er derude, de enlige mænd, som brændende ønsker sig et barn. Og jeg forstår dem virkelig godt.

Ditte Degnbol er ph.d og projektleder i Fonden Teknologirådet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Kurt Nielsen
    Kurt Nielsen
  • Brugerbillede for Eva Schwanenflügel
    Eva Schwanenflügel
  • Brugerbillede for Flemming Berger
    Flemming Berger
  • Brugerbillede for June Beltoft
    June Beltoft
  • Brugerbillede for David Zennaro
    David Zennaro
Kurt Nielsen, Eva Schwanenflügel, Flemming Berger, June Beltoft og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for René Arestrup
René Arestrup

Jeg tror modstanden har afsæt i, hvad der for mange mænd er en skræmmende og omkringsiggribende overflødiggørelse af mandekønnet. Den moderne mand er presset på mange fronter og nu også på noget så eksistentielt centralt som reproduktion, altså muligheden for at blive far.
Ditte Degnbols spådom om at det altid vil være en absolut minoritet af kvinder, der vælger at få børn alene, er heller ikke nødvendigvis rigtig. Vi lever i en supermarkedskultur, hvor der i princippet er - og forventes at være - frit valg på alle hylder - også når det kommer til parforhold og reproduktion. Og der vil altid være betydelig efterspørgsel på de nemme og bekvemme løsninger - og ikke mindst i takt med at kønskampen udvikler sig og det bliver stadig sværere for mænd og kvinder at kommunikere og finde en fælles forståelse.
Perspektiverne er ikke opløftende for mænd generelt. Derfor modstanden.

Jesper Frimann Ljungberg, Espen Bøgh, Michael Friis, Karsten Aaen, Lars Steffensen, Bjarne Bisgaard Jensen og Arne Lund anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Toke Andersen
Toke Andersen

Det er intet problem, for mænd, at nogle kvinder ønsker at lave børn uden mandligt deltagelse. Dem om det.
Spørgsmålet er om det er fair overfor børnene ? Det mener jeg ikke.
Og om det offentlige skal sponsorere denne tendens ? Det mener jeg heller ikke.

Jesper Frimann Ljungberg, Lars Steffensen, Danny Ocean, Espen Bøgh, Hans Ingolfsdottir, Flemming Berger og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Birgitte  Olesen
Birgitte Olesen

Meget rammende artikel af Ditte Degnbøl.
Tak fordi du bringer "virkeligheden" ind i debatten. Alt for mange har en masse fordomme om bores familieform uden at kende en eneste af os eller vores børn.

Brugerbillede for Leo Nygaard

I pattedyrenes verden er der fædre, der kun mødes med mødrene, når forplantningen skal ske,
Derefter ser de ikke noget til afkommet, og hunnen opfostrer ungerne.
I menneskeverdenen er dette korte møde ikke en nødvendighed. Lægevidenskaben har sørget for, at arten kan videreføres alligevel.
Hvor ender den udvikling ?

Brugerbillede for Birgitte  Olesen
Birgitte Olesen

Når du nu læser Leo, at langt de fleste af mødrene i artiklen gerne ville have været "far, mor og børn", tror du så stadig at det er en udvikling, der vil brede sig meget?
Jeg tror, det har eksisteret længe. Tidligere gik kvinder "i byen" og så "hang manden på regningen" på godt og ondt, eller også fik manden det aldrig at vide.

Kurt Nielsen, Mette Poulsen, Eva Schwanenflügel og Lars Steffensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Arne Lund

Pletskud, Rene Arestrup. Det er lige netop supermarkedmentaliteten - frit valg på alle hylder (som jo var Foghs livsfilosofi) - der får et stigende antal kvinder til at fravælge faren.
Mødrene får på et tidspunkt et alvorligt problem, når de skal fortælle deres barn/børn, hvorfor en far ikke anses for at være god nok til at have indenfor i boligen. Og er barnet en dreng, så må han da føle sig marginaliseret, mistænkeliggjort, være suspekt, og ikke værdi til morens kærlighed.
Fagre nye verden.
Når det så er sagt, så undres jeg over, at mændene accepterer, at moren stikker af ed børnene, som om det er hendes "ejendom" alene. Det er jo et delt ansvar.
Vi ser her til lands skævt til den opfattelse, der trives blandt nogle muslimer, om at børnene er farens ejendom, og at han i givet fald har ret til at bortføre barnet.
Mødrenes monopol på børnene er ikke stort anderledes, selvom de pågældende mødre jo nok vil benægte det.

Jesper Frimann Ljungberg, Hans Christian Asmussen, Espen Bøgh, Flemming Berger, Lars Steffensen og Ole Christiansen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Sten Victor

Et tema, som altid har været et sprængfuldt debatemne, og altid har delt vandene.

Men det er ikke en menneskeret at få børn.

Det ikke det offentliges opgave, at betale for en insemination, hvis de naturlige veje for en graviditet ikke lader sig indfri.

Det er heller ikke moralsk og etisk ansvarligt, at blive selvvalgt enlig mor eller forælder, upåagtet af hvor meget kærlighed man måtte være er i besiddelse af.

Uanset hvordan man end vender og drejer bevæggrundene, så er det børnene der ufrivilligt bliver taget som gidsler. Og børnene skal til enhver altid have muligheden for, at få at vide, hvem den biologiske fader er. Også selvom, der skulle være tale om en ukendt donor.

Det handler om børnenes rettigheder.

Hans Christian Asmussen og Hans Ingolfsdottir anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ole  Brockdorff
Ole Brockdorff

I sin på alle måder følsomme og begavede kronik henviser Ditte Degnbol til et europæisk studie om, at børn af selvvalgt enlige forældre trives fuldstændig lige så godt som børn i kernefamilier, altså den klassiske familie med børn reproduceret på naturlig vis mellem en mand og en kvinde, og at relationen mellem forældre og barn er lige velfungerende hos begge grupper.

Nej, det tror jeg ikke på.

Uanset hvordan man vender og drejer argumenterne for eller imod de moderne familielivsformer, er og bliver det på længere sigt et følelsesmæssigt tab af dimensioner for et hvilket som helst barn, at de ikke som udgangspunkt på starten i livet får en biologisk far og mor omkring sig, der i kraft af et stærkt fællesskab og samhørighed i et lykkeligt ægteskab, kan elske og forgude dem hver dag året rundt i takt med deres opvækst samt menneskelige og boglige opdragelse.

Alle børn – drenge og piger – fortjener lige fra fødslen som udgangspunkt, at have en kærlig biologisk far og mor omkring sig, hvor far er børnenes rollemodel under hele opvæksten, og mor en kærlig sjæl og katalysator i hjemmet for sin mand og ungerne. Baseret på de fælles værdier som mand og hustru nu èn gang har aftalt med hinanden. Men nøglen til den ultimative bedste opvækst som barn vil altid være den klassiske familie med biologiske forældre i et lykkeligt ægteskab – ikke alle mulige andre familielivsformer.

I den klassiske familie har det generelt altid været manden, der tjener pengene hjem til familien, mens kvinden passer hjemmet, og sådan var det også her i landet indtil for 40 år siden. Far gik på arbejde og tjente knolden hjem til familien. Mor passede ungerne og hjemmet. Men alt det blev slået i stykker, da politikerne skabte bistandslovgivningen (i dag overførselsindkomster), som gjorde det muligt for kvinder, at blive gravid med en kendt eller ukendt mand, og så føde børn uden penge eller arbejde til at forsørge sit eget liv.

Anno 2017 sidder vi med tusinder af enlige mødre, hvoraf mange heldigvis arbejder, men lige så mange lever af kontanthjælp, dagpenge, førtidspension, sygedagpenge eller alle mulige andre ydelser fra en økonomisk velfærdspolitik, der politisk kan brænde sammen hvornår det skal være, og dermed på et tidspunkt efterlade i titusindvis af børn som gadebørn sammen med deres enlige mødre, i lighed med skæbnen for mere end blandt andet seks millioner gadebørn i Brasilien.

Ja, Ditte Degnbol, der er rigtig mange mænd derude i livet, der brændende ønsker sig et barn eller to, men de ønsker det i et lykkeligt og harmonisk ægteskab sammen med en kvinde, der primært vil indstille sig på, at gå hjemme og passe familie og børn, alt imens han tjener pengene hjem til sin familie og ser, at hans børn får så megen kærlighed og omsorg som overhovedet muligt i hverdagen.

Og, nej, kom nu ikke med den påstand, at jeg er gammeldags i min tankegang, for en undersøgelse for nogle år tilbage viste, at 64% af samtlige fuldtidsarbejdende etniske danske kvinder hellere ville gå hjemme og passe mand og børn, hvis det var økonomisk muligt for dem. Imidlertid er langt de fleste arbejdende danske børnefamilier i dag afhængig af to indtægter for at kunne få en rimelig social og økonomisk levestandard, hvilket også er blandt årsagerne til, at danske kvinder kun føder 1,7 barn hver.

50% af de fuldtidsarbejdende kvinder sagde i den samme undersøgelse, at de foruden at passe hjem og mand og børn gerne ville have et deltidsarbejde, når børnene startede op i folkeskolen, men at det ikke måtte være på bekostning af familiens værdier med, at børnene hver dag skal have en biologisk far og mor omkring sig, der primært fokuserer på børnenes velfærd, og under alle omstændigheder ville de gå hjemme de første seks år af børnenes liv.

Jeg er ikke det mindste i tvivl om, at de titusinder af drengebørn vi har i dag med den neuropsykiatriske lidelse ADHD (adfærdsforstyrrelser), der er opfostret af enlige mødre og fædre, i den grad har lidt under manglen på en far som opdragende rollemodel i et lykkeligt parforhold med deres mor frem mod starten i folkeskolen. Udelukkende fordi mor og far ikke kan finde ud af, at leve sammen i et harmonisk ægteskab som ligeværdige partnere og hinandens bedste venner – og i respekt for det ansvar de har påtaget sig ved at sætte børn i verden.

Men desværre betaler nutidens børn en meget høj pris for de voksnes ønske om alle mulige familielivsformer. Tilpasset de voksnes helt personlige ønsker og behov. Uden skelen til den ubestridelige kendsgerning, at et hvilket som helst nyfødt væsen, der kommer ud af maven på sin mor, som udgangspunkt fortjener at blive modtaget af en dejlig rollemodel til biologisk far, der vil gøre alt for sin familie i medgang og modgang, og i hvert fald være hos dem sammen med deres mor indtil de bliver voksne og fylder 18 år.

Det er det rigtige liv for milliarder af mennesker på kloden.

Brugerbillede for Rikke Mønster
Rikke Mønster

forskellen på før denne mulighed var udbredt ( for den har været mulig og brugt i mere end 20 år) er som Birgitte skriver, at før gik kvinderne i byen og "brugte" en eller anden stakkels mand. Hun anede desuden ikke hvilke ubehagelighedder han kunne være i besiddelse af (sygdomme) og hun skulle lyve for stat og amt om at hun ikke aner hvem han er, således der ikke stod noget på attesten.
Eller hun skulle TVINGE ham til at være far til et barn han ikke ønskede, og barnet skulle trække med en far, som ikke gider det....en far der fravælger barnet... hvordan mon det føles??
Ud over det, skal moren forklare sit barn at hun har være en skøge (for at sige det pænt)

Nu kan kvinder tage et fornuftigt og velovervejet valg, have det sundhedsfaglige på plads, etikken (i det med at være promiskuøs) og i en del tilfælde med en åben donor, så barnet ved hvem deres donor er. At Toke syntes det er "synd" for børnene, står for din egen regning, for der er intet der tyder på i nogen undersøgelser, at børnene lider last, eller har det dårligt eller har store afsavn. Den uvidenhed der er om, hvad enlige mødre gør, for at sikre at børnene har alt det de har behov for, er øredøvende.
der har altid være "Selvvalgte enlige mødre" - Men der har bare ikke været fokus på dem, og de er blevet tysset lidt ned, for det var jo skøger, og ikke resursestærke kvinder, som tager et velovervejet valg. - Men i alle tider har den slags kvinder være forsøgt kuet, og nogen mænd, har alle dage været bange for disse kvinder, og gjort alt for at Stigmatisere dem. Så det er ikke noget nyt at mænd stiller sig op "råber" - Sådan har det altid været, og sådan vil det altid være. Men historien viser at det går over; Man stoppede med at brænde kvinder på bålet, eller sende gravide voldtægtofre på tugthuset osv. - Og på et tidspunkt, stopper man nok med at bruge tid i medierne på kvinder der vælger at få børn selv, fordi mændene ikke er klar eller bange eller hvad det nu er der gør at de ikke har lyst til at formere sig! - For helt ærligt.... SÅ interessant er det heller ikke!!!!

Mette Poulsen, Michael Friis, Kurt Nielsen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lars  Steffensen
Lars Steffensen

Det er betryggende at se, hvordan selv komplicerede spørgsmål om børns tarv og rettigheder kan uddebateres på få linier, hvis bare man er tilstrækkeligt nonchelant og kan sine femministiske clichéer på fingrene.

Jesper Frimann Ljungberg, Danny Ocean, Espen Bøgh og Arne Lund anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for ulrik mortensen
ulrik mortensen

Er manden overflødig? i de senere år, hvor vi har diskuteret øremærket barsel til fædre har vi ellers fået at vide, at fædre er meget vigtige for børnene og ligestillingen. F.eks. skriver en kvinde (der går ind for øremærket barsel til mænd) her: "Men hvorfor må familierne ikke selv vælge, hvad der er bedst for dem? Ja, du er jo nødt til at spørge. Mit svar er: Fordi familierne er blevet forældre sammen. Fordi fædre bør have ret til at være sammen med deres børn, lige som mødrene har det." (citat slut). Forvirrende? https://www.information.dk/debat/2016/11/tvinger-maend-paa-barsel

Brugerbillede for Lars  Steffensen
Lars Steffensen

"Ditte Degnbols spådom om at det altid vil være en absolut minoritet af kvinder, der vælger at få børn alene, er heller ikke nødvendigvis rigtig."

Det er en adfærd som er relateret til en almindelig "ejerfornemmelse" over fælles børn. Samme type ejerfornemmelse, der motiverer til at sabotere mænds samværsret efter skilmisse ved at bruge fabrikerede beskyldninger om seksuelt misbrug eller lignende. Bag det ligger en formentlig en oplevelse af at egne følelser er vigtigere en en objektiv forståelse af børns tarv og børns rettigheder.

Brugerbillede for Lars  Steffensen
Lars Steffensen

"Mænd der ikke tager mindst halvdelen af barselsorloven fortjener ikke at få børn..."

Hvad med børn af mænd der ikke tager mindst halvdelen af barselsorloven? Fortjener de ikke at have en far? Hvordan kan børns rettigheder være så fuldstændig uden vægt i din tankegang?

Espen Bøgh, Michael Friis, Flemming Berger og ulrik mortensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jens Thaarup Nyberg
Jens Thaarup Nyberg

Lars Steffensen; - 18:52
" Ditte ... rigtig" eller Ditte Degnbols spådom, som er tegn på en adfærd relateret til en almindelig "ejerfornemmelse" over fælles børn.
Og hvad du end måtte mene, så skulle du måske læse artiklen før du begynder at tale om "ejerfornemmelse" her.
Men ok, du taler af erfaring ?

Brugerbillede for Jens Thaarup Nyberg
Jens Thaarup Nyberg

Om igen:
Lars Steffensen; - 18:52
Er det " Ditte ... rigtig" eller Ditte Degnbols spådom, som er tegn på en adfærd relateret til en almindelig "ejerfornemmelse" over fælles børn.
Og hvad du end måtte mene, så skulle du måske læse artiklen før du begynder at tale om "ejerfornemmelse" her.
Men ok, du taler af erfaring ?

Brugerbillede for Lars  Steffensen
Lars Steffensen

@ Jens Thaarup Nyberg

Påstanden er at valget (ikke en nødtvungen accept men et valg) af at ens barn ikke i praksis har nogen far, afspejler en nedvurdering af børns behov for at have en far. Og en opvurdering af hvor vigtigt der er at få dækket sit eget behov for at have kontrol over hvordan slægten føres videre. En slags selvovervurdering som man kan kalde ejerformennelse. Og som også ses i den måde samværsret i mange tilfælde er blevet saboteret på af kvinder, der "følte" en ret til at fravælge faderen på deres børns vegne.

Man kan fokusere på hvord dette håndteres i forhold til barnets far. Med det er lang mere interesant at se på hvilke valg man træffer på barnets vegne, med konsekvenser så langt ud i fremtiden at det kan være svært at overskue.

Jeg tror at du blander manglende læsning sammen med manglende accept af premisserne for Ditte Degnbols beretning. Jeg synes at det er ekstremt nonechalant at argumentere så skråsikkers som det ses ovenfor, og at det vidner om en form for arrogance over for de alvorlige konsekvenser man påfører sine børn ved at man fravælger et mere alvorligt forsøg på at få en mere traditionel opvæst etableret for sine børn.

Som alle andre her i tråden har jeg personlig erfaring med at have biologiske forældre med et mere eller mindre velfungerende samarbejde omkring at få børn. Men det vidste du vel i forvejen?

Brugerbillede for Jørn Vilvig

Lars: Børn er ligeglade med om de har en far, hvis han ikke tager sig af dem. Og det gør de jo ikke vel? De tager ikke engang barselsorlov.

Brugerbillede for Touhami Bennour
Touhami Bennour

Der findes ikke en løsning på sex eller reproduktionren, det findes det som mennesker har fundet på, og det bliver diskutable altid. Så hvorfor føre krig på grund af "tvang ægteskaber" og andet påskud bare for at vise at det har "værdier". Jeg synes det skal acceptere det der er indtil det vil skiftes. "Du har din religion og jeg har min". Så sagde muslimer til alle andre fra begyndelsen. så vidt jeg ved. Ingen har et alternativ til "familiemønster". Men det er et logisk problem her: Barnet blev ikke spurgt om det , Det er ellers vesten hænger meget i det "at blive spurgt"

Brugerbillede for Johnny Winther Ronnenberg
Johnny Winther Ronnenberg

Den her diskussion chokerer mig, den burde ikke kunne finde sted i 2017, Og specielt herrernes kommentarer falder mig for brystet.

Tilbage i firserne lærte jeg et lesbisk par godt at kende gennem frivilligt arbejde og jeg blev spurgt om jeg ville være sæddonor, det var før kunstig befrugtning ;-) Mit hjerte sagde ja, men min ex sagde nej og jeg rettede ind.

Jeg kunne derfor godt have haft et par unger på gule plader og hvad så!

De fandt selvfølgelig en anden donor og måske lykken?

Man skal ikke dømme andre, før man har gået i deres sko ;-)

Brugerbillede for Michael Friis
Michael Friis

Ditte Degnbol har skrevet en flot artikel om sin personlige situation. Og ja det er en kvinde-ret at få børn.
Det er ikke en børne ret at have en far.
Ditte D har gjort sig nogle gode overvejselser og har truffet nogle fine valg. Men hvad sker der den dag at hun også vil have en mand?
Jeg har flere gange mødt skilsmisse eller ene-forælder-børn der savner et forhold til deres "far". Der er flere forklaringer på denne manglende far. 1. Mor og far kunne ikke sammen (en uforsonelige skilsmisse) 2. Far har travlt i sit nye forhold 3. Mors nr 2 mand blev farrollen, men nu er mor med mand nr 3 4. Faren er misbruger o.l

I Ditte D situation kan paradiset brat forsvinde.

Brugerbillede for Lars  Steffensen
Lars Steffensen

"Det er ikke en børne ret at have en far."

@ MF
Hvad tænker du at børn, der er blevet frataget deres biologiske far mener om det?

Brugerbillede for Michael Friis
Michael Friis

lars steffensen. Jeg tænker det vigtigste er at der er en blivende person der er FAR. Mindre vigtigt at han er biologisk

Brugerbillede for Espen Bøgh

Der er lidt for mange selvvalgte sandheder gennemgående i hele fortællingen fra DG, som i øvrigt allerede i overskriften sætte egokvinden i offerrollen(mandehadere) ind i en falsk kontekst, som fuldgøres med "vi vil bare gerne have børn"!

Sidenhen vrimler det med selvvalgte "sandheder" der skal dække og forklare os hendes sandheder, som også ofte ender i forvredne historier, om fortidens arbejdsdeling i hjemmene, hvor manden gik på arbejde og kvinden gik derhjemme.

Ikke et eneste ord om hvorfor, kun skylden mod manden i det slet skjulte, men virkeligheden dengang var antallet af industrielle arbejdspladser, så kvinder også kom ud på arbejdsmarkedet, først voksende op igennem 50erne og 60erne, og brød kønsrollemønstret, ligesom uddannelse også blev kvindernes mulighed i det udviklende og rigere samfund, med plads hertil.

Det var dengang landbefolkningen søgte mod byerne og søgte arbejde, og et bedre liv, og hvor mekaniseringen af landbruget tog til.

Omskrivningen og fejludlægningen af fortiden er DG's valg for at få sin historie til at passe, - men det sker på virkelighedens bekostning.

I afslutningen genfinder vi igen DG's egen offerrolle udmalet med ordet; "stigmatisering af disse alene mødre", jovist vil hun være fri, - men for hvad når det kommer til stykket(?), ved hun det overhovedet selv?

Den bedste måde at få det som man vil i et ægteskabeligt forhold er at kunne bestemme det hele selv, uden andres indblanding, er selvfølgeligt, at udelade et forpligtende ægteskab, men alligevel få de børn man har lyst til og være enlig mor - men også offer i og fra samfundets side.

JEG, MIG, MIT, MINE osv. gennemsyrer hele ind indlægget, og børnene holdes op som skjold og den offerrolle som man ser sig selv i overfor det omgivende samfund.

DG kryb bare ned fra træet, du kan alligevel ikke gemme dig i en bladsløs trætop, og du er en ynkelig klynker for dit ego!

Brugerbillede for Lars  Steffensen
Lars Steffensen

"Jeg tænker..."

@MF
Og hvad forestiller du dig at at børn, der er blevet frataget deres biologiske far mener om det?

Brugerbillede for Jens Thaarup Nyberg
Jens Thaarup Nyberg

Lars Steffensen; 04. august - 20:04
" ...det vidner om en form for arrogance over for de alvorlige konsekvenser man påfører sine børn ved at man fravælger et mere alvorligt forsøg på at få en mere traditionel opvæst etableret for sine børn."
Hvorfor modsætter du dig den tradition enlige mødre også er. Du mener, for en traditionel opvæksts og for børnenes skyld. Gennemgående for den traditionelle opvækst er, at det er de voksne der sætter grænser; hvad der sker indenfor disse grænser, i familien, er os ligegyldigt, undtagen børn mishandles, forsømmes eller opdrages til samfundsskadelig virksomhed. Og jeg kan ikke se, en manglende far skulle være et generelt problem i den henseende.

Brugerbillede for Jens Thaarup Nyberg
Jens Thaarup Nyberg

Lars Steffensen; 04. august - 20:04
Og endelig: det er ikke de enlige mødres børns sag du taler, når du udstiller dem som kommende problematiske medborgere.

Brugerbillede for Lars  Steffensen
Lars Steffensen

" jeg kan ikke se, en manglende far skulle være et generelt problem..."

Så tror jeg det bliver svært at blive enige om ret meget i denne diskusion.

"du udstiller dem som kommende problematiske medborgere..."

Nej. Der er formentlig mange børn der kan overvinde de handicaps de påføres uden at blive "problematiske borgere". Men jeg vil antage at de ressourcer, de må bruge på at kompensere for en ringere start på livet, kunne være brugt bedre.

Og så er der selvfølgelig dem som ikke kan, som har behov for hjælp, som har et legitimt krav om at få denne hjælp. Og som ikke bør udstilles, sådan som det i vid udstrækning gøres i den ekstremt negative debat om social indsats i Danmark.

Brugerbillede for Jens Thaarup Nyberg
Jens Thaarup Nyberg

Lars Steffensen; - 22:09
Du må da være enig med mig i, at din udgrænsning af enlige mødres børn, som handicapedde, og med en ringere start, ikke er til disse børns fremme, forsåvidt du virkelig skulle have ret i dine påstande, og direkte skadelig hvis det skulle vise sig, du ikke har ret i dine påstande.

Brugerbillede for Jesper Frimann Ljungberg
Jesper Frimann Ljungberg

Jeg kan da godt forstå hele Plan B problematikken, som forfatteren beskriver. Og det er sku' fair nok, at hun vælger at gøre som hun gør. Men det er hendes eget ansvar, og det er et stort ansvar, som man skal være voksen nok til at tage.
Min personlige mening er, at sådan et valg diktere, at man selv betaler for kunstig befrugtning, man skal heller ikke have ekstra midler i form af børnetilskud for enlige. Eller friplads eller...
Det gør man så i dag.. og det er jeg ikke tilhænger af. Sorry.. hvis man er voksen nok til, at få børn alene, så må man også tage konsekvenserne.

Ud over det, er der så efter min mening også moralske forpligtigelser. Det er vigtigt at barnet har en af det samme og modsatte køn at spejle sig i, for at sikre sig at barnet som voksen vil kunne fungere i samfundet sådan nogenlunde.
Hvis du ser på de virkelige vanskelige problem drenge og piger i skolen/institutionerne så er langt hovedparten af dem.. altså børn med single forældre, hvor kontakten med det andet køn ikke er til stede. Jeg mener faktisk at forfatteren løser det meget godt med en ven af det modsatte køn. Det viser IMHO ansvarlighed.
Så for at koge det ned.. så ja.. selvfølgelig må man da vælge at være enlig forældre. Men det er et ansvar man skal leve op til.

Når det så er sagt.. så ja.. husker jeg da godt dating/gå i byen scenen da jeg var først i 30'erne og gik fra at være studerende og veltrænet hug i fast forhold pga. et fysisk hårdt studiejob til buttet single IT-mand. Hold da kæft, hvor var der mange ... ja.. hvordan skriver jeg det her pænt .. overfladiske.. karrierer fiksede .. hormonforstyrrede .. middle management .. prinsesser .. der ledte efter en top-executive, der var god nok til dem.
Jeg husker at joken i vennekredsen (IT-folk af hankøn) var, at man skulle have en T-shirt på inden under skjorten med sin lønseddel trykt på (IT-folk tjente også godt dengang), og så eller sige, at man var i salg og marketing, og var på vej op.....havde barberblade på albuerne..

Jeg var så så heldig, at blive placeret over for min kommende kone til et bryllup (totalt match making), og resten er så bare historie. Og ja min kone er chef i det offentlige. Og jeg har mit eget firma og prøver at holde timeantallet nede så jeg også kan trække hovedparten af læsset hjemme, hvilket inkludere to drenge på 3 og 7. Så jeg var bare heldig at finde 'en rigtig' kvinde :)

// Jesper

Brugerbillede for Kristian kristian@5marts.dk
Kristian kristian@5marts.dk

Hvordan er det for et barn, ikke at have sin egen biologiske far? Svaret er, at det altid er vanskeligt. Heldigvis er der ofte forhold, der gør det lettere (fx en god mor, en god stedfar o.s.v.), men det vil altid være et vanskeligt spørgsmål for barnet at håndtere, fordi det er så vigtigt for identiteten og selvrespekten. Hvorfor fik jeg ikke min far? En uforholdsmæssig stor del af de drenge, der udvikler adfærdsproblemer, mangler - eller har et problematisk forhold til - deres biologiske far. Det handler altså ikke kun om god omsorg og kvalitetstid med nogle voksne, der er glad for barnet. For barnet er det som en kniv i hjertet, at faderen ikke elsker det. Det gælder også, når barnet er blevet voksent.
vh Kristian Larsen

Brugerbillede for René Arestrup
René Arestrup

Der er påfaldende mange donor-børn, der, når de bliver gamle nok, retter henvendelse til diverse sædbanker i håb om at få et nummer og et muligt navn. Hvorfor mon?

Brugerbillede for Nille Torsen

Der er to perspektiver som sjældent nævnes i debatten

1) insemination af enlige kvinder kan kun finde sted fordi den biologiske far (som bevidst har været med til at sætte et barn i verden) fritages for ansvar. Dette ansvar overføres ikke til en social far eller til en medmor. Det overføres til "fælleskassen" som både mænd og kvinder bidrager til. Nettoresultat: mændene fritages for ansvar. Hvis dette er et udtryk for senmodernitetens "frigørelsesproces" så er det ikke kvindernes, men mændenes frigørelse vi ser udfolde sig.

2) Mange selvvalgte enlige mødre sender et frivilligt/ufrivilligt budskab til offentligheden om at "her går det godt" og at de ikke vil ynkes. Det kan man godt forstå, men hvordan stiller det så de "ufrivillige" enlige mødre? Grunden til den særlige støtte de får er jo netop at offentligheden fatter sympati for dem fordi de uden egen skyld er kommet i en vanskelig situation. Med kontanthjælpsloftet har de næppe brug for mindre sympati.

Selvvalgte enlige mødre udfordrer ikke mænd andet end rent ideologisk. Mændene bliver fritaget for ansvar og bliver ovenikøbet betalt for at lave børn. De selvvalgte enlige mødre udfordrer derimod de "ufrivillige" enlige mødre. De ønsker ikke at blive slået i hartkorn med uuddannede unge kvinder på kontanthjælp. Det er overklassen imod underklassen.