Klumme

Medieforliget bliver et værdipolitisk svendestykke

Hvorfor er de borgerlige partier så forhippede på at beskære DR? Svaret fik jeg i sidste uge af Venstres medieordfører, Britt Bager: Det er værdipolitik
23. august 2017

I sidste uge var jeg som mediekommentator og tidligere medlem af Public Service-udvalget inviteret med til kulturministerens ’medietopmøde’ på Rødding Højskole. Langt størstedelen af de 60 deltagere var toppen af mediepoppen. Topchefer og andre ledere af store og små medievirksomheder.

Det var ikke ministeriet, der inviterede, det var ministeren selv. Ordet jeg og mine bruges ti gange på den halve A4-side, som udgjorde invitationen. Det lød, som om Mette Bock personligt skulle udforme det vigtige regeringsudspil til den fremtidige mediepolitik, som kommer næste år. Det skal hun ikke.

Når det kommer, bliver det et resultat af en benhård diskussion i regeringen, som tydeligvis øjner sin første mulighed for et bastant værdipolitisk udspil i årevis. Og de, der skal være med til at udforme udspillet, blev væk – ikke mindst ordføreren for det største regeringsparti, Venstres Britt Bager.

Socialdemokraternes Mogens Jensen mødte som altid trofast op som eneste mediepolitiker ud over ministeren. Den tidligere kompromisløse fortaler for DR er tydeligvis blevet sat lidt under administration af sin partitop og er pludselig blevet mere fleksibel over for nedskæringer af DR.

Mere end direktørlønninger og hestetransporter

Det var altså branchen, der mødtes i 24 timer på Rødding Højskole til kulturministerens Rødding-møde (der nu er blevet spinnet som en årelang tradition, selv om det var Bertel Haarder, der opfandt det sidste år).

Det var forfriskende, at det, som optager nyhedsmediernes indhold mest lige nu, stort set ikke blev diskuteret i Rødding. Der blev ikke brugt tid på DR-direktørlønninger eller hestetransporter. Heller ikke om torsdagen, hvor Ekstra Bladet havde Mette Bocks fratrædelsesmillioner fra DR på forsiden. Deltagerne var tydeligvis interesseret i noget langt vigtigere: egen overlevelse i en tid, hvor truslen ikke kommer indefra, men udefra.

Min sidemand under afskedsfrokosten, som også er en udefrakommende iagttager, oplevede mødet som »et landsmøde for taxavognmænd, der diskuterer indbyrdes, hvordan markedet kan give mest udbytte, men retter blikket stift mod staten og politikerne for at få bedre vilkår og ikke mindst få dem til at standse amerikanske Ubers trussel mod deres eksistens«. I denne sammenhæng læs: Facebook, Google, Amazon, Apple, Netflix og HBO.

Kulturministeren havde inviteret en repræsentant for Netflix. Cheflobbyisten – det hedder Director of Public Policy – Janneke Slöetjes, rammede heldigvis en pæl igennem alle forhåbninger om, at den amerikanske platform på nogen måde kan blive en vigtig faktor i dansk medieudvikling.

»Vi er et rent underholdningsmedie, vi vil gerne samarbejde med danske producenter, men kun om projekter, der har bred, international appel,« sagde hun.

Det er, som alle ved, nogle klatskillinger til en dramaserie eller tre, måske en enkelt eller to større dokumentarfilm. En dråbe i det mediehav, som producerer indhold for mange milliarder. Den branche, der laver tusinder af timer dansk journalistik, dansk underholdning, dansk kultur, dansk debat. Det, der hedder public service, når det finansieres og reguleres af staten, og publicisme, når det laves af private aktører.

’Det er værdipolitik’

Rødding-mødet sendte et lille signal om mere samarbejde, og at bredere deling af licensfinansieret indhold kan være vejen frem. Men der blev ikke talt om, hvordan man konkret kan få folk til at bruge det.

At der er uendelig langt fra at snakke om samarbejde til rent faktisk at praktisere det, blev kun forstærket af at høre på debatterne i Rødding. Og da jeg dagen efter i en helt anden sammenhæng hørte Venstres Britt Bager forklare sit krav om at beskære DR »med 20 til 30 procent« med to korte argumenter, gik essensen i mediepolitikken op for mig.

Hendes første argument for nedskæring var: »Det står i regeringsgrundlaget,« og da V-medieordføreren af ordstyrer Erik Stephensen blev spurgt om hvorfor, svarede hun: »det er værdipolitik.« Så ved vi det.

Med tre ord havde Britt Bager neutraliseret 24 timers tilløb til en saglig debat på Rødding Højskole. Det var, for at bruge titlen på et tv-program, rene ord for pengene.

Lasse Jensen er mediejournalist. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • jørgen djørup
  • Torben K L Jensen
  • Nanna Wulff M.
  • Steen Sohn
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Dorte Sørensen
  • Ejvind Larsen
jørgen djørup, Torben K L Jensen, Nanna Wulff M., Steen Sohn, Maj-Britt Kent Hansen, Dorte Sørensen og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

ole rasmussen

Nu kan jeg ikke læse artiklen, men jeg formoder at Mette Bock har en helt anden dagsorden for DR end den vi som licensbetalere har.

Torben Lindegaard

@Lasse Jensen

Lad os få DR som en tilvalgsmulighed i TV-Pakken.

Så slipper vi for tvangsbetaling - og DR slipper for at skulle høre på vores brok.

Christoffer Pedersen

Jeg er glad for vi har DR.
Men DR har bragt sig selv i en situation hvor man kan spørge sig selv om de ikke bruger for mange penge på fede lønninger mv, som enhver politiker kan score point på at vise foragt for.