Læserbrev

Vi mistænkeliggør kunsterne, men gør intet selv

29. august 2017

Det vigtige i Hanno Rauterbergs essay i Information den 16. august var ikke, at kunstnere skal have muligheden for at kalde nogen neger, eller bøsse for den sags skyld, som Ferdinand Ahm Krag ellers polemisk hævder i et interview her i avisen den 23. august.

Rauterberg problematiserer den konfrontatoriske måde, man, selv blandt kunstnere(!), i dag kræver kunstnere fyret eller deres malerier taget ned og brændt, fordi man er uenig med dem og ikke mener, at de er i en position til at ytre sig.

Det er problematisk, at folk eller grupper identificerer sig så kraftigt med deres tilhørsforhold, at de ekskluderer andre fra samtale.

Det er klart, at etniske, kønsmæssige og økonomiske tilhørsforhold kan skabe en større autenticitet omkring et udsagn. Men hvis vi kræver fuld identifikation, som er ensbetydende med kønslig og farvemæssig lighed, så ophæver vi medfølelsen og evnen til at forstå andre – og evnen til at løfte os op i generelle perspektiver.

Hvis du er sort i et vestligt land, ved du mere om, hvordan det føles, at blive undertrykt. Men du ved ikke nødvendigvis noget generelt om undertrykkelse.

For mig står særligt ét argument fra Ahm Krags interview centralt. Ahm Krag siger i forbindelse med Ai Weiweis værk med redningsveste fra bådflygtninge på Charlottenborgs facade, at kunsten virker som en form for staffage, der ikke kommer de nødstedte til gode. På mange måder et argument, der gennemsyrer vores politiske kultur.

For det første mistænkeliggør det afsenderen: Kunstneren må have en bagtanke med at tage emnet op, nemlig den at fremme sin karriere. Ai Weiwei nyder godt af andres lidelse, synes det spin-agtige argument at være. Og brugen af ordet staffage mistænkeliggør handlingen, selv om alt kunst på en eller anden måde jo er staffage!

For det andet er det utrolig kynisk i sin antagelse af, hvad der kommer de nødstedte til gode. Hvad er alternativet, kan man spørge. At gøre som os andre: Ingenting? Og er det ikke det, som er kynisk og, ja, sløvt.

Man kan selvfølgelig som Ahm Krag forsøge at rangordne vigtige dagsordner. At det er bedre at beskæftige sig med former for antropocentriske eller økologiske positioner end andre mere staffageagtige dagsordner.

Men mon ikke der i Hanno Rauterbergs artikel netop lå et håb om at gøre netop sagerne vigtige igen – i stedet for udsigelsespositionerne?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu