Kronik

Det er ikke mødrene, der afgør, hvad moderskab er

At være mor handler ikke bare om at føde et barn. I dag er det en identitet, man skal tage på sig, og som tvinges ned i halsen på én af samfundet, familien, Sundhedsstyrelsen og ikke mindst patriarkatet
At være mor handler ikke bare om at føde et barn. I dag er det en identitet, man skal tage på sig, og som tvinges ned i halsen på én af samfundet, familien, Sundhedsstyrelsen og ikke mindst patriarkatet

iBureauet/Mia Mottelson

14. august 2017

Jeg synes, det er decideret rockerhårdt hardship at være mor. Moderen. Moar. Ravnemor. Kær kvinderolle har mange navne. Ofte virker det som om, der kun er en vej med børn: They’re gonna get you down. Især som kvinde. Fordi moderskabet i vores del af verden defineres ud fra patriarkalske strukturer.

Moderskabet italesættes i dag i en arena af pres, stavnsbånd, skyld og skam. Man får lyst til at råbe, krænge moderskabshylsteret af og rive alle bøger, blade og velmenende ekspertråd midt over. Vi er mange, der har ondt i moderskabet. Fordi det ikke bliver set. Fordi vi ikke bliver set.

Hvad stiller man op med moderskabet i et samfund, der tydeligvis ikke giver rum til mødres reelle oplevelser og levede liv? Der korrekser og dikterer rammerne, mens det forsager netop de kvindelige erfaringer som uinteressante, navlepillende og ligegyldige? For hver eneste kvinde, der skriver en klumme eller et debatindlæg om moderskab, identitet og familieliv, skal der nok være en mand, der piller hende ned. Det er de bløde værdier. Hvem bekymrer sig? Lad os svimle i dollar og pikpotens. Hvad kusser kan, er så kvælende, ikke sandt?

For blikket på moderskab er tæt forbundet med vores forståelse af kvindeliv, kvindekrop og kvindelighed. Moderskabet er et produkt af en række normative, regulerende strukturer, der er med til at definere rigtig og god mor samt rigtig og god kvinde.

Selv har jeg aldrig rigtig fundet mig til rette med rollen som mor, og med hvordan jeg bør forvalte det forjættede. Jeg har gjort, hvad man skulle, men jeg har aldrig elsket at amme eller at lege med Lego. Jeg kan faktisk ikke særlig godt lide at lege med mine børn. En legeplads med en kaffe er det mest røvsyge. Det er det allerkedeligste, jeg ved. Ligesom jeg ved, at det moderskab, som jeg har så svært ved, mest er et produkt af alt muligt andet end mig selv.

Og mine børn. Måske skulle jeg aldrig have fået dem, for de giver mig seriøst lange bryster hver evig eneste dag. Og jeg orker ikke flere disclaimers om kærlighed.

Gør ditten, gør datten

Mit moderskab er et produkt af forventninger, tabuer, irettesættelser, formaninger, gode råd, forpligtelser, skam, vrede, husarbejde og alle dem, der så gerne vil sige noget om, hvordan kvinder og mødre skal være. Hele tiden og altid. Klare forventninger fra samfund og familie og Sundhedsstyrelsen.

Men mest af alt er moderskabet et produkt af patriarkatet. Af særlige normer, strukturer og forventninger. Derfor tynger det. Er du kvinde, skal du være mor. En særlig kærlig én. Er du mor, er du ansvarlig for feminisering af samfundet og dit afkom, samtidig med at du helst skal tage dig en smule sammen og give plads. Du er jo mor over det hele.

De normative strukturer for moderskabet starter allerede i graviditeten, hvor kvinder gang på gang får at vide, hvad de skal gøre – og især ikke gøre. Der er ting, du ikke må spise og drikke, særlige produkter du ikke må bruge, du må ikke dyrke hverken for meget eller for lidt motion, ikke være for stresset osv.

I den første tid efter fødslen handler det så om at følge Sundhedsstyrelsens anbefalinger. Du skal helst amme, men ikke for længe. Du skal starte med fast føde, når barnet er så og så gammelt. Du skal være obs på det ene, det andet og det tredje.

Så er der barsel, arbejde, institution og opdragelse. Her udstikkes der også retningslinjer og ve den, der træder ved siden af. Der er en seriøs voldsom overvægt at råd, guidelines og ditten, dutten, datten, der er rettet mod kvinder. Meget lidt er rettet mod mænd. For vi elsker at tro, at det forholder sig sådan, at fædrene kommer på banen, men det gør de bare ikke. Det er stadig et fåtal af mænd, der tager barsel.

Det er stadig et fåtal af mænd, der bliver indrullet i det offentlige forældersystem, på samme måde som kvinder. Fordi MOAR. Og hvis det ikke var fordi, det er så nærliggende, så har man jo lyst til at råbe: HALLO! Se nu, hvad fanden der foregår her! Jeg har oplevet flere hele jordemoderkonsultationer, hvor faderen var henvist til hjørnet, mens jeg skulle være peppet og udfylde 117 skemaer i 38. uge. Og ja, barnet vokser i mig, men er det ligegyldigt, hvilket miljø moderen vokser i?

Det er en så integreret del af vores forståelse, at de sprog og normer og konventioner, som er forbundet med moderskab, ikke bare former, hvordan vi taler om det, men også hvordan vi tænker det.

Den dårlige mor

En væsentlig del handler om moderskabets status som naturgivent: Som noget, der bare er, som alle kvinder hengiver sig til på et eller andet tidspunkt – eller i hvert fald bør have lyst til at hengive sig til – og som til alle tider og på alle steder meningsudfyldes på samme måde. For moderskabet gøres til en altafgørende del af det at være kvinde. Kvinder besidder jo et naturligt moderinstinkt, får vi at vide.

Men moderskabet og især vores syn på moderskab er ikke en statisk størrelse, men en kulturel, social og historisk konstruktion, position og identitet. Forestillingerne og sproget omkring moderskab og det at få og have børn har ikke altid været, som de er i dag. Moderskab har tidligere først og fremmest handlet om at føde børn, mens det nu betyder at have en særlig moderlig relation til sit barn. Disse strukturer og forståelser af moderskab er ikke ligegyldige, for de skaber grundlaget for kvinders individuelle forståelse af eget moderskab – eller manglen på samme – da de fungerer som markør og retningslinjer for det korrekte moderskab og det korrekte kvindeliv.

Og så er der den evige heteronormativitet. Den gode mor fungerer som reproducerende for lige netop dét familieideal, mens den dårlige mor virker destabiliserende for samme. Vores fiks-fakse idé om moderskab indeholder altså en implicit forventning om, at det udspilles inden for en traditionel far-mor-børn-konstellation.

Ved at acceptere denne forventning, der blandt andet indebærer, at det er kvinderne, der primært har ansvaret for børnene, bliver mødrene præsenteret for en omsorgsskabelon, der i høj grad trækker på forestillingen om kernefamilien. Og på mødrene som dem, der trækker læsset.

Her er faderen bemærkelsesværdigt fraværende og drages slet ikke i lige så høj grad til ansvar for barnets ve og vel, ligesom han helt lavpraktisk ikke afkræves nær det samme niveau af fysisk og psykisk tilstedeværelse. Nul barsel. Igen. Faderen ’passer’ barnet. Verden jubler, når en far kommer slingrende med barn i slynge. Eller – vildskab – nuslepusler. Der er nul ligestilling her, kammerater. Og I ved det godt. Vi har tallene til at bakke det op.

For moderskabet har historisk set været determineret ud fra mandlige interesser. Derfor er opførsel, der truer moderskabet – om det så er abort, fravalg af børn eller at gøre mor på andre måder – blevet set som afvigende og ikke acceptable. Og bliver det i øvrigt stadigvæk. Patriarkatet kan ikke overleve uden moderskab og heteronormativitet i deres institutionaliserede udgaver, og derfor behandles og betragtes de som naturlige.

Jeg lever den heteronormative drøm. Og jeg er ved at kvæles, mens jeg sidder her i allerseneste nattetime og skriver de sidste anslag på denne kronik efter tre ugers sommerferie, og det eneste, jeg vil have, er en cocktail. Uden børn. Men gerne med andre mødre. Så kan vi måske sammen krænge patriarkatets moderskabshylster af. For en stund.

Katrine Arnfred er cand.mag og skribent.

Serie

MOAR!!

Der synes at være uendeligt mange regler for, hvordan man skal være familie – og ikke mindst en god mor. Opdragelseslitteratur udgives i bunkevis, og blogs, der giver gode råd om godt forældreskab, har tusinder af følgere.

Men hvorfor vækker debatter om moderskabet så stærk interesse og ditto følelser, når kvinden i stigende grad netop er blevet frigjort fra rollen som mor og frisat til at indtage mange andre roller i samfundet?

Og er debatten egentlig frigørende eller tværtimod med til at give kvinden dårlig samvittighed?

Det giver en række debattører deres svar på i denne serie.

Seneste artikler

  • Der er opstået et kollektivt moderhad i kulturen

    17. august 2017
    Det at blive mor handler slet ikke om kvindens behov; det handler om barnets. Men i dag anses moderskabet først og fremmest som noget, hvis snærende bånd kvinden har ret til at blive fri af
  • Måske er det moderlige bare ikke særligt frigjort

    8. august 2017
    Her stod jeg med mine store ambitioner om at redde verden og ikke mindst opnå andre menneskers anerkendelse. Som en fri og uafhængig kvinde. Og så kom mit lille barn og fortalte mig, at mennesker ikke er frie individer. Vi er afhængige af hinanden, og vi bør måske ikke kun kæmpe for at opnå mandens privilegier
  • Vores moderbillede splintrer

    3. august 2017
    Flere nye danske bøger skildrer vrede, fortvivlede eller ambivalente mødre. Jeg har selv skrevet en af dem. Hvorfor kommer de tekster nu, kunne man spørge? Jeg tror, det skyldes, at ligestillingen gør negative moderskabsfølelser mere acceptable, samtidig med at det patriarkalske syn på moren som altopofrende stadig spøger. Og fordi vores individualiserede samfund gør moderskabet vanskeligt
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Sidsel Jespersen
Eva Schwanenflügel og Sidsel Jespersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Okkels

Kære Katrine Arnfred. Ja, du har fuldstændig ret: Du skulle aldrig have fået børn. Men du tager fejl, når du tror, at det har noget med dit forhold til moderrollen at gøre. For det handler slet ikke om at amme eller lege med Lego eller at lege med sine børn overhovedet: Det handler om at elske andre end sig selv.

For mig som far (jeg var 40 og 43, da jeg fik mine børn) og nu som morfor (Émil er 20 måneder) var og er det da bedøvende ligegyldigt, om jeg fx kan lide at lege med lego eller bare lege. Det handler om at betragte, at være opmærksom, at være sammen med, at forundres over, hvordan det lille, nye menneske bliver skabt efter fødslen. Det er det vidunder at se bevidsthed og selvbevidsthed vågne, ved at beundre læreprocesserne, ved åndeløst og frydefuldt at se, hvordan den tidligste kommmunikation og spejlingerne af mimik, lyde, adfærd, grin og grimasser skaber glæde og gensidighed og bånd. Det er som i den store forelskelses tid: Man vil opdage, hvem den anden er, hvem hinanden er, hvad det dog er for et menneske, hvad det dog kan blive til.

Så egentlig handler der bare om noget så elementært som - kærlighed. Moder- og faderrolle, bvadr. Det er bare abstraktioner, der flytter fokus fra det fantastiske, at man kan tilsidesætte sig selv og finde noget endnu bedre hos et andet menneske.

Lars Christian Jensen, Torben Bjerrehuus, ingemaje lange, Rasmus Knus, Søren Ferling, Tino Rozzo, Johnny Winther Ronnenberg, Morten Clausen, Anton Bentzen, Ditte Trolle, Bjarne Bisgaard Jensen, Marie Jensen, Niels Bent Johansen, Torsten Jacobsen, Anne Sofie Skak-Iversen og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar
Torben Bjerrehuus

Katrine Arnfred er skamfuld hun kan ikke lide sit liv, sine børn, at være mor, det er patriarkatet samfundet og Sundhedsstyrelsens skyld. Det eneste hun har fået ud af moderskabet er skam og lange bryster
Flere og flere danskere bor alene, nogle er ofre for patriarkatet

Lars Christian Jensen, Morten Clausen og Anton Bentzen anbefalede denne kommentar

Jamen, så nedlægger vi menneskeheden - eller fjerner alle børn efter fødslen og anbringer dem i adoptionscentre. Så kan andre mod passene betaling tage det ansvar, du og alle de andre non-mødre ikke vil tage.
Heldigvis er du et mikroskopisk mindretal.
Kom nu, kvinder - med et forsvar for naturen og artens bevarelse i sundhed og glæde.

Søren Ferling, Morten Clausen og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar
Lone Sæderup

Der er få ting, der aldrig slår fejl, når kvinder ytrer sig om moderskab, og en af dem er hylekoret af mænd i kommentarsporet bagefter. Det er lige præcis den slags kommentarer som de ovenstående, som gør, at de fleste kvinder ikke gider offentlige debatter.

Søren Jacobsen, Eva Schwanenflügel, Majbritt Nielsen, ingemaje lange, Rikke Nielsen og Jeppe Lykke Møller anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Ak ja, er der ikke det ene i vejen med moder-, fader- og ægteskabet, så der da nok det andet.

Jeg mindes en mor til to kvikke unger på hhv. 12 og 14 på min gamle arbejdsplads, der nedkom med en efternøler, som i modsætning til de to første ikke var planlagt, og af praktiske grunde tog hele barselsorloven selv, da den stolte ægtemand og far lige var startet på et nyt og mere vellønnet job end det, han havde ved ægteskabets begyndelse 15 år tidligere.

Hun så noget klatøjet ud, da hun efter et års fravær dukkede op på arbejdspladsen igen, hvis årsag jeg medfølende spurgte, om det var strengt at komme tilbage i 'hamsterhjulet'.

"Sig det ikke til nogen" - sukkede hun. "Men hvis du endelig vil vide det, så føles det som ren rekreation i forhold til at være hjemmegående på barselsorlov. Manden og de to store har været krop umulige, siden jeg kom hjem fra fødeafdelingen med den yngste, det var lige før de ikke kunne finde ud af at trække i tøjet og vaske sig selv til sidst. Af en eller anden årsag mente de åbenbart, at det var dem, der havde fået husassistent, og ikke mor, der havde fået en lille ny at servicere i døgndrift."

Eva Schwanenflügel, Majbritt Nielsen, Rikke Nielsen og Johnny Winther Ronnenberg anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Leo Nygaard måske kan problemet løses med en fremstillet eller måske en livmoder fra et dyr. - Hørte i P1 en beretning om at for tidligt fødte børn kunne komme i en dyrelivmoder og derved få en mere naturlig udvikling .
Hvis den udvikling holder så er mange problemer løst. Dels kan mænd selv få deres børn - så behøver de ikke "pive" over at flere kvinder bliver alene mor. Ligeledes er far og mor lige og kan begge tage barsel og passe deres karrierer. Osv......

Og svinebonden kan udleje en so - ja, til flere i fællesskab.
Jeg kommer til at tænke på organdonation, hvor organet udstødes, når det ikke passer til naturen.
I relation til emnet her, kaldes det abort og bortadoption.

Grethe Preisler

Henrik Okkels,

Jeg er sikker på, at du er alle tiders morfar for lille Emil på 20 måneder. Men hvis du selv var debuteret som far til børn af egen avl en halv snes år tidligere end tilfældet var, havde du nok ikke haft så god tid til at nyde dit eget otium i rollen som "bedstefar med slav i", som du har i dag .. ;-)

Eva Schwanenflügel og Majbritt Nielsen anbefalede denne kommentar
kjeld hougaard

Det overrasker mig lidt at gentagne gange læse om “moderrollen” og de problem den ”rolle” kan gi for dem som ”spiller” den. Ved nærmere eftertanke spekulerer jeg over om det er i just den ”rolle” forestilling, at problemet ligger. Mennesker som ikke lever sit liv i ærlighed, men spiller en ”rolle” kan selvfølgelig blive frustrerende om de ikke ved hvordan ”rollen” i givne situationer skal spilles for at gi den gevinst som de har tænkt sig. I ”rollen” kan det sikkert passe at udbrede sig i Information om scriptets mangler.
At være mor of far er en funktion – ikke en rolle - som er fældes for alle tokønnede arter og sikre disse arters overlevelse. Det er selvfølgelig ikke for artens skyld der avles, men egennytten i form af seksuel tilfredsstillelse. Nu kan mennesker selv vælge om de vil ha børn eller ej. Jeg kan forestille mig at disse kvinder giftede sig for at spille hustru ”rollen”, og siden kom ”moderrollen” - den passer fint i villa kvarteret. og når den rolle ikke fungerede spiller de rollen: ”er det ikke også aldeles forfærdeligt at spille ”kvinderollen” som mænd, samfundet og alt og alle tvinger os til? Jeg håber inderligt at der er ærlige mennesker som lever som den kvinde, elskerinde, hustru og eventuelt mor de faktisk dybest set er.

Jeppe Lykke Møller

Som mand kan jeg kun på sidelinjen prøve at forstå det normative pres der er på kvinder som skal performe på langt flere parametre end mænd. Det er kun kvinder der kan erfare det, og hverken jeg eller andre mænd kan fortælle hvordan det er. Som far, som arbejder, som akademiker kan jeg dog sagtens få øje på, hvordan mine mandlige kolleger og venner er med på at reproducere urimelige og ulige forventninger til kvinder. Jeg prøver at stoppe det, hvor jeg kan, men det er godt nok op ad bakke...

Eva Schwanenflügel, Majbritt Nielsen, Rikke Nielsen og Henriette Bøhne anbefalede denne kommentar

Hvad er det, der gør, at I insisterer på at få børn, når I i bund og grund ikke gider have dem?

Henrik Okkels

Kære Grethe Preisler.
Jeg har aldrig været sikker på, at jeg gjorde det godt nok. I mit arbejde, i mit ægteskab, i mit forhold til andre mennesker (og mine børn) har netop min usikkerhed været den vigtigste drivkraft.

Jeg arbejdede meget, da jeg var 24 og da jeg var 44 og også nu, hvor jeg er 74. Jeg skal spare dig for en liste over mine lønnede og ulønnede aktiviteter, men min arbejdsuge har stort set altid være på mere end 40 timer: Det kræver prioritering, som fx at prisen for at lave ordentlig hjemmelavet mad er, at man har et tv-frit hjem og en stor køkkenhave. Min kone er musiker, klaverlærer, kommer sent hjem, så jeg har haft det privilegium at være mine børns MOR, og efter putning og højtlæsning sidde til midnat på mit arbejdsværelse.

Der kan altid skrues på knapperne i et døgn, også med andet arbejde, end det jeg har haft og har. Men at skælde ud på FADERROLLEN og MODERROLLEN fordi man helst vil fortsætte i et liv som voksenteenager, det giver jeg altså ikke meget for.

Henrik Leffers, Torben Bjerrehuus, Leo Nygaard, Viggo Okholm, Morten Clausen, Torsten Jacobsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Johnny Winther Ronnenberg og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

PT er jeg i ulønsomt job igen, denne gang med 6 mødre + og en far, på halv tid.
Hver middagspause og indimellem også, taler de om deres børn og der er ingen tvivl om, at de sammenligner sig. D virker umiddelbart ikke somom de interesserer sig for andet end deres børn, deres familier og så at træne. Det er også meget identitetsskabende, opfatter jeg.

Det er lidt som at være på en fremmed planet, hørt fra min stol. Både fordomsbekræftende og skræmmende på samme tid.

Eva Schwanenflügel, Majbritt Nielsen og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar
Rikke Nielsen

Katrine Arnfred, jeg kan rigtig godt lide dit indlæg; råt for usødet.

Undervejs tænkte jeg, at du ville få tæsk for den (jeg har af princip ikke læst de andre kommentarer endnu), men det gør den ikke mindre sand.

Afslutningsvis synes jeg, det er interessant at betragte, at det er så svært for vores lille ligestillede land at se bjælken i eget øje; vi er jo gode til at se (og ikke mindst højlydt kritisere) den sociale kontrol i andre kulturer (f.eks. "muslimer"), så hvorfor er det så svært at se indenad på egne undertrykkende magtstrukturer - mega interessant.

Charlotte Svensgaard, Eva Schwanenflügel, Majbritt Nielsen og Jeppe Lykke Møller anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Kære Henrik Okkels,

Så længe man selv har et godt helbred, og konen har et godt arbejde, er det ingen sag at være en god far ........ som min egen far plejede at sige ... ;-)

Eva Schwanenflügel, Majbritt Nielsen og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar
Johnny Winther Ronnenberg

Måske det er et spørgsmål om egne forventninger og krav til en selv der gør livet unødig svært. Måske man skulle overveje at ikke være den perfekte mor / far og i stedet forsøge at være den bedste forælder som man kan. med de midler og muligheder man nu en gang har.

De tre første år er barske at komme igennem uanset hvad, men man kan gøre dem værre ved at sætte målsætningen for højt og det har intet med køn at gøre, det gælder for alle, men man overlever som regel. Specielt skal man huske lidt uro i sengehalmen og nej jeg mener ikke med ungen i midten ;-)

Torsten Jacobsen

Rikke Nielsen,

Det forholder sig jo så simpelt med den sociale kontrol, at den er magtesløs i forhold til det menneske, som skider højt og flot på konventionerne, og som dermed også er villig til at tage konsekvenserne for sit kætteri.

Og der er ved gud tale om mærkbare konsekvenser: I flæng kan nævnes:

- Risikoen for at ryge ud af 'det gode selskab':
Måske tørrer invitationerne til de 'rigtige' middagsselskaber i netværket lige så stille ud. Måske indskrænkes netværket endda betragteligt, bliver sådan lidt flosset i kanten. Mener man ikke det samme som majoriteten, eller nægter man kategorisk at spille de rigtige toner under smalltalk-middagens harmoni, ja så kan det jo vel tænkes at man stemmes ud næste gang.

- Risikoen for ikke at lande 'det rigtige job' :
At gøre karriere er efter sigende lidt af et kunststykke, hvor man konstant må være lydhør over for arbejdsgiverens forventninger om at påtage sig både ansvar, møgopgaver og lange arbejdsdage, alt imens man smiler lykkeligt, og husker at medbringe hjemmelavet gulerodskage både før og efter den ferie, man egentlig skal føle lidt smådårlig samvittighed over at holde i første omgang. Og gud nåde og trøste det fæ, som 'glemmer' sit login til VPN-forbindlesen i ferien, og derfor ikke lige får holdt sig opdateret på de seneste akut vigtige mails (de er alle akut vigtige!). Ikke just en velvalgt vej, hvis man har karrierestigens højeste trin for øje, hvad behager?!

-Risikoen for ikke at lande 'den rigtige mand'.
Nu tales der ganske vist ikke så meget om det i de feministiske kredse, som Katrine Arnfred tydeligvis er vokset ud af, men der er faktisk forskel på mænd. Der er alle de 'rigtige', og så er der de 'forkerte'. Er man en veluddannet kvinde med fut i karrierekanonen og en fornuftig indtægt på bankbogen, så er 'den rigtige mand' typisk ikke lagerarbejderen ved vikarbureauet, ej heller postbudet, kassemedarbejderen, eller ham på deltid. For da slet ikke at tale om ham på kontanthjælp. Det er sgu nok ikke lige dén kurv man lægger alle sine æg i, vel? Og da slet ikke hvis man samtidig er så skide konform, at man bekymrer sig frygteligt om netop den sociale kontrol du bringer til torvs: Hvad vil omverdenen dog ikke sige til et så håbløst valg?

Well, men måske er netop nogle af disse mænd ikke så skide optaget af ambitioner og karriere, som de mænd Katrine Arnfred åbenbart primært er omgivet af i sit (selvvalgte!) heteronormative helvede? Måske nogle af disse 'forkerte' mænd hellere end gerne tager deres barsel, leger med børnene og tager opvasken? Måske de ligefrem elsker børn og elsker mødre? Også de 'pisse utjekkede' mødre, som ikke lige fik læst alle livsstilsrådene, eller næsten blev kvalt af latter da de læste dem? Eller som kom til at brænde gulerodskagen på sidste aften inden ferien (hvis de da ikke *GISP* bare købte en smørstang ved bageren!!), og som kun har hån til overs for de ætsende kvinde(!)blik der møder dem, hver gang lille magnus fik en mæleksnitte med i madkassen, fordi mor lige var ved at se 'Game of Thrones', og rent glemte at købe klidkiks..

For mit vedkommende er jeg lige ved at have fået nok af selvretfærdige mennesker(!) som Katrine Arnfred, der tilsyneladende er så sygeligt rædde for at træde ved siden af normaliteten, at de i deres vrede og frustration over egen mangel på mod og hjerte konstant langer blindt ud efter 'patriarkat', 'sociale strukturer' og så naturligvis alle de skide mænd!

Det er tilladt at stå af det sociale ræs! Det er muligt! Hvis man ikke tør, er det ikke nødvendigvis 'de andres' skyld. Så er det bare fordi man er en kujon, eller alternativt fordi man er så skide blind for egne privilegier i et af verdens absolut bedste og mest lige samfund, at man bilder sig ind at man kan (og har en medfødt ret til) både at blæse og have mel i munden på samme tid!

Men jo, bevares: Det er skidehårdt at have børn. Det bør også være skide dejligt! Ellers bør man nok lige tjekke sine prioriteter en ekstra gang..

Henrik Okkels, René Arestrup, Henrik Günther, Leo Nygaard, Jeppe Lykke Møller, Hans Aagaard, ulrik mortensen og Morten Clausen anbefalede denne kommentar

En måske både mærkelig men vel også nødvendig diskussion, Jeg synes Katrines kronik er lige provokerende nok, enten smører hun tykt på for provokationens skyld eller også er hun en slags kold karrierekvinde som gik med til at få børn velvidende det bør man uanset manglende lyst.
I dag kan man altså undgå at få børn og alligevel have et følelses-og sexliv. der findes jo så modsat kvinder/mænd som virkelig ønsker børn, men som ikke ud fra biologien er i stand til det, de er så ikke med i den diskussion her. Selvfølgelig er mandens ansvar i opdragelse og praktisk såvel som følelsesmæssigt lige så stor som kvindens. Vælger man et barn så er det som Okkels skriver så ens forbandede pligt og ansvar at se udover egen umiddelbare behov og acceptere og lære at anglende søvn kan være en del af livet så vel som legetøj, lortebleer og svulmende køkkenborde samt opvask og hvad der følger. Og jo jer er på alder med Henrik Okkels men mine børn har nu også store børn. Og det er ikke altid lykkeligt, skilsmisser blev også mig, men jeg fik børnene som far i første omgang fordi jeg tog mit ansvar og min eks valgte det, men, men at være alene far kan få manden i panik hvilket jeg fik betalt godt og grundigt, men det er en anden historie.

Majbritt Nielsen

Leo Nygaard
14. august, 2017 - 23:14
Der bliver til stadighed flere enlige og flere skilsmisser !
Som enlig og barnløs kan jeg kun med min nuværende alder, hvor bekendte og diverse familier begydner at blvier skilt. Det sker sådan i bølger. Sige jeg er ret glad for jeg ikke blev gift og fik børn. Skide være med barslen og hverdagen. Det kan man overleve og sætte sin lid til at man stadig er bare ldit mentalt stabil efter endt værnepligt.

Men når jeg ser på dem der bliver skilt. Kan jeg godt undre mig over om der sker noget mentalt med mennesker der bliver skilt. Den ene, eller i meget få tilfælde begge, bliver fuldstændig utilbens og det er ikke til at få en hverdag op og køre.

så jeg tror sku jeg nøjes med at få X antal katte, på et tidspunkt og abonnement på politiken. ;)

Det ved man da hvad er. ;)

Henrik Brøndum

@Lone Sæderup

Det kan godt være denne debat domineres af et hylekor af mænd, men kønsfordelingen i indlæggene er ikke meget anderledes end hvis det drejer sig om urimeligheder i den mellemkommunale udligning.

Charlotte Svensgaard

Den kedelig sandhed for flertallet af fædre er at så snart den sidste halvdel af barslen indledes og de sagtens kunne tage den, kan man ikke se røven for bare skosåler...

Marianne Mandoe

Når man læser kommentarerne fra de fleste af de mandlige kommentatorer her, så får man virkelig den der "walk a mile in my shoes"-følelse.

Kære mænd
I har ikke en jordisk chance for have den mindste viden om hvad der tales om, med mindre i har været 100% enlig far til mindst et spædbarn.
De sociale begrænsninger og påbud til "moderskabet" er så stramme, krævende og restriktive at det ikke bare er "den rette mand", "det rette job", "de rette venner" der sættes på spil når man som mor prøver at bryde de normative påbud og synsninger... det er ofte så tæt på at man risikerer kommunikationen, eller endda hele forholdet, til den familie man er født ind i. Forældre og søskende.

De fleste mødre bøjer nakken og efterkommer de sociale krav og påbud, for hvem har lyst til at blive betragtet som en paria af alle omkring sig.
Og de fleste mødre bøjer nakken og indordner sig uden at vide de gør det, for sådan er man opdraget.
Som kvinde er man opdraget til at man skal opfylde de krav der bliver stillet til en, af alle, inden for de snævre rammer der bliver udstukket for en... af andre.
Dette gælder endnu kraftigere når det kommer til moderskabet.

I moderskabet har man ikke lov til at være en selvstændig person. Man er accesory til til barnet, til faderen, til de stolte bedsteforældre, til alle de der beundrer barnet.

Og nej... jeh bøjede ikke nakken og fulgte konventionerne. Men det kostede.

Alle må jo vælge deres vej - og vælge fra. Det er en ret og personligt ansvar.
Et forældrepar må indbyrdes tilrettelægges deres liv. Det rager ikke andre bedrevidende.

Johnny Winther Ronnenberg

Marianne Mandoe

Hvis det virkelig er tilfældet så har kvindebevægelserne svigtet sig selv og alle kvinder i en helt fatal grad. Man bliver nødt til at spørge sig selv, hvad er reelt opdragelse og hvad er samspillet mellem kvinder i dag. Er det opdragelsen der har været helt gal eller har man haft for travlt med andre ting, så man har tilsidesat sig selv ud fra en norm man føler at man skal følge. Jeg ville fandeme nødig leve sammen med en kvinde der så sådan på verden. Det stinker langt af parallel standarder med egen facitliste, noget som vi i min generation kæmpede ret hårdt for at komme af med.

På trods af at ligestillingsbevægelsen var på sit højeste i 70 - 80'erne, så skulle man som mand kæmpe ret hårdt for at få lov til være far med stort F. Det var fandeme svært at få lov til at gøre det, som samfundet forventede og som burde være normen efter alle skåltalerne. Det lyder for mig som om man undervejs har opfundet dobbelte standarder, som vi på den tid gjorde op med, med møje og besvær.

At genindføre dem og at leve med dem, lyder totalt idiotisk i mine ører, så er der fandeme langt til at rive "glasloftet" ned og trampe på det.

Torsten Jacobsen

Marianne Mandoe,

Vi har alle og hver især ét enkelt gennemløb på denne mærkværdige klode. Argumentet: "for sådan er man opdraget.." er simpelthen ikke validt i min eksistentielle forståelse af hvordan verden hænger sammen og er opbygget.

Jeg vil bestemt ikke benægte, at vi alle, mænd som kvinder, er underlagt særdeles strikse normer for hvordan 'man' bør føle, tænke og handle. Jeg er ligeledes tilbøjelig til at give dig ret i - for det er vel i bund og grund det du hævder - at mange mennesker vader bevidstløse frem i deres liv. Lytter til hvad 'man' synes (hvad man er opdraget til), og indretter sig derefter. Bevares, det gør jeg skam også selv i mange sammenhænge. Det kaldes 'socialisering', hvis vi nu skal blive lidt fine på den.

MEN.

Grunden til at vi mennesker overhovedet gider lade os 'socialisere' - i større eller mindre grad - er jo netop, at der er utroligt mange fordele forbundet med at 'falde i trav med mængden'. Livet bliver så uendelig meget lettere på den måde: Man slipper først og fremmest for at forholde sig til sin egen identitet, og kan blot lade den forme af de til enhver tid stærkeste vinde. Problemet er, at en sådan følgagtighed, ledsaget af den vedvarende tilretning af sjælen til de til enhver tid gældende normer, uvægerligt fører til tomhed, frustration, aggression. Det man i fordums tid kaldte 'fremmedgørelse'.

Livet er en evig balanceakt: Individets behov for selvudfoldelse støder konstant mod det sociales behov for ensrettethed og sammenhængskraft. Al politisk tænkning udspringer af dette skisma. Vi lever nu i en individualiseret kultur, hvor vi er blevet bildt ind, at vores individuelle behov bør have forrang for solidariteten.

Hvis vi følger den afart af 'feminisme' som Katrine Arnfred tydeligvis sværger til, bevæger vi os endnu længere ud i den sump af individualisme, som allerede når os til halsen. Hvornår er det passende at sige stop? Måske cirka nu?