Kronik

Oktoberrevolutionen var de undertryktes festival

Revolutionen var en eksplosion af socialistisk demokrati. Men da den bredte sig mod vest, blev den bremset. På den måde indvarslede parolen om ’socialisme i ét land’ en regulær kontrarevolution, som fuldbyrdedes i årene efter
Lenin taler til den til Den Røde Hær, mens hans næstkommanderende Trotskij står på trappen op til podiet.

Lenin taler til den til Den Røde Hær, mens hans næstkommanderende Trotskij står på trappen op til podiet.

Mary Evans Picture Library

15. august 2017

Måske kan denne overskrift virke overraskende, og især hvis man forbinder Oktoberrevolutionen med koldkrigens endeløse militærparader på Den Røde Plads. Atommissiler, kampvogne og soldater i strækmarch lugter ikke meget af græsrodsdemokrati og oprør fra neden. Og slet ikke efter kampvognene blev sat ind mod foråret i Prag i 1968.

Men denne verdenshistoriske begivenhed kan og skal bedømmes ud fra sine egne historiske forudsætninger, normer og politiske præmisser og ikke på, hvordan regimet så ud 50 år efter revolutionen.

Det kan derfor også undre, at det i dag er så kontroversielt at fejre Oktoberrevolutionen, at vi ikke engang kan blive enige om det i Enhedslisten – og det endda kun et par år efter, at vi på et årsmøde bekræftede, at vi er et revolutionært parti.

For en måned siden, den 14. juli, fejrede Trump og Macron bastilledagen, uden at nogen hævede et øjenbryn. Ingen sagde noget om, at den så at sige førte til til det efterfølgende terrorregime, hvor tusinder fik kappet hovedet af. Ti dage før fejrede man den 4. juli, amerikanernes nationaldag, oppe i Rebild Bakker. Her var der ikke nogen, der gjorde opmærksom på, at den førte til udryddelsen af USA’s oprindelige indianere.

Det skyldes nok, at man kan sige, at det ikke var bastilledagens skyld, at revolutionen løb af sporet. Man kan også sige, at det ikke var uafhængighedserklæringens skyld, at indianerne blev udryddet. Man kan derfor godt fejre begge og fortsat bevare sin uskyld. Men hvis dét gælder for bastilledagen og uafhængighedserklæringen, må det samme vel gælde for Oktoberrevolutionen.

Dobbeltmagt fra februar til oktober

Der findes en udbredt opfattelse af, at Februarrevolutionen var ’god nok’, men at man skulle have undladt Oktoberrevolutionen. En opfattelse, som især gør Lenin, Trotskij og bolsjevikkerne til historiens skurke.

Som bekendt førte Februarrevolutionen til zarens fald, og til at Aleksandr Kerenskij kom til. Men det var en ustabil situation, da hans magt blev udfordret af de arbejder-, soldater- og bonderåd, der havde udviklet sig. Og med god grund, da Kerenskij hverken havde vilje eller evne til at løse de største problemer: at få stoppet krigen, løst jordproblemet – bønderne levede under slavelignende forhold – og Ruslands akutte økonomiske krise.

Lenins svar var: »al magt til sovjetterne« med et løfte om »fred, jord og brød«, som han formulerede det i Aprilteserne. Det skete lige efter hans hjemkomst fra sit eksil, og hermed lagde han reelt op til en socialistisk revolution. En revolution, som dog kun var mulig, hvis den blev fulgt op af revolutioner i resten af Europa, og især i Tyskland.

Udviklingen derefter bekræftede den ustabile dobbeltmagt, da frustrationer over Kerenskijs manglende resultater i juli førte til en præmatur opstand i Skt. Petersborg – en opstand som hverken Lenin eller Trotskij forresten havde aktier i, men som de fik skylden for. Dertil kom generalen Lavr Kornilovs forsøg på et kontrarevolutionært angreb på Petersborg-sovjetten i august, som under Lenins energiske medvirken blev slået tilbage.

Efter Kornilov-kuppet var tilliden til Kerenskij slidt silketynd, og havde bolsjevikkerne ikke stillet sig i spidsen for en opstand i Skt. Petersborg, var den måske kommet alligevel. Under alle omstændigheder blev den en ret udramatisk affære, da færre døde, end da man senere lavede en film om det.

Noget hårdere kampe skulle der til, før revolutionen sejrede i Moskva – men her var det dog også langt mindre blodigt end det myrderi, man så i Den Amerikanske Borgerkrig nogle årtier før. Og sådan var det måske også gået i den efterfølgende borgerkrig, hvis ikke en stribe imperialistiske lande (med Storbritannien i spidsen) bakkede op om kontrarevolutionen. Danmark deltog også – men i yderste hemmelighed på grund af revolutionens popularitet i den danske arbejderklasse.

De undertryktes festival

Hvis Februarrevolutionen indledte en fest, blev Oktoberrevolutionen en sådan forløsning, at den på denne plads slet ikke kan beskrives.

Kilder beskriver den kulturelle opblomstring, hvor tusinder af fattige arbejdere fik læst Shelley-digte op på et stadion, og hvordan gymnasieelever med armbånd fungerede som ordenspoliti i udkants-Rusland. Endelig er der anekdoten om vagtposten, som var helt uimponeret af Trotskijs status som Den Røde Hærs leder: »Jeg er ligeglad med, hvad du hedder – du skal som alle andre vise en passerseddel«. Det var demokrati fra neden.

Endnu vigtigere var det måske, at de mest fundamentale problemer blev løst: Krigen blev stoppet, bønderne fik deres jord, og arbejderne fik bedre levevilkår. Dernæst skete der en radikal kønsligestilling, hvor homoseksualitet blev tilladt, og så fik en lang række nationer deres frihed, for eksempel de baltiskelande, Finland og Polen.

Sigtet om, at revolutionen skulle sprede sig, var heller ikke et drømmefoster, for den kom i Tyskland efter krigen og senere i Ungarn og Italien. I Europa var den levende til 1923 i Tyskland og 1926 i Storbritannien med generalstrejken. Men også i Asien med den kinesiske revolution i 1925-27 og den indiske opstand i 1927. Disse revolutioner og opstande led nederlag, og borgerkrigen i Rusland havde drænet revolutionen for masser af socialistisk blod. Kun få troede på, at den unge arbejderstat overhovedet ville overleve de første uger, og det var derfor et mirakel, at den overlevede borgerkrigen.

Senere kom Stalins kontra, hans interne magtovertagelse, som ingen havde drømt om i 1917. Den blev indvarslet 1924 – efter Lenins død – med en umarxistisk parole om »socialisme i ét land«, der burde gøre enhver skeptisk. Det efterfølgende opgør med alle oprindelige socialistiske kræfter – både i Rusland, men også internationalt – taler sit eget sprog.

Kai Moltkes Mordet på Komintern er her et must. Det faktum, at stort set alle før-1917-socialister blev likvideret i 1930’erne, vidner om, at det ikke bare var en ’ny linje’, som sejrede med Stalin, men en ny kontrarevolutionær klasse, som senere er blevet kaldt statskapitalistisk.

Dobbeltmagt

Hvad kan vi så lære i dag? Rigtig meget, vil jeg mene. For de tre mest centrale elementer i den russiske revolution er gået igen i enhver større arbejderopstand siden: Nemlig dens uforudsigelighed som det første, og at der udvikles folkemagtorganer fra neden som det andet. Derved opstår der en dobbeltmagtssituation, som vil være ustabil.

Denne dobbeltmagtssituation må føres til en sejr for folkemagten – ellers vil den blive knækket af en kontrarevolution, som vi så det i Chile i 1972-73, i Iran i 1978-79, Polen 1980-81 – og senest i Egypten 2011-13.

Opløsningen af den konstituerende forsamling vil jeg ikke komme nærmere ind på her, da den var begrundet i, at arbejderklassen var et uhyre mindretal i Rusland i 1917 – noget der ikke vil gentage sig i et moderne samfund.

Svækkelsen af det interne partidemokrati og demokratiet i øvrigt skal vi til gengæld lære af – som Trotskij også gjorde i en efterfølgende selvkritik. Men når jeg bevidst har nedtonet det, er det for at understrege, at det ikke var det, som ’førte til Stalin’.

Langt vigtigere var her mordet på Liebknecht og Luxemburg – som de mest kapable ledere af kommende tysk revolution. Så nej, det var ikke Lenin, der førte til Stalin: Det var Ebert og Noske (de tyske socialdemokratiske ledere, som slog den tyske revolutionære bevægelse ned, red.), og i det lys bør enhver socialist fordybe sig i de ’fantastiske ti dage, som rystede verden’ for 100 år siden.

Hans Jørgen Vad er medlem af Enhedslistens hovedbestyrelse.

Serie

100 år efter revolutionen

100-året for den russiske revolution nærmer sig. Hvad skete der egentlig i revolutionsdagene og årene efter? Var revolutionen en succes eller fiasko? Hvilke følger har den haft for vores måde at tænke på i dag? De spørgsmål besvarer en række forskere og debattører i denne serie.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Trond Meiring
  • Palle Yndal-Olsen
Trond Meiring og Palle Yndal-Olsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Robert Ørsted-Jensen

Beklager kammerat Opløsningen af den mest venstreorienterede grundlovgivende forsamling verden har set var den afgørende kontrarevolutionære begivenhed du ikke ønsker at berøre. Den signalerede den arrogante vi ved bedre og demokrati er kun godt hvis jeg er i flertal opfattelse som altid bar Lenin og som Trotsky i sin uforstand fulgte. Fra da af lå Kronstadt og Stalin lige for. Det krævede ikke noget stort geni t se hvad der ville komme derefter. Alligevel var det et af tidens største og eneste virkelige marxke de genier Rosa Luxemburg som i to eller tre enkle paragraffer forudså resten af forløbet og hvor man med sikkerhed ville ende i en periode på kun få år. Man omgår ikke ustraffet folkets flertal.

Torben Siersbæk, Niels Duus Nielsen, Per Klüver og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

Bolsjevikkerne forbrød sig mod demokratiet da de først selv accepterede indkaldelsen af den grundlovgivende forsamling. De fik den mest venstreorienterede forsamling af sin art i menneskehedens historie. Der var bare ét problem - bolsjevikkerne fik ikke selv det absolutte flertal de drømte om. Derfor måtte den opløses. Resten af historien kender vi. Den gik over den røde terror med Chekaen og de førtste GULAG, derefter Kronstat nedslagstningen. Herefter var alle progressive elementer blandt bolsjevikkerne prisgivet til Stalins særlige udgave af kontrarevolution og fascisme - det var kun et spørgsmål om tid.

Torben Siersbæk, Per Klüver og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

Rosa Luxemburg klarsyn i skriftet "Den Russiske Revolution" fra 1918 står stadig der og påviser i al sin lysende klarhed præcist hvad der var galt og gik galt after Oktober 1917

Ja ”Der skal og må straks på den mest energiske, ubøjelige og hensynsløse måde iværksættes socialistiske forholdsregler, altså udøves et diktatur, men et klassediktatur, ikke et diktatur udøvet af et parti eller en klike – et klassediktatur i største offentlighed, under folkemassernes aktive, uhæmmede deltagen, et uindskrænket demokrati.”

”Terroren (er) et stumpt og tilmed tveægget sværd. Den hårde krigsjustits står afmægtig overfor det lumpenproletariske uvæsen. Ja, ethvert varigt regime af belejrings-tilstand fører uvægerligt til vilkårlighed, og enhver vilkårlighed virker nedbrydende på samfundet. net eneste virksomme middel i den proletariske revolutions hånd er også her: radikale forholdsregler af politisk og social natur, hurtigst mulig omdannelse af de sociale garantier for massernes liv og – udfoldelsen af den revolutionære idealisme som i længden kun lader sig opretholde gennem massernes intensive aktive liv i uindskrænket politisk frihed.
På samme måde som solstrålernes frie virkning er det mest effektive, rensende og lægende middel mod sygdomsinfektioner, er selve revolutionen og dens fornyende princip – det af revolutionen fremkaldte åndelige liv, massernes aktivitet og selvansvar, altså den bredeste politiske frihed, når det gælder formen – den eneste lægende og rensende sol.”

”Det er proletariatets historiske opgave, når det kommer til magten, at skabe et socialistisk demokrati i stedet for det borgerlige demokrati, ikke at afskaffe ethvert demokrati. Det socialistiske demokrati begynder ikke først i det forjættede land, når grundlaget for den socialistiske Økonomi er skabt, som en færdig julegave til det artige folk, som i mellemtiden trofast har støttet en håndfuld socialistiske diktatorer. Socialistisk demokrati begynder samtidig med demonteringen af klasseherredømmet og opbygningen af socialismen. Det begynder i samme øjeblik, det socialistiske parti har erobret magten.”

”Javel: diktatur! Men dette diktatur består i måden at anvende demokratiet på, ikke i dets afskaffelse, det består i energiske, beslutsomme indgreb i det borgerlige samfunds veletablerede og økonomiske forhold, uden hvilken den socialistiske omvæltning ikke lader sig virkeliggøre. Men dette diktatur må være klassens værk, ikke et lille førende mindretals i klassens navn, dvs. den må alle vegne fremgå af massernes aktive deltagelse, stå under deres umiddelbare indflydelse, være underlagt den samlede offentligheds kontrol og udvikle sig ud af folkemassernes voksende politiske skoling.”

”Det farlige begynder der, hvor de gør en dyd af en nødvendighed og på alle områder fikserer denne taktik, som blev dem påtvungen under disse skæbnesvangre omstændigheder og prøver at anbefale den overfor det internationale proletariat, som et mønster på socialistisk taktik, som et eksempel til efterfølgelse. Samtidig med at de på denne måde skygger fuldstændig unødvendigt for sig selv og lader deres virkelig historiske fortjeneste formørke af påtvungne fejltrin, gør de den internationale socialisme, for hvis skyld de har stridt og lidt, en dårlig tjeneste, når de som ny erkendelse vil tilføre den alle de skævheder, som nøden og omstændighederne i Rusland påtvang dem, og som i sidste instans kun var udstrålinger af den internationale socialismes fallit”

”De … “demokratiske institutioners tunge mekanisme” har et kraftigt korrektiv – nemlig i massens levende bevægelse, i dens uafladelige tryk. Og jo mere demokratiske institutionerne er, jo stærkere og mere levende pulsslaget i massernes politiske liv er, desto mere direkte og præcis er virkningen – trods stiv partietikette, forældede valglister osv. Enhver demokratisk institution har ganske vist sine begrænsninger og mangler, hvad de vel har fælles med samtlige menneskelige institutioner. Men det lægemiddel, som Trotskij og Lenin har fundet frem til: afskaffelsen af demokratiet overhovedet, er dog værre end den dårligdom, det skulle forebygge; de tilstopper nemlig selve den levende kilde fra hvilken alle medfødte mangelfuldheder i de sociale institutioner alene vil kunne korrigeres: det aktive og uhæmmede energiske politiske liv i de bredeste folkemasser.

"Frihed kun for regeringstilhængerne, kun for medlemmer af et parti – selv om de er aldrig så mange – er ingen frihed. Frihed er altid frihed for dem, der rænker anderledes. Ikke på grund af nogen “retfærdighedsfanatisme”, men fordi alt det levende, lægende og rensende, den politiske frihed kan give, er afhængig af denne væsentlige side og svigter når “friheden” bliver til el privilegium"

Torben Siersbæk, Niels Duus Nielsen, Torben Skov, Per Klüver og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

"Lenin og Trotskij har sat sovjetterne som de eneste sande repræsentanter for de arbejdende masser i stedet for repræsentationer udgået af almindelig folkevalg. Men i og med at det politiske liv i hele landet kvæles, må også livet i sovjetterne blive stadig mere lammet. Uden almindelige valg, uindskrænket trykke- og mødefrihed og fri meningsbrydning, dør livet i enhver offentlig institution, det bliver til et skinliv, i hvilket bureaukratiet alene er det eneste aktive element. Det offentlige liv sover efterhånden ind, nogen dusin partiledere med uudtømmelig energi og grænseløs idealisme dirigerer og regerer, og blandt dem er det i virkeligheden et dusin fremragende hoveder, som er de ledende, en elite blandt arbejderne bliver fra tid til anden kaldt sammen til møder for at bifalde ledernes taler, give enstemmig tilslutning til fremlagte resolutioner, faktisk en form for klikevæsen – rigtignok et diktatur, men ikke et proletariatets diktatur, men et diktatur af en håndfuld politikere, dvs. et diktatur i borgerlig forstand, et diktatur på samme måde som Jakobinervældet (udsættelsen af sovjet-kongresserne fra tre til seks måneder!). Ja, mere end det, sådanne tilstande må resultere i en demoralisering af det offentlige liv: attentater, skydning af gidsler osv. Dette er en overmægtig objektiv lovmæssighed, som intet parti kan unddrage sig."

Torben Siersbæk, Niels Duus Nielsen, Trond Meiring, Torben Skov, Per Klüver og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar

I forbindelse med 80-årsdagen citeredes i Information det franske kommunistiske dagblad l'Humanité for i en leder at have skrevet:

- "Socialismens frygtelige fiasko i Øst kan ikke forhindre, at man tænker videre end kapitalismen."

Randi Christiansen, Torben Siersbæk, Niels Duus Nielsen, Trond Meiring og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Søren Rehhoff

Jeg synes det er godt at vi endelig har fået sat nogle navne på hvem det egentlig var der gjorde, at Sovjetunionen endte som et diktatur, det var hverken Lenin, Stalin, Trotskij eller for den sags skyld Rosa Luxembourg, nej det var de socialdemokratiske røvhuller Ebert og Noske der ødelagde det hele.

Robert Ørsted-Jensen

Rehhoff - Godt nok noget af en flugt fra virkeligheden den du der serverer os. Det var Ebert og Noske der indførte den der statsmodel der afskaffede demokrati, indførte terror og opbyggede det der mindretals (definition på borgerligt diktatur) partidiktatur i sovjet som endte i Stalins massemord? Tag lige en sover på det der

Jeg kan sagtens terrorisere læserne med en hel en encyclopedia om marxistisk såvel som anti-marxistisk propaganda. Vær venlig og begræns jer til udtryk om personlige holdninger og budskaber, en enkelt paragraf eller to er tilstrækkelig for en videre konstruktiv menings udveksling, mener jeg stadig væk i hver tilfælde.

Men herre Jemeni, Robert Ørsted-Jensen, hvis du skal kommentere artiklen kan du så ikke forsöge at relatere til det manden faktisk skriver?

Robert Ørsted-Jensen

Nej Rehhoff - det var muligvis ikke klart nok men - jeg sagde dig midt imod. Det jeg siger er at misæren fundamentalt set var Lenins skyld og derefter de folks skyld på venstrefløjen som stadig ikke har fattet at Marx religionskritik handler om at fremme menneskelig frihed for underkastelse og at man derfor ikke gør sig guder og profeter af noget. Istedet gjorde de endog en profet af Marx og fulgte dette op med at gøre en profet af Lenin eller Trotsky eller værre - af Stalin og Mao etc. Det er at skabe en sekulær religion. Det er at gøre sig selv til slave af bare en ny form for religiøsitet, det er i klar strid med hensigten bag Marx religionskritik

Robert Ørsted-Jensen

Jeg mener at Ross Luxemburgs kritik af Lenins elitære skrift og antidemokratiske sindelag stadig er den bedste nogensinde leveret. Som Marx tænker var hun bestemt en ørn der stod langt over alle dem hun kritiserede i det skrift her. Med lysende klarhed påpegede hun præcist hvorfor sovjetstaten var dømt til at ende i fejlgreb og til at ende som en katastrofe for venstrefløjen. Og det forudså hun kun måneder efter oktober revolutionen.

Robert Ørsted-Jensen

Jeg mener at Ross Luxemburgs kritik af Lenins elitære skrift og antidemokratiske sindelag stadig er den bedste nogensinde leveret. Som Marx tænker var hun bestemt en ørn der stod langt over alle dem hun kritiserede i det skrift her. Med lysende klarhed påpegede hun præcist hvorfor sovjetstaten var dømt til at ende i fejlgreb og til at ende som en katastrofe for venstrefløjen. Og det forudså hun kun måneder efter oktober revolutionen. Alle begivenheder har siden dokumenteret at hun havde ret. Ikke et eneste sted på kloden hvor leninismens model blev forsøgt er den ikke end i præcist samme idioti. Tilmed den samme genoplivelse af religion som en form for ateistisk eller sekulær religion med apostle, leder og profetdyrkelse. Det har intetsomhelst at gøre med det projekt for "arbejderklassens frigørelse" Marx havde i tankerne. Det var og er en negationen af samme forklædt som en form for sekulær religion kaldet "marxisme" og varieret med forskellige former for leder og profetdyrkelse med ikoner og relikvieskrin der dyrkes helt som relikvieskrinene i den katolske kirke. Dette er en hån mod selve det der var kærnen i den arv vi fik. Vi skal tilbage til skrivebordet

Robert Ørsted-Jensen

Det er på tide at EL begraver Lenin og Trotsky. De hører begge til i historiend papirkurv (for nu at citere Trotsky selv. I det hele taget bør man ophøre med at underkaste sig ledere, og gøre sig guder, profeter apostle og hellige bøger af nogen eller noget. Vær kritisk og især kritisk mod enhver form for mindretals og parti diktatur. Stop durkelsen af Oktober, kun demokrati dur men det skal udvides til også at omfatte økonomien. I den sammenhænmg skal man ikke forkaster begavede mennesker og tænkere fra fortiden, folk som Marx, Bebel, Luxemburg, Kautskyog Pannekoek især og mange andre udgør det bedste af vores kulturhistoriske arv og de kan stadig læses med udbytte så længe dette ikke gøres ukritisk.

Robert Ørsted-Jensen

Pellet er enhedslistens håb. Desværre synes han ikke helt at have nået den erkendelse at socialisme er internationalisme og at EU er vejen frem - nationalisme vejen til helvede

Odin Rasmussen

Jeg synes at det er helt fint at diskuterer 1917 i 2017 selvom hele den kommunistiske bevægelse blev opløst i slutningen af 1980erne hvor både USSR og DDR gik i opløsning. Der er svagheder i den kommunistiske ideologi og det er måske ikke et spørgsmål om at et system er uden fejl så meget som et system med en fremtid foran sig. Kommunisterne kan man lærer meget af bl.a. om organisation, ledelse, disciplin, ideologisk styring ( ideologi.-kritik). Hvis man skal argumenterer for et givent projekt er man jo også nød til at sætte sig ind i modargumentationen for at imødegå den.
Kommunisterne anbefalede et system, der ikke kunne lade sig gøre - ihvertfald var de kommunistiske stater i høj grad stagnerede i sådan grad at de nedlagde sig selv og borgerne flygtede ud, så snart det var muligt. At manage så senere havde travlt med at komme tilbage efter de har oplevet vesten er måske også værd at tage i betragtning. Menneskerne har i historien begået mange fejltagelser pgaf fejlagtige opfattelse - ikke kun kommunisterne. Fælles for illousioner er at man ikke forstår det er illusioner før man er kommet ud af dem. En fisk ved ikke at den svømmer i vand. - og mennesker er ikke bevidst om at vi er indoktrinerede til at deltage i en gigantisk kamp mellem ideologier.
http://www.airo-xxi.ru/revolution-100/88-2016-11-07-05-58-50/2307-2017-0...

Niels Duus Nielsen

ROJ, der er ingen, der hører hjemme i historiens papirkurv - ikke engang Hitler - hvis vi ønsker at lære noget af historien.

Ja, Lenin var ikke demokrat i den almindelige forståelse af ordet, men hvad er den almindelige forståelse af demokrati? Det, vi har her i landet, er efter min mening ikke demokrati, men hvad er så demokrati?

Vi kan nemt blive enige om, at folkestyre er det bedste, men hvordan skal det gribes an helt konkret?

Lenins forslag var at lade teknokrater og politologer bestemme, uanset hvad flertallet skulle mene, så hvad er forskellen på hans model og så det moderne danske demokrati? Flertallet bliver heller ikke spurgt i det danske demokrati, undtagen rent symbolsk hvert fjerde år.

Stalins terrorregime var - som alt russisk - lavpraktisk, de danske "demokrater" har langt mere højteknologiske midler til rådighed, når de vil skræmme folkemasserne til at makke ret.

Så igen - vi kan hurtigt blive enige om, at Lenin og Stalin på visse punkter tog fejl, men hvis vi ikke ser på, hvilke problemer, det var, de forsøgte at løse, men blot skrotter alt, hvad de nogen sinde har sagt, bliver vi jo aldrig klogere.

Michael Kongstad Nielsen

Før revolutionen i Rusland havde der været 4 revolutioner i Frankrig, 1 revolution i USA og 1 i Kina. Endnu før 1 i England, og man kan finde flere eksempler på revolutioner i Danmark.
De har alle været helt naturlige.
Fordi mennesker ikke vil finde sig i undertrykkelse.
I længden.

Først var der herremænd, fæstere, livegne og hoveribønder.
Så var der industriarbejdere uden beskyttelse og sociale foranstaltninger.
Endelig var der en 70 timers arbejdsuge.

Rusland var selv skyld i revolutionen. For zar-regimet så for sent samfundets behov.
Hvil zaren havde siddet på det kgl. biblioteks læsesal i Kbh., som Lenin gjorde i 1910, så ville han have opdaget, at landbrugslandet trivedes med små husmandsbrug, foreninger og demokrati.

Robert Ørsted-Jensen

Odin Rasmussen hvad man kan lære af dem du betegner som "kommunisterne" er først og fremmest hvad man ikke skal gøre. Marx selv derimod kan du stadig lære meget af ikke mindst netop fordi hans tankegang ikke adskildte sig fra Rosa Luxemburgs, også hans tankegang var demokrtisk og ikke anti-demokratisk eller partielitær.

Robert Ørsted-Jensen

Niels Nielsen hvis du har svært ved at forstå hvad der menes med demokrti behøver du ikke gøre andet end at læse citaterne fra Rosa Luxemburg ovenfor.

Hvad angår papirkurven så var den ide Lenins og Triotskys opfindelse - de brugte den mod deres kritikere her især Martov. Derudover er jeg ganske enig med dig. Vi skal lærer af fejltagelserne. Men hvis venstrefløjen vil det - starter den med at læse netop Rosa Luxemburgs kritik at Lenin og Trotsky hvorfra jeg citerede enkelte passager ovenfor.

Michael - "Rusland var selv skyld..." hvad fabler du om? Kollektiv skyld? Rusland har først i nyere tid fået noget der af og til (dog kun i glimt) ligner en legitim regering. Legitime regeringer kan kun være demokratiske regeringer - ingen regering der ikke har magten som følge af et folkeligt flertal udgør en legitim regering og en folkevilje. Kun via legitime regimer kan man overveje "folkets skyld". Men når det er sagt mener jeg stadig at et sådant perspektiv er noget vrøvl. Kun regeringer har skyld og man kan ikke drage alle os der ikke stemte på en regering til ansvar for en regerings mulige forbrydelser. Du vil nok heller ikke acceptere at skulle drages til ansvar for Fog Rasmussens krigsbeslutninger vel? Lenin og Trotsky tog fejl på afgørende punkter - netop de afgørende punkter som Luxemburg påpeger - socialisme handler om at skabe et ægte demokrati via demokrtisering af også de økonomiske forhold - det handler ikke om at afskaffe al demokrati. Hvad Stalin angår så gider jeg end ikke debattere om "han tog fejl" - han er vel på den anden side af enhver fejltagelse.

Niels Duus Nielsen

Jeg kender skam udmærket Luxemburgs skrifter, og jeg er helt enig med dig i, at visse sider af marxismen-leninismen udartede til beton af værste skuffe.

Men det ændrer ikke på, at udfordringen er at finde en metode, hvor folket faktisk bestemmer over sig selv, men på en intelligent måde. Lige nu i skrivende stund ville det være en katastrofe at lade det efter min mening dybt ignorante flertal bestemme noget som helst, folk er simpelthen for uoplyste, og det bliver stadig værre. Stod det til flertallet skulle vi allesammen have mere i løn og betale mindre skat, og op i ræven med klimaet.

Det borgerlige demokrati holdes ideelt set på plads af en række "checks and balances", der i sidste ende sikrer, at det er overklassen der har magten. Hvad skal holde sammen på et socialistisk demokrati, således at detikke samtidig bliver et springbræt for en ny "elite"?

Proletariatets diktatur var et forslag til løsning af dette problem, som vi i dag ved, ikke var den rette løsning. Og uanset hvor meget jeg læser Luxemburg, vil jeg heller ikke hos hende finde konkrete løsninger på modsætningen mellem centralstyre og lokaldemokrati.

Vi mangler en teori om stalinismen, som Zizek siger, for hvis vi ikke forstår det problem, han forsøgte at løse, vil vi blot gentage de fejl han begik. Selvfølgelig på en anden måde, Stalin havde hovedrollen i et stort opsat og meget blodigt drama, SF gentog mange af hans fejl, nu blot som farce.

Selvfølgelig tog Stalin fejl, selvfølgelig tog Lenin og Trotskij fejl - du glemte Mao, også han tog selvfølgelig fejl - og selvfølgelig skal de økonomiske forhold demokratiseres, men hvordan? Fondssocialisme? Det er jo Mette Frederiksens forslag, at vi alle bliver aktionærer i erhvervslivet. Personligt synes jeg, der er gode takter i forslaget, men løser det modsætningen mellem de mange aktionærer og den lille, bestemmende fondsbestyrelse?

Robert Ørsted-Jensen

Jamen så har du ikke læst hverken Marx eller Luxemburg særligt grundigt. Proletariatets diktatur er demokrati. Det var det altid. Det var som Luxemburg skrev ikke et valg mellem diktatur (altså det vi nu for står ved diktatur nemlig en diktatorer, eller mindretals eller parti diktatur) og demokrati. Der er ikke noget socialistisk alternativ til demokrati. Der er "kun" socialisme. Socialisme er en udvidelse af demokratiet til også at omfatte økonomien

Robert Ørsted-Jensen

Diktatur som Marx, Engels og Luxemburg forstod det - skriver sidnævnte ovenfor - handler om "måden at anvende demokrat på". Proletariatets diktatur skal forstås som folkets flertals diktatur. Ikke som partidiktator (man havde end ikke partiet på Marx tid) eller den store leders styre (det er rent faktisk en form for fascisme).

Niels Duus Nielsen

ROJ: "Folket har altid ret. Hvis de ikke går din vej er årsagen dig - ikke dem"

Bullshit! Har du hørt om fake news? Er løgne pludselig sande, hvis et flertal tror på dem? Come on, den diskussion er vi sgu blevet for gamle til!!!

Robert Ørsted-Jensen

Din konklusion er at du er klogere end alle andre hvorfor vi alle bør akseptere at du griber magten med et kup? Altså Niels hvor vil du hen?

Robert Ørsted-Jensen

Er det ikke snarere vores egen skyld, vores urealistiske og usammenhængende politiks skyld hvis vi ikke kan samle et bredt folkeligt flertal?

Randi Christiansen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

Meget er sket siden 1917. Proletariatet er ikke længere den samfundsomvæltende flertal og faktor det engan var. Men der er mange andre grunde på hvilket et flertal mobiliseres

Niels Duus Nielsen

ROJ, som historiker med fokus på overgreb på mindretal og apartheid ved du jo udmærket, at selv om flertallet i et demokrati altid har ret de jure, har det ikke altid ret de facto.

Jeg accepterer et langt stykke hen ad vejen, at vi socialister ikke er gode nok til at agitere og propagandere for vore synspunkter, men at vi ikke kan komme igennem til hr. og fru Klaphat skyldes bl. a., at hr. og fru Klaphat med deres selvejerboliger og pensionsopsparinger ikke har objektiv interesse i et mere retfærdigt samfund.

Og arbejderen i sweatshoppen i Sydøstasien har jo ikke stemmeret i Danmark, selv om vedkommendes lønslaveri er grundlaget for den bestikkelse, hr. og fru Klaphat modtager fra danske politikere. Det er jo hele ideen med globaliseringen, set med kapitalisternes briller: Del og hersk!

Robert Ørsted-Jensen

Niels den holder ikke. jeg kan ikke komme på bare ét eksempel på et demokratisk valgt styre der er begyndt at massemyrde sine egne mindretal. Det er altid noget der fandt sted uden for sådanne landes eget territorium eller det vedrørte mennesker der ikke var anderkendt som sådan, ikke var dette samfunds borgere dvs anderkendt som hørende til under dette samfunds politiske orden/institutioner. Jeg har ikke kendskab til bare et eksempel på det modsatte. Mord på egne borgere kræver diktatur og reglen er at disse borgere bførst erklæres for folkefjender og/eller får deres borgerettigheder fjernet. Selv i Nazityskland fjernede man folks bogerrettigheder før man sendte dem til dødslejre. Jeg tror ikke du kommer ret langt med at nedgøre folk som værende klaphatte bare fordi de ikke drager samme konklusion som dig selv. Du er nød til at forholde dig realistisk til det enkle faktum at disse mennesker mener de har for meget at tabe og for lidt at vinde ved at følge dine ideer og anvisninger. Desuden har selv venstrefløjen opgivet sin internationalisme og argumenterer istedet for grænsebeskyttelse og lignende.

Niels Duus Nielsen

ROJ: "jeg kan ikke komme på bare ét eksempel på et demokratisk valgt styre der er begyndt at massemyrde sine egne mindretal."

Øh... - hvad med USA og nedslagtningen af den indfødte befolkning? Så vidt jeg ved, blev USA et demokratisk land allerede i 1776, og hovedparten af folkemordet blev begået i 1800-tallet. Du ved mere om de australske aboriginals forhold end jeg, men så vidt jeg ved var også det britiske imperium demokratisk med parlament og alting, i hvert fald formelt?

Og at sige, at de havde anstændigheden til at fratage dem deres borgerrettigheder, før de slog dem ihjel, kan jeg altså ikke se gør den store forskel.

Men du har da ret i, at "disse mennesker mener de har for meget at tabe og for lidt at vinde ved at følge dine ideer og anvisninger", og det er jo netop det, der er min pointe. Den danske middelklasses velstand holdes kunstigt oppe, og netop ved ikke at inddrage befolkningerne i den tredje verden i ligningen er det jo en smal sag for magthaverne at skabe et nationalt flertal.

Vi kan måske blive enige om, at internationalisme er vejen frem, men forklar mig venligst, hvordan internationalismen skal serveres for befolkningerne i Vesten, for at de skal købe den, eftersom de jo objektivt økonomisk set har har for meget at tabe og for lidt at vinde ved at blive internationalister.

Robert Ørsted-Jensen

Det var netop problemet. De indfødte var som her ikke borgere i noget demokrati og de område de levede i var formentligt helt bevidst ikke underlagt statslig kontrol. Det er en af de frastødende sider som også rammer såkaldte illegale invandrere. De er ikke borgere og derfor ikke beskyttet af nogen demokratisk retsstat.

Robert Ørsted-Jensen

Det er netop afgørende at man sikre at alle mennesker EF beskyttet af statsborgerskab for er de ikke det er der overhovedet ingen beskyttelse. FNs menneskerettighedserklæring er ikke det papir værd den er skrevet på. Kun bogerskab giver beskyttelse.

Poul Sørensen

Stalin var en psykopat....og han høre til blandt de værste ledere overhovedet. Når det gælder Lenin så er jeg enig i, at han forsøgte at finde svar, hvordan man bedst muligt kunne udvikle Rusland til et land med frihed, lighed og broderskab.

Robert Ørsted-Jensen

Internationalisme ve altid en akilleshæl for venstrefløjen. Men nationalsocialisme er ikke noget alternativ. Vi er nød til at argumentere for overnational solidaritet. Men det er i virkeligheden ret enkelt. Ingen kan forhindre folkevandringer - så hvis vi ikke forstår at sikre rimelig global fordeling af velfærd vil vi alle miste

Randi Christiansen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

Poul. - som Rosa Luxemburg gjorde opmærksom på så ofrede Lenin både broderskabet og friheden for at at tilrane sig og sit parti den totale magt.

Robert Ørsted-Jensen

Det ville være gavnligt om venstrefløjen ville ophøre med konstant at skabe sekulære religioner bag enkelte historiske skikkelser. Hold fast på religionskritikkes kærneformål som netop var at afvise alle former for profeter og guder, frigøre individet for fysisk og intellektuel trældom under samme. Hvad hjælper påstanden om ateisme når man så istedet bare bruger denne til at gøre sig ikoner og dyrke sine politiske ledere som ufejlbare religiøse gudeskikkelser? Stop ikoneriet, profet-, helgen- og gudegørelserne. Forkast enhver ide om førere og store ledere. Forhold dig istedet ubønhørligt kritisk over for vores egen globale historie og de individer der har præget den på godt og ondt. Kun af den vej kan vi gøre os håb om at rejse en sund ny venstreorientering som kan evne at i9nspirerer massebevægelser og forandring.