Kronik

Der er opstået et kollektivt moderhad i kulturen

Det at blive mor handler slet ikke om kvindens behov; det handler om barnets. Men i dag anses moderskabet først og fremmest som noget, hvis snærende bånd kvinden har ret til at blive fri af
I et samfund, der dyrker det hyperseksuelle kvindeideal, kan det næppe være blottelsen af brystet, der er stødende. Det er snarere er intimiteten imellem mor og barn, der udgør en provokation grænsende til krænkelse, skriver kronikøren.

I et samfund, der dyrker det hyperseksuelle kvindeideal, kan det næppe være blottelsen af brystet, der er stødende. Det er snarere er intimiteten imellem mor og barn, der udgør en provokation grænsende til krænkelse, skriver kronikøren.

Peter Hove Olesen

Debat
17. august 2017

Det vakte et ramaskrig på de sociale medier, da seks unge mødre for nylig gav deres børn bryst midt på Københavns Hovedbanegård. Aktionen var en protest imod den fjendtlige holdning til amning i det offentlige rum, og reaktionerne bekræftede til fulde deres pointe. Det føg med rasende kommentarer, hvor folk frabad sig synet af ammebryster og udtrykte væmmelse ved mælk, babygylp og fulde bleer.

En ung kvinde skrev, at man ikke kunne byde moster Anna på 80 år dette syn ved sin fødselsdagsfest. Men sandheden er, at det formentlig er moster Anna, der har det mindste problem af de to. For i begyndelsen af 1990’erne, da jeg selv var småbørnsmor, tænkte man ikke engang over det. Man ammede bare. Det var en neutral handling, der vakte lige så lidt opmærksomhed som at skænke sig et glas koldt vand. Og sådan havde det været i 20 år.

Moster Anna på 80 er derfor cool med amning. Hun var formentlig selv en frit ammende kvinde.

Nej, ammegate ramte først kvinderne for seks år siden. Det er den unge kvindes generation, der har behov for at genetablere et tabu, vi ellers var sluppet af med. Men hvorfor er synet af ammende kvinder en torn i øjet?

I et samfund, der dyrker det hyperseksuelle kvindeideal, og hvor det hører til dagens orden, at busserne kører rundt med billeder af bare bryster på siden, kan det næppe være blottelsen af brystet, der er stødende. Det bemærkelsesværdige fokus på mælk, babygylp og fulde bleer antyder, at det snarere er intimiteten imellem mor og barn, der udgør en provokation grænsende til krænkelse. Måske består en del af krænkelsen i det faktum, at ammebrystet netop ikke er seksualiseret.

Det var i hvert fald Anne Sophia Hermansens pointe i ammedebatten under overskriften »Jamen, det er da lidt ulækkert«: hele meningen med et kvindebryst var nemlig at være »til manden«. Heri er hun i overensstemmelse med tidsånden: Brystet får værdi og bliver identitetsgivende i kraft af mandens begær.

Men der er ingen identitetsgivende værdi knyttet til ernæringen af et spædbarn. Hvilke former for kvindelighed tildeles værdi? Det er jo spørgsmålet! Som økonomiprofessor Nina Smith konkluderede i en undersøgelse fra 2013: Kvinder er – i modsætning til mænd – en underskudsforretning for samfundet. Og det er de, fordi de udfører det ulønnede omsorgsarbejde.

Vi lever i en samfundsorden, hvor udelukkende ’produktion’ registreres som værdi, mens det reproduktive kun kan registreres som udgift, tab og tilsæt.

En anderledes slags moderskab

Alle kvinder er døtre af rødstrømperne i dag. Forventningen om, at kvinder tager uddannelser, får job og forsørger sig selv, er solidt installeret i kulturen. Moderne kvinder ønsker at se sig selv som frigjorte og selvstændige, og de føler sig anfægtede, hvis nogen fortæller dem, at det forholder sig anderledes. Feminismens frigørelsesprojekt er i denne forstand blevet alment gældende.

Men det er en frigørelse modelleret i mandens billede. Frigørelse vil sige frihed til samme selvudfoldelse som mænd. For at være legitime må kvinder derfor benægte både for sig selv og verden, at deres biologi og rolle i reproduktionen stiller dem anderledes end mænd.

Traditionelt har feminismen haft det stramt med størrelser som moderskab og biologi, hvilket måske ikke er så mærkeligt al den stund, at begge dele har været patriarkatets argument for, at kvinder ikke kunne deltage i samfundslivet.

Bindingen til det reproduktive har desuden helt reelt stækket kvinders frihed i forhold til at opnå andel i den politiske og økonomiske magt. Feminismen har derfor kæmpet for at vriste kvinder fri af deres binding til reproduktion og biologi. Af samme årsag kritiserer feminismen stort set ikke samfundets nedprioritering af kvindernes traditionelle ansvarsområder – moderskab og omsorgsarbejde.

Alligevel synes jeg, at der er en tydelig udvikling med hensyn til, hvordan moderen og moderskabet er blevet tematiseret fra generation til generation igennem de sidste 50 år.

Rødstrømpegenerationen gik på gaden med skilte og bannere og råbte slagord som »billigere og bedre vuggestuer«. Hos Dea Trier Mørch (Vinterbørn) og Charlotte Strandgaard (Når vi alle bliver mødre) blev moderskabet beskrevet som en utopisk kraft, som havde autoriteten til at korrigere samfundsudviklingen indtil, som Inger Christensen skrev, »nogen begynder at bygge en by, der er blød som en krop«.

I min generation, der blev mødre op gennem 1990’erne, skrev vi især om moderskabet som noget, der var for lidt tid og for få ressourcer til. I antologier som Adskillelse og Forløsning og i mit eget bidrag til debatten, Det bløde punkt fra 1999, blev splittelsen imellem faglig selvrealisering og moderskabets krav om hengivelse beskrevet som et ægte problem. Udvidet ret til forældreorlov var jævnligt et emne i samfundsdebatten.

Den følgende generation beskrev især moderskabet som ubehag og tab af identitet. Titlen på generationens moderskabsantologi hed Du kan bare vente dig. Bloggeren Julia Lahme beskrev moderskabet som ren krise og overlevelseskamp (Hvor lagde jeg babyen), og Rikke Haarbye kaldte amningen for »det lort« i sin ugentlige klumme i Søndagsavisen med overskriften »Dumme mor«.

Mor i centrum

Når jeg i dag ser skrivende feminister diskutere moderskabet, er det især som en binding, man har ret til at blive fri for. Det hedder, at man ikke skal ligge under for andres forventninger, og at hver kvinde har lov til selv at definere, hvordan hun er mor. Men den går jo ikke. For moderskabet handler slet ikke om kvindens behov – det handler om barnets behov. Men spørgsmålet om børns behov forbigås fuldstændigt, og i dag går ingen på gaden for at protestere imod den fuldstændige forarmelse af landets daginstitutioner.

I det henseende er den israelske sociolog Orna Donath, der har vakt debat med sin bog #regrettingmotherhood. Når mødre fortryder, symptomatisk. Kampen står om kvinders ret til at fortryde deres moderskab og åbent erklære, at de har oplevet barnet som en byrde.

Jeg vil hævde, at der er opstået et kollektivt moderhad i kulturen. Den onde mor har for længst slået billedet af den gode mor af banen. I samfundsdebatten betragtes det som et problem, at singlekvinder får børn, og for galt, at singlemænd ikke gør.

Enlige mødre overvåges nidkært og angives til de sociale myndigheder på mistanke om kærester under dynen. Kontanthjælpsloftet er eksplicit designet til at ramme enlige mødre, hvorfor denne samfundsgruppe nu tyer til prostitution nøjagtigt som for 100 år siden og deler tips til at prostituere sig på Facebooks hjælpesider for mennesker ramt af kontanthjælpsloftet.

Forældreansvarsloven sætter mandens værdi som far over beskyttelsen af kvinder og børn imod vold og overgreb. Ammedebatten taler sit eget tydelige sprog. I dag ser kvinder helst sig selv som seksuelle væsner. For det er faktisk den eneste måde, hvorpå de som køn kan få værdi i kulturen.

Den moderne, intersektionelle kvindebevægelse tyder først og fremmest kvinder som seksuelle væsner, hvilket dens signaturprojekter tydeligt afspejler: Everyday Sexism Project, slutwalk, fjerdebølge, Pro-sex feminisme, ’hævnporno’, voldtægtskultur, ’free the nipple’, fissehuemarcher og så videre. Betingelserne for moderskab er slet ikke et emne.

Tværtimod skyes kvindebiologi som pesten. Tematiseringen af menstruation, graviditet og amning i de feministiske debatforaer må vige til fordel for transkvinder, hvis kønsidentitet trues ved påmindelsen om kvindebiologi. Ja, den moderne kvindebevægelse deler slet og ret transideologiens kønsforståelse, der tilsiger, at menneskers køn er uden forbindelse til kønskromosomer og medfødt biologi.

Men moderskabet er præcis den kønsforskel, som ikke kan udslettes. I dag bliver ca. 85 procent af kvinder mødre. Og måske er betingelserne for at forløse moderskabet i virkeligheden den interesse, som kvinder har allermest til fælles.

Jette Hansen er cand.art. og forfatter.

Serie

MOAR!!

Der synes at være uendeligt mange regler for, hvordan man skal være familie – og ikke mindst en god mor. Opdragelseslitteratur udgives i bunkevis, og blogs, der giver gode råd om godt forældreskab, har tusinder af følgere.

Men hvorfor vækker debatter om moderskabet så stærk interesse og ditto følelser, når kvinden i stigende grad netop er blevet frigjort fra rollen som mor og frisat til at indtage mange andre roller i samfundet?

Og er debatten egentlig frigørende eller tværtimod med til at give kvinden dårlig samvittighed?

Det giver en række debattører deres svar på i denne serie.

Seneste artikler

  • Det er ikke mødrene, der afgør, hvad moderskab er

    14. august 2017
    At være mor handler ikke bare om at føde et barn. I dag er det en identitet, man skal tage på sig, og som tvinges ned i halsen på én af samfundet, familien, Sundhedsstyrelsen og ikke mindst patriarkatet
  • Måske er det moderlige bare ikke særligt frigjort

    8. august 2017
    Her stod jeg med mine store ambitioner om at redde verden og ikke mindst opnå andre menneskers anerkendelse. Som en fri og uafhængig kvinde. Og så kom mit lille barn og fortalte mig, at mennesker ikke er frie individer. Vi er afhængige af hinanden, og vi bør måske ikke kun kæmpe for at opnå mandens privilegier
  • Maja Lucas: Vores moderbillede splintrer

    3. august 2017
    Flere nye danske bøger skildrer vrede, fortvivlede eller ambivalente mødre. Jeg har selv skrevet en af dem. Hvorfor kommer de tekster nu, kunne man spørge? Jeg tror, det skyldes, at ligestillingen gør negative moderskabsfølelser mere acceptable, samtidig med at det patriarkalske syn på moren som altopofrende stadig spøger. Og fordi vores individualiserede samfund gør moderskabet vanskeligt
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torsten Jacobsen

Godt brølt. løvinde! Bliv endelig ved!

Lillian Larsen, Randi Christiansen, Jørn Andersen, Arash Shahr, Jeppe Lykke Møller, Flemming Berger, Birgitte Gøtzsche, Sus johnsen, Lilli Wendt, Søren Ferling, Bjarne Bisgaard Jensen, Niels-Simon Larsen og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Som mand vil jeg ikke blande mig i kampen, men man kan jo altid heppe fra siden. Hep, hep, J.H.!

Randi Christiansen, Jørn Andersen, Jeppe Lykke Møller og Birgitte Gøtzsche anbefalede denne kommentar
Odin Rasmussen

Seksualiteten retter sig ikke længere mod virkeligt eksisterende individer af det andet køn, men mod porno- og drømmeindustriens fiktioner. Skærmkulturen gør, at man kan leve sit liv i illusioner.

Jørn Andersen, Arash Shahr, Søren Ferling og Hans Ingolfsdottir anbefalede denne kommentar
anne lindegaard

Tak.

Jan Han Petersen

Hvordan i al verden kan du få lov til endnu en gang at gøre intersektionel feminisme og transaktivisme til det overskyggende problem? Det klandrer jeg Information for.
I øvrigt forstår jeg ikke, hvad din konklusion er. Hvad mener du med at forløse moderskabet, når du samtidig holder fast i, at kvinden skal identificeres med det? Du er jo med til at fastholde kvinden som fødemaskine i en patriarkalsk tankegang.

Mette Poulsen, Charlotte Svensgaard og Nanna McKay Mansa anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Jeg tror det har noget at gøre med at vi spiser overalt. Da jeg var ung arbejdede jeg på en tankstation, hvor vi servicerede bilerne med fokus på ja, bilerne. Du kunne højest købe en pakke tyggegummi og måske et ugeblad.. I dag serveres der fastfood overalt i det offentlige rum og amning, for slet ikke at tale om bleskift, er bare ikke appetitligt (for andre en babyen, selvfølgelig). Så i virkeligheden har det intet med moderskabet at gør, det er bare forskellige kulturer der mødes og det giver som regel altid problemer.

Johnny Winther Ronnenberg

Det var da et dejligt og nuanceret indlæg i køns debatten.

Allerede i halvfjerdserne var det helt normalt at amme ved bordet også ved større familiesammenkomster herunder et diamant bryllup hvor det ikke vakte forargelse heller ikke hos brudeparret.

Kønsforskrækkelsen og seksualisering af amning dukkede i slutningen af halvfemserne og den er blevet værre med årene, den er til tider direkte hysterisk.

Lillian Larsen, Randi Christiansen, Niels Duus Nielsen, lars søgaard-jensen, Henrik Okkels, Marie Jensen, Estermarie Mandelquist, Jørn Andersen, Anders Reinholdt, Arash Shahr, Flemming Berger, Birgitte Gøtzsche og Lilli Wendt anbefalede denne kommentar
Mette Poulsen

Jeg er lidt i tvivl om, hvad "intersektionelle" egentligt betyder i denne sammenhæng? Og måske i det hele taget :-D

Årsagen til manglende interesse for moderskabet er måske at det, ja, er hyggeligt for den enkelte mor men en røvsyg livsstil, som andre ikke kan lide at få hevet ned over sig i det offentlige rum. I vilkårlig rækkefølge kan nævnes:
*Barn-syn dage, som typisk tages af kvinden (og sjældent manden) og lader kollegaer med dobbelt
tjans den dag.
*Mødregrupper på cafeer etc. hvor en latte snild kan nurses i et par timer (manglende indtjening
for stedet) og bleer skiftes ved bordene (klammo for de andre kunder)
*Zombiemødre med stenede øjne, som lader deres børn rende rundt og flå ting ned af hylderne i
supermarkedet/hiver hunde i halen/skrige i opgangen uden at tage sig af det. Samtidig med at
ingen andre må begrænse poden i sin udfoldelser fordi "det er mig, der er mor!"
*osv osv osv.
Folk er jo ligeglade med, hvad der forgår bag lukkede døre; i det offentlige rum må også mødre indordne sig, begrænse sig selv og tage hensyn til andre. Og det er for en stor del ret svært.

@Leo Nygaard, imponerende alligevel.

Johnny Winther Ronnenberg

Hold kæft hvor fordomme og uvidenheden blomstrer.

"Barn-syn dage, som typisk tages af kvinden (og sjældent manden) og lader kollegaer med dobbelt
tjans den dag."

1: Hvad skal børn ellers gøre når begge har fuldtids arbejde og man ikke må aflevere syg børn i institutioner pga smittefaren?
2: Mænd tager så sandelig også barns sygedage. I mit ægteskab måtte vi checke kalendere for, at se hvem der bedst kunne gøre det, fordi vi begge havde job der krævede at vi var på 100% og i mit tilfælde for det meste mere end det. Jeg har så galt taget et sygt spædbarn på arbejde, fordi jeg som leder kunne afgøre det selv om det var i orden og det gjorde jeg med sindsro og jeg blev aldrig mødt med den slags fordomme før i tiden. For de fleste mennesker kommer børnene før arbejdet og det ville være et tilbageskridt, at skulle tilbage til 50'erne og 60'erne, tanken er simpelt så bagvendt at jeg får kvalme af det, fy for satan da.

Lillian Larsen, Niels Duus Nielsen, Viggo Okholm og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Mette Poulsen

@ Johnny, det er hverken fordomme eller uvidenhed, når det bakkes op af fakta: http://politiken.dk/forbrugogliv/livsstil/familieliv/art5616244/M%C3%B8d...
Det hører med til moderrollen, hvilket er det der diskuteres. Beklageligt at du får kvalme.

Johnny Winther Ronnenberg

Nu bliver jeg virkelig irriteret, Fra artiklen:

#
»Men det er langtfra alle steder, det fungerer så godt. Derfor er det vigtigt med dialog. Hvis det bliver italesat mange gange, at det er o.k. at blive hjemme med et sygt barn, vil kulturen stille og roligt ændre sig, så det bliver mere acceptabelt«.

Hos 3F mener Jane Korczak, at man bør gentænke hele ordningen omkring børns sygedage, så der bliver »lidt højere til loftet«, som hun siger. Hun skeler til svenskernes system, der giver forældre en lovsikret ret til at holde op til 60 sygedage årlig med deres børn. Ordningen betales af det statsejede forsikringsselskab Försäkringskassan.

»Det er godt tænkt, at fællesskabet går ind og tager ansvar ved at dække omkostningerne. Det giver familierne helt andre muligheder for at træffe valg, der ikke kun afhænger af overenskomster og løn«.
#

Når man bruger google til at forsøge at vinde en diskussion, så bør man vælge sine kilder med omhu og læse dem grundigt igennem ;-)

Vi er trods alt nogen med tap, der siger det samme, men vi er selvfølgelig ekskluderet fra det gode selskab fordi vi er med tap. Det er sjovt nok gammel feministisk, der ikke skeler til, at verden har ændret sig dramatisk over de sidste 50 år.

Men hvis man ikke er villig til at se på hvordan virkelighedens mænd er opdraget og lever i dag, så overser man virkeligheden i sit eget kønspolitiske projekt.

Det er helt galt når en gammel nedslidt mand som mig på 62, det blev jeg i går, skal forsvare feminismen mod sig selv. Den del burde kvinderne have fuldstændig styr på selv, men det virker mest som at de er mere optaget af vrikke røv i korte skørter. Og fred med det, jeg er trods alt en gammel gris der uden skam vender mig for et ekstra kig ;-)

Men du over ser noget i din indikation over de rædselsfulde mænd, kinder vinder stadig de fleste sager i statsamtet om forældre myndigheden. Hvorfor! Fordi der er der flest kvinder ansat i og ingen offentlige ansatte er uden bias. prøv at google det.

Jette Hansen rammer langt hen ad vejen hovedet på sømmet. Tak for det.

Lillian Larsen, lars søgaard-jensen og Henrik Okkels anbefalede denne kommentar
David Henriksen

Måske reproduktion bliver set som uproduktivt fordi at halvdelen af befolkningen, mændene, ikke har lige rettigheder på dette område. Kvindeklynk er der nok af i denne verden. Feministerne skyder på alt og alle men det største ligestillingsproblem forbliver uberørt: Mænds ret til deres børn på lige vilkår med mødre.

Lidt spændende når vores fælles verden (mænd,kvinder børn og seksualitet) bliver intellektualiseret som her. Det afhænger selvfølgelig af øjnene der læser. Vi har hver især vores fordomme, vaner og moral omkring blufærdighed, hvilket vel stort set er problematikken her, som jeg ser det.
Hånden på hjertet mænd: bryster er en del af kvindeligheden og ja kvinderne bruger det vel også, for ellers ville man/de vel bare lade de bryster være frie uden den blanding af at skjule dem og samtidig fremhæve dem? Eller er BH-en bare for at støtte? Hvorfor være nedringet, hvis de skal skjules? For mig som mand har jeg altid set bryster som en blanding af naturlighed og vel også det tiltrækkende rent erotisk. Øjne, smil og bryst er helt sikkert det jeg først ser før samtalen måske er i gang.. Omkring amning i det offentlige rum: selvfølgelig bør der ikke laves restriktioner, men som i alt andet, der viser intimitet, kan det ske mere eller mindre diskret. Vi mænd bør ikke tisse offentligt og det seksuelle samliv i almindelighed er vel også en sag bag mere eller mindre lukkede døre to elskende mennesker imellem. Begæret opstår på et tidspunkt og kan så hos mænd blive synligt eller bør blive det, men så er det jo stafbart at skilte med det overfor andre en den nydelsen sker sammen med. Nå det var en ikke intellektuel udgave af hvad det måske drejer sig om. Holdningen til roller i samfundet som kulier og begær rent materielt bør være ligestilling ud fra det enkelte menneskes ønsker og behov uanset køn!

Mette Poulsen

@ Johnny, jeg ved ikke hvorfor du gakker ud og opsætter stråmænd ad naseum? Jeg har intet sted skrevet noget om feminisme, rædselsfulde mænd eller andet af det du påstår?
Jeg har skam læst det, jeg linker til, og ja det er altså kvinder, som overvejende tager børns første sygedag. Også selvom du i din egen familie delte dem ligeover. Nogle i artiklen kommer så med bud på, hvordan det kan være anderledes. Som det også frem af nærværende kronik, så udfører kvinder ulønnet omsorgsarbejde.
Det var bare slet ikke det, min kommentar gik på; den handlede om, hvorfor moderskabet kan irritere omgivelserne (dobbeltarbejde, manglende profit, ulækre handlinger).

Niels Duus Nielsen

Okay så, da det alligevel stort set kun er mænd, der kommenterer artiklen, vil jeg da også give mit besyv med:

"Men hvis man ikke er villig til at se på hvordan virkelighedens mænd er opdraget og lever i dag, så overser man virkeligheden i sit eget kønspolitiske projekt" skriver Johnny Winther Ronnenberg, og dette kan jeg illustrere med en anekdote fra det virkelige liv:

Min seneste kæreste havde en søn og en datter, som forventedes at deltage i det huslige arbejde. Datteren elskede at gøre ligesom sin mor, mens sønnen af en eller anden grund hadede det, angiveligt fordi det var kedeligt. Det hjalp ikke at både hans far og hans papfar demonstrativt deltog i oprydning, rengøring og tøjvask, ungen havde sat sig i hovedet, at det gad han ikke. Og moderen endte hver gang med at give op og gøre det for ham. "Se nu her", sagde hun altid, og det regnede han jo hurtigt ud var en smart måde at få hende til at gøre det for sig på.

Da min egen søn var i den alder og fik den slags tanker, var jeg som enlig far ubarmhjertig, han fik simpelthen ikke lov til at gå ud og lege eller spille computerspil eller whatever, før han var færdig med at støvsuge. Jeg gav ham ret i at rengøring er røvsygt, men at det nu engang er en af de sure ting, som man ikke kan komme uden om som menneske, især ikke, hvis man ønsker at leve sammen med en kvinde. Eller bare sammen med andre mennesker, som fx sin far.

Det fik ham ikke til at elske at gøre rent, men han lærte trods alt, hvad der er op og ned på en støvsuger, i modsætning til mig, hans far, som er opvokset i et hjem med rengøringskone, og som derfor først lærte det på den hårde måde, da jeg som voksen blev kæreste med en rødstrømpe.

Jeg vil ikke kloge mig på, om mænd er genetisk programmerede til ikke at kunne gøre rent godt nok, men der er noget der tyder på, at kvinder er socialiserede til ikke at være konsekvente, når det gælder deres eget afkom. I stedet for at lære deres drengebørn, at de vil får massive problemer i et fremtidigt forhold til en kvinde, sender de aben videre til deres kommende svigerdøtre, som så får problemet med at opdrage dem til den tid, hvis de kan. Det lykkedes aldrig helt for mine kvinder.

Og hvad angår amning i det offentlige rum: Jeg forstår slet ikke forargelsen, tværtimod bliver jeg altid glad, når det sker. For mig som mand og enlig far er amning et privilegium, som jeg faktisk misunder kvinderne. At give sutteflaske er slet ikke det samme, men hvad ved jeg om det, jeg har jo ikke bryster.

Børn er det tætteste vi materialistisk indstillede mennesker nogensinde kommer på et mirakel. Så folk burde glæde sig over, at børn overhovedet kan lade sig gøre. Og glæde sig på kvindernes vegne over, at de slipper for hele tiden at skulle tænke over, hvor de nu har lagt sutteflasken, for deres bryster har de jo altid lige ved hånden.

Så hvis jeg er noget, er jeg misundelig.

Randi Christiansen, Johnny Winther Ronnenberg, Poul Sørensen og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar
Poul Sørensen

Det er klart at den narcissistiske halv sociopatiske mand som vores samfund belønner med chefjob må føle at kvinder får en masse uretmæssig opmærksomhed og det hjælper ikke at mange af dem er til venstre for midten.

Så selvfølgelig må der blæses til angreb og de forskellige muligheder for at nedgøre kvinder skal vurderes og her er biblen et fortræffeligt redskab da de kristne påstår at hele vores kultur skyldes biblen og ikke en lang socialistisk kamp imod et bagstræberisk kristent borgerskab.... og et af de første træk imod kvinder må selvfølgelig være, at forsøge at fortrænge kvinder fra at kunne prædike guds ord, ved ikke at ville give kvindelige præster hånd.
Når man først har plantet den tanke at kvinders medfødte kvindelighed på en og anden udefinerlig måde gør, at de ikke kan prædike til den narcisstiske scociopatisk mand - hvert fald ikke fra biblen, så er man godt på vej.
Næste træk er at stille spørgsmål til om kvinder overhovedet kan lede og være med på leder niveau. Når det er opnået ved blandt andet, at henvise til at kvinder er væk fra arbejdsmarkedet når de er gravide, så man er nødt til overse dem i forsklellige sammenhæmnge, så kan man gå videre til frontabelt angreb på moderskabet, der også indeholder man skjulte problematikker for den enkelte kvinde.....
Hele problematikken kommer tilbage til hvilke mænd - som ikke mindst kvinder - foretrækker som ledere af vores samfund. Vi ved godt at 7% af cheferne er psykopater med store omkostninger for ansatte og firmaet, men vi har ikke en landsbevægelse imod psykopater som ledere. Ingen psykopatisk chef bliver dømt til ikke at have ansatte, fordi det er farligt for de ansattes ve og vel.
- Et samfund har de ledere det fortjener.
.... og måske har kvinder de mænd de "fortjener" når de ikke gør lodret oprør og standser maskinerne, som alle og enhver ved er det enste der for alvor virker, fordi så længe proffiten strømmer ind så bliver intet forandret.
- mange ting ville kunne forandres til det bedre, hvis folk sad mere i rundkreds.

Poul Sørensen

Vi har en kultur, der prædiker at beviset på at Jesus var hellig var, at han ikke havde sex med kvinder, det var i hvert fald god latin da jeg var barn... og det var ikke bare sjov men grav alvorligt på samme måde som man en gang havde travlt med at gentage at jøder havde slået Jesus ihjel og se havd det resulterede i, at en hel hjernevasket nation så på, imens jøder fik jødestjerner på og senere blev transporteret væk og dræbt i millionvis på en bastialsk måde.

.... nogen vil mene, at det er til grin at bringe det op, men hvor mange kvinder sidder rundt omkring i beskyttede kvindehuse.... og politiet som har store problemer med sexchikane af kvindelige betjente og racisme imod kollegaer med anden etnisk baggrund er først for nyelig begyndt at tage stalking alvorligt....
- Vores samfund er holdt op med at tage problemer alvorligt og det betyder at samfundet langsomt nedbrydes - måske skyldes det at politikerne tækkes politisk ukorrekthed og at politikerne selv er så fyldt med løgn, at det er svært at finde ud af om vi vinder eller samfundet er i dyb krise....
- husk det ved valget.

Johnny Winther Ronnenberg og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Johnny Winther Ronnenberg

Jeg vil til en hver tid reagere kraftigt på, når nogen vil begrænse andres rettigheder i det offentlige rum, det gør mig simpelthen rasende. Jeg har det med amning offentlige steder sådan, at jeg bliver lidt varm om hjertet og jeg trækker på smilebåndet og nikker venligt når det sker.

Jeg er kommet en del på cafeer i København tidligere og der holder der flere barnevogne end biler uden for og mange steder og hvor det er muligt er der et puslebord på dametoilettet, men ikke på herretoilettet ;-) Jeg har faktisk aldrig set nogen skifte en ble ved bordet, men hvis det skulle ske så ville jeg ikke fortrække en mine, det er blot en naturlig del af at have børn. Ja små børn larmer og løber rundt, men de tider, hvor børn skulle ses men ikke høres, er gudskelov forbi for længe siden.

Jeg forstår godt hvorfor kvinder på barsel søger cafelivet, for der er ingen forskel på at være på barsel, være langtidssygemeldt eller arbejdsløs, man bliver nemlig vanvittig af, at se på samme fire vægge hverdag, uden rigtigt at have noget at tage sig til. Hvad jeg ikke forstår er, at mænd ikke tager deres del af barslen, det var ikke muligt da jeg var ung, for jeg ville have krævet min del, hvis det kunne have ladet sig gøre. Ligestilling går nemlig begge veje og er uden fortrinsrettigheder for nogen af parterne.

Lillian Larsen, Randi Christiansen, Niels Duus Nielsen og Poul Sørensen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Der er næsten ingen grænser for mere eller mindre lummer pornoficering af det offentlige rum men en mor, der ammer, det kan man ikke ha. Blot den ene pointe siger meget om den miljø-og socioøkonomisk depraverede tilstand, kollektivet befinder sig i, og som i min optik er een blandt mange dynamiske effekter af den neoliberale konkurrencestats kleptokratøkonomi. Fx udbetaler den skatteyderbetalte public service institution danmarks radio monstrøse millionlønninger til sig selv og hinanden, mens udsatte børn må gå for lud og koldt vand, og hvis de er heldige får 5 dages ferie på red barnets sommerlejr. Og ja, vi taler forbundne kar.

I 60'erne var der råd til lejrskoler og skolernes 14 dages feriekoloni, men nu befinder skatteydernes penge sig primært i lommerne på den ene procent og co - gitte rabøl, mette bock og den slags typer - og hvad får kollektivet ud af det? Dårlige radio-og tv programmer som lefler for magten?

Det er befriende, at jette hansen vover at tale den herskende tidsånd og politiske korrekthed midt i mod. Feminisme handler nemlig lige præcis ikke om, at kvinder bliver som mænd men om, at der er plads til både mænd, kvinder og deres børn i et miljø-og socioøkonomisk omsorgsfuldt samfund.

Lillian Larsen, Torsten Jacobsen, Niels Duus Nielsen og Johnny Winther Ronnenberg anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Moderskabets mirakel er så ignoreret, at selv mødrene glemmer det i rotteræset med at få arbejde og karriere til at gå op i en højere enhed. Det er ikke muligt. Forældreskab er en fuldtidsopgave, men er blevet outsourcet til institutionel varetagelse, så det hellige, almindelige arbejdsmarked kan få patten først, og babyerne må nøjes med eso-og eksoterisk sekundavare.

At bringe intersektionalisterne ind i denne sammenhæng er relevant, fordi disse mutanter med deres fornægtelse af den kvindelige biologi er med til at nedbryde respekten for det biologiske moderskab. Det har vi ikke brug for, tværtimod.

Måden, hvorpå et samfund drager omsorg for børnene, viser, hvor sundt det er. Bitte små børn institutionaliseres. Ses en parallel til smågrise, som penicilleres, fordi de tages for tidligt fra soen, til kzkyllingeslagterier, hvor levende mennesker arbejder som zombier, til forarmningen af den offentlige sektor og forgyldningen af den ene procent og co, til udpiningen og tilsviningen af naturressourcerne, som er vores eksistensgrundlag, til den florerende inkompetence og korruption, der, som vi i gårsdagens deadline hørte en amerikansk forsker redegøre for, også findes i danmark .... i dette virvar mistes åbenbart også den kollektive forståelse for moderskabets betydning. Tak til jette og hendes skarpe pen for som 2. bølge ? feminist at forsvare moderskabets helt afgørende betydning for et sundt samfund.