Klumme

På ferien læser vi

At være på ferie er at være sammen. Det er konflikter, der bryder ud i lys lue, det er irritation og træthed. Vi skal vænne os til hinandens selskab. Vi gennemspiller samme problemer som hjemme, men i nye scenarier, udløst af nye detaljer
11. august 2017

Vi triller ud fra hovedbanen, vi har pakket solcreme og shorts, vi er hektiske og forventningsfulde, ben og arme flagrer, vi rykker rundt i sæderne, rejser os, sætter os igen.

Langsomt falder vi til ro, togets dadadung dadadung dadadung forplanter sig til kroppene.

Vi trækker bogen frem, forsiden med akvarellen af drengen på den sorte hoppe. Den tunge eftermiddagshimmel bag ham og stalden, han er på vej væk fra. Tøjlen, der hænger slapt over hestens ryg, og fløjten, han spiller på. Hesten, der kommer mod læseren, de store hove i trav, floden bag dem. Silas og den sorte hoppe, står der, og det mærkelige forfatternavn Cecil Bødker nedenunder.

Vi begynder at læse. Silas driver ned ad floden i den mærkelige, butnæsede båd, mens vi glider ned over Sjælland i toget. Silas lader strømmen bestemme, for han har ikke noget, han skal. Det er mærkeligt, fremmedartet. Sproget er lavmælt, roligt, gammeldags. Vi tager madpakker og vandflasker frem, spiser. Vi læser videre.

Cecil Bødker fotograferet i 1985.
Læs også

At være på ferie er at være sammen. At være på ferie er konflikter, der bryder ud i lys lue, det er irritation og træthed. Vi skal vænne os til hinandens selskab. Vi gennemspiller samme problemer som hjemme, men i nye scenarier, udløst af nye detaljer.

Alle de fine billeder på Instagram. Middelalderbyernes gule mure, solen, smilene. I virkeligheden skændes vi mere, end vi plejer, især til at begynde med.

At rejse med tog er at bevæge sig væk fra det kendte. Det er at gå op i praktiske ting. Togtider, forbindelser, forsinkelser. Overnatningsmuligheder, at finde et supermarked eller et sted at spise.

At være på ferie er at fokusere på det konkrete. Silas er vores siesta, vores lommer af tid i toget eller henslængt i den samme seng alle fire en hel formiddag. Silas er en mærkelig, dvælende tilstand, vi træder ind i.

Vi fryder os, da Silas vinder væddemålet over Bartolin og rider væk på den sorte hoppe. Vi bliver vrede, da han bliver franarret hesten. Og vi klukker af fryd, da odderjægeren rækker brød og vand på sin lange stav op i træet til Silas, der gemmer sig.

Vi bevæger os videre igennem Europa. Vi kører med nattog over Alperne. Vi overnatter på værelser og i lejligheder, vi bruger dage i fremmede byers gader og friluftsbade. Og vi læser. Den første bog, den anden. Den tredje.

Vi sender hinanden triumferende blikke, da købmandssønnen Japetus antyder over for Silas, at det ikke kan nytte noget at sætte sig op imod autoriteterne. »Du kender ikke min mor,« siger Japetus mismodigt til Silas. »Nej,« svarer Silas, »men hun kender heller ikke mig.«

Vi lærer dem at kende, Silas og Ben-Godik og odderjægeren og Melissa. Vi forstår dem ikke altid. I Silas’ verden er mennesker ikke altid gode eller onde. De er sammensatte og modsætningsfyldte. De kan være ondskabsfulde i nogle sammenhænge og barmhjertige i andre. Silas, som vi elsker for hans frimodighed og klare tanker, er kynisk og hensynsløs over for Maria. Hestekragen, der har taget et barn, anerkendes i andre situationer for sin handlekraft.

Vi rejser videre. »Hvilket land er vi i,« spørger børnene. »Hvor skal vi hen nu? Hvor skal vi sove?« Om natten farer de vild i fremmede lejligheder, når de skal tisse, deres myggestik klør, deres skuldre er solskoldede. De kan ikke vænne sig til de tynde lagener, der skal gøre det ud for dyner. Om morgenen er deres ansigter hævede af sol og mangel på søvn. De vågner, men er trætte. »Skal vi ikke læse lidt Silas?« Og vi læser.

Vi læser i togene, på cafeerne, på banegårdene og i sengen. På terrasserne, i sofaen, ved spisebordet. Vi læser, og vi lytter. Vi afbryder læsningen ved de mærkværdigste ord. »Hvad betyder knuskede,« spørger børnene. Vi ved det ikke. Sådan er Silas’ verden. Fremmedartet.

Vi læser og læser og læser. Det bedste ved ferien er at være sammen, det bedste er det fremmede, det bedste er at læse Silas.

Julie Top-Nørgaard er forfatter og underviser. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu