Klumme

På kongens kollegium

Nogle gange kan man godt skrive en klumme, der slet ikke behøver forholde sig til de verserende debatter i dagspressen. Dette er en sådan klumme. Et stykke med historisk kuriosum, tak. Det er alt
14. august 2017

På Tankens Slot bor studenten glad, som det lyder i Hostrups sang om Regensen. Eller Collegium Domus Regiæ, som det egentlig hedder, kongens kollegiebolig i det indre København.

Her lever 100 unge studerende i vidunderlig disharmoni med hele det Danmark, der ligger udenfor. For her – inden for de røde mure, hvor jeg selv havde fornøjelse af at bo i fem år – lever man efter sine egne regler. Man drikker og ryger og solder sine penge op, som om man aldrig havde hørt om hverken sundhedsplatformen eller finanskrisen. Man går i seng, når man falder om og står op, når det passer én. Og så studerer man sandelig. Her skider man hul i fremdriftsreform og gør en dyd ud af at have to bachelorgrader og studere, til man dør.

Men bedst af alt og kort fortalt: Man går op i titler! Hvis der er noget, man som beboer i denne kongelige bolig er optaget af, så er det ens titel. Og nok kan man få titel af Fægtemester, Porcelænsdirektrice eller Klokker, men de titler er egentlig uden videre betydning, for dem kan alle opnå ved gement pøbelvælde til den halvårlige generalforsamling. Nej, det virkeligt pirrende er titlernes tinde, Admiralitetet, Regensens øverste gang. Her har man nemlig mulighed for at blive Admiral. Det foregår på denne måde:

Først må man som i eventyret gøre sig fortjent til ét af de blot syv værelser på Admiralitetet. Herefter skal man bestå en prøve. Man skal kokkerere en storslået middag for Admiralitetets seks andre beboere, hvorefter den sjette, Admiralen, tildeler én en titel, alt efter hvordan man har klaret opgaven. Klarer man det godt, begynder man måske med titel af Skibsdreng eller Falderebsgast.

Efterfølgende kan man stige eller falde i graderne alt efter ens bedrifter, så man enten forfremmes til Kanonør-Kommandør eller Torpedobåndskaptajn, eller man kan falde i ugunst og bliver degraderet til Havtaske eller Søpølse.

Det særlige ved de kongeligt funderede titler er, at de på én gang er meningsløse og af allerhøjeste betydning. Regensen er sit eget samfund, en omvendt ø, et frådende og kaotisk hav omringet af det omgivende samfund, eller som regensianerne kalder det: »Kedsomhedens Kyster«. Nok har man med en regensiel titel absolut ingen beføjelser i samfundet og ingen myndighed på Kedsomhedens Kyster. Men på Regenshavet er Admiralen konge.

Den højeste titel på Admiralitetet er selvsagt Admiral. I min tid på Regensen var Admiraltitlen gået i arv fra mand til mand. Det lå ligesom i kortene, at mændene fik officertitlerne, mens det smukkere køns titler som Havfrue eller opgraderingen Forgyldt Havfrue i Skysovs var forbeholdt kvinderne. Der var ingen diskrimination i dette, men en oprigtig glæde ved – for en kort aftenstund – at rejse tilbage til en verden før queerteori og kønskvoteringer og bare skåle i vildskab for kvindernes skønhed.

Alt dette blev inkarneret i det faktum, at der faktisk fandtes en titel, der var højere end Admiralens, og som var forbeholdt kvinder, nemlig Gallionsfigeusen. For nok står Admiralen øverst, men Gallionsfigeusen står dog forrest. Således var den øverste titel – den titel der ud fra et samfundsperspektiv var totalt latterlig og ligegyldig – en titel, der angav mandens fornemmeste magt, nemlig at sætte skønheden højere end magten.

Alt det ligger år tilbage og er milelangt fra mig, som det lyder i sømandsvisen om Mandalay. Men der er alligevel to ting, der er værd at tage med fra kongens kollegium: Uanset hvor højt på strå man er, så er ét sikkert: man kan ikke tude sig til titler. Man kan tude sig til medlidenhed, men titler er noget, man fortjener.

Det andet er, at selv om alt det her er meningsløst, betyder det ikke, at det er uden betydning. Det er lige omvendt. Titler er symboler ladet med en overflod af betydning. For når man ingen reel magt har, så er symbolet alt, hvad man har. Symbolet er netop den gestus, der overskrider nødvendighedens politik.

Så hvis Admiralen på kongens kollegium havde mandsmod nok til at ændre Tankens Slot, så kunne han selvfølgelig udnævne sin udkårne til Admiral. Og således gik det til at også en kvinde endte med kors og bånd og stjerner på.

Christian Hjortkjær er ph.d. og højskolelærer på Silkeborg Højskole.. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Peter Knap
Maj-Britt Kent Hansen og Peter Knap anbefalede denne artikel

Kommentarer

Toke Andersen

Apropos meningsløse og/eller vildledende titler.
Tekstens forfatter Christian Hjortkær(CH) smykker sig med titlen P.H.D. - En eksklusiv videnskabelig titel, der forudsætter forskning, faglighed og formidling. En titel med stor symbolsk og praktisk betydning, både for almen meningsdannelse og videnskabelig tradition.
En titel der giver status, respekt og nærmest ubegrænset taletid.

Men Christian Hjortkær er ikke rigtig P.H.D. Han er ikke videnskabelig forsker eller formidler og det er en hån mod rigtige forskere og videnskabelige tradition, at lade ham benytte denne title.
CH er "forsker"(pseudo) på det teologiske fakultet på KU der, hvis vi skal være venlige, er til grin i den ganske akademiske verden, da det svarer til at oprette et fakultet til kvalificeret videnskabelig analyse af Tolkiens eller Rowlings tekster(Ringenes Herrer, Harry Potter) eller DC-universet(Spiderman, Ironman mv.) - som om det var andet en ren fiktion.
Det er fortsat uforståeligt at KU lægger navn til et teologisk fakultet med tilhørende PHD.

Jeg kan godt forstå din vrede Toke Andersen. Lånt fjer bliver ofte noget pjusket, men det har vel ret beset ikke noget med klummen at gøre.

Toke Andersen

Peter Knap,
Nej, det har du ret i - ingen direkte forbindelse, Men jeg synes nu alligevel at temaet var en udmærket anledningen til den lille bredside om teologisk fakultet.
Jeg tænker at den fine Phd-titel, må være den primære grund til, at Hjortkær får udgivet sine betragtninger om dette og hint.