Kronik

Det er på tide, at samfundets svigtede børn får retfærdighed

40 års arbejde inden for det sociale og pædagogiske område har lært mig, at myndighederne ikke altid tager sit ansvar på sig, når det kommer til anbragte børn og unge
Ben er 22 år i dag. Han og jeg tilbragte mange timer sammen i vinteren og foråret 2015. Sammen skrev vi en beretning om hans forfærdelige år som anbragt uden for hjemmet, fra han var to år, til han i 2012 fik en plads på et opholdssted i en lille stationsby i Vestsjælland, skriver dagens kronikør.

Ben er 22 år i dag. Han og jeg tilbragte mange timer sammen i vinteren og foråret 2015. Sammen skrev vi en beretning om hans forfærdelige år som anbragt uden for hjemmet, fra han var to år, til han i 2012 fik en plads på et opholdssted i en lille stationsby i Vestsjælland, skriver dagens kronikør.

Debat
10. august 2017

»Jeg var ikke ret gammel, måske fire eller fem år, da jeg en dag hoppede i plejefamiliens svømmebassin i haven,« fortæller Ben.

»Plejefaren stod oppe ved bassinkanten og kiggede helt roligt ned på mig. Jeg kunne jo ikke bunde og vidste ikke, hvordan jeg skulle komme op igen. Jeg husker solen, som skinnede ned gennem vandet, og at jeg til sidst blev helt slap og ligeglad. Plejefaderen stod der stadig som en mørk og skræmmende skygge.«

»Det var som at vælge mellem pest eller kolera. Blive på bunden og drukne eller forsøge at komme op til hans sanseløse raseri og tæsk. Pludselig blev der uro og larm. Naboen kom løbende, sprang i bassinet og fik mig op. Jeg tror, jeg må have været halvt bevidstløs, men har en uklar erindring om, at naboen slog min plejefar, og at de råbte meget højt til hinanden.«

Bens brune øjne er blevet helt sorte. Han sidder tilsyneladende afslappet på stolen, idet han fortæller, mens han tænder den ene smøg efter den anden, og kaffen står urørt foran ham.

»Nå, er det ikke nok for i dag,« spørger han. »Nu kan jeg ikke sidde stille længere.«

Grove overgreb

Ben er 22 år i dag. Han og jeg tilbragte mange timer sammen i vinteren og foråret 2015. Sammen skrev vi en beretning om hans forfærdelige år som anbragt uden for hjemmet, fra han var to år, til han i 2012 tilfældigt lærte manden Per at kende, som lod ham sove på sin sofa.

I slutningen af 2012 fik Ben formelt en plads på Pers opholdssted i en lille stationsby i Vestsjælland. Her har han været siden. Det er det nærmeste, han nogensinde er kommet på at have en familie, siger han.

Bens historie fra det virkelige liv indeholder kvalmende og afskyvækkende beskrivelser af voksne menneskers grove og afstumpede overgreb, ligegyldighed og kulde over for en dreng, som bogstavelig talt var i deres vold.

Ben blev anbragt uden for hjemmet af Københavns Kommune, da han var to år, fordi hans far og mor ikke magtede at være forældre for ham og hans lidt ældre søster.

Hverdagen var præget af både fysiske og psykiske overgreb. Ben forstod ikke, hvad han gjorde galt, og volden kom ofte uventet og ud af den blå luft. Han husker adskillige situationer, hvor han som lille barn kiggede op på sin plejefar, hvorefter denne pludselig slog ham voldsomt i ansigtet.

»Det gjorde mest ondt, når det var med bagsiden af hånden,« fortæller Ben.

Han havde konstant blå mærker på især armene. Men ingen stillede spørgsmål ved det. Pædagogerne i børnehaven spurgte ham ganske vist, hvorfor han havde så mange blå mærker? Ben husker, at han intet forstod af deres spørgsmål, da volden og mærkerne var noget, som var dagligdag for ham. Det blev slået hen med forklaringer som: »Du leger også ind imellem så voldsomt, Ben. Så mærkerne stammer nok derfra.«

Anbragt som toårig

Ben har været anbragt flere steder i løbet af sin opvækst: i plejefamilier, på børnehjem og på opholdssteder. Hele vejen igennem har Københavns Kommune været den anbringende kommune og har dermed også haft det overordnede ansvar for at sørge for, at Ben levede under ordentlige forhold, hvor han fik omsorg, tryghed, anerkendelse, undervisning og opdragelse, ja, alt hvad et barn og en ung behøver for at udvikle sig til et sundt og helt menneske fysisk og psykisk.

Ben husker, at hans mor flere gange forsøgte at henvende sig til kommunen, fordi hun var dybt bekymret over sin søns trivsel som anbragt barn. Men som Ben erindrer det, blev hun afvist, fordi hun var en mor, som selv havde store problemer, og som ikke kunne tage sig af sine børn.

Ben husker ikke, at kommunens medarbejdere kom på besøg eller talte med ham, mens han var anbragt i plejefamilier. På et børnehjem, hvor han boede, forekom der tilsynsbesøg. Men ingen talte hverken med ham eller nogen af de andre børn. Et af de opholdssteder, hvor Ben var anbragt som stor teenagedreng, blev lukket, efter at de spektakulære forhold på stedet blev afsløret i en tv-dokumentar.

Sagsakter bortkommet

Der er søgt aktindsigt i Københavns Kommune, da Ben gerne ville se sort på hvidt, hvad der er sket i hans sagsforløb gennem årene. Han har fået sagsakter, fra han var omkring 12-13 år, men hans børnesag er blevet væk, hævder Københavns Kommune. Kommunen »eftersøger sagen«, hvilket nu har stået på i toogethalvt år, men endnu er akterne ikke dukket op.

Det vides derfor ikke konkret, hvor mange henvendelser og indberetninger kommunen evt. har modtaget gennem årene fra mennesker, fagpersoner eller andre, som har fået indsigt i Bens forhold, og som derfor har forsøgt at gøre noget, udtrykke bekymring, beskrive konkrete situationer eller forhold. Men vi ved, at alle borgere har underretningspligt, når de oplever børn og unge leve i en alvorlig truet situation, og at personer, der udøver offentlig tjeneste, har en udvidet underretningspligt.

Det er helt klart kommunens pligt at reagere på underretninger efter disse to bestemmelser. Efter de gældende regler, dengang havde kommunen tilsynspligt med anbragte børns trivsel og udvikling, samt de forhold børnene dagligt levede under i plejefamilier, opholdssteder og børnehjem. Børnehjemmet, hvor Ben var anbragt i flere år, var og er Københavns Kommunes institution.

I november 2013 kom der nye regler om tilsynet med anbragte børn. Men reglerne om kommunalt tilsyn og opfølgning på underretninger gjaldt også inden og var gældende i de 16 år, hvor Ben var anbragt forskellige steder af Københavns Kommune.

Årelange svigt

I dokumentarfilmen Anbragt i helvede, som har været vist på TV 2, beskrives to pigers forfærdelige forhold som anbragte børn og unge.

Pigerne har stævnet Slagelse Kommune, som har anbragt dem i sin tid. I dag har de vundet retssagen imod kommunen. De er hver tilkendt en erstatning på 100.000 kroner. Uanset erstatningens størrelse kan den aldrig blive andet end et sølle plaster på de sår, pigerne må leve med resten af deres tilværelse.

Men pigerne har kæmpet for andre end sig selv. Vi kan håbe, at dommen kan danne præcedens til gavn for de mange andre anbragte børn, der har været igennem et lignende helvede.

Jeg har arbejdet i mere end 40 år inden for det sociale og pædagogiske område. Jeg kender flere som pigerne fra Slagelse og som Ben og har i årenes løb skrevet en del underretninger og bekymringsskrivelser til relevante myndigheder. Desværre ikke altid med held.

Det er på tide, at retfærdigheden sker fyldest for disse af samfundet svigtede børn. At der placeres et ansvar. At de får oprejsning. At de får tilkendt en erstatning i en størrelsesorden, som de kan bruge til at komme lidt lettere videre i livet, og at de får tilbudt hjælp og støtte tilpasset den enkelte.

Det er det mindste, samfundet kan gøre for at rette op på årelange svigt og forsømmelser, som har frataget disse børn og unge en normal barndom og ungdom.

Som Ben siger: »Det er retfærdigheden og det, at ansvaret placeres, hvor det hører hjemme, som er det allervigtigste.«

Også som et skridt på vejen til i fremtiden at undgå sådanne ulykkelige skæbner for samfundets børn.

Inge Habekost Olsen er socialkonsulent.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eigil Thomassen

Der stilles sjældent, heller ikke i ovenstående artikel, spørgsmålstegn ved kommunernes negative vurdering af de biologiske forældres forældreevne. Der er tendens til at mene, at bare man får børnene væk fra de håbløse forældre ( som måske ikke vil samarbejde) ja så er alt godt. I en del sager arbejder det offentlige på f.eks. gennem brevcensur, minimering af samvær, afbrydelse af telefonkontakt at holde børnene væk fra forældrene indtil det fyldte 18. år. Men det er naturligvis alt sammen til børnenes bedste.....

Anne Mette Jørgensen

Endnu en sag, og den er ikke særlig gammel.
Hvorfor i alverden screenes plejefamilierne og også børnehjemmene ikke bedre.
At det kan foregå stadig på børnehjemmene er endnu mere uforståeligt, da der jo er flere øjne og ører.
Tilsyn også på Kommunernes herberger er ren facade.
det laer med ledelsen og ser på orden og renlighed. det er ofte private firmaer og hevm ser dem efter i sømmene. Ingen..
Den plejefar burde stillet til ansvar og dømmes og burde meldes til politiet, hvis han stadig lever, men det melder historien intet om.
Socialborgmestre kommer af og til ud og hilser på, men så sørger ledelsen for, at der er rent og pænt og også her tales der med kage til kaffen om alt det fantastiske, der gøres.
de der sidder med magten har ingen interesse i , at gøre tingene bedre. det er jo besværligt og livet skal jo helst levet godt!
Siden Sabroe har ingen reelt kæmpet for de svage børn.